• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Klapmyds

Oprindelig forfatter SToug

Klapmyds. Han.

Klapmyds. Han.

Klapmyds er en arktisk sæl, der størstedelen af året lever pelagisk over store dybder i tilknytning til havisen. Der foreligger 7 observationer af klapmyds i danske farvande, den første fra 1978. Der har i den sidste del af 1900-tallet og i begyndelsen af 2000 været observeret usædvanlig mange (omkring 150) strejfende klapmydser i Atlanterhavet så langt ned som til Florida og Portugal. Klapmyds hedder på latin Cystophora cristata; navngivet af Erxleben, 1777.

Artiklen Klapmyds er skrevet af
Svend Tougaard.

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

Observerede og ilanddrevne klapmydser er registreret af vildtkonsulenterne på statsskovdistrikterne i overensstemmelse med Beredskabsplanen for Havpattedyr og Fugle, koordineret af Zoologisk Museum og Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg (Jepsen 1997; Tougaard et al. 2004).

Forekomst i atlasperioden

Fra atlasperioden foreligger i alt 5 registreringer af klapmyds. Den seneste var en voksen han på 227 kg, der den 15. december 2003 skyllede op ved det fremskudte dige umiddelbart nord for den dansk-tyske grænse i Vadehavet.

Annonce

 Forekomst af klapmyds i Danmark 1978-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Forekomst af klapmyds i Danmark 1978-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Den 10. september 2001 kravlede en unge født samme forår op på stranden ved Vejers på den jyske vestkyst. Det var en han på kun ca. 30 kg i den karakteristiske ungedragt. Den 27. august 1999 skyllede en død ung han på 37 kg op på stranden syd for Gl. Skagen.

Knap tre år tidligere, den 2. december 1996, kravlede en svækket ung han på 69 kg op på Skagens Gren. Sælen var meget mager med et spæklag på kun 20 mm.

I Holbæk Amts Venstreblad fra den 10. marts 1990 blev der bragt et utydeligt billede af en stor sæl, der var kravlet op på en cementblok på resterne af den lille havn i Sidinge Fjord i Isefjorden. Det viste sig på originalfotoet at være en voksen klapmyds, og fotografen Egon Schou fra Nykøbing Sj. skrev til Fiskeri- og Søfartsmuseet om sit møde med dyret: “Jeg målte den i skridt til ca. 3 meter. Lapperne henne agter 60-70 cm og dertil et omfang på det tykkeste til ca. 180 cm; alt sammen i øjemål ... den brød sig slet ikke om vores selskab, den skældte lidt ud, og sin vægt til trods løftede den sig ret højt og brølede voldsomt, men gik til ro igen”. Der var ugen før set en tilsvarende stor sæl i vandet ved lystbådehavnen i Holbæk.

 Klapmyds-hun med unge.

Klapmyds-hun med unge.

Forekomst før atlasperioden

Der foreligger to tidligere observationer af klapmyds i danske farvande. Den ene fra 1982 var resterne af en voksen han, der stærkt henfalden var drevet i land på molen nord for Esbjerg Havn. Det eneste, der er bevaret af denne sæl, er penisknoglen.

Det første registrerede fund af klapmyds i Danmark er fra den 24. august 1978, hvor en ung han på 38 kg kravlede i land på Fanø. Dyret blev bragt til Sælariet på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor det efter 2 måneders ophold opnåede en vægt på 75 kg. Det blev besluttet at sætte dyret tilbage i havet med en fiskekutter, der skulle på fiskeri ud for Nordnorge, men sælen døde i transportkassen, formentlig af stress (Tougaard 1987).

Udbredelse

Udbredelsesområdet falder næsten sammen med grønlandssælens, dog med en lidt mindre udstrækning mod vest. Området strækker sig fra St. Lawrence Bugt nord om New Foundland (“the front”) op omkring Vest- og Østgrønland, over Island til Svalbard. Bestanden er opdelt i to, hvor den vestlige har yngleområde på Vestisen ved Jan Mayen, og den østlige ved Østgrønland, “the front” og i St. Lawrence Bugt (King 1983; Ries et al. 1999a). Den samlede bestand vurderes til 500.000-600.000 dyr (de Jong et al. 1997).

På trods af tilknytningen til pakisen i det arktiske er der set strejfere så langt ned langs den amerikanske østkyst som til Florida, og i Europa til Portugal. Der synes at være et tiltagende antal af disse strejfere siden 1990'erne. Af kendte observationer af klapmyds uden for udbredelsesområdet er der opgjort ca. 35 fra før 1990 og 148 efter, heraf alene 67 i 2001 (Mignucci-Giannoni 2001).

Biologi

Klapmydsen er en pelagisk art, der normalt aldrig går på land på kysten, og som det meste af året lever solitært over store havdybder. I yngleperioden i marts samles klapmydserne på yngleområderne på isen, hvor hannerne i starten kan udføre drabelige markeringer over for hinanden. I slutningen af marts, hvor ungen fødes, kan man finde små familiegrupper bestående af han, hun og unge. Ungen vejer ved fødslen ca. 15 kg og tager op til 30 kg på i de kun 4-5 dage, dieperioden varer (Bowen et al. 1986). Klapmydsungen fødes i en sølvskinnende pels med mørk, blålig ryg og lys bug, den såkaldte “blue-back”, der har været meget eftertragtet i pelsindustrien. Efter diegivningen foregår parringen, og de voksne forlader ynglelokaliteten. Ungerne bliver på isen endnu et par uger, før også de går til havs (King 1983).

Klapmydsen er en stor sæl. Hannerne kan blive 2,5-2,7 m lange og veje op til 400 kg, mens hunnerne er lidt mindre. Arten er kendt som meget aggressiv. Den forsvarer ungen meget indædt ved forstyrrelser.

Klapmyds søger sin føde på store dybder. Der er målt dykninger på helt ned til 530 m (Stenson et al. 1993). En undersøgelse af klapmyds fra den østlige bestand viste, at helleflynder var det mest almindelige bytte, men også polartorsk, lodde, sild, rødfisk og blæksprutter indgår i fødevalget (ICES 1992).

Klapmyds har fået sit navn fra tysk, hvor ordet betyder “klaphat”, fordi næseryggen på den voksne han er meget elastisk og kan blæses op til en hætte af samme størrelse som hovedet. Desuden kan hannen ud af det ene næsebor blæse en rød “ballon”, som kan give kraftig lyd, når den rystes. Disse imponerende manifestationer bruges, hvis sælerne forstyrres samt ved kappestrid hannerne imellem.

Forvaltning, trusler og status

Klapmyds er på Bonn-konventionens Appendix II, og EU forbød import af “blue-back”-skind i 1983, hvilket betød en betydelig nedgang i jagten på ungerne. Der blev årligt nedlagt 100.000 unger, indtil der indførtes kvoter i 1974, og efter EU's importforbud er jagten minimal.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Tougaard: Klapmyds i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475621

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk