Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skovmår

Oprindelige forfattere TAsf, MaUj, MElm og ABMa

Skovmår er tilsyneladende et af vore sjældne pattedyr. Den bliver ikke observeret ret ofte og forekommer meget spredt i landet. Der synes dog at være tegn på, at arten er mere udbredt end tidligere antaget. I Danmark er skovmår oftest knyttet til ældre skov, helst en blanding af nåle- og løvskov, og den træffes indimellem tilfældigt i skure eller udhuse uden for bymæssig bebyggelse. Skovmår hedder på latin Martes martes; navngivet af Linnaeus, 1758.

Artiklen Skovmår er skrevet af
Tommy Asferg,
Marianne Ujvári,
Morten Elmeros,
Aksel Bo Madsen.

Kortlægning i atlasperioden 1985-2005

I forbindelse med indsamlingen af oplysninger i atlasperioden har det været nødvendigt at skelne mellem registreringer med og uden sikker dokumentation. Det skyldes, at skovmår meget nemt forveksles med husmår. Registreringer med sikker dokumentation bygger på indleverede, dødfundne individer til Danmarks Miljøundersøgelser, konservatorer og museer samt indsendte kranier og gode fotos. Registreringer uden sikker dokumentation er baseret på beskrivelser af observerede dyr, hvor det ud fra dyrenes udseende og adfærd må anses for sandsynligt, at det drejede sig om skovmår på trods af ligheden med husmår. Grundet de begrænsede data, der har kunnet indsamles om arten, har det været nødvendigt at basere sig på en forholdsvis lang atlasperiode.

 Figur 1. Udbredelse af skovmår i Danmark 1985-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater).

Figur 1. Udbredelse af skovmår i Danmark 1985-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater).

Forekomst i atlasperioden

Skovmåren er i dag knyttet til de større skovområder i Himmerland, i Midtjylland og ikke mindst på Djursland (fig. 1). Herudover forekommer skovmåren primært i Midt- og Nordsjælland. På Fyn er den kun konstateret i et enkelt kvadrat og i den sydlige del af Jylland i nogle spredte kvadrater. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle registreringer uden sikker dokumentation i virkeligheden drejer sig om husmår. Kortet skal nok snarere tolkes således, at der i områder med sikker dokumentation er tale om faste bestande af skovmår, mens der i områder med usikker dokumentation kan være tale om strejfere som fx unge dyr, der er ude for at etablere eget territorium, eller forvekslinger med husmår. Oplysninger om skovmår i Vendsyssel og på Lolland må på det foreliggende grundlag betegnes som usikre. Bortset fra de usikre observationer fra Als er der ikke konstateret skovmår på de danske småøer.

Annonce

 Figur 2. Skovmår på danske skovdistrikter 1976-77. Røde prikker angiver en fast bestand, lyserøde spredt forekomst, og hvide, at arten ikke er fundet (efter Degn & Jensen 1977).

Figur 2. Skovmår på danske skovdistrikter 1976-77. Røde prikker angiver en fast bestand, lyserøde spredt forekomst, og hvide, at arten ikke er fundet (efter Degn & Jensen 1977).

Forekomst før atlasperioden

Siden midten af Boreal (9.500 år før nu) kendes knoglemateriale af skovmår fra en del steder i Danmark. Den er formodentlig indvandret for omkring 11.500 år siden samtidig med en række af vore andre pattedyrarter (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid). Melchior (1834) angiver, at skovmåren forekommer overalt i Danmark. Den første egentlige undersøgelse over skovmårens forekomst i Danmark blev foretaget ca. 100 år senere (Spärck 1932). Resultaterne viste, at skovmåren på daværende tidspunkt måtte betragtes som meget sjælden i de danske skove. Den syntes helt at mangle på de fleste større øer samt i Vestjylland, Thy og i Vendsyssel, og bestanden betegnedes som yderst sparsom i Østjylland, på Fyn, Lolland-Falster og i dele af Nordsjælland. Kun i Sønderjylland og egnene omkring Hillerød, Fredensborg og Helsingør samt Sorø og Næstved var den noget hyppigere. I Manniches store værk om danske pattedyr har Holten (1935) ikke de store generelle afvigelser fra Spärck, selv om de dog ikke stemmer overens i detaljer.

 Figur 3. Skovmårens udbredelse omkring 1970. Dobbeltskravering angiver fast forekomst og enkeltskravering spredt forekomst (efter Degn & Jensen 1977).

Figur 3. Skovmårens udbredelse omkring 1970. Dobbeltskravering angiver fast forekomst og enkeltskravering spredt forekomst (efter Degn & Jensen 1977).

Den seneste statusundersøgelse ligger så langt tilbage som midten af 1970'erne (fig. 2-3). Her lykkedes det at give et nogenlunde sikkert billede af udbredelsen ved at stykke oplysninger sammen fra museer, konservatorer og skovdistrikter (Degn & Jensen 1977). Det var karakteristisk, at de faste skovmårbestande hovedsagelig fandtes i områder med større, sammenhængende skove. I Jylland var der således faste bestande i Himmerland og på Djursland samt i Midt- og Sønderjylland. Derudover var der faste bestande på Sydfyn, på Nord-, Midt- og Sydsjælland samt Lolland og Falster. Dette billede af udbredelsen er ikke væsentligt forskelligt fra det, vi ser i dag.

Biologi

Skovmåren kan let forveksles med husmåren. Begge arter har en karakteristisk halsplet. Skovmårens halsplet er næsten altid udelt og er oftest gul eller orange, mens husmårens er tvedelt og hvidlig. Pelsen er tæt og fyldig med meget lange, chokoladebrune dækhår, som næsten helt dækker den lyst brunlige og i nogle tilfælde nærmest orangefarvede underuld. Poternes underside er tæt behåret, så trædepuderne oftest er helt dækket. Skovmåren er slankere og mere højbenet end husmåren. Dens føde består af smågnavere og spurvefugle (mejser, gærdesmutter og træløbere) og i mindre omfang hønsefugle og duer. Egernet optræder også på spisesedlen, og i eftersommeren æder skovmåren desuden en del bær og frugt, ligesom hvirvelløse dyr ædes i et vist omfang.

 Skovmåren kendes bedst på den næsten altid udelte, gule halsplet, den chokoladebrune pels med brun til orangefarvet underuld samt de markante, trekantede ører.

Skovmåren kendes bedst på den næsten altid udelte, gule halsplet, den chokoladebrune pels med brun til orangefarvet underuld samt de markante, trekantede ører.

Skovmåren har forlænget drægtighed. Parringstiden ligger i sommermånederne, og ungerne fødes knap et år senere fra begyndelsen af marts til midt i april. Hunnen føder ungerne i hule træer eller i forladte egern- eller rovfuglereder.

Skovmåren vil helst færdes i områder, hvor der er dækning af træer og buske, og ses sjældent på åbne arealer. Samtidig er den meget afhængig af lysninger, hvor fødemulighederne ofte er bedre end i tætte, ensartede skovpartier. I Danmark er arten oftest knyttet til ældre skov, helst en blanding af nåle- og løvtræer. Skovmåren er primært nataktiv.

Det hører til sjældenhederne, at skovmåren søger til beboede huse. Hvorfor den ikke på samme måde som husmåren har bredt sig til bymæssige områder, er et åbent spørgsmål. Fødegrundlaget ser ud til at være der, idet skovmårens føde for en stor dels vedkommende består af fugle, som forekommer i store tætheder i villahaver, men måske er skovmåren mere følsom over for forstyrrelser end husmåren. Hvorvidt der er konkurrence mellem husmåren og skovmåren, og at dette måske er forklaringen på skovmårens mere begrænsede udbredelse i Danmark, vides ikke præcist.

 Den slanke skovmår springer elegant fra træ til træ, ofte højt oppe i trækronerne.

Den slanke skovmår springer elegant fra træ til træ, ofte højt oppe i trækronerne.

Studier af danske skovmårer ved hjælp af radiotelemetri har givet interessant viden om dyrenes brug af og bevægelser i forskellige skovpartier. De radiomærkede dyr holdt hen over vinteren meget til i tætte bevoksninger af rødgran. Pejlingerne viste også, at skovmårerne, selvom de var fanget i de samme fælder, holdt til i hver deres afgrænsede del af skoven, og at nogle individer kan vandre meget langt på forholdsvis kort tid (Birch upubl.).

Udbredelse

Skovmåren er vidt udbredt og talrig i Europa, fra nåleskovenes nordgrænse til Middelhavsegnene, herunder Korsika, Sardinien og Sicilien. Udbredelsen strækker sig mod øst til floden Jenisej i Sibirien. Arten mangler dog i store dele af Spanien og Grækenland (Bright 1999).

Forvaltning, trusler og status

Skovmåren er stadig et af vore sjældne pattedyr, om end det vurderes, at bestanden i de senere år har udviklet sig positivt. På grund af den skjulte levevis og spredte forekomst er det uhyre vanskeligt at nå frem til en sikker viden om artens udbredelse og bestandsstørrelse.

Trafikdrab var den hyppigste dødsårsag for de indleverede individer, som kortlægningen delvis er baseret på, og er formentlig den hyppigste dødsårsag i bestanden i dag. Derudover er der desværre også eksempler på, at jagt og regulering af husmår betyder, at skovmåren på grund af forveksling med husmår må lade livet.

 Skovmåren lever helst i en blandet nåle- og løvskov med åbne partier, hvor fødemulighederne er gode, men også i fx åbne, ældre fyrreskove.

Skovmåren lever helst i en blandet nåle- og løvskov med åbne partier, hvor fødemulighederne er gode, men også i fx åbne, ældre fyrreskove.

Skovmåren har været totalfredet siden 1934, først gennem en række tidsbegrænsede fredninger og endeligt ved jagtloven af 1967. På trods heraf har arten dog ikke spredt sig markant til nye områder i landet. Nyere, nordtyske undersøgelser viser, at skovmåren kan trives i stærkt fragmenterede kulturlandskaber, hvor der kun er spredte, mindre skove (Stier 2000). Med tiden vil skovmåren måske også her i landet brede sig uden for de større, sammenhængende skovområder, som man ellers har antaget, at den var afhængig af. Det kunne føre til en mere gunstig bevaringsstatus.

Skovmåren er opført på Bern-konventionens liste III samt EU's Habitatdirektiv bilag V og på Rødliste 97 (Stoltze & Pihl 1998) som sjælden. Overvågningsniveauet for skovmår må i dag betegnes som meget utilfredsstillende. Der må opfordres til, at der udvikles og etableres en systematisk overvågning på landsplan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy Asferg, Marianne Ujvári, Morten Elmeros, Aksel Bo Madsen: Skovmår i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475656

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk