Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De nationale historikere - Sven Aggesen og Saxo

Oprindelig forfatter LBoM

Man skal være forsigtig med at tale om nationale perspektiver og især nationalfølelse i 1100- og 1200-tallet, fordi det medfører mange alt for moderne associationer. Der var næppe mange danskere i højmiddelalderen, der lagde nogen vægt på, at de var danske – hvis de overhovedet skænkede det en tanke. Men at kongemagten og den skriftkyndige, dvs. kirkelige, del af eliten tænkte i de baner, viser både nedskrevne love og samlede fortællinger om folket fra begyndelsen til i dag. Som nyere forskning har påvist, er der en ret klar sammenhæng mellem graden af statsdannelse og investeringen i nationalhistoriske værker.

Netop i 1100-tallet blev sammenhængende nationale historier formuleret i stort tal Europa over, både som en konsekvens af, at nye områder var blevet indlemmet i det kristne latinske fællesskab og på grund af den generelt stærkt øgede brug af bøger og skrift i hele Vesteuropa. I Danmark blev to værker af denne type til næsten samtidig (mellem ca. 1180 og 1210), det ene ved Sven Aggesen, det andet, storværket ved Saxo Grammaticus. De indgår som nævnt i en europæisk bølge af latinske nationalhistorier i perioden.

Svens og Saxos værker er typiske for 1100-tallet på tre punkter: For det første var der ikke nogen modsætning mellem kirken og kongemagten, som man i 1800- og størstedelen af 1900-tallets forskning så gerne ville have frem – for at spejle sin egen tids konflikter i højmiddelalderen. Det kongelige bibliotek var ærkebispebiblioteket i Lund, og de kongelige chefideologer kunne kun være folk med boglig uddannelse, som relaterede den danske 'selvformulering' til den forståelsesramme, som de romerkirkelige boglige traditioner tilbød.

Annonce

For det andet er det klart, at næsten alle nationalhistoriske værker i 1100-tallet blev skrevet på latin. Forestillingen om, at Saxo egentlig ville eller burde have skrevet på modersmålet, må betragtes som endnu en anakronistisk 1800-talsdrøm. Latin var det naturlige medium i 1100-tallet, og der var mange lande, der som Danmark først fik en fortællende historieskrivning på folkesprog i senmiddelalderen.

For det tredje kan vi se, at Svens og Saxos værker er danske repræsentanter for den særlige kobling mellem den nye og stærkt udvidede 1100-tals lærdom, den kreative omgang med forskellige lag i latinsk stilistik og retorik og en ny nationalhistorisk interesse, som kun kunne træde frem under de begyndende statsdannelser, der også var karakteristisk for store dele af 1100-tallets Europa.

Den første sætning i fortalen til Saxos værk lyder: „Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle“. Selv om Saxo implicit her tænker på romerne og i andre sammenhænge kun nævner tre gamle 'nationalhistorier', nemlig Bedas Det engelske folks kirkehistorie (ca. 730), Paulus Diaconus' Langobarder-historie (ca. 790) og Dudos De normanniske hertugers historie (ca. 1000), så er det 1100-tallets nye lærdom og uimodståelige bølge af store nationalhistoriske projekter, der er det egentlige incitament for ærkebiskoppen Absalons og kannikkerne Svens og Saxos litterære visioner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Boje Mortensen: De nationale historikere - Sven Aggesen og Saxo i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476407