Mink

Minken kan herhjemme kun forveksles med ilderen, der dog har en tydelig ansigtsmaske.

Minken har ofte en lys plet på underlæben, men aldrig en decideret ansigtsmaske. Sportegnene (fodaftryk og ekskrementer) efter mink kan være yderst vanskelige at adskille fra de øvrige mårdyrs, og kun eksperter kan skelne minkspor fra ilderspor.

Kortet over minkens forekomst er udarbejdet på basis af 3.901 registreringer af mink i perioden 1996-2005. Langt de fleste (3.479) stammer fra en spørgebrevsundersøgelse foretaget af DMU, i hvilken man kontaktede jægere, der havde nedlagt mink i jagtsæsonen 1996/97 (Hammershøj & Asferg 1999). Andre indberetninger er baseret på bl.a. fældefangster, direkte observationer og trafikdrab. De direkte observationer er indberettet af folk med et godt kendskab til mink, såsom jægere, biologer og lignende.

Minken er vidt udbredt i hele landet bortset fra enkelte, mindre øer samt Lolland-Falster, hvor arten kun træffes sporadisk (fig. 1). Heller ikke i den sydlige del af Jylland er der registreret mange mink.

Antallet af mink i naturen kendes ikke, men iflg. vildtudbyttestatistikken var antallet af nedlagte mink forholdsvist lavt de første mange år, arten optrådte i statistikken, for derpå at stige kraftigt i slutningen af 1980'erne (fig. 2). De senere år er antallet faldet lidt og ligger nu på omkring 5.000-6.000 individer pr. år. Udbyttet varierer fra landsdel til landsdel. Pr. arealenhed er det højest i Nord- og Vestjylland og lavest i den østlige del af Sjælland. De amter, der har de største jagtudbytter af mink, har også de største koncentrationer af minkfarme. Det drejer sig om Ringkøbing, Nordjyllands og Ribe amter (Hammershøj & Asferg 1999).

Nyere undersøgelser har vist, at en stor del af den fritlevende minkbestand udgøres af mink, der er født i fangenskab, altså undslupne farmmink (Hammershøj 2004). Undersøgelserne blev lavet på basis af indsamlede mink fra Thy-området og fra Bornholm. Af godt 200 undersøgte mink fra Thy var 87% undslupne farmmink. På Bornholm var billedet noget anderledes, idet kun 10% af 22 undersøgte mink var undslupne farmmink (Hammershøj 2004). Disse tal viser, at andelen af “vilde” mink i den danske natur givetvis varierer lokalt. Der er specielt grund til at formode, at der i områder med mange farme er en høj procentdel undslupne farmmink i naturen. I områder med kun få eller ingen farme består den fritlevende bestand formentlig kun i mindre grad af undslupne farmmink.

Selvom mange af de fritlevende mink er født i fangenskab, ser det ud til, at minken trives i den danske natur, og der er intet, der tyder på, at minken er på vej til at forsvinde fra Danmark eller fra andre lande, hvor den er introduceret.

I modsætning til de fleste andre pattedyr i Danmark ved man ret præcist, hvornår de første mink kom til landet. Det skete i forbindelse med etableringen af de første pelsdyrfarme omkring 1930 (Asferg & Madsen 2000).

En spørgebrevsundersøgelse fra 1981 belyste minkens forekomst i jagtsæsonerne 1970/71 og 1972/73 på baggrund af minkjægernes oplysninger (Andersen 1981). Der blev nedlagt mink i praktisk taget alle egne af landet, men især i Nordjyllands, Ribe og Vestsjællands amter. Udbredelseskortene blev dog produceret ud fra relativt få nedlagte mink (omkring 1.000). Siden midten af 1980'erne har minkens udbredelse i Danmark, opgjort på amtsbasis, lignet den nutidige udbredelse.

Minken eller rettere den amerikanske mink har sit naturlige udbredelsesområde i Nordamerika fra Alaska i nord til Florida i syd (Asferg 1991). Arten forekommer nu vidt udbredt i Estland, Letland, Litauen, Finland, Sverige, Norge, Island, England, Irland, Holland, Belgien og den østlige del af Tyskland (Emma committee 1999). Disse forekomster er ligesom i Danmark alle relateret til udslip fra farme. I de øvrige europæiske lande er forekomsten meget spredt. Alle steder er arten uønsket.

Minken er en introduceret, nordamerikansk art og er altså ikke hjemmehørende i Danmark, men kom som nævnt hertil med de første pelsdyrfarme omkring 1930. Den europæiske mink Mustela lutreola er aldrig konstateret i Danmark (Jensen 1993).

Minken hører til mårdyrene og har således en langstrakt krop og korte ben. Den har forlænget drægtighed (Asferg 1991). Parringen foregår i februar-april, og de fleste kuld fødes i april-maj. Kuldstørrelsen hos vildtlevende mink er på 4-6 unger, et noget lavere antal end hos farmede mink.

Minken er en fødegeneralist, der lever af mange forskellige fødeemner, dog primært animalsk føde, bl.a. småpattedyr, padder, fisk og fugle. Selvom der næppe er tvivl om, at minken kan have en endog ret stor negativ effekt på visse byttedyr, så kunne det ikke påvises i en dansk undersøgelse af artens fødevalg (Hammershøj 2004). Undersøgelsen var dog primært baseret på mink indsamlet i perioden september-marts, så det må formodes, at minkprædation på eksempelvis ynglefugle ikke er belyst tilstrækkeligt i undersøgelsen.

Arten er primært knyttet til områder med vand, men den kan dog også leve under langt mere tørre forhold (Asferg & Madsen 2000). Den er ikke så almindelig ved kysterne i Danmark som i fx Skotland. Dette skyldes primært de sandede kyster i Danmark. Minken har vanskeligt ved at finde føde her, mens det ved klippekyster er nemmere at finde bytte i de små og store pytter af havvand i klipperne.

Minkens territorium er lineært og opregnes i km vandløb/søbred og ikke i km² som hos de fleste andre mårdyr. Territoriet forsvares mod artsfæller af samme køn, mens hanners og hunners territorier godt kan overlappe indbyrdes (Asferg 1991).

Minken er ikke nær så sky over for mennesker som de hjemmehørende mårdyr. Derfor kan den også trives i mange biotoper, der kan være for tæt på menneskelig aktivitet for andre arter. En nyere, dansk undersøgelse af mink i havnemiljøer viste således, at der var observeret mink i 82% af 145 undersøgte havne. I 58% af havnene var der observeret mink inden for et år (Møller 2005).

På grund af sin manglende skyhed over for mennesker er minken forholdsvis nem at få at se. Den er aktiv døgnet rundt, dog primært om natten.

Minken har ingen naturlige fjender i Danmark, men enkelte bliver dog taget af forskellige rovdyr og rovfugle. Den drastiske nedgang i antallet af ræve pga. skab skete i samme periode, som antallet af fritlevende mink begyndte at stige, hvilket kunne indikere en effekt af ræveprædation på mink. Yderligere beviser for teorien er dog ikke fundet. Bevidste udslip fra farme forårsaget af såkaldte “dyrevenner” gør næppe hverken fra eller til rent bestandsmæssigt i naturen. Mange af disse mink lider en kummerlig død, og kun et fåtal klarer at blive en del af den fritlevende bestand. De hyppigste dødsårsager for mink her i landet er formentlig trafikdrab og jagt.

I Bern-konventionens anbefaling No. 77 (1999) om udryddelse af ikke-hjemmehørende terrestriske hvirveldyr optræder minken på listen over invasive arter, der bevisligt er en trussel mod den biologiske diversitet. Bern-konventionen anbefaler, at minken såvel som andre invasive arter kontrolleres og udryddes i de lande, hvor den ikke er hjemmehørende. Det har vist sig uhyre vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at slippe af med minken, når den først har etableret sig (Dunstone 1993).

Danmark er suverænt det land i verden, der har flest minkfarme, og skønt antallet har været faldende i mange år, er de resterende farme blot blevet større. Det samlede antal farmmink er således steget i samme tidsrum. I 2003 var der registreret knap 2.000 farme med i alt 2.440.000 avlstæver. Det kan næppe undgås, at mink slipper fri fra farmene fra tid til anden. Selv i lande, hvor al minkfarmning er ophørt, trives minken i det fri. Der er således ikke de store forhåbninger om, at man kan udrydde arten i Danmark. Det er dog muligt lokalt at friholde arealer for mink, men det kræver en stor og vedholdende indsats.

Mink kan i praksis reguleres året rundt i Danmark og må reguleres ved brug af fælder. Der foreligger (april 2006) ingen forvaltningsplan for mink i Danmark.