Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den juridiske litteratur - og fremkomsten af den dansksprogede

Oprindelig forfatter LBoM

Én side af den internationale lærdomskultur, juraen, kom til at indgå i en dialog med danske traditioner med et radikalt nyt resultat. Når den ikke-nedskrevne sædvaneret blev nedfældet på skrift, skyldtes det mødet med den internationale kirkelige ret – og det betød begyndelsen på dansksprogede bøger. De første sammenhængende danske tekster skrevet i pergamentbøger må være blevet til under Valdemar den Store og Absalon, måske allerede fra omkring 1160, i hvert fald fra ca. 1170. På det tidspunkt var der blevet produceret pergamentbøger i mindst 100 år i Danmark, og der var komponeret nye danske tekster på latin i ca. 70 år. Ideen med at skrive dansksprogede tekster opstod altså relativt sent, og det har snarere været en central beslutning end en gradvis eller spontan udvikling.

Ser man rundt i det germanske og keltiske Europa, følger Danmark også her et fælles mønster: først er der en konsolideringsfase for det latinske bogvæsen, dernæst begynder man at skrive nogle bestemte teksttyper på folkesproget: love, oversættelser fra latin, og i mindre omfang folkesproglig digtning. I perioden mellem ca. 1170 og 1300 i Danmark dominerer lovtekster blandt de dansksprogede bøger, men der er også oversættelser. En hjemlig mundtlig digtning i stil med det angelsaksiske Beowulf eller de norrøne skjaldedigte er derimod ikke repræsenteret, men kan have eksisteret.

Incitamentet til at skrive lovene ned på dansk må have været, at der skulle kunne appelleres til en bestemt ordlyd blandt folk, som ikke var latinkyndige. Ordlyden var af stor betydning, havde ofte karakter af fyndord eller formler, som blev memoreret, og den skulle under alle omstændigheder være entydig for brugerne. Det ville derfor skabe unødig tvivl, hvis man først skulle gå omvejen omkring latinen. Det betød dog ikke, at det skrevne administrationssprog generelt blev dansk – Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 var på latin, og det er først længere op i 1300-tallet, at dansksprogede officielle dokumenter bliver hyppige. Det betød heller ikke, at lovtekster og juridisk litteratur blev koblet fra den latinske lærdom. Både Saxo og Sven Aggesen leverede en latinsk version af Hirdloven, som må have foreligget nedskrevet på dansk omkring 1170 (Saxos version er indlagt i 10. bog af Danmarkshistorien, Svens er et selvstændigt værk fra ca. 1181-82). Anders Sunesen bearbejdede Skånske Lov fra omkring 1200 på latin ca. 20 år senere, formentlig for at gøre den forståelig i forhold til kanonisk dvs. gejstlig ret for en pavelig udsending.

Annonce

Både ideen og den praktiske udførelse trak på den eksisterende bogkultur. Uden kanonisk ret og romerret ville man næppe være kommet på at samle lovtekster i bøger, og indflydelsen gjorde sig både gældende for struktur og indhold. Selve nedskrivningen på dansk krævede trænede skrivere og en professionel bogproduktion. Både bog og skrift var som sagt for længst etablerede i Danmark; det nye bestod i at skulle analysere dansk tale i håndterbare lydlige bestanddele, altså skabe en dansk ortografi. Dette kunne ikke gøres ud af den blå luft, og vi ved fx fra den lidt tidligere pionerindsats for norrøn stavning (Island og Norge i begyndelsen af 1100-tallet), at problemet blev grundigt behandlet i en hel afhandling fra perioden – den såkaldte første grammatiske afhandling (ca. 1150). Selv om der eksisterede en runetradition at lægge sig op ad, synes den ikke at have haft større afsmittende virkning.

Love var ofte det første, der blev fæstnet på skrift. Taget i betragtning, at de første lovbøger formentlig kom på centralt initiativ, er det et rimeligt gæt, at udkastet til et dansk skriftsystem også var et elitært og centraliseret foretagende – uden at vi dog har samtidige håndskrifter eller udsagn, der belyser processen. Den gammeldanske ortografi var selvfølgelig ikke til at styre som idag, men de grundlæggende konventioner, herunder de nye bogstaver ø og æ, synes dog at have været ganske konsistente i den periode, vi direkte kan dokumentere, dvs. anden halvdel af 1200-tallet (hvorfra de ældste håndskrifter stammer). Det er mindre sandsynligt, at man begyndte at skrive dansk mange steder spontant og uafhængigt af hinanden.

Der er således en ret tydelig første bølge af dansksprogede tekster i bøger: ca. 1160/1170 eller måske først ca. 1200 Valdemars Sjællandske Lov, ca. 1170 Sjællandske og Skånske Kirkelov samt Hirdloven, ca. 1200 Skånske Lov og 1241 Jyske Lov, der formentlig i udgangspunktet var tænkt som en rigslov. Lovbøgerne var begyndelsen på et dansk skriftsystem og en dansk litteratur – de satte normen. I den første periode må skriverne af dansk have været uddannet i latinsk bogskrift. Først i senmiddelalderen kan man forestille sig skrivere, som koncentrerede sig om dansk (eller nedertysk) og ikke havde primær kompetence i latin.

Ud fra den norm, som lovbøgerne havde defineret, udviklede der sig også en oversættelseslitteratur på dansk, som desværre kun er meget fattigt overleveret før 1300. Men vi har gode vidnesbyrd om, at Henrik Harpestreng, som tidligere nævnt, oversatte og bearbejdede latinske medicinske traktater fra 1000- og 1100-tallet til dansk i sin Urtebog før 1244. Endvidere har vi fragmenter af danske bøger fra omkring 1300, som viser, at Benedikts regel og forskellige latinske legender var blevet oversat til dansk i 1200-tallet (den hellige Christina, Mariamirakler). Mange dansksprogede bøger fra anden halvdel af 1200-tallet med love og med oversatte tekster må være gået tabt, herunder formentlig en række helgenlegender.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Boje Mortensen: Den juridiske litteratur - og fremkomsten af den dansksprogede i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476414