Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lækat

Oprindelige forfattere TAsf, MElm og ABMa

Lækatten forekommer i hele landet bortset fra Bornholm og en række andre øer. Der synes ikke at være sket ændringer i udbredelsen i de seneste årtier. Bestandstætheden er formentlig faldet gennem nyere tid i takt med en generel forringelse af småpattedyrenes levevilkår som følge af intensiveringen af arealudnyttelsen ved moderne land- og skovbrugsdrift. Lækatten kan leve i mange forskellige biotoptyper, når blot der er god dækning og en god bestand af byttedyr. Lækat hedder på latin Mustela erminea; navngivet af Linnaeus, 1758.

Artiklen Lækat er skrevet af
Tommy Asferg,
Morten Elmeros,
Aksel Bo Madsen.

Kortlægning i atlasperioden 1992-2005

Lækatten har en forholdsvis skjult levevis, og der findes ikke en simpel og effektiv metode til at registrere den ved sportegn i felten. De fleste registreringer i atlasundersøgelsen er tilfældige observationer indsamlet ved indlevering af dødfundne individer til konservatorer og museer. Typiske dødsårsager for disse individer var trafikdrab og prædation fra husdyr. Desuden tages der enkelte individer ved fældefangst af mosegris, rotte og muldvarp.

 Figur 1. Udbredelse af lækat i Danmark 1992-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af lækat i Danmark 1992-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Lækatten minder i udseende og levevis meget om bruden. Tidligere benyttedes navnet “væsel” som samlebetegnelse for de to arter. Lækatten kan af uøvede observatører nemt forveksles med bruden, og visuelle indrapporteringer er derfor som hovedregel ikke benyttet i atlasset. Undtagelsen er især vinterrapporter, hvor lækattens hvide pels gør arten nem at kende.

Annonce

Forekomst i atlasperioden

Lækatten er vidt udbredt i hele landet bortset fra Bornholm, Læsø, Anholt, Samsø, Mandø og en række mindre øer. Atlasundersøgelsens udbredelseskort viser en sammenhængende forekomst på Sjælland, det meste af Fyn og i det nordlige og østlige Jylland. Sandsynligvis er det et udtryk for en høj bestandstæthed i disse landsdele, men de mere spredte registreringer i andre dele af Jylland afspejler ikke nødvendigvis en manglende forekomst, men snarere en generelt lavere indrapporteringsfrekvens fra disse områder.

 Figur 2. Lokaliteter for 1.379 lækatte nedlagt i jagtsæsonen 1970-71 (efter Jensen & Jensen 1973).

Figur 2. Lokaliteter for 1.379 lækatte nedlagt i jagtsæsonen 1970-71 (efter Jensen & Jensen 1973).

Forekomsterne på Fanø, Rømø og Venø er resultatet af en udsætning af lækat til biologisk bekæmpelse af mosegris og kanin. Skov- og Naturstyrelsen giver stadig tilladelse til udsætning af lækat. Tilladelsen omfatter kun lækathanner, da man ikke ønsker at etablere nye bestande. I atlasperioden blev der givet en tilladelse i 1994 til udsætning af 10 lækatte på Hjortø i det sydfynske øhav. Der var endnu lækat på øen i 2001.

Forekomst før atlasperioden

I ældre litteratur anføres, at lækatten er vidt udbredt og det mest almindelige rovdyr i landet (Sparck 1928; Holten 1935b; Bræstrup 1949). Den fandtes i alle landsdele og på flere kystnære øer. Ursin (1948) nævner fx, at lækatte findes på flere af øerne i det sydfynske øhav.

Lækatten er som nævnt også flere gange blevet udsat på øer for at bekæmpe mosegrise og kaniner, bl.a. på Fanø, Mandø, Rømø, Venø, Livø og flere øer i det sydfynske øhav (Holten 1935b). På de store øer har lækatten etableret faste bestande.

 Figur 3. Jagtudbyttet af lækat fra 1952 til 1983, da arten blev totalfredet (DMU).

Figur 3. Jagtudbyttet af lækat fra 1952 til 1983, da arten blev totalfredet (DMU).

I begyndelsen af 1960'erne indsamlede Fog (1969) oplysninger om lækattens udbredelse og status fra skytter og museer. De indsamlede oplysninger om dyr fanget af skytter og dyr indleveret til Zoologisk Museum var ikke jævnt fordelt over hele landet, hvilket formentlig skyldtes, at der var uforholdsmæssigt mange godser og derfor mange skytter involveret på Sjælland, Lolland og i Østjylland. En undersøgelse baseret på spørgebreve til lækatjægere i 1973 viste, at der blev nedlagt lækat i alle landsdele (Jensen & Jensen 1973). Der blev nedlagt flest lækatte pr. arealenhed på Vest- og Sydsjælland, på Fyn og i det østlige Jylland, hvilket givetvis afspejler forskellige bestandstætheder mellem landsdelene. Jagtudbyttet af lækat faldt fra 6.000-7.000 i begyndelsen af 1950'erne til omkring 2.000, da lækatten blev totalfredet i 1982. Nedgangen i jagtudbyttet, som kunne registreres i alle landsdele, skyldtes hovedsageligt en nedgang i bestanden, men afspejlede til dels også en mindsket interesse for lækatjagt (Jensen & Jensen 1973; Andersen 1978).

Udbredelse

Lækatten er udbredt i hele Europa bortset fra Middelhavsområdet og Island, videre mod øst gennem Asien og det nordlige Amerika til Nordøstgrønland (Pulliainen 1999a). Arten er også anvendt til biologisk kontrol i andre lande. På den hollandske vadehavsø Texel findes i dag en bestand af lækat efter en udsætning i 1931. Endvidere er arten indført i New Zealand i 1880-1890'erne til bekæmpelse af andre indførte arter som kaniner, mus og rotter.

 Lækatten ligner den mindre brud. De to arter kan lettest kendes fra hinanden på, at lækatten har en lang hale med sort halespids.

Lækatten ligner den mindre brud. De to arter kan lettest kendes fra hinanden på, at lækatten har en lang hale med sort halespids.

Biologi

Lækatten er landets næstmindste rovdyr. Den har en langstrakt krop og korte ben, som er en tilpasning til at jage småpattedyr. Artens primære bytte er gnavere, men den tager også en del fugle, fugleæg, spidsmus og padder. I områder med kaniner kan de udgøre en væsentlig del af lækattens føde. Bær kan indgå i føden om efteråret. Lækatten laver fødedepoter i perioder med stort fødeudbud.

På Grønland er udbredelsen sammenfaldende med halsbåndlemmingens. Lækatten er her helt afhængig af halsbåndlemmingen som byttedyr, og udsving i lemmingbestanden afspejles i forekomsten af lækatte med et års forsinkelse.

Lækatte er knyttet til områder med vedvarende, tæt bundvegetation og gode bestande af byttedyr. Typiske levesteder er arealer med permanent græs som enge, moser, brede markskel, stendiger, læhegn, remiser og skovbryn, og lækatte tager gerne ophold i nærheden af bygninger. Arten er aktiv i korte perioder døgnet rundt. Den klatrer og svømmer udmærket. Lækat kan kolonisere øer over 1 km vand.

Lækatten føder unger i april-maj. Kuldstørrelsen er på mellem 5 og 8 unger. Ældre hunner parres allerede i maj, dvs. kort tid efter, at de har født. Unge hunner bliver hurtigt kønsmodne og parres i løbet af sommeren i det første leveår. Lækatten har forsinket implantation, dvs. at de befrugtede æg ligger i en hviletilstand efteråret og vinteren igennem. Først om foråret sætter ægget sig fast i livmoderen, moderkagen dannes, og den egentlige fosterudvikling begynder. De fleste lækatte dør i deres første leveår, og kun ganske få procent bliver mere end et par år gamle.

Lækatte opretholder territorier, som forsvares mod artsfæller af samme køn. Hannernes territorier er to-tre gange større end hunnernes. Størrelsen afhænger af biotoptypen og fødeudbudet. Hanners territorier varierer mellem 10 og 250 ha og kan være flere kilometer lange, hvis de ligger langs levende hegn og markskel. Hunner opretholder territoriet året rundt, mens territorieforholdene blandt hanner bryder sammen i parringssæsonen, hvor de ældste hanner strejfer rundt for at opsøge flest mulige parringsvillige hunner. Yngre hanner holder sig fortsat til mindre områder.

Udsætningen af lækat på øer til biologisk bekæmpelse påvirker ikke kun bestanden af mosegris. Efterhånden som mosegrisbestanden reduceres, vil lækattene nemlig i stigende grad prædere på andre arter, hvorfor udsætningen også har en negativ indflydelse på ynglesuccessen for fugle på øerne (Kildemoes 1985). På Hjortø har udsætningen af lækat formentlig haft en negativ indflydelse på forsøgene på at beskytte bestanden af klokkefrøer.

I New Zealand betragtes lækatten i dag som et skadedyr på grund af dens prædation på den oprindelige, endemiske fauna.

 Store områder med græsvegetation som enge, moser, brede læhegn og skovbryn er gode levesteder for lækat.

Store områder med græsvegetation som enge, moser, brede læhegn og skovbryn er gode levesteder for lækat.

Som det eneste danske pattedyr har lækatten en hvid vinterpels bortset fra en sort halespids. Et andet navn, der ofte anvendes for lækat, er hermelin. Det er oprindeligt en bundtmagerbetegnelse for vinterpelsen af lækat.

Forvaltning, trusler og status

Opdyrkning af enge og moseområder og fjernelse af læhegn og remiser har betydet en reduktion i egnede levesteder for lækat. Udbredelsen har ikke ændret sig op gennem det sidste århundrede i Danmark, men der er sket et fald i bestandstætheden (Jensen & Jensen 1973; Andersen 1978) og udbredelsen i terrænet på grund af reduktionen i antallet og fragmenteringen af levestederne.

Bestandsudviklingen i andre europæiske lande formodes at ligne forholdene i Danmark.

I 1967 blev lækatten jagtfredet fra 1. marts til 15. juni, og siden 1982 har arten været totalfredet. Lækat er opført på Bern-konventionens liste III. Fredningen og indplaceringen på Bern-konventionen yder formentlig arten tilstrækkelig beskyttelse. Der foretages dog ingen overvågning af lækatten, og vores viden om status og udviklingstendenser for bestanden er behæftet med stor usikkerhed.

Trafikdrab udgør den største menneskeskabte fare for bestanden i dag. Sekundær forgiftning med rodenticider kan være et problem lokalt, hvor der foregår en intensiv bekæmpelse af mus og rotter (McDonald et al. 1998). Indflydelsen af disse faktorer på bestandsniveauet er dog nok begrænset. I dag har hyppigheden af lækatten formentlig stabiliseret sig. Den nyere udvikling i arealudnyttelse og landskabsforvaltning med større opmærksomhed på bevarelsen af naturnære arealer i landskabet vil formentlig medvirke til at fremme en gunstig bevaringsstatus for lækatten i fremtiden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy Asferg, Morten Elmeros, Aksel Bo Madsen: Lækat i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475627

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk