Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grævling

Oprindelige forfattere TAsf, ABMa og JAa-S

Grævlingen har været i Danmark i ca. 11.000 år og er i dag udbredt i hele landet bortset fra nogle større og mindre øer. På Fyn, Sjælland og Lolland-Falster skyldes forekomsten dog sandsynligvis genudsætninger i midten af 1800-tallet, idet arten uddøde her i løbet af Atlantikum (9.000-6.000 år før nu). Grævlingen er knyttet til løv- og blandskov eller krat, hvor den har sin grav. Føden finder den især på de tilstødende, åbne områder som fx marker, enge, overdrev og lysninger, hvor den tager bl.a. regnorme, larver, biller, korn, bær og frugt. Grævling hedder på latin Meles meles; navngivet af Linnaeus, 1758.

Artiklen Grævling er skrevet af
Tommy Asferg,
Aksel Bo Madsen,
Janne Aaris-Sørensen.

Kortlægning i atlasperioden 1989-2003

Som det gælder for de fleste andre rovdyr, gør grævlingens levevis det ikke muligt at gennemføre en overvågning baseret på direkte observationer. I atlasperioden er der primært indgået oplysninger om grævlinger fra følgende kilder: Projekt Grævling, som Dyrenes Beskyttelse gennemførte i første halvdel af 1990'erne (J. Aaris-Sørensen 1995), og Danmarks Miljøundersøgelsers (DMU) indsamling af omkomne grævlinger i perioden 1996-2003 i forbindelse med et projekt om habitatfragmentering. De indsamlede data var hovedsagelig baseret på oplysninger fra skovdistrikterne, Falcks redningstjeneste, zoologiske konservatorer samt udvalgte vejpatruljer, som dagligt gennemkørte forskellige vejstrækninger.

 Grævlingen er det største landlevende rovdyr i Danmark og kan næppe forveksles med andre danske pattedyr.

Grævlingen er det største landlevende rovdyr i Danmark og kan næppe forveksles med andre danske pattedyr.

Grævling ansås i atlasprojektet for et let dyr at identificere. Oplysningerne krævede ikke belæg, og indtelefonerede og indsendte registreringskort fra offentligheden har derfor også kunnet benyttes.

Annonce

Forekomst i atlasperioden

Det samlede indtryk er, at grævlingen er udbredt i størstedelen af landet, men mangler på de fleste mindre og mellemstore øer, herunder Bornholm, Møn, Amager, Læsø, Anholt, Samsø, Endelave, Fanø, Rømø, Mandø, Tåsinge og Ærø (fig. 1). Populationstætheden synes dog at være størst i Østjylland (J. Aaris-Sørensen 1995). De enkelte kvadrater i Jylland og på Sjælland, hvor signatur mangler, skyldes sandsynligvis tilfældigheder. Det må formodes, at arten også findes her.

Forekomst før atlasperioden

Grævlingen er formentlig indvandret til Danmark umiddelbart efter sidste istid for ca. 11.500 år siden, hvilket understøttes af de første knoglefund, der daterer sig til tidlig Præboreal (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid).

 Figur 1. Udbredelse af grævling i Danmark 1989-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af grævling i Danmark 1989-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

I dag forekommer grævlingen over hele landet med undtagelse af en række øer som nævnt ovenfor. Forekomsten på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster er imidlertid af ret ny dato, idet grævlingen uddøde her i forbindelse med den udtynding, der skete i øernes pattedyrfauna i løbet af Atlantikum (ca. 7.000-4.000 f.Kr.) (Aaris-Sørensen 1998). Grævlingen kom formodentlig først tilbage i kraft af genudsætninger, som for Fyns og Lolland-Falsters vedkommende kan spores i litteraturen (Pontoppidan 1763; Melchior 1834; Thaarup 1842) til henholdsvis 1830-40 og 1870. Formålet har sandsynligvis været oldenborrebekæmpelse.

Grævlingens tilbagekomst til Sjælland kan være sket noget tidligere end til Lolland, men det har ikke kunnet spores i de skriftlige kilder. Der optræder grævlinger i de sjællandske jagtstatistikker fra 1874-78, og ifølge zoologen Hans Hvass boede der grævlinger på Kastellet i København i perioden 1863-1909. Tauber (1878) omtaler udførligt forekomst af grævling ved bl.a. Peblingesøen i København.

 Figur 2. Lokaliteter for 1.047 grævlinger nedlagt i jagtsæsonen 1972/73 (efter Asferg et al. 1977).

Figur 2. Lokaliteter for 1.047 grævlinger nedlagt i jagtsæsonen 1972/73 (efter Asferg et al. 1977).

Grævlingens udbredelse på landsplan er bl.a. kortlagt gennem udsendelse af spørgebreve til grævlingejægere i jagtsæsonen 1972/73 (Asferg et al. 1977) og 1989/90 (DMU). I jagtsæsonen 1972/73 blev der nedlagt grævlinger i størstedelen af landet (fig. 2). I Jylland blev den overvejende del nedlagt i Østjylland fra Vendsyssel i nord til Kolding Fjord i syd med koncentrationer i Himmerland og i området mellem Århus og Vejle. Endvidere blev der nedlagt mange grævlinger i et strøg fra Horsens-Århus-egnen til Salling samt i området umiddelbart øst for Ringkøbing Fjord. Den sparsomme forekomst i Sønderjylland er sandsynligvis et resultat af rabiesbekæmpelsen i årene forinden. Skønt bekæmpelsen var rettet mod ræve, gik den også ud over grævlingerne. På øerne er de fleste grævlinger nedlagt på Midt- og Nordøstsjælland. I jagtsæsonen 1989/90 blev der ligeledes nedlagt grævlinger i det meste af landet og nu også i Sønderjylland (fig. 3). I Thy og Hanherred samt på Fyn og i den sydlige del af Sjælland var antallet af nedlagte grævlinger sparsomt. Det formodes dog, at antallet og fordelingen af de nedlagte grævlinger afspejler regionale forskelle i bestandstætheden på det pågældende tidspunkt.

Mindre øer kan ligeledes have haft tilfældige besøg af grævlinger, fx i forbindelse med isvintre.

 Figur 3. Lokaliteter for nedlagte grævlinger i jagtsæsonen 1989/90 (DMU).

Figur 3. Lokaliteter for nedlagte grævlinger i jagtsæsonen 1989/90 (DMU).

Udbredelse

Grævlingen er vidt udbredt i Eurasien. I Europa findes den fra Skandinavien til Middelhavet og fra Irland i vest til Uralbjergene i øst. Grævlingen kan i Norge træffes næsten helt op på højde med Lofoten, dvs. nord for Polarcirklen. Øst for Ural fortsætter udbredelsesområdet til Japan, og mod nord næsten til Polarcirklen. Mod sydøst findes den fra Israel til Iran og videre til Tibet og den sydlige del af Kina. Bestanden er formentlig stabil over det meste af det europæiske område (Prigioni 1999a).

Biologi

Grævlingen er vores største, landlevende rovdyr. Selvom den er forholdsvis almindelig, er der alligevel mange mennesker, der aldrig har set en levende grævling. Det hænger bl.a. sammen med, at den overvejende er nataktiv og tilbringer de fleste af døgnets lyse timer under jorden i en ofte skjult og velbeskyttet grav. Grævlingen sover ikke egentlig vintersøvn. I Danmark er den aktiv det meste af året, og kun i sneperioder kan den tilbringe flere dage i graven.

Grævlingen er mere end noget andet dansk rovdyr afhængig af det dyrkede agerland. For det meste bevæger den sig i et roligt tempo og afsøger med snuden i jorden skovbund og mark for føde. Regnorme, småpattedyr, korn og leddyr dominerer menukortet. Grævlingen er således generelt ikke en trussel mod det jagtbare vildt.

 Grævlingen tilbringer de fleste af døgnets lyse timer under jorden i en ofte skjult og velbeskyttet grav, hvor indgangen er kendetegnet ved en bred fure og ved udskrab af materiale fra graven.

Grævlingen tilbringer de fleste af døgnets lyse timer under jorden i en ofte skjult og velbeskyttet grav, hvor indgangen er kendetegnet ved en bred fure og ved udskrab af materiale fra graven.

Grævlingen har forlænget drægtighed. Parringen kan finde sted i hele perioden fra marts og frem til december måned. Ungerne fødes normalt mellem midten af januar og midten af marts efter en forsterudviklingsperiode på ca. 2 måneder. Først godt 2 måneder gamle begynder de at komme op af graven. Kuldstørrelsen i Danmark er i gennemsnit på 2,3 unger (Leyssac 2001).

Grævlingen er knyttet til løv- og blandskov eller krat, hvor den har sin grav, men skoven skal helst støde op til åbne områder som marker, enge, overdrev og lysninger. Et småkuperet mosaiklandskab synes at passe grævlingen bedst. Grævlingers individuelle homerange er i Østjylland målt til gennemsnitligt 4 km2 (Elmeros et al. 2005).

Forvaltning, trusler og status

Interessen for jagt på grævling faldt op gennem 1960'erne, og i 1967 blev arten sammen med de øvrige danske rovdyr fredet i yngletiden. Gennem de seneste 20 år har stadig flere interessegrupper ønsket at få indflydelse på beskyttelsen og benyttelsen af den danske fauna, ikke mindst de jagtbare arter. Fra og med jagtsæsonen 1990/91 blev begyndelsen på jagtsæsonen for grævling derfor ændret fra 16. juni til 1. oktober, og i forbindelse med jagtlovsrevisionen i 1994 blev grævlingen totalfredet.

Grævlingen er opført på Bern-konventionens liste III. I forhold til ovennævnte oplysninger vurderes det, at arten er placeret rigtigt i de forskellige nationale og internationale love, konventioner og direktiver. Man bør dog overveje at gennemføre en mere systematisk overvågning af arten, fx som det ses i England, hvor jævnlige registreringer i 10 x 10 km-kvadrater af grævlingernes gravkomplekser angiver, hvorvidt de er “aktive” eller ej.

Generelt må det konstateres, at danske grævlinger er sunde og raske set ud fra et veterinært synspunkt. Der er ikke fundet sygdomsmæssige forandringer, der giver anledning til bekymring.

 Figur 4. Jagtudbyttet af grævling fra 1941 til 1993, da jagt ophørte (DMU).

Figur 4. Jagtudbyttet af grævling fra 1941 til 1993, da jagt ophørte (DMU).

Grævlingebestanden er gennem de seneste 25 år generelt set øget. I et område ved Fussingø ved Randers er grævlingegravene blev optalt tre gange. Der er konstateret en betydelig stigning i antallet i perioden fra 1970'erne til i dag (Elmeros et al. 1999). Samtidig viser andre resultater, at grævlingen er trængt, og at bestanden er aftagende eller helt forsvundet i en række bynære skove med stor og hyppig publikumsaktivitet (Aaris-Sørensen 1987). I Grib Skov (60 km2) er der dog, først og fremmest på grund af en mere naturnær skovdrift omkring gravene, sket en stigning i antallet af beboede grævlingegrave fra blot 9 i 1992 til 27 ti år senere (Aaris-Sørensen 2003).

Tilsyneladende trives grævlingen fint på de landbrugsmæssige arealer, som bydes den i dag i Danmark. Der må dog opfordres til at sikre en mere skånsom afdrift af skovarealer, således at artens gravkomplekser ikke forstyrres. Samtidig er der ingen tvivl om, at trafikdrab i dag er den hyppigste dødsårsag i bestanden. DMU har undersøgt barrierevirkningen af bl.a. motorvej E45 og Gudenåen ved hjælp af DNA-analyser. Resultaterne viser, at udvekslingen af individer på tværs af disse barrierer er begrænset. Effekten af den stigende fragmentering af landskabet kan formentlig imødegås ved, at der tages de fornødne hensyn ved anlæggelse af nye trafikanlæg, fx ved at etablere faunapassager.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy Asferg, Aksel Bo Madsen, Janne Aaris-Sørensen: Grævling i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475595

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk