Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ræv

Oprindelige forfattere TAsf, ABMa og SPagh

Ræven har formentlig været almindelig i dansk natur de sidste 11.000 år og er stadig et af vore mest udbredte pattedyr. Ræven forekommer over hele landet med undtagelse af en række mindre øer. Dens alsidige fødevalg og store tilpasningsdygtighed gør, at den kan klare sig i de fleste landskabstyper og trives godt i kulturlandskabet med spredte skove, landbrugsområder og bebyggelse. Ræve er sociale dyr, som alt efter fødeudbud, jagttryk og naturlig dødelighed i området, lever alene, monogamt eller i mindre familiegrupper. Rævens forekomst og antal har gennem historien vekslet med folks holdninger til den og været påvirket af sygdomsudbrud i bestandene. Ræv hedder på latin Vulpes vulpes; navngivet af Linnaeus, 1758.

Artiklen Ræv er skrevet af
Tommy Asferg,
Aksel Bo Madsen,
Sussie Pagh.

Kortlægning i atlasperioden 2000-2005

Kortet over forekomster af ræv er hovedsageligt udarbejdet på basis af telefoniske henvendelser. Af de knap 4.000 registreringer er ca. 80% indrapporteringer af sete ræve, ca. 8% er ræve nedlagt ved jagt eller fanget i fælder, og knap 8% er trafikdræbte. De resterende registreringer er sket på baggrund af ædespor eller ekskrementer. Ræve er i atlasperioden registreret over det meste af Danmark (fig. 1). De få manglende felter på kortet skyldes formentlig snarere manglende registreringsaktivitet end manglende ræve. Ræve kan dog have svært ved at opretholde en bestand på mindre øer som Anholt, Endelave, Sejerø og Agersø, hvor der eksempelvis ikke er registreret ræve i atlasperioden.

 Figur 1. Udbredelse af ræv i Danmark 2000-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af ræv i Danmark 2000-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Den jyske og bornholmske rævebestand har især i løbet af 1990'erne været kraftigt reduceret efter et skabudbrud, der begyndte i hhv. 1984 og 1986 (Hessellund 2002). I Jylland blev bestanden flere steder mere end halveret over en tiårig periode, og på Bornholm har ræven været tæt på udryddelse (fig. 3). I 2003 udbrød der skab på Amager, og sygdommen har nu bredt sig til den københavnske og nordsjællandske bestand. Den fynske rævebestand er endnu gået fri af skab. Selv om rævebestanden i en periode reduceres kraftigt af skab, viser erfaringer fra bl.a. Sverige, at den genetableres efter 10-15 år. Det ser også ud til at være tilfældet med den jyske bestand. Dog er jagtudbyttet i Jylland stadig kun ca. 77% af niveauet fra før 1975 (Asferg 2004).

Annonce

 Figur 2. Fordeling af ræve skudt i Danmark i jagtsæsonen 1973/74 (efter Jensen 1977).

Figur 2. Fordeling af ræve skudt i Danmark i jagtsæsonen 1973/74 (efter Jensen 1977).

Antallet af byræve ser ud til at være steget både i Københavnsområdet, i Gentofte og i Århus inden for de seneste 10-15 år (Pagh 2006). Formentlig er rævene også blevet mere almindelige i mange andre byer i Danmark. Mens byræve har været et almindeligt syn i forstæderne til København siden 1950'erne (Joensen 1959; Hvass 1963), er rævene først blevet almindelige i Århus fra midten af 1990'erne (Nielsen 1989; Pagh 2006). Formentlig vil der i de kommende år etableres bestande i andre større, danske byer.

Forekomst før atlasperioden

De ældste knoglerester af ræv i Danmark er fundet på boreale bopladser og er ca. 9.500 år gamle, men ræve har formentlig været en del af den danske natur i omkring 11.000 år (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid).

På den tid må de have levet i en lys birke-, fyrre- og hasselskov sammen med større rovdyr som los, ulv og bjørn. Ræve har formentlig altid været almindelige i landet, dog med undtagelse af åbne arealer som heder og marskegne, hvor de var lette at bekæmpe (Winge 1908; Melchior 1834; Holten 1935a; Dansk Jagtleksikon 1944; Bræstrup 1949). En kortlægning af nedlagte ræve i jagtsæsonen 1973/74 foretaget af Vildtbiologisk Station viste, at ræven var vidt udbredt i hele landet, og at der også dengang blev nedlagt ræv på en del mindre øer (Jensen 1977) (fig. 2). Man har et ganske godt billede af, hvordan rævebestanden har vekslet i størrelse siden vildtudbytteregistreringen begyndte i 1941. Før den tid er kilderne mere usikre og sporadiske. Flere forfattere nævner dog, at rævebestanden har været lavere end normalt i begyndelsen af 1900-tallet (Mortensen 1913; Lieberkind 1941; Dansk Jagtleksikon 1944). Det eneste ældre udbyttetal, der omfatter et større areal skov, er fra 1874-78. Her angives et gennemsnit på 1,5 ræv pr. 100 ha (Jensen 1977). Det svarer nogenlunde til gennemsnittet i perioden 1960-80, hvor udbyttet var 2-3 gange større end i 1940'erne (fig. 4) (Asferg 2004).

 Figur 3. Jagtudbytte af ræv pr. 10 km2 i danske amter 1984/85 og 1993/94 (DMU).

Figur 3. Jagtudbytte af ræv pr. 10 km2 i danske amter 1984/85 og 1993/94 (DMU).

I forbindelse med en rabiesbekæmpelse i Sønderjylland i 1965-82, hvor man i flere perioder bekæmpede rævene intensivt, blev den sønderjyske rævebestand reduceret kraftigt. Her faldt udbyttet i en periode til omkring 10-20% af det normale (Jensen 1972; Asferg 1991). Der har ikke været konstateret rabies i danske rovdyr siden 1978, og bekæmpelsen ophørte derfor i 1982. Rabiesbekæmpelsen og udbrudet af skab i den jyske bestand har medført de største udsving i bestanden i nyere tid. Ellers har udbyttet ligget stabilt på 40.000-60.000 dyr om året siden 1960. De tætteste rævebestande finder man generelt på Nordsjælland og i det centrale Østjylland. Siden midten af 1980'erne har bestanden været svagt stigende på Fyn og på Sjælland.

Ræve dukker fra tid til anden op på næsten alle danske øer og holme (Holten 1935a; Ursin 1948; Jensen 1977). I hårde vintre vandrer rævene til øerne over isen, men forsvinder mange steder igen, fordi fødegrundlaget på mindre øer ofte er for lille til at opretholde en rævebestand. Hertil kommer, at lokalbefolkningerne på mange øer ikke ønsker ræve og derfor udrydder dem, når de dukker op. Dog har man gennem tiden udsat ræve på øer i år med stor museplage. Rævene blev udsat forår og sommer og blev skudt bort igen om vinteren (Lieberkind 1941). Det ser ud til, at der har været en nogenlunde fast bestand af ræve på Bornholm, Læsø, Samsø, Als, Tåsinge og Langeland, mens ræven har haft en mere periodisk tilstedeværelse på Møn, Amager, Anholt, Ærø, Rømø, Fanø, Mandø og Thurø. På Saltholm, Endelave, Hjarnø, Lindholm, Vorsø og flere af de mindre sydfynske øer, fx på Lyø, Bjørnø, Avernakø, Drejø, Hjelmshoved, Hjortø, Birkholm og Strynø, har ræven forekommet som strejfdyr (Holten 1935a; Dansk Jagtleksikon 1944; Ursin 1948; Bræstrup 1949; Jensen 1977).

 Figur 4. Jagtudbyttet af ræv i Danmark 1940-2004 (DMU).

Figur 4. Jagtudbyttet af ræv i Danmark 1940-2004 (DMU).

Udbredelse

I Europa forekommer ræven i alle landskabstyper op til 3.000 m over havet, på åbne græssletter og i halvørkner. Rævens naturlige udbredelse omfatter det meste af den nordlige halvkugles tempererede zone. Arten forekommer i Nordafrika og i hele Europa med undtagelse af Island og Færøerne. Desuden er ræven vidt udbredt i Asien og i Nordamerika. Ræven blev indført i Australien som jagtobjekt i midten af 1800-tallet (Pagh 1996; Stubbe 1999a) og på en række britiske og græske øer.

Den europæiske bestand synes stabil (Stubbe 1999a). Dog bredte skab sig som nævnt til den skandinaviske bestand i 1970-80 og reducerede mange steder i en periode antallet af ræve med mere end 70% (Forchhammer & Asferg 2000). I det centrale Europa er bestanden imidlertid i fremgang efter en succesfuld immunisering af rævene mod rabies (Stubbe 1999a).

Rævene har i løbet af 1900-tallet gjort nye landvindinger og findes nu i en del europæiske storbyer. Genetiske undersøgelser viser, at byrævene i fx København og Zürich adskiller sig fra de ræve, som lever omkring byerne (Wandeler et al. 2003; Simonsen et al. 2003).

Villakvartererne omkring større byer danner et godt fødegrundlag for ræve (Contesse et al. 2004), og da der ikke er jagt i byområderne, vænner rævene sig til menneskelig aktivitet (Pagh 2006).

Biologi

Ræven trives godt i det danske kulturlandskab med spredte skove, landbrugsarealer og spredt bebyggelse. Her finder den et rigt varieret fødeudbud. Ræve lever de fleste steder, herhjemme såvel som i udlandet, hovedsageligt af smågnavere, især markmus, men tager også en del småfugle, duer og hønsefugle. Hare og rådyr tages lejlighedsvis, for det meste som hhv. killing og lam, eller som voksne, hvis dyrene er svækkede eller findes som ådsler. Sommer og efterår æder ræven en del regnorme, insekter og bær. Tidligere har rævene hentet en del ådsler på møddinger omkring landbrugsejendomme (Jensen & Sequeira 1978). I dag finder rævene uden tvivl mange trafikdræbte dyr langs vejene. Omkring byerne udgør fødeemnerne ud over smågnavere fx frugter og bær fra haver, affald på kompostbunker og omkring affaldsspande, fuglefoder og foder udsat til kæledyr og pindsvin eller til rævene selv (Lauersen 2002, Contesse et al. 2004). Desuden nyder rævene godt af villahavernes ofte større bestand af spurvefugle (Nielsen 1990).

 Rævens karakteristiske ”musespring” er en tilpasning til jagt på smågnavere.

Rævens karakteristiske ”musespring” er en tilpasning til jagt på smågnavere.

Rævens karakteristiske ”musespring”.

Rævens karakteristiske ”musespring”.

Ræves familieliv er lige så fleksibelt som deres fødevalg (Macdonald 1979; Niewold 1980; von Schantz 1984; Vergara 2000; Baker et al. 2004). De kan leve monogamt eller i mindre familiegrupper med normalt et ynglepar og en til flere ræve af lavere rang. Ræve etablerer sig for det meste i familier i områder, hvor bestanden er forholdsvis høj, fx i byområder eller i områder eller år, hvor der er rigeligt med føde (Voigt & Macdonald 1984; Niewold 1980; von Schantz 1984; Zabel & Taggart 1989; Lindström 1989).

Ræve er territoriale, dvs. de forsvarer et område mod artsfæller, som ikke tilhører familiegruppen. Undersøgelser tyder dog på, at ræve undgår aggressive møder med fremmede ræve ved at duftafmærke territoriegrænserne (White & Harris 1994). Selv om rævene sædvanligvis opholder sig inden for territoriet, kan de foretage lange afstikkere på 2-3 km. Territoriestørrelsen hos danske ræve kendes ikke, men undersøgelser af europæiske ræve viser, at territorierne sædvanligvis er på 10-700 ha. Forholdsvis små territorier findes omkring villakvartererne i Oxford og Bristol (10-80 ha), mellemstore territorier i det schweiziske højland og i hollandske klitter (40-250 ha) og store territorier i fx Sverige (500-700 ha) (Macdonald & Newdick 1982; Lindström 1989; Meia & Weber 1995; Baker et al. 2000; Dekker et al. 2001). I områder med udsving i fødeudbud opretholder rævene et konstant territorium, som dækker fødebehovet i år med sparsom føde (Lindström 1989; Meia & Weber 1995; Lucherini & Lovari 1996; Baker et al. 2000).

 Foruden affald, fugle og mus henter ræven frugt og bær i haver samt mad sat ud til katte, hunde, pindsvin eller til rævene selv. Indholdet i moderne affaldsbeholdere kan ræven derimod sjældent komme til.

Foruden affald, fugle og mus henter ræven frugt og bær i haver samt mad sat ud til katte, hunde, pindsvin eller til rævene selv. Indholdet i moderne affaldsbeholdere kan ræven derimod sjældent komme til.

En mærkning af 280 rævehvalpe i årene 1965-68, foretaget af Vildtbiologisk Station, viste, at rævene især spredtes i perioden fra oktober til februar. De fleste bosatte sig mindre end 15 km fra fødestedet, men ca. 15% af hunnerne og 25% af hannerne vandrede længere væk. Nogle få ræve vandrede mere end 100 km, og en enkelt ræv blev fundet 140 km fra det sted, hvor den var mærket (Jensen 1973).

Et tilbagevendende spørgsmål har været, om ræve påvirker antallet af byttedyr, og om en reduktion i antallet af ræve ville have en positiv effekt på de øvrige vildtarter. Ræve kan være til stor skade i fuglekolonier, især på øer med mange jordrugende fugle. Her kan bortskydning være nødvendig for at bevare sjældne fugle. Rabiesudbrud og skabudbrud herhjemme og i Sverige har vist, at antallet af ræve rent faktisk kan have betydning for antallet af bl.a. agerhøns, harer og rådyr (Strandgaard & Asferg 1980; Lindstrøm et al. 1994). Effekten er dog kun midlertidig, fordi bestanden af andre rovdyr og rovfugle formentlig stiger som følge af det øgede antal byttedyr (Lindström et al. 1994). De største ændringer i bestandene af de nævnte byttedyr tilskrives en intensivering af landbruget (Olesen et al. 2002) og landskabsforvaltning i det hele taget.

Forvaltning, trusler og status

Ræven har været jaget gennem århundreder, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Den har været et yndet jagtobjekt på grund af pelsen, og fordi den stjal høns og tog jægerens byttedyr eller blot for jagtens egen skyld. Kilder tilbage fra 1400-tallet vidner om vedtægter i forbindelse med rævejagt, og de har ikke været til rævens fordel. Melchior skriver dog i 1834, at “Ræven kun jages fra Oktober til Marts, da dens Skind til andre Tider er for tyndhåret”. Dansk Jagtforening blev dannet i 1884. En af målsætningerne var “Bekæmpelse af skadevoldende Vildt”, som indebar, at ræve og mange andre rovdyr skulle udryddes (Weismann 1931). Der har dog gennem tiden både blandt jægere, skovfolk og folk i al almindelighed været fortalere for ræven som en del af dansk natur. Indtil jagtloven af 1967, hvor ræven for første gang blev fredet i yngletiden, måtte arten jages hele året. I 1967 blev jagttiden begrænset til perioden 16. juni-15. februar. I dag må rævene jages fra 1. september til 31. januar.

 Ræv befængt med skab. Angrebet, der skyldes skabmiden, medfører oftest en pinefuld død for ræven.

Ræv befængt med skab. Angrebet, der skyldes skabmiden, medfører oftest en pinefuld død for ræven.

Bortset fra perioder med skab er den hyppigste dødsårsag for ræve uden tvivl jagt. En mærkningsundersøgelse af danske ræve i 1970'erne viste, at 40-50% af de danske ræve årligt nedlægges ved jagt (Jensen 1973). En uheldig sideeffekt af jagten er en forholdsvis høj anskydningsprocent. Andelen af ræve med hagl i kroppen er dog faldet mellem 1999 og 2005 fra 25% til 10%, hvilket sandsynligvis svarer til 10.000 færre anskudte ræve årligt (Noer et al. 2006). Ræve ses ofte trafikdræbte langs landevejene, især om efteråret, når de unge dyr spredes. Det er vanskeligt at beregne, hvor mange ræve, der på landsplan dør i trafikken, men i to undersøgelser af trafikdræbte dyr har man anslået, at der årligt dræbes hhv. 18.500 og 29.000 i trafikken (Madsen 1998). Skab nedbringer periodevist antallet af ræve, men udgør ikke en trussel for bestanden, som ser ud til at kunne modstå de betydelige tab og den store dødelighed.

Rabies og skab hos ræve har påkaldt sig en del opmærksomhed i forhold til menneskelige interesser: Rabies, fordi mennesker, som smittes, vil dø, hvis de ikke behandles, inden sygdommen bryder ud, og skab, fordi hunde kan smittes. Især har det vakt bekymring, at ræve nu lever tæt på mennesker i flere af Europas storbyer. Imidlertid er der i dag mulighed for at vaccinere og medicinere rævene og dermed nedbringe risikoen for smitte med de sygdomme og parasitter, som er fatale for mennesker (Stubbe 1999a; Bugnon et al. 2004; Hegglin et al. 2003; Vos 2003; Deplazes et al. 2004). Forvaltningsmæssigt inddeler man foreløbig sygdomme i to kategorier: Dem, man vælger at bekæmpe, og dem, hvor man lader “naturen gå sin gang”. Der iværksættes kun sygdomsbekæmpelse, hvis sygdommen er til fare for mennesker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy Asferg, Aksel Bo Madsen, Sussie Pagh: Ræv i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475648

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk