• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Husmår

Oprindelige forfattere HBaa, TAsf, VSør og ABMa

Husmår.

Husmår.

Husmåren forekommer i hele landet bortset fra en række øer. Der har været en betydelig stigning i bestandstætheden. Fremgangen er især sket ved, at husmåren har spredt sig fra sine oprindelige tilholdssteder på gårde og i landsbyer til sommerhusområder og områder med tættere, bymæssig bebyggelse, ikke mindst forstadskvarterer. Husmåren er dog stadig knyttet til mosaiklandskabet af småskove og åbent land med en god bestand af småpattedyr og småfugle. Husmår hedder på latin Martes foina; navngivet af Erxleben, 1777.

Kortlægning i atlasperioden 1994-2003

De fleste registreringer af husmår i atlasperioden stammer fra svar på spørgebreve udsendt til 1.170 husmårjægere samt indberetninger fra Falck, Statens Skadedyrlaboratorium og private siden midten af 1990'erne (Sørensen 1996). Disse data er suppleret med oplysninger indsamlet ved indlevering af dødfundne individer til Danmarks Miljøundersøgelser, konservatorer og museer. Typiske dødsårsager for sidstnævnte individer var trafikdrab og fældefangst. Husmåren har en forholdsvis skjult levevis, og der findes ingen simpel og effektiv metode til at registrere den ved sportegn i felten.

 Figur 1. Udbredelse af husmår i Danmark 1994-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af husmår i Danmark 1994-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Forekomst i atlasperioden

Husmåren er i dag vidt udbredt i hele landet bortset fra Bornholm, Læsø, Anholt, Endelave, Mandø, Fanø, Sejrø, Amager og en række mindre øer (fig. 1). Enkelte kvadrater uden signatur er næppe et udtryk for, at husmåren mangler, men skyldes snarere, at der i indsamlingsperioden tilfældigvis ikke er registreret individer.

Annonce

Husmåren er knyttet til småskove, gårde og det åbne land med en god bestand af småpattedyr og småfugle. Derudover har arten bredt sig fra sine oprindelige tilholdssteder til fx sommerhusområder og områder med egentlig bymæssig bebyggelse, ikke mindst forstadskvarterer.

Artiklen Husmår er skrevet af
Hans Baagøe,
Tommy Asferg,
Vicki Sørensen,
Aksel Bo Madsen.

Interessant nok synes spredningen til bymæssig bebyggelse ikke at være sket overalt i Danmark. I Jylland og på Fyn har beboerne i byernes yderkvarterer stor set alle kendskab til husmår fra deres eget nabolag, mens dette slet ikke er tilfældet på Midt- og Nordsjælland (Sørensen 1996). Hvorvidt der er konkurrence mellem husmår og skovmår, og at dette måske er forklaringen på skovmårens mere begrænsede udbredelse i Danmark, vides ikke præcist.

 Figur 2. Lokaliteter for 867 husmårer nedlagt i jagtsæsonen 1967/68 (efter Jensen & Jensen 1970).

Figur 2. Lokaliteter for 867 husmårer nedlagt i jagtsæsonen 1967/68 (efter Jensen & Jensen 1970).

Forekomst før atlasperioden

Husmåren er forholdsvis ny her i landet. Vore andre mårdyr er rigt repræsenteret i knoglematerialet fra de mange stenalderbopladser, mens husmåren helt mangler. Den er formodentlig først indvandret for nogle få tusinde år siden. Omkring år 1800 var husmåren almindelig i Jylland og på Fyn, mens det ikke vides med sikkerhed, hvornår den kom til Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Tauber (1878) nævner, at den er almindelig i Jylland og på Fyn, Langeland og Samsø, og at den desuden forekommer på Lolland (Rostrup) og ved København. Allerede omkring år 1900 var den vistnok vidt udbredt på Sjælland (Winge 1908).

To undersøgelser baseret på spørgebreve til husmårjægere i henholdsvis 1967/68 (fig. 2) og 1980/81 (fig. 3) viste, at der blev nedlagt husmår i alle landsdele bortset fra Bornholm (Jensen & Jensen 1970; Rasmussen et al. 1986). Der er nedlagt husmår på flere af de mindre øer. Det gælder Livø, Fur, Alrø, Årø, Bågø, Rømø, Barsø, Tåsinge, Thurø, Fejø og Femø. Jægere, der har nedlagt husmår på de nævnte øer, giver dog i flere tilfælde udtryk for, at der er tale om strejfende dyr, der er gået over isen, og som tilsyneladende ikke har formået at etablere faste bestande.

 Figur 3. Lokaliteter for 2.623 husmårer nedlagt i jagtsæsonen 1980/81 (efter Rasmussen et al. 1986).

Figur 3. Lokaliteter for 2.623 husmårer nedlagt i jagtsæsonen 1980/81 (efter Rasmussen et al. 1986).

Jagtudbyttet af husmår er registreret siden 1941 (fig. 4). Indtil omkring 1970 lå det årlige udbytte i størrelsesordenen 1.500 dyr. Derefter skete der en markant stigning til et niveau på omkring 6.000 i 1980. Efter en periode med tendens til stabilisering er udbyttet igen faldet lidt og ligger i 2002/2003 på omkring 4.000 dyr. Den seneste undersøgelse i 1993/94 (Sørensen 1996) viste, at de fleste husmårer fanges i fælder (81%) på grund af en begrænsning af jagtmulighederne. Størstedelen bliver fanget ved bygninger og lignende (85%). Fordelingen af jagtudbyttet af små mårdyr afspejler formentlig de relative bestandstætheder. Tætheden af husmår synes at være størst på Fyn og mindst i den nordlige del af Sjælland.

Biologi

Husmåren kan let forveksles med skovmåren. Begge arter har en karakteristisk halsplet og en langstrakt krop. Husmårens halsplet er imidlertid hvid eller hvidlig og deler sig nedad på det øverste af forbenene, mens skovmårens oftest er udelt og gul eller orange. Pelsen er mørkebrun med hvidgrå underuld. Smågnavere (især markmus) og spurvefugle udgør hovedparten af husmårens føde. Hare, muldvarp og pindsvin tages dog i ny og næ. Hvirvelløse dyr, især biller, ædes regelmæssigt, men i mindre omfang. Frugter og æg har formodentlig en vis sæsonmæssig betydning som føde. Husmåren er primært aktiv i nattetimerne.

 Husmårens unger er charmerende og nysgerrige.

Husmårens unger er charmerende og nysgerrige.

Husmåren har forlænget drægtighed. De befrugtede æg ligger i livmoderen i en hviletilstand, indtil celledelingen begynder. Parringstiden ligger i sommermånederne, mens ungerne først fødes fra begyndelsen af marts til midten i april det følgende år.

Kuldstørrelsen er normalt på 2-3 unger, men varierer mellem 1 og 5. Ungerne er afhængige af moderen til hen på sommeren.

Husmårens territorium er stabilt med ret faste grænser over en længere periode. Grænserne flyttes som regel kun, hvis naboterritoriet bliver ledigt eller skifter ejer. I de fleste tilfælde er hannernes territorier større end hunnernes. Voksne, ubeslægtede kønsfæller tolereres ikke. Derimod er der meget stort overlap mellem hanners og hunners territorier, og ofte ligger grænserne sådan, at den enkelte hans territorium fuldstændigt omslutter en eller to hunners territorier.

 Husmåren kendes bedst på den hvide halsplet, der deler sig ned på det øverste af forbenene, og på den mørke pels med hvidgrå underuld.

Husmåren kendes bedst på den hvide halsplet, der deler sig ned på det øverste af forbenene, og på den mørke pels med hvidgrå underuld.

Udbredelse

Husmåren har en sydlig udbredelse i Europa. Den findes således ikke i Norge, Sverige og Finland og heller ikke på De Britiske Øer. Danmark ligger dermed på nordgrænsen for husmårens europæiske udbredelsesområde, som i øvrigt strækker sig fra Spanien i vest, gennem Central- og Sydeuropa og videre østpå gennem Kaukasus (Broekhuizen 1999). Bestandsudviklingen i vores sydlige nabolande, Tyskland og Holland, ligner den danske.

Forvaltning, trusler og status

Husmårens oprindelige biotop er klippe- og bjerglandskaber i det sydlige Europa. Siden midten af 1950'erne har der været en voldsom vækst i bestanden. Evnen til at tilpasse sig især den bymæssige bebyggelse, der indebærer et liv i nær kontakt med mennesket, vidner om artens store fleksibilitet. Det har medført en væsentlig tilvækst i den samlede bestand, så husmåren i dag stedvis er meget almindelig. Husmåren giver derved flere steder anledning til problemer ved sin færden i beboelseshuse og specielt i deres isolering, der i nogle situationer kan blive ødelagt.

 Husmåren slår sig hyppigt ned på lofter. I nogle tilfælde ses dyrenes indgangshul tydeligt – som her i stråtaget nær skorstenen.

Husmåren slår sig hyppigt ned på lofter. I nogle tilfælde ses dyrenes indgangshul tydeligt – som her i stråtaget nær skorstenen.

Har man fået husmår på loftet, og kan man ikke affinde sig med dens tilstedeværelse, er der flere måder at skaffe sig af med den på. Den kortsigtede løsning er at skyde eller fange måren, men meget ofte vil en anden husmår snart flytte ind. Den mest effektive løsning er at forhindre husmåren i at komme ind på loftet. Det er ikke altid nemt, men det kan gøres ved at afskære den fra at komme fra jorden op til taget samt ved at spærre de indgangshuller, der ofte findes i forbindelse med tagkonstruktionen.

Der var en påfaldende vækst i jagtudbyttet i Sønderjylland i 1980/81 sammenlignet med 1967/68. Måske skyldtes den de manglende ræve på grund af rabiesbekæmpelse i dette område.

Husmåren måtte tidligere jages hele året, indtil den med jagtloven af 1967 blev fredet i yngletiden og kun måtte jages fra 16. juni til 29. februar. Nu er dens jagttid 1. september til 31. januar, og den er således det eneste danske mårdyr, som stadig må jages. Ud over den fastsatte jagttid må arten reguleres hele året i forsvarlige indhegninger med fjerkræ, herunder indhegninger med fasaner, agerhøns og andefugle. Regulering vil sige, at husmåren må skydes eller fanges levende i en fælde. I bebyggelse og i en afstand af indtil 25 m fra bebyggelse må der ligeledes foretages regulering året rundt.

Ved regulering med fælder er det kun tilladt at bruge kasse- eller trådfælder, som fanger dyrene levende. Dyr, der lovligt fanges i fælder, skal straks aflives eller slippes fri. Med denne formulering er det nu forbudt at indespærre en husmår, der fanges om sommeren, og holde den fanget, indtil den mere kostbare vinterpels udvikles i løbet af efteråret. Bag ændringen i 1991 af jagttidens begyndelse fra 16. juni til 1. september lå det forhold, at ungernes overlevelseschance i deres første vinter forbedres markant, hvis de har mulighed for at blive hos moderen og bl.a. udvikle fødesøgningsadfærd og jagtteknik i de første måneder efter fødslen.

 Figur 4. Jagtudbyttet af husmår 1941-2004 (DMU).

Figur 4. Jagtudbyttet af husmår 1941-2004 (DMU).

Husmår er opført på Bern-konventionens liste III. Overvågningsniveauet gennem jagtudbyttestatistikken for husmår må betegnes som tilfredsstillende. Det synes dog oplagt, at ændringer i det årlige jagtudbytte bør følges meget nøje. Jagt og regulering er stort set begrænset til fangst i forbindelse med forekomst i beboelseshuse. Med den nuværende bestandstæthed og stabiliseringen i jagtudbyttet synes der ikke på kort sigt at være fare for artens fremtid Jagt, regulering og trafikdrab udgør de største menneskeskabte dødsårsager for bestanden i dag. Udviklingen i arealudnyttelsen og en landskabsforvaltning med større opmærksomhed på bevarelse af naturnære arealer i landskabet vil medvirke til at forøge den gunstige bevaringsstatus, som husmåren har i øjeblikket.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe, Tommy Asferg, Vicki Sørensen, Aksel Bo Madsen: Husmår i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475611

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk