Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Odenselitteraturen - Knud den Hellige

Oprindelig forfatter LBoM

De første danske litterære værker er netop versioner af legenden om den danske helgenkonge Knud den Hellige (konge 1080-86). Det er som sagt forventeligt, at udgangspunktet er liturgisk. Mere overraskende er det måske, at denne banebrydende gruppe af danske litterære skrifter, også kaldet Odense-litteraturen, var engelsk- snarere end tyskinspireret.

Et bredt stormandsoprør mod Knud endte med, at han blev hugget ned i Skt. Albani kirke i Odense den 10. juli 1086, og en anden søn af Svend Estridsen, Oluf (Hunger, konge 1086-95) kom på tronen; først under den tredje bror, Erik (Ejegod, konge 1095-1103), som havde været loyal mod Knud, blev Knudslegenden (Passio Kanuti) forfattet i Odense af en anonym englænder. Ved bispesædet i Odense var der under Knud blevet importeret ikke bare engelske præster og munke, men også relikvier af den engelske protomartyr Alban; 'protomartyr' var en hædersbetegnelse, som indebar, at han var den første i England, som lod sit liv for at vidne om Kristus. Oldkirkens protomartyr var den hellige Stefan, og ligesom Alban havde en særlig status i England, fik Knud det også som Danmarks 'førstemartyr'.

På knap ti sider leverer forfatteren til det første kendte litterære værk fra Danmark en kompetent beskrivelse af Knuds adkomst til martyrkronen. Kongens fromhed og klogskab fremhæves stærkt, og han fremstilles efter tidens ideal som en 'rex justus' – en konge, der tænker på alle i samfundet og på en højere retfærdighed, ikke bare på sig selv og sin stormandsslægt. Hans storsind strækker sig endog ud over landets grænser, for det togt han ville foretage mod englænderne (der blev årsagen til konflikten med stormændene, som nægtede at deltage) forklares med, at Knud ville befri de stakkels englændere fra tyrannisk undertrykkelse. Stilen i skriftet er på et tilpas højt niveau til at være formålstjenlig, dvs. en bibelsk, hellig skrivemåde, som i sig selv løfter emnet op, men samtidig uden overdrivelser eller andre særlige kendetegn – med andre ord en hovedstrømningstekst i genren, der ydede det forventede materiale til liturgiske læsninger og gav et udgangspunkt for kompositionen af kirkelige sange om Knud.

Annonce

 De fremmede gamle helgener havde man som regel kun bittesmå relikvier af, men af den nye lokale helgen, kong Knud, besad man i domkapitlet i Odense hele kroppen – hvoraf enkelte knogler dog blev skænket til andre kirker.

De fremmede gamle helgener havde man som regel kun bittesmå relikvier af, men af den nye lokale helgen, kong Knud, besad man i domkapitlet i Odense hele kroppen – hvoraf enkelte knogler dog blev skænket til andre kirker.

Den litterære teknik kan eksemplificeres med beretningen om, hvordan Knud måtte gå i eksil og føje sig efter sine brødre (kap. 3): „Som brødrene udstødte Josef, fordrev Knuds brødre også ham til Sverige, selv om de burde prise ham til himlen som moralens vogter. Nyttigt og uskyldigt gav han efter for brødrene, klog som Jacob, der lyttede til råd fra Rebecca, dvs. 'det fornuftige tålmod' [en almindelig tolkning af navnet], indtil den guddommelige kraft bragte ham tilbage i fred.“ Latinens funktion er her tydelig: bibelhistorien er et mønster for moderne lokal historie, og formuleringerne bringes som en kollage fra bibelteksten og fra den udbredte middelalderlige kommentar til den. Forkla ringen på navnet Rebecca stod, som mange af den slags etymologier og allegorier, mellem linjerne i bibelkopier med kommentarer. Knud bliver skrevet ind i den store hellige historie, og sammenligningerne med bibelske skikkelser (kort efter nævnes også David) har ikke blot pædagogisk værdi, det har også en demonstrativ funktion: nu er Knud en del af samme historie.

Omkring 1120 bliver historien om Knud skrevet på ny, i et større og mere ambitiøst værk af den engelske munk Ælnoth – den første forfatter i dansk sammenhæng, som vi kender navnet på. Hvad grunden var, kan vi kun gisne om, men det var helt normal trafik i middelalderens latinske litteratur at genskrive, forbedre og udvide eksisterende helgenlegender. En årsag var ofte, at vigtige begivenheder havde fundet sted i mellemtiden, fx en overførsel af relikvierne, indvielse af et nyt alter, ønsket om nye liturgiske tekster, mirakler, som helgenen havde udført siden sidst, politisk og rituelt pres for at fremhæve en helgen fremfor andre m.m. Efter den anonyme legende fra 1095 var der faktisk sket store ting: I 1101 havde Erik Ejegod opnået pavens kanonisering af Knud, og kulten var formentlig lagt i fastere og større rammer.

Ælnoth er ikke bare den første navngivne forfatter på dansk grund, han er også den første forfatterpersonlighed. Hans version af legenden er ca. 60 sider lang, og den har en mere kunstfærdig opbygning. Der lægges omhyggeligt op til den egentlige beretning om Guds stridsmand. Først præsenteres vi for en lang dedikation til den sidste søn af Svend Estridsen, kong Niels (1104-34). Dernæst nærmer vi os emnet set fra evighedens perspektiv: de nordiske lande er kolde og har længe været lunkne i troen, men med Knud kom troens varme. Så skal vi høre om Svend Estridsens gode styre og hans indsats for kirkeorganisationen, og her får Ælnoth indflettet en teologisk ekskurs om meningen med Kristi død på korset. Først efter knap 15 sider kommer vi så til emnet, Knuds gloriøse tid på jorden og hans velgørende død. Men også her forhaler Ælnoth sagen med et kendt billede på skribentvirksomhed: indtil nu har vi sejlet langs kysten, men nu sætter vi, i lid til Gud, ud på det åbne hav. Værket fortsætter med skift mellem fortællende og reflekterende afsnit, og den stilistiske teknik kan måske bedst beskrives som skift mellem tonearter. Fra en sprogligt krævende dedikation skiftes der til en lidt mere tilgængelig fortællende stil, tilbage til teologiske ræsonnementer, over til mere staccatoagtig dramatisk fortælling osv.

Ælnoth trækker i samme grad som den anonyme forfatter på bibelsk sprog, men udvider klangbunden til at omfatte referencer til klassisk litteratur. Svend Estridsen sammenlignes ikke bare med David, men også med den trojanske kong Priamus (kap. 2); Knud ville ikke skændes med sin bror Harald (Hen) for ikke at gentage historien om de thebanske brødre (kap. 4 med reference til Eteokles og Polyneikes, emnet for det romerske epos Thebaiden). Der er citatstumper fra Horats rundt omkring, mest oplagt i Ælnoths efterskrift, hvor han ubeskedent siger med digteren: „Jeg har rejst et monument mere varigt end bronze“. Endelig øger Ælnoth den litterære variation ved at blande vers ind i fremstillingen – værket kan således karakteriseres som et prosimetrum (dvs. en tekst der veksler mellem prosa og vers).

Odenselitteraturen fik status som en grundlæggermyte for det kristne Danmark. Den inspirerede senere behandlinger af Knud den Hellige, bl.a. hos Saxo og den betydelige Knytlingesaga på norrønt (ca. 1250). Knudskulten fortsatte hele middelalderen igennem, og senere genskrivninger af legenden er kendt, ligesom Knudsfiguren blev et stærkt samlingspunkt i 1400-tallet både for grupper af borgere og for regeringen i den ideologiske lancering af Kalmarunionen, hvor Knud stod sammen med den norske Olav og den svenske Erik som de hellige garanter for forbundet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Boje Mortensen: Odenselitteraturen - Knud den Hellige i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476402