Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvalros

Oprindelig forfatter SToug

Hvalros er en højarktisk art, der siden 1900 er set i danske farvande med 8 observationer fordelt på 5 individer. Hvalrossen har et så specielt udseende, at den ikke kan forveksles med andre sæler, så det ville være usandsynligt, at en observation af hvalros på en dansk strand ikke ville blive indberettet. Der har været tendens til et stigende antal hvalrosser i europæiske farvande siden 1970'erne. Hvalros hedder på latin Odobenus rosmarus; navngivet af Linnaeus, 1758.

Artiklen Hvalros er skrevet af
Svend Tougaard.

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

Observerede eller ilanddrevne hvalrosser er registreret af vildtkonsulenterne på statsskovdistrikterne i overensstemmelse med Beredskabsplan for Havpattedyr og Fugle, koordineret af Zoologisk Museum og Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg (Jepsen 1997; Tougaard et al. 2004).

Forekomst i atlasperioden

Den 28. november 1999 kravlede en ung hvalros-han med 25 cm lange stødtænder og en vægt på 660 kg op på stranden ved Uggerby i Vendsyssel. Dyret var ikke særlig anfægtet af de nysgerrige tilskuere. Vildtkonsulenten, som kom til stedet, tilkaldte en dyrlæge, der vurderede, at dyret var i så dårlig kondition, at det måtte aflives. Veterinærinstituttets dyrlæge obducerede efterfølgende hvalrossen, men kunne ikke konstatere andet, end at den var stærkt afmagret. Skelettet og det udstoppede skind befinder sig på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Annonce

 Observationer af hvalros i Danmark 1926-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Observationer af hvalros i Danmark 1926-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Den 12. august 2003 så en lokal fisker en hvalros på Drejet ved Frederikshavn. Han meddelte straks observationen til vildtkonsulenten, der senere på dagen fik en tilsvarende melding fra endnu en fisker. Senere sejlede medarbejdere fra skovdistriktet til lokaliteten, men dyret var da forsvundet (P. Have, pers. oplysn.). I 1998 har en stor voksen hvalros været i Nordsøen og muligvis passeret igennem dansk farvand. Måske har den endog upåagtet været på land på den jyske vestkyst. Hvalrossen blev set den 21. januar på den hollandske ø Ameland, den 23. januar på den tyske ø Just, den 29. januar på øen Sild lige syd for den dansk-tyske grænse og endelig den 9. februar nær Göteborg. Dyret kunne herefter følges videre langs den svenske og norske kyst på vej mod nord (t'Hart & van Bree 1998).

Forekomst før atlasperioden

 Ung han på høfden ved Trans kirke, 26. maj 1981.

Ung han på høfden ved Trans kirke, 26. maj 1981.

Den 27. marts 1981 blev en hvalros fanget på stranden på den hollandske vadehavsø Ameland og bragt til sælredningsstationen i Pieterburen. Det var en helt ung han på 400 kg med stødtænder på kun 10 cm, hvilket indikerer, at den har været 3-4 år gammel. Hvalrossen blev opfodret på sælstationen indtil den 9. april, hvor den blev sluppet fri ved Helgoland. Her forblev den indtil den 20. maj. (Reijnders 1982). Den 25. maj blev den set på en af høfderne ved Trans Kirke i Vestjylland, hvor den blev til dagen efter (Tougaard 1991). Den havde stadig en grøn farvemarkering, som var malet på dens ryg, inden den blev sluppet fri. Endelig blev dyret et par dage senere set på molen ved Løkken (P. Have, pers. oplysn.).

I 1976 blev en yngre han i perioden 23. november til 9. december set ved den hollandske ø Texel samt i mundingen af den tyske flod Jade. Den 20. december blev sandsynligvis det samme individ set ved Vrist på den jyske vestkyst (van Bree 1977; Joensen 1977).

I 1960 blev en hvalros observeret på øen Sild lige syd for den dansk-tyske grænse, og i 1939 har en hvalros passeret de indre danske farvande på sin vej fra Sydnorge forbi den skånske kyst til Lübeck (Joensen 1977). Endelig blev en hvalros set i Danmark vinteren 1926/27. I perioden oktober 1926 til januar 1927 blev den fulgt fra Shetlandsøerne til Vestnorge og Den Helder i Holland og senere set ved Hanstholm, Lild Strand og Skagen for at ende sine dage den 10. januar i Bohuslän på den svenske Kattegatkyst (Joensen 1977; Mathiasson 1983).

 Atlantisk hvalros ved Svalbard.

Atlantisk hvalros ved Svalbard.

Som arktisk art har hvalrossen også været i det danske område under sidste istid, og der er fundet kraniedele, som er 30.900 og 24.000 år gamle (Aaris-Sørensen 1998). Hvalrossen menes at have været periodisk i det nordlige Skotland og Nordnorge helt op i 1700-tallet (Born 1988).

Udbredelse

Hvalros forekommer cirkumpolart i de højarktiske områder nord for 70°, hvor den opholder sig kystnært og gerne i drivis, som den også benytter til at ligge på. Den opdeles i to underarter. Den atlantiske hvalros O. r. rosmarus (Linnaeus, 1758) lever i det nordlige atlantiske område, opdelt i to adskilte bestande. Den ene bestand findes i det østlige Canada og Vestgrønland og den anden ved Østgrønland, Svalbard og det nordlige Sibirien omkring Novaja Zemija.

Den anden underart, Stillehavshvalrossen O. r. divergens (Illiger, 1815), lever omkring Beringstrædet, det nordlige Alaska, Beringshavet ned til Kamtjatka og med en mindre bestand omkring Laptev Havet nord for Sibirien. Denne sidste bestand anses af nogle som en særskilt underart, O. r. laptevi (Chapski 1940), men det er ikke anerkendt (Fay 1985).

Biologi

Hvalrossen bliver op til 3 m med en vægt for hannens vedkommende på 1.200 kg. Hunnen er lidt mindre. Begge køn har de karakteristiske hjørnetænder, der i gennemsnit er 35 cm lange, lidt kortere hos hunnen. Hos hanner kan de i sjældne tilfælde blive op til 1 m.

 Hvalros på Uggerby Strand den 28. november 1999. Dyret lå helt oppe i opskyllet ved foden af klitten.

Hvalros på Uggerby Strand den 28. november 1999. Dyret lå helt oppe i opskyllet ved foden af klitten.

Hvalrossen er en udpræget kystnær art, der lever af bundlevende invertebrater som fx søanemone, søpindsvin og børsteorm, men først og fremmest af muslinger (Fay 1982), som den formodentlig suger bløddelene ud af, da man sjældent finder skaller i maveindholdet. Det er målt, at en hvalros kan præstere et sug, der nærmer sig vakuum (King 1983). Hvalrossen dykker sjældent længere ned end 100 m.

Forvaltning, trusler og status

Den atlantiske bestand har været tæt på udryddelse, men en fredning i 1950'erne sikrede bestanden, der siden 1970'erne har været svagt tiltagende (de Jong et al. 1997). Der er nogen usikkerhed om, hvor stor bestanden er, men man regner med nogle få tusind dyr (Ries et al. 1999b). Stillehavsbestanden er vokset markant siden 1960'erne og har genindtaget sit gamle udbredelsesområde med et skønsmæssigt antal på 230.000 dyr (Ries et al. 1999b). Inuitbefolkningen har licens til at nedlægge et begrænset antal hvalrosser.

Hvalros er på Bern-konventionens Appendix II, CITES Appendix III og er beskyttet i henhold til nationale og bilaterale aftaler (Reijnders et al. 1997).

Grønlandssælen er en arktisk art tilknyttet pakisen og det åbne hav i det nordlige Atlanterhav. Op til atlasperioden var der i 1900-tallet kun observationer af grønlandssæl i vore farvande en enkelt vinter i begyndelsen af århundredet, mens der inden for de seneste tyve år er registreret 14 grønlandssæler i vore farvande. Denne “invasion” kan hænge sammen med en øget bestand forårsaget af forbud mod import af “babysæl-skind” til EU og med sammenbruddet af fiskebestandene i Barentshavet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Tougaard: Hvalros i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475613

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk