Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Middelalderens storværk - Saxos Danmarkshistorie

Oprindelige forfattere LBoM og PZee

Saxos danmarkshistorie – Gesta Danorum (Danskernes bedrifter) – er den danske middelalders indiskutable storværk. Det hylder Absalon og Valdemarerne og udtrykker et dansk patriotisk standpunkt i forhold til Det Tysk-Romerske Rige. Det er tydeligvis påbegyndt for at markere danernes rettigheder i forhold til kejser Frederik Barbarossa (d. 1190). Men Saxos værk er meget mere end en politisk manifestation – dét kunne være gjort meget kortere og mere effektivt. Det er en geografisk, kulturel og sproglig markering med en særlig vægt på danernes lange vej fra hedenskab til kristendom.

Oldtidshistorien har hos Saxo samme etnografiske og geografiske horisont som samtidshistorien, men der er også glimt af en historisk bevidsthed, når det ofte moraliserende fremhæves, hvordan skik og brug var anderledes i gamle dage (som regel mere heroisk). I europæisk sammenligning præsenterer Saxo et overflødighedshorn af religions- og kulturhistorisk stof i et væld af velkonstruerede episoder og længere fortællende forløb. Saxo er i nyere tid blevet tolket på mange forskellige måder: han er blevet set både som modstander af og som ivrig fortaler for kongemagten; som kirkens tro eller modvillige tjener; værket er i en nyere litteraturhistorie blevet erklæret utilgængeligt som litterær komposition; det er blevet læst som en nøgleroman for filosofiske strømninger m.m. Saxos tiltrækningskraft har under alle omstændigheder været kolossal i nordisk sammenhæng, og i den seneste tid har han også påkaldt sig interesse som en ganske særlig europæisk forfatter.

Om forfatteren vides stort set intet konkret, men indirekte får han dog selv sagt nok til, at man kan stykke et billede sammen. Han må være født engang over midten af 1100-tallet som søn af en, sandsynligvis sjællandsk, godsejer. Og hans værk viser med al ønskelig tydelighed, at han havde fået den fineste uddannelse, tiden gav mulighed for, formodentlig på en af de kendte domskoler i Nordfrankrig. Professionelt var han knyttet til domkapitlet i Lund. Stort mere ved man ikke, men det er til gengæld en baggrund, der i de grundlæggende træk svarer nøje ikke alene til kollegaen Sven, men også til den mand der bestilte hans værk, nemlig ærkebiskop Absalon. De tilhørte samme intellektuelle elite af uddannede medlemmer af krigerstanden. Meget tyder på, at Saxo var kannik, en position, som meget vel kan have været forbundet med hans arbejde som historiker.

Annonce

 Saxo-teksten er ikke overleveret til os i et middelalderligt håndskrift; den kendes kun i sin fulde udstrækning fra førsteudgaven, trykt i Paris 1514, hvis redaktører havde adgang til et komplet middelalderligt håndskrift. Til gengæld er der, meget usædvanligt for en forfatter fra den periode, bevaret nogle få blade af Saxos eget manuskript. Der er tale om en slags mellem-renskrift, hvor teksten i vid udstrækning er komponeret, men gengivet således, at der kan sættes righoldige udvidelser og alternative formuleringer ind mellem linjerne og i marginen. Derefter må Saxo have lavet mindst én afskrift yderligere, hvor han har valgt mellem de forskellige muligheder. Fragmentet blev fundet i 1863 som materiale i et bogbind i et bibliotek i den nordfranske by Angers og blev kort tid efter erhvervet af Det Kongelige Bibliotek.

Saxo-teksten er ikke overleveret til os i et middelalderligt håndskrift; den kendes kun i sin fulde udstrækning fra førsteudgaven, trykt i Paris 1514, hvis redaktører havde adgang til et komplet middelalderligt håndskrift. Til gengæld er der, meget usædvanligt for en forfatter fra den periode, bevaret nogle få blade af Saxos eget manuskript. Der er tale om en slags mellem-renskrift, hvor teksten i vid udstrækning er komponeret, men gengivet således, at der kan sættes righoldige udvidelser og alternative formuleringer ind mellem linjerne og i marginen. Derefter må Saxo have lavet mindst én afskrift yderligere, hvor han har valgt mellem de forskellige muligheder. Fragmentet blev fundet i 1863 som materiale i et bogbind i et bibliotek i den nordfranske by Angers og blev kort tid efter erhvervet af Det Kongelige Bibliotek.

Det har ofte været hævdet, at en mand med Saxos tydelige interesse for krig og krigermoral og tilsvarende manglende interesse for teologi ikke kan have været gejstlig. Men det er en fejlslutning. Gejstlig er ikke ensbetydende med præst i moderne forstand. Og selv om Saxo ikke beskæftiger sig meget med teologi, er han levende optaget af kirkehistorie og kirkens institutioner – og ikke mindst ærkebispesædets position og interesser.

Absalon døde, inden Saxos værk blev færdigt, hvorefter det blev dediceret til hans efterfølger Anders Sunesen og til kongen, Valdemar Sejr. Heraf følger dateringen: bogen er skrevet både før Absalons død i 1201 og efter Valdemars tronbestigelse i 1202 – sikkert mange år på hver side. Sven Aggesens omtale af ham må betyde, at han var i gang med projektet allerede i 1180'erne.

Saxo skildrer Danmarks historie fra rigets navngiver Dan til forfatterens egen tid under Knud 6. eller helt præcis til 1185. Dette omfattende og særdeles heterogene materiale har Saxo gjort sig stor umage med at forme til en ensartet og sammenhængende fortælling. Hvad enten der er tale om nordiske gudesagn som i de første bøger eller samtidshistorie med indskudte referater af relevante dokumenter, så er det udtrykt i samme retoriske og stilistiske form: et formfuldent og gennemretorisk klassisk latin, der nøje er modelleret over sproget hos et par historikere fra romersk kejsertid, først og fremmest Valerius Maximus (1. århundrede e.Kr.).

Saxo går så vidt i sin sproglige klassicisme, at han kun vil anvende gloser, han kender fra de antikke, hedenske forfattere. Og det er i meget vidt omfang lykkedes: Alle de nyere ord, som hans samtids politiske og kirkelige liv vrimlede med, er bandlyst og må i stedet oversættes til antikke begreber. En kirke (ecclesia) bliver til et tempel (templum eller aedes), en biskop (episcopus) bliver til en ypperstepræst (antistes) osv. Af samme grund, må man formode, indeholder Saxos tekst, som noget helt usædvanligt for sin tid, ikke et eneste citat fra Bibelen – mens det vrimler med citater fra og allusioner til hedenske forfattere.

Et andet træk, som bidrager til ensartetheden er, at værket – trods det lange forløb, der vel må strække sig over op imod 2000 år i Saxos egen kronologi – ikke indeholder et eneste årstal (medmindre man vil regne Kristi fødsel som et årstal). Det ville skille de seneste århundreder ud fra det samlede billede. Resultatet er et billede af Danmark, eller rettere de danske kongers rige, som et land med en lang og ubrudt, glorværdig historie.

Værkets komposition

For en nutidig betragtning er det naturligt at dele værket i en sagndel og en historisk del. Anden del (bog 10-16) bygger på, hvad vi ville kalde historiske kilder, mens den første i høj grad er Saxos egen konstruktion, sammenstykket af en lang række enkeltstående og indbyrdes vidt forskellige sagn. Men for Saxo ligger den grundlæggende todeling et andet sted. Værket er inddelt i 16 bøger, og lige før midten – ikke hvad tekstmængde angår, men hvad bognummer angår – i slutningen af 8. bog hører vi om, hvordan en konge ved navn Gorm to gange sender sin kriger Thorkil på ekspeditioner op mod nord til et land, hvor solen og stjernerne aldrig ses, en slags underverden, hvor han møder overmenneskelige væsner. På den første rejse når de op til jætten Gerud eller Geirrød, som sidder død i sin hal, dræbt af guden Thor. Målet for den anden rejse er den mægtige Udgårdsloke, der viser sig at være aldeles magtesløs. Han sidder lænket i sin hule og fortrækker ikke en mine, da Thorkil trækker et hår ud af hans skæg. Hjemrejsen er farefuld:

De øvrige anråbte forgæves guderne om at være dem nådige, men Thorkil vendte sine bønner mod hele verdens gud, og sammen med bønnerne bragte han ofre, og snart efter nåede de uden problemer tilbage under lysere himmelstrøg, hvor verden igen var til at se. Og her var det, som om de så ind i en anden verden og øjnede selve indgangen til menneskenes land.

Da de kommer hjem, er kristendommen nået frem til Tyskland, og der lærer Thorkil den at kende.

Beretningen eksemplificerer tre centrale sider af Saxos værk. For det første er den udtryk for en yderst bevidst, overordnet arkitektur i boginddelingen. Med historien om Thorkil er danskernes første kontakt med kristendommen anbragt præcis midt i værket, ved slutningen af 8. bog ud af 16, et klart signal om, at kristendommens fremmarch er et grundlæggende tema i værket.

For det andet er den et eksempel på Saxos suveræne brug af folkesprogligt fortællestof, som han skærer til præcis, som han skal bruge det. Thorkils rejser bygger på fortællinger om guden Thor, som vi kender fra Snorres Edda, men de er redigeret efter behov, flyttet til en anden sammenhæng – og har fået en helt anden pointe.

Det tredje er tilknytningen til den klassiske tradition. Ideen om en rejse til underverdenen som vendepunkt i fortællingen har Saxo formodentlig hentet i Vergils Æneide (som igen har den fra Homers Odyssé).

Også Æneas besøger underverdenen i den sidste bog før værkets midte (bog 6 af 12), og også Æneas lærer her, hvor historien er på vej hen. Og parallellen er måske tættere endnu: Det lå ikke middelalderen fjernt at se Æneidens store rejse fra nederlaget i Troja til grundlæggelsen af Rom, den evige stad, som et billede på den kristne frelse.

Inddelingen i fire gange fire bøger peger på to spor i historien: Det ene er kristendommens historie og etablering i landet, den lange vej fra hedenskabet over Kristi fødsel og kristendommens ankomst til Danmark til etableringen af den danske kirkeprovins og troens videre ekspansion i korstogene mod venderne under ledelse af den absolutte hovedperson, biskop Absalon. Centralt i anden halvdel står de to danske helgener, Knud Konge og Knud Hertug (Lavard). Fordelingen er dog ikke helt symmetrisk, eftersom Kristi fødsel først nævnes i slutningen af femte bog. Her har det andet spor, eller ordnende princip, vejet tungere, nemlig parallellen mellem de danske kongers historie og Romerriget. Femte bog er som sagt bogen om den store fredskonge Frode Fredegod. Ved at lægge Kristi fødsel i hans regeringstid gør Saxo ham til en parallel til den første romerske kejser, fredskejseren Augustus, hvilket giver følgende system: 1-4 svarer til tiden fra Roms grundlæggelse (under Romulus og Remus, svarende til Dan og Angel), indtil romerne indførte kejserdømmet. Med bog 5 (Frode Fredegod/Augustus) begynder den romerske kejsertid. I slutningen af 8. bog sker et nyt skift ved Karl den Stores kroning, hvor kejsermagten overføres til det karolingiske rige, som er udgangspunktet for det tysk-romerske kejserdømme, der stod ved magt på Saxos egen tid. Det er en måde at inddele historien på, som man kender fra andre middelalderlige og senantikke historikere.

Saxo og den klassiske romerske litteratur

På denne baggrund får de mange referencer til den klassiske litteratur, ikke mindst poesien, særlig betydning. Ikke alene har Danmark lige så lang og fornem en historie som Romerriget, det har også en litteratur, der svarer til romernes. I første halvdel af værket (bog 1, 2 og 4-8) er der indskudt en lang række digte. De er alle uden undtagelse integreret i beretningen på den måde, at de fremstår som replikker. I fortalen omtaler Saxo dem sådan:

Nu ønsker jeg ikke at nogen skal være i tvivl om at oldtidens danskere når de havde udført prægtige heltegerninger, i deres helhjertede stræben efter hæder og berømmelse, efterlignede romernes lit teratur og ikke blot beskrev deres egne storslåede bedrifter i en udsøgt form for komposition, en art versdigtning, men også fik deres forfædres bedrifter, der var udbredt i sange på modersmålet, indhugget på sten og klipper med deres eget sprogs bogstaver. Disse spor har jeg holdt mig til som var det bøger fra oldtiden, og jeg har gengivet deres mening i en tro oversættelse, hvor vers er oversat til vers.

 Gennem hele 1900-tallet har generationer af danske læsere haft Louis Moes illustrationer til Winkel Horns oversættelse fra 1898 på nethinden, når de tænkte på Danmarks oldtid eller middelalder.

Gennem hele 1900-tallet har generationer af danske læsere haft Louis Moes illustrationer til Winkel Horns oversættelse fra 1898 på nethinden, når de tænkte på Danmarks oldtid eller middelalder.

Digtene er altså ifølge Saxos egne ord i fortalen oversættelser af folkesprogspoesi. At han skulle have hentet dem fra runeindskrifter, må være fiktion. Men at i hvert fald nogle af digtene faktisk er gengivelser af folkesprogspoesi, står klart. I ganske få tilfælde er der bevaret norrøne (dvs. oldislandske eller norske) versioner af de tekster, Saxo gengiver på latinske vers. Materialet er temmelig spinkelt, men det indtryk, det giver, er, at ordene om den „tro oversættelse“ ikke skal tages bogstaveligt i nogen moderne forstand. Digtene er, ligesom den omkringstående prosa, omsat til en imitation af romersk litteratur med al den bearbejdning, det indebærer. Og her er der for alvor tale om en tour de force: Saxo anvender i de 50 indlagte digte 24 forskellige klassiske versemål, hvilket er noget nær en rekord i middelalderens litteratur.

Men man skal bemærke ordene om den romerske digtning. Danskernes digtning svarer til romernes. Digtene er, blandt andet, eksempler på, at vi her i landet har en litteratur, der kan måle sig med den romerske, og er lige så gammel. Deres alder pointeres netop i passagen efter det citerede.

I en række tilfælde kan man aflæse en direkte reference fra et digt hos Saxo til et romersk. Det gælder det lange heksameterdigt Bjarkemål i anden bog, der skildrer Lejres fald og Rolf Krakes død. Her er udgangspunktet ellers uomtvisteligt et folkesprogskvad. Et par strofer af det kendes fra Snorres Heimskringla i en norrøn version, der begynder med en solopgang og fortsætter:

Vågner, vågner,
venneskare!
alle I ypperste,
ædlingens følge.
Vågner ej til vin,
og ej til vivs tale,
heller til Hildes
hårde leg.
(Axel Olriks overs.)

Hos Saxo er de få, lapidariske ord blæst op til mange ordrige heksametre. Hvad der hos Snorre siges med ordene „vin“ og „viv“, bliver her til ordrig og saftig retorik:

Vågn! Spring op, enhver der vil kalde sig ven af vor konge, enten har høstet hans tak eller tjener af troskab alene. Stormænd, ryst slummeren bort, forjag al utidig sløvhed. Vagtsomme sind skal nu flamme af mod, lad armen og sværdet sikre jer hæder og ry – eller skændsel og skam hvis I svigter. Nu i nat skal vi dø eller hævne forræderens ondskab! Nej, jeg kalder jer slet ikke op for at fjase med tøser, blidt at klappe en blød lille kind eller ømt trykke søde kys på en kvindelig mund og kramme de sarte små bryster, eller at svælge i strømmende vin, la' hænderne glide over et silkeblødt lår og glane på snehvide arme. Nej, jeg kalder jer op til krigsgudens bitreste kampe. (Peter Zeebergs overs.)

Saxo har ingen solopgang, hos ham foregår slaget midt om natten. Svenskerne har listet deres våben ind i kongsgården, forklædt som rigdomme, de skal betale i skat til Rolf. Natten efter festmiddagen falder de danskerne i ryggen og vinder slaget trods hirdmændenes heroiske og selvopofrende kamp. Med sine klassiske heksametre bliver det derved en parallel til Vergils beskrivelse i anden bog af Æneiden af listen med den trojanske hest og Trojas fald, der netop foregår om natten.

Tilsvarende har det været foreslået at Ingjaldskvadet i 6. bog, hvor gamle krigerdyder stilles op mod moderne tysk dekadence, skal ses som en parallel til Horats' „Romeroder“, en række lyriske digte, der tilsammen giver et politisk og moralsk programskrift for kejser Augustus' styre.

Igen ser vi kombinationen af reference til antikken og kreativ brug af de lokale, folkesproglige traditioner. Metoden går igen hele sagnhistorien igennem, men overalt, som også her, sker det i Saxos karakteristiske glatpolerede stil, hvilket betyder, at læserne selv skal gennemskue referencen.

Sagnstoffet

Sagnhistorien er stykket sammen af et meget stort antal selvstændige sagn, fortællinger og digte, som Saxo binder sammen til en sammenhængende fortælling. Midlet hertil er først og fremmest at gøre kongerækken til skelettet i historien og i vidt omfang at kæde kongerne sammen som sønner af hinanden. Andre sagnskikkelser indføjes som kongernes krigere, døtre osv. De mange digte er alle indpasset i teksten som replikker, der er lagt i munden på de agerende. Men derudover lægger han vægt på at kæde de adskilte fortællinger om dem sammen i længere forløb, enten handlingsmæssigt eller tematisk, fx er 7. bog koncentreret om kærligheden som tema. Omkring den berømte fortælling om Hagbard og Signe og deres trofaste kærlighed, der trodser døden, er der grupperet flere sæt af kontrasterende historier om forelskede friere og modvillige piger. Der er fx den blufærdige Sigrid, der ikke tør se på Ottar, og kun kan overvindes ved list (en fortælling, der har træk til fælles med det antikke sagn om Amor og Psyke). Og over for den står hi storien om Alvild, der klæder sig i mandstøj og bliver kriger. Hende får frieren Alf først, da han besejrer hende i et søslag. Deres datter Gyrid nægter at gifte sig under sin stand, men lader sig til sidst overtale af den drabelige kriger Halfdan.

En lignende tematisk sammenhæng finder vi i 5. bog omkring sagnet om Vermund og sønnen Uffe, den sløve prins, der vågner til dåd og redder landet ved at besejre en saksisk prins og hans mægtigste kriger. Hele Vermunds regeringstid er gjort til en studie i krigermoral. Først hører vi anekdoten om Folke, der under et slag drikker sit eget blod for at holde sit troskabsløfte til kongen. Derpå følger kong Vermunds tale efter et slag, hvor han helt teoretisk inddeler krigere i fire typer, fra de tapre til kujonerne, fulgt af det vanærende drab på den svenske konge, som hos Saxo er udvidet til en længere fortælling. Og så først når vi frem til Uffes sonende heltedåd.

Den slags tematiske grupperinger har ført til flere forsøg på gennemgribende allegoriske tolkninger. En anden nærliggende mulighed er at lede efter paralleller mellem værkets forskellige dele. Middelalderens teologer tolkede gerne Bibelen „typologisk“, sådan at personer og begivenheder i Det Gamle Testamente blev set som paralleller til personer og begivenheder i Det Ny Testamente. Og samme tankegang finder man i historieskrivningen. Hos Saxo har man fx set en sådan typologisk parallel mellem kong Skjold og biskop Absalon. De to bruger (i hver sin ende af værket) de samme ord om, hvordan byttet skal fordeles i en krig (et citat fra romeren Valerius Maximus), hvilket kan ses som en antydning af en parallel mellem rigets første store konge og dets nutidige „grundpille“.

Klart signalerede forbindelser på tværs af værket er dog absolutte sjældenheder. Men sammenhænge og paralleller er der mange af. En række persontyper (kongens begavede højre hånd, den frygtløse kæmpe, den kloge dronning), begivenheder (tvekampe, frierier, krigslist) og fænomener (hirdmændenes troskab, depraveret tysk indflydelse) går igen gang på gang værket igennem, i stadig nye variationer. Man kan med en vis ret påstå, at den retoriske variation, der er så karakteristisk på det sproglige plan, gentager sig på det fortælletekniske plan.

Det er karakteristisk for Saxos kunst, at han kan orkestrere et afsluttet og klart disponeret forløb. Det gælder ikke mindst den absolutte hovedperson, biskop Absalon, der står i centrum i hele den sidste fjerdedel af værket. En række af de persontyper, der stadigt varieres hele værket igennem, samler sig i Absalonskikkelsen. Han er den store kriger, der kæmper loyalt og selvopofrende for sin herres sag ligesom Bjarke og Hjalte hos Rolf Krake, Starkad hos kong Frode osv. Han er kongens vise rådgiver, der tør sige ham imod ligesom Erik Målspage hos Frode Fredegod, biskop Vilhelm hos Svend Estridsen osv. Han bliver den altdominerende hovedperson, i en sådan grad, at han ligefrem sætter de sidste konger i skygge. Det er ikke noget tilfælde, at man adskillige gange under felttogene mod venderne ser Absalon begive sig til kamp, mens kong Valdemar lægger sig til at sove. Kongen må hvile sig, men Absalon tager utrætteligt affære.

Der er dog en væsentlig side af historien, som Absalon som biskop ikke kan repræsentere, nemlig den direkte, fysiske kamp. Men den rolle udfyldes af hans bror Esbern Snare, der i hele den samme periode optræder parallelt som den frygtløse helt i en lang række krigshandlinger, der ikke står tilbage for sagnhistoriens skrøner.

Fortælleren

I modsætning til Sven Aggesen og mange andre samtidige historikere inddrager Saxo ikke sig selv i fortællingen. Men hans stemme er ikke uhørlig alligevel, for retorikken er hele tiden gennemtrængt af en explicit moraliseren: her kan man se, hvad grådighed kan afstedkomme, nederlaget skyldtes mangel på beslutsomhed osv. Inspirationen fra den romerske litteratur og dens forherligelse af gamle, enkle statsmands- og krigeridealer er tydelig her, men moralismen kan ikke reduceres til en litterær eller didaktisk-filosofisk attitude. Der er tale om et tydeligt samsvar mellem hirdens æreskodeks og idealisering af simple krigerdyder, en kristen 'biskoppelig' moral, som lagde vægt på både handlekraft, oprigtighed og ydmyghed i ærkesædets og konges tjeneste, og gammelromerske holdninger, som allerede var glimrende udtrykt på latin i Valerius Maximus' (og andres) moraliserende historiske eksempler.

Saxos fortællestil er ofte blevet betegnet som svulstig eller i hvert fald meget ordrig. Et tilfældigt eksempel om Amled:

Han væbnede sig klogelig med falsk enfoldighed og holdt sin virkelige kløgt, der overstrålede almindelig menneskelig kunnen, godt skjult med et forbløffende komediespil som vanvittig. Og sådan lykkedes det ham ikke kun at redde livet med en list, men også, ved den samme list, til sidst at opnå hævn for mordet på sin far. Så snedigt tog han vare på sig selv, så modigt hævnede han faderen at vi har svært ved at afgøre hvad der var størst, hans tapperhed eller hans kløgt.

Når man læser dette på dansk, kan man ikke sige sig fri for at tænke, at det kunne have været sagt med færre ord og færre gentagelser. Forklaringen er, at Saxo følger det retoriske ideal om copia – fylde: han uddyber sit tema om kløgt (sapientia) og tapperhed (fortitudo) ved at variere mellem substantiver og adjektiver og ved at bruge et stort abstrakt vokabular. Han rendyrker et retorisk virkemiddel, som hører hjemme i litterært latin, men det kan ikke undgå at virke tungt på moderne dansk, fordi vi ikke kan gengive det komprimerede udtryk med bøjningsformer, ablativer og participialkonstruktioner. Copia er ikke bare pynt, men det giver vægt til fremstillingen af de gamle danske helte, at de kan beskrives i det fulde 'højregister'-vokabular.

 Et højdepunkt i Saxos skildring af vendertogene er indtagelsen af Arkona og ødelæggelsen af kultstatuen Svantevit i 1169, her skildret af Laurits Tuxen i 1894.

Et højdepunkt i Saxos skildring af vendertogene er indtagelsen af Arkona og ødelæggelsen af kultstatuen Svantevit i 1169, her skildret af Laurits Tuxen i 1894.

Hvad man ofte glemmer, når man karakteriserer Saxo som tung og ordrig, er, at han faktisk har en meget komprimeret fortælleteknik. Der bliver ikke snakket til højre og venstre, hver eneste episode er skåret ind til benet omkring et plot, som driver den store fortælling om Danmarks kongerække fremad, eller som rummer godt stof til moraliseren (dermed ikke sagt, at plottene ikke også undertiden er valgt for deres indlysende underholdningsværdi). Saxo er fx ikke nogen visuel forfatter overhovedet. Vi får meget sjældent at vide, hvordan personer eller steder ser ud. Heller ikke kampteknik eller slagordner bliver stillet til skue – kun i den grad, det er helt nødvendigt for at forstå plottet. Her står han i særlig kontrast til de islandske kongesagaer, men også til en del af den samtidige latinske historieskrivning – fx adskillige korstogskrøniker. Det er plottene og moralerne, han sigter efter, ikke nogen visuel dvælen ved fortid eller samtid (en berømt – og af religionshistorikere elsket – undtagelse er den udførlige beskrivelse af Svantevitkult og -statue i 14. bog).

Manglen på visuelle beskrivelser gør dog ikke Saxo ensformig, for han varierer faktisk mellem forskellige fremstillingsformer. Ud over vekslen mellem digte og prosa i de første 8 bøger er teksten fuld af replikskifter, diskussioner, taler (direkte og indirekte), fortællerens argumentationer og hele små traktater om krigertyper, love m.m. Denne vekselvirkning mellem fortælling, replik og argumentation giver liv til en ellers meget glat retorisk overflade.

Værkets efterliv

Saxos værk er særdeles ambitøst i sin sproglige udformning. Det gælder retorikken og klassikerreferencerne, men det gælder også den klassiske syntaks og det manierede ordvalg. Det er ikke noget tilfælde, at der godt 100 år senere udkom en forkortet version, der var omskrevet til tidens standard-latin – det såkaldte Saxo-kompendium – for reelt har kun ganske få i Danmark kunnet læse ham med det fulde udbytte. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan værket har været tænkt brugt i sin samtid og umiddelbare eftertid. På den ene side har forfatteren utvivlsomt lagt en sindrig struktur ned over et mægtigt – og stort set mundtligt overleveret – materiale. Det har bestemt været meningen, at Gesta Danorum skulle indtage sin plads i de biskoppelige bogskabe som den endegyldige, monumentale version af Danmarks fortid ved siden af romernes historie, normannernes historie, briternes historie osv. – ja sågar den gammeltestamentlige jødernes historie. Den var tænkt som en storslået helhed med en masse intrikate krydshenvisninger, allusioner til andre værker m.m. Som sådan har den kun kunnet være forstået og værdsat af nogle ganske få af Saxos ligesindede og har vel været tiltænkt evigheden nok så meget som en lille gruppe samtidslæsere.

Men man skal ikke glemme, at værket også har nogle kvaliteter, som ikke har at gøre med den store helhed. Mange af fortællingerne, især i den første del af værket, fungerer fint som enkeltepisoder, beretninger, som kan være genfortalt mundtligt som underholdende indslag ved stormandsgilder og ved ærkebispens hof – af Saxo selv eller af hans kannikekolleger.

Den effekt af værket, vi kan måle, har at gøre med en bestemt prægning af den historiske tænkemåde i Danmark. Selv om værkets succes i middelalderen var stærkt begrænset, overlevede det trods alt i nogle få komplette håndskrifter, frem til det blev trykt i Paris 1514. Herefter blev Danmarkshistorien en nationalt kulturskabende faktor for læsere med historiske, litterære og religionshistoriske interesser – med formende indflydelse uden for specialisternes rækker særligt i perioden siden 1575, hvor Saxo er blevet nyoversat seks gange til dansk. Efter de nationalhistoriske og mentalitetshistoriske læsninger af Saxo befinder vi os måske nu i en periode, hvor der – bl.a. takket være nye oversættelser til en række sprog – vil blive lagt større vægt på europæeren, ordkunstneren og fortælleren, og hvor man nok fortsat vil være inspireret af de kildekritiske læsninger og store altomfattende tolkninger, men også give mere plads til digtene, episoderne, detaljerne og fortællelysten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Boje Mortensen, Peter Zeeberg: Middelalderens storværk - Saxos Danmarkshistorie i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476409