Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spættet sæl

Oprindelig forfatter SToug

Spættet sæl.

Spættet sæl.

Spættet sæl forekommer i alle danske farvande, men er dog sjælden i det sydfynske øhav og ved Bornholm. Spættet sæl hedder på latin Phoca vitulina; navngivet af Linnaeus, 1758.

Efter jagtfredningen i 1976/77 er bestanden vokset til næsten det femdobbelte. I 2006 blev bestanden i vore farvande vurderet til ca. 12.000 dyr. De største bestande er tilknyttet Vadehavet, Limfjorden og Kattegat.

Artiklen Spættet sæl er skrevet af
Svend Tougaard.

Spættet sæl er en udpræget kystnær sæl, som er afhængig af at kunne komme på land hele året. Med den tiltagende bestandsstørrelse har arten retableret sig på lokaliteter, hvor den i slutningen af 1800-tallet var almindelig, men siden da har været sjælden.

Annonce

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

 Figur 1. Udbredelse af spættet sæl i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af spættet sæl i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Observationerne af spættet sæl i atlasperioden er først og fremmest baseret på systematiske flytællinger gennemført af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) hvert andet år i Limfjorden og i de indre danske farvande samt på flytællinger gennemført hvert år af Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg, i Vadehavet (Teilmann & Heide-Jørgensen 2001; Tougaard et al. 1996). Disse tællinger omfatter sæler på yngle- og hvilepladser, hvor dyrene går på land og kan tælles med stor nøjagtighed fra fly.

Herudover er ilanddrevne spættede sæler registreret af vildtkonsulenterne på Statsskovdistrikterne i overensstemmelse med Beredskabsplanen for Havpattedyr og Fugle, koordineret af Zoologisk Museum og Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg (Jepsen 1997; Tougaard et al. 2004).

Registreringer via satellitsporing i perioden 2000-2005 af spættede sæler til havs er gennemført i forbindelse med demonstrationsprojektet vedrørende havvindmølleparkerne syd for Nysted på Lolland og på Horns Rev.

 Voksen spættet sæl i karakteristisk hvilestilling.

Voksen spættet sæl i karakteristisk hvilestilling.

På Rødsand syd for Nysted har fire spættede sæler været forsynet med satellitsendere (Dietz et al. 2003b), og i Vadehavet har 21 været forsynet med tilsvarende sendere (Tougaard et al. 2006).

Satellitsenderne benytter ARGOS-systemet til positionsbestemmelse, men nøjagtigheden er kritisk afhængig af, hvor mange signaler satellitten kan nå at modtage på en enkelt passage hen over himmelbuen. Positionerne inddeles i 6 præcisionsklasser, hvor den bedste klasse har en nøjagtighed på få hundrede meter, mens den dårligste i nogle tilfælde kan have en positionsfejl på op til 100 km. Positioner kan filtreres på basis af udregninger af sælernes svømmehastighed, hvorved de mest urealistiske positioner kan fjernes, men selv efter en sådan filtrering er præcisionen i de fleste positionsangivelser ikke god nok til at kunne indgå direkte i en atlasundersøgelse. For at komme ud over det problem blev alle dyrs positioner analyseret samlet i stedet for at se på det enkelte dyr. Ved udregningen blev hvert kvadrat i atlasundersøgelsen betragtet enkeltvis, og det blev udregnet, hvor sandsynligt det var, at mindst en sand position fandtes i kvadratet. Dette blev gjort ved at betragte alle positioner i kvadratet og de tilhørende nabokvadrater og sammenholde det med målet for, hvor nøjagtige de enkelte positioner var (via deres præcisionsklasse). Herved fremkom en sandsynlighed for tilstedeværelse i alle kvadraterne. Metoden er nærmere beskrevet i Tougaard et al. (2006).

 Figur 2. Bestandsudviklingen af spættet sæl siden jagtfredningen i 1976/77. De to markante fald skyldes PDV-epidemien i 1988 og 2002.

Figur 2. Bestandsudviklingen af spættet sæl siden jagtfredningen i 1976/77. De to markante fald skyldes PDV-epidemien i 1988 og 2002.

Forekomst i atlasperioden

Den spættede sæls afhængighed af at kunne komme på land på uforstyrrede liggepladser begrænser dens forekomst til forholdsvis øde områder. Langs hele den jyske vestkyst er der i dag ikke mulighed for, at sæler kan ligge uforstyrret. Kun Vadehavsområdet byder på uforstyrrede sandbanker. I Limfjorden og i de indre farvande er antallet af faste yngle- og hvilesteder begrænset til under 25, hvoraf otte er udlagt som reservater med adgangsforbud (fig. 3). Den positive udvikling i bestanden (fig. 2) siden fredningen har betydet, at flere tidligere sællokaliteter i dag er inddraget som liggepladser, hvoraf flere har været kendt som liggepladser før bestandsnedgangen fra slutningen af 1800-tallet og indtil jagtfredningen i 1976/77. Øgningen i bestanden har siden fredningen været på gennemsnitligt ca. 12% om året, afbrudt af to virusepidemier i henholdsvis 1988 og 2002, hvor omkring halvdelen af sælerne døde.

  Figur 3. Habitatområder, hvor sæler indgår i udpegningsgrundlaget. Lys blå: spættet sæl (14), mørk blå: gråsæl og spættet sæl (8). Gul prik: sælreservat.

Figur 3. Habitatområder, hvor sæler indgår i udpegningsgrundlaget. Lys blå: spættet sæl (14), mørk blå: gråsæl og spættet sæl (8). Gul prik: sælreservat.

Satellitsporingen af de i alt 25 spættede sæler i perioden 2000-2005 har vist, at de fire sæler mærket på Rødsand syd for Nysted holdt sig nær deres hvilesteder på Rødsand og Vitten/Skrollen under deres fourageringstogter, og at ingen af dyrene fjernede sig mere end 40 km fra hvilebanken (Dietz et al. 2003). Derimod foretog sælerne fra Vadehavet lange fourageringstogter ud i Nordsøen, helt op til den norske sektor af Nordsøen, 400 km fra hvilebanken, hvor de var mærket, og hvor de kom tilbage til efter togtet. Der var dog stor individuel forskel på de mærkede dyrs fourageringstogter og også på det enkelte dyrs forskellige togter. Nogle dyr tog på kortere eller længere ture til det tyske og hollandske vadehav, hvor de også gik i land på banker. Alle undtagen en enkelt sæl kom dog en eller flere gange tilbage til banken, hvor de var mærket (Tougaard et al. 2006).

Fundet af ilanddrevne, spættede sæler langs kysterne indikerer, at sælerne fra de øvrige liggepladser i landet har en tilsvarende adfærd, og det kan formodes, at de fleste danske farvandsområder udnyttes af den spættede sæl. Kun i farvandet syd for Fyn og omkring Bornholm er der få observationer.

Forekomst før atlasperioden

Der kendes kun ganske få knoglefund af spættet sæl fra Danmarks forhistorie. De ældste er dateret til slutningen af jægerstenalderen (sen Ertebøllekultur) ca. 6.000 år før nu (Møhl 1970). Arten har dengang været meget sporadisk forekommende sammenlignet med gråsæl og grønlandssæl (Aaris-Sørensen 1998).

I 1800-tallet har bestanden af spættet sæl været betydelig større end i dag (Søndergaard et al. 1976), og beregninger på baggrund af jagtstatistikker antyder, at bestanden i Vadehavet omkring 1900 har været dobbelt så stor som i 2005 (Reijnders 1992). Skydevåbenets indførelse som almindeligt jagtvåben i 1800-tallet betød en mere effektiv jagt på sæler. Fiskeriets opblomstring i 1800-tallet medførte desuden, at sælen blev udnævnt til skadedyr, og der blev fra 1889-1927 indført præmiering for nedlæggelse af sæler. Samlet betød det, at sælbestanden blev stærkt decimeret. I alt blev der udbetalt skydepræmier for godt 37.000 sæler, hvoraf 70-80% er skønnet til at være spættet sæl (Søndergaard et al. 1976). Den alvorlige efterstræbelse betød, at spættet sæl forsvandt som ynglende art fra en række lokaliteter langs den jyske østkyst, det sydfynske øhav, Øresund og Roskilde Fjord samt fra farvandet omkring Bornholm.

 Spættet sæl på tørlagt banke i Vadehavet, optaget ved en flytælling.

Spættet sæl på tørlagt banke i Vadehavet, optaget ved en flytælling.

På søkort vidner mange stednavne som Sælhage, Sælstenen, Sælvig, Sælgrunden, Hundested o.l. om sælernes brug af områder, der i dag er uden sæler, eller hvor sælerne er dukket op igen inden for de seneste 25 år.

Udbredelse

Spættet sæl forekommer cirkumpolært fra 30°N til 80°N, opdelt i 4 underarter: P. v. vitulina (Linnaeus 1758) i den østlige del af Atlanterhavet, P. v. concolor (DeKay 1842) i den vestlige del, P. v. stejnegeri (Allen 1902) i den vestlige del af Stillehavet og P. v. richardsi (Grey 1864) i den østlige del (de Jong et al. 1997; Brasseur et al. 1999).

Den europæiske forekomst dækker den nordfranske kyst, det hollandske, tyske og danske vadehav, indre danske farvande, Sveriges Kattegatkyst, Storbritannien og Irland, den norske kyst og Island foruden en lille bestand ved Svalbard. I Østersøen er spættet sæl sjælden og observeres kun i den sydlige del med en lille bestand ved Kalmarsund (de Jong et al. 1997).

Biologi

Spættet sæl er afhængig af at kunne komme på land hele året igennem og bruger i gennemsnit 25% af sin tid på land (Nørgaard 1996). Især om sommeren, hvor ungen fødes i perioden fra først i juni til først i juli, er det vigtigt, at der er helt uforstyrrede ynglepladser, hvor hunnen kan føde og give ungen die i fire uger. Diegivningen kan kun foregå på land. Også i den efterfølgende periode – august-september – ligger dyrene meget på land i forbindelse med fældningen. I samme periode foregår parringen, der dog sker i vandet.

 Spættet sæl på Langli Sand ud for Hjerting.

Spættet sæl på Langli Sand ud for Hjerting.

På de største hvilepladser kan der ligge over 500 sæler (Tougaard 1989), men selv om de ligger tæt, er der aldrig kropskontakt mellem de enkelte individer og heller ingen territorial adfærd at spore. Kun hvis et dyr kommer til at røre et andet, kan det observeres, at en sæl foretager en afvise-markering med forluffen, indtil den foretrukne afstand på omkring en halv meter til naboen er genetableret. Dyrene er meget trofaste over for deres hvileplads, men kan godt i perioder benytte andre pladser (Tougaard et al. 2006).

Den spættede sæl er fiskeæder, og de fødevalgsundersøgelser, der er foretaget ved hjælp af fæcesanalyser og enkelte maveindholdsanalyser (Andersen 2006), tyder på, at arten er en opportunist, der vælger de fisk, der er lettest at fange. I Limfjorden var fødevalget i en undersøgelse i 1997-98 (Hjøllund 1999) 17 forskellige fiskearter, men der var en markant forskel på fødevalget i den vestlige og den østlige del af Limfjorden og mellem de forskellige årstider. I Løgstør Bredning udgjorde sild 90% af byttets vægt i foråret, mens 90% af biomassen af sommerens bytte var fordelt på 8 arter med ålekvabbe (23%), rødspætte (18%) og kyst- og havtobis (17%) som de vigtigste. I Nissum Bredning var godt 90% af sommerens bytte fordelt på 3 fladfiskearter (skrubbe 65%, ising 14% og rødspætte 14%). Efterårets bytte i Løgstør Bredning indeholdt ud over skrubbe (31%) og rødspætte (14%) de små arter sortkutling (20%) og sandkutling (16%) som en væsentlig del.

I en mindre undersøgelse af maveindhold og fæces fra Rødsand i årene 2001-2005 (Andersen 2006) var fødevalget fordelt på 20 fiskearter med torsk som den vigtigste forår og efterår (42%) og skrubbe og rødspætte (49%) i sommertiden.

Forvaltning, trusler og status

Indtil 1967 var der jagt på spættet sæl året rundt. Herefter blev arten fredet i tre måneder i yngletiden fra juni, og fra 1976 blev den jagtfredet hele året i Vadehavet og de sydlige indre farvande. Året efter blev arten totalfredet i alle danske farvande, dog med mulighed for at give dispensation til fiskere, der blev generet af sæler ved fiskeredskaberne.

 ”Sælsten” i Nibe Bredning.

”Sælsten” i Nibe Bredning.

Allerede i 1951 blev der oprettet et sælreservat ved Hesselø, og efter fredningen blev der oprettet reservater med adgangsforbud, senest reservatet syd for Saltholm i 1983 (fig. 3). Disse foranstaltninger har været en succeshistorie for den spættede sæl. Bestanden i Danmark blev i 1976 vurderet til ca. 2.000 dyr (Bøgebjerg et al. 1991) og er i de følgende 30 år seksdoblet til ca. 12.000 dyr i 2006 (Teilmann et al. upubl.) (fig. 2). Dette er sket på trods af, at spættet sæl i 1988 og 2002 blev ramt af en epidemi med en hidtil ukendt virus, der fik navnet Phocine Distemper Virus (PDV), formodentlig introduceret af grønlandssæl. Bestanden af spættet sæl blev begge gange halveret, ca. 60% i 1988 og ca. 46% i 2002 (Dietz et al. 2003b).

Jagtfredningen har også medført, at sælerne er blevet mere tillidsfulde over for mennesker, så flugtafstanden er blevet betydeligt mindre. Det er i dag muligt at se sæler i naturen, uden at de flygter i vandet, hvis man blot holder en passende afstand.

Der er oprettet en række habitatområder, hvor spættet sæl indgår i udpegningsgrundlaget (fig. 3), og i 2005 underskrev miljøministeren en forvaltningsplan for spættet sæl og gråsæl (Jepsen 2005).

I Vadehavet er der mellem Holland, Tyskland og Danmark i 1991 indgået en trilateral aftale under Bonn-konventionen om totalt jagtforbud på sæler uden dispensationsmulighed samt en forvaltningsplan, der indebærer koordineret forskning og monitering af den fælles Vadehavsbestand. Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg varetager denne forpligtelse for det danske vadehavs vedkommende (Trilateral Seal Expert Group Plus 2002).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Tougaard: Spættet sæl i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475659

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk