Ilderen holder gerne til i kvasbunker og som her i en hul træstamme.

.

Figur 2. Jagtudbyttet af ilder 1943-2004 (DMU). Siden 1982 har arten ikke måttet jages, men dog reguleres under visse betingelser.

.

Figur 1. Udbredelse af ilder i Danmark 1996-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

.

Ilder.

.

Ilder, Ilder forekommer over hele landet bortset fra Bornholm og enkelte, mindre øer. På Lolland-Falster træffes arten kun sporadisk. Den eksakte bestandsstørrelse kendes ikke, men ifølge vildtudbyttestatistikken har bestanden ligget på samme niveau de seneste mange år og er muligvis let stigende. Det skønnes, at arten er “almindelig”, hvor den forekommer. Bestandstætheden ser generelt ud til at være størst på Sjælland og Fyn og mindst i Jylland. Der synes ikke at være trusler mod ilderens fortsatte beståen i Danmark. Ilder hedder på latin Mustela putorius; navngivet af Linnaeus, 1758.

Kortlægning i atlasperioden 1996-2005

Udbredelseskortet er lavet på basis af 1.273 registreringer af ilder i perioden 1996-2005. En del af disse registreringer (508) stammer fra en spørgebrevsundersøgelse foretaget af DMU, i hvilken man kontaktede jægere, der havde nedlagt ilder i jagtsæsonen 1996/97 (Hammershøj & Asferg 1999). Andre indberetninger er især baseret på trafikdrab, som alene tegner sig for 398 dyr, hvilket er det tredjehøjeste antal indberettede trafikdrab.

Ilder er også indrapporteret gennem 236 direkte observationer, 69 fældefangster og 43 dødfundne dyr.

Forekomst i atlasperioden

Ilderen er vidt udbredt i hele landet bortset fra Bornholm og enkelte, mindre øer samt Lolland-Falster, hvor arten kun træffes sporadisk (fig. 1).

Ifølge vildtudbyttestatistikken nedlægges der flest ildere pr. arealenhed i Vestsjællands Amt og færrest i den sydlige del af Jylland. Bestandstætheden ser generelt ud til at være størst på Sjælland og Fyn og mindst i Jylland. Jagtudbyttet af ilder, og dermed sandsynligvis også bestandsstørrelsen, har været let stigende de seneste 10 år efter en længere periode, hvor ilderbestanden gik tilbage (fig. 2).

Ilderen er ikke særlig synlig i landskabet. Det skyldes primært dens levevis og ikke, at den er en sjældent forekommende art. Tværtimod er ilderen i vore dage ganske almindelig, hvilket også det meget høje antal trafikdræbte og direkte observerede dyr vidner om.

Forekomst før atlasperioden

Ilderen menes indvandret til Danmark for ca. 11.000 år siden. Forekomsten underbygges af subfossilfund fra de sidste 9.500 år (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid). Modsat mink er ilderen altså naturligt hjemmehørende i Danmark. Ilderen har sandsynligvis levet i Jylland i hele perioden, men på Fyn og Sjælland har arten tilsyneladende været uddød, og den blev først sikkert registreret igen i 1930'erne. Det kan dog ikke udelukkes, at der på de to øer har levet små, ubemærkede bestande, som har dannet grundlag for nutidens. Opblomstringen af ilder faldt dog sammen med etableringen af en række ilderfarme på øerne. Det er derfor mere sandsynligt, at vor tids ildere på Fyn og Sjælland alle stammer fra undslupne ildere fra farme (Jensen & Jensen 1972).

Jagtudbyttet af ilder har svinget noget gennem tiderne, men det har overordnet set været faldende, siden arten kom på udbytteskemaet i 1943 (fig. 2). Det store fald i udbytte fra 1940'erne til midten af 1960'erne skyldes givetvis en generel nedgang i bestanden forårsaget af de forringede levevilkår for arten i denne periode (Jensen & Jensen 1972). Der var bl.a. tale om afvanding og dræning af vådområder, rørlægning af grøfter og intensiv bekæmpelse af mus og rotter. Faldet i antal nedlagte ildere i begyndelsen af 1980'erne er næppe udtryk for en nedgang i bestanden, men må formentlig tilskrives ændrede jagtregler for ilderen. Siden 1982 har der således ikke været drevet decideret jagt på arten, da den kun har måttet nedlægges som led i regulering i og ved beboelse, bygninger, hønsegårde og lignende.

Udbredelse

Ilderen er vidt udbredt i Europa. Arten findes fra Atlanterhavskysten i vest til Uralbjergene i øst og sydpå ned til Middelhavet og Sortehavet. Den nordlige grænse for ilderens udbredelse går gennem den sydlige del af Skandinavien. I Norge findes ilder kun i den sydøstlige del af landet, og der er formentlig tale om en noget spredt bestand. I Sverige og Finland forekommer arten kun i de sydlige dele af landene. Ilderen mangler helt i Irland (Birks 1999).

Biologi

Ilder med den karakteristiske ansigtsmaske og tydelige, lyse underuld med spredte, mørke dækhår.

.

Ilderen er ikke decideret knyttet til vand, men træffes dog ofte i vådområder, hvor der er godt med fødeemner, bl.a. padder, småpattedyr, fugle og fisk.

.

Ilderen er et mårdyr med langstrakt krop og forholdsmæssigt korte ben. Herhjemme kan ilderen kun forveksles med mink, som den dog adskiller sig fra ved sin tydelige ansigtsmaske og underuldens hvide eller gullige farve. Dækhårene på ryg og sider hos ilderen er mørke, men meget spredte, så underuldens farve skinner tydeligt igennem. Sportegnene (fodaftryk og ekskrementer) efter ilder kan være yderst vanskelige at adskille fra de øvrige mårdyrs, og kun eksperter kan skelne ilderspor fra minkspor.

Der findes herhjemme en tamform af ilderen, fritten Mustela putorius furo. Man ved ikke nøjagtigt, hvilken oprindelse fritten har, men den er sandsynligvis en underart af ilderen (Asferg & Madsen 2000). Fritten er helt eller delvist albino med røde øjne og hvid eller gullig pels. Den kan ikke forveksles med ilderen. Fritten kan dog krydses med ilder, og afkommet kan ligne ilder en hel del.

Det skal desuden bemærkes, at den art, der af nogle kaldes flodilder Mustela lutreola, men som mere korrekt hedder europæisk mink, ikke findes i Danmark. Europæisk mink er genetisk set nærmere beslægtet med ilderen end med amerikansk mink Mustela vison, som er den art, der holdes i farme i Danmark (se afsnittet om mink).

Ilderen er en generalist, der lever af mange animalske fødeemner. Den er dog mere specialiseret på padder end fx mink, og den tager kun sjældent fisk (Thomsen 2002).

Ilderen lever i Danmark på såvel tørre som fugtige arealer. Den er ikke decideret knyttet til vand, men træffes dog ofte i vådområder, hvilket formentlig skyldes den større mængde af byttedyr her (Jensen 1993). Ilderen færdes desuden jævnligt nær bygninger og kan finde på at tage sig en lur inden døre. En lille pudsighed ved ilderen er, at den ofte sover meget tungt. Ved fældefangster observeres den tit rullet sammen i halm eller andet dækmateriale, dybt sovende, og undertiden kan man nærmest hælde den ud af fælden, inden den vågner.

Ilderens territorier består af flere forskellige biotoptyper (Asferg & Madsen 2000). Territoriet er på omkring 1 km2 og er størst hos hannerne. I parringstiden, når hannerne er ude at søge efter hunner, flyder territoriegrænserne dog noget ud.

Ilderen er primært nataktiv, men kan dog også træffes i dagtimerne.

Ilderen har ikke forlænget drægtighed, som ellers mange af de andre, mindre mårdyr har (Asferg 1991). Parringen foregår i marts-april, og ungerne fødes i april-maj efter ca. 40 dages drægtighed. Kuldstørrelsen er på 4-6 unger.

Forvaltning, trusler og status

Ilderen er ikke jagtbar i Danmark, men må reguleres året rundt under visse betingelser. Den nuværende regulering af ilder på begrænsede lokaliteter påvirker næppe bestanden i negativ retning. Mængden og kvaliteten af levesteder og fourageringsmuligheder er formentlig af større betydning for ilderens trivsel end det nuværende jagttryk. De senere års forholdsvist mange naturgenopretningsprojekter, herunder genetablering af vådområder, er ganske givet kommet ilderen til gode. Den eneste overvågning af ilder sker gennem vildtudbyttestatistikken, som omfatter både dyr nedlagt ved jagt og ved regulering.

Konkurrence med mink om føde og levesteder kan ikke udelukkes (Hammershøj 2004). Niveauet af denne konkurrence må forventes at variere med årstiderne og opnår næppe et omfang, så det udgør en decideret trussel mod hverken ilder eller mink. I tidligere tider var der et forholdsvist stort opdræt af ildere på pelsdyrfarme, men i de senere år hører det til sjældenhederne, at ilder holdes med henblik på pelsning. Derimod er det blevet ret populært at holde ilder som kæledyr, og en række små, overvejende private, ilderopdræt er blomstret op. Undslip herfra kunne ses som en indirekte trussel mod den vilde ilder ved “forurening” af de oprindelige gener, men dette udgør dog næppe et stort problem.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig