Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sika

Oprindelige forfattere TAsf og ABMa

 Hos sika er spejlet hjerteformet og hvidt med en sort midterstribe.

Hos sika er spejlet hjerteformet og hvidt med en sort midterstribe.

Sikaen er indført til Danmark fra Østasien og er således ikke naturligt hjemmehørende. Arten har en meget begrænset udbredelse, idet fritlevende bestande kun er registreret i et mindre antal kvadrater i Jylland og på Sjælland. Det er karakteristisk, at der er tale om spredte bestande, som for de flestes vedkommende er begrænset til et enkelt eller nogle få kvadrater. Sika hedder på latin Cervus nippon; navngivet af Temminck, 1838.

Artiklen Sika er skrevet af
Tommy Asferg,
Aksel Bo Madsen.

Sikaen blev indført til Svenstrup Gods (Midtsjælland) i år 1900. Den første fritstående bestand blev etableret i perioden 1905-10 på Frijsenborg Gods (Østjylland). I 2002 var der i alt ca. 550 dyr fordelt på 13 fritstående bestande, 6 på Sjælland og 7 i Jylland. Herudover var der 23 dyrehaver/hegninger med sika. Midt i 1970'erne var der ca. 475 dyr fordelt på 9 fritstående bestande og ca. 415 dyr fordelt på 36 dyrehaver. Antallet af fritstående dyr er i dag af samme størrelsesorden som midt i 1970'erne, mens antallet af sika i dyrehaver er faldet.

Kortlægning i atlasperioden 2001-2003

 Vinterpelsen er tyk og mørkegrå, næsten sort, hos både hind og hjort.

Vinterpelsen er tyk og mørkegrå, næsten sort, hos både hind og hjort.

Forekomsten af sika er kortlagt på grundlag af indberetninger fra personer, som arbejder professionelt med hjortevildt, fx vildtkonsulenter og skytter, samt oplysninger indkommet via en DMU-spørgebrevsundersøgelse vedrørende forekomst og jagtlig udnyttelse af krondyr, dådyr og sika i jagtsæsonen 2001/02 (Asferg et al. 2004). På grund af forvekslingsmuligheder med krondyr og dådyr er øvrige indberetninger kun medtaget, når artsbestemmelsen har kunnet verificeres. Herudover er der brugt oplysninger fra Danmarks Jægerforbunds Hjortevildtoversigt.

Annonce

Forekomst i atlasperioden

 Figur 1. Forekomst af sika i Danmark 2001-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater og i dyrehaver/hegninger.

Figur 1. Forekomst af sika i Danmark 2001-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater og i dyrehaver/hegninger.

Sikaen har en meget begrænset udbredelse. Fritstående bestande er registreret i 30 kvadrater i Jylland og på Sjælland, heraf 19 med observationer af kalve (fig. 1). Det er karakteristisk, at der er tale om spredte bestande, som for de flestes vedkommende er begrænset til et enkelt eller nogle få kvadrater. Årsagen til dette mønster er, at der ikke er tale om en naturlig spredning, idet de enkelte bestande er etableret på grundlag af dyr, der bevidst er sat ud eller er undsluppet fra dyrehaver. Der er registreret i alt 23 dyrehaver eller hegninger med sika.

Ifølge Hjortevildtoversigten fra Danmarks Jægerforbund var der i 2002 en fritstående bestand af sika på ca. 550 dyr, heraf 450 i Jylland. Oversigten opregner i alt 13 fritstående bestande, 6 på Sjælland og 7 i Jylland. Frijsenborg-bestanden er med 250 dyr landets største.

Antallet af fritstående dyr i 2002 er af samme størrelsesorden som midt i 1970'erne, men der er nu ikke længere fritstående sika på Fyn (Ravnholt) og Møn (Klintholm). Antallet af sika i dyrehaver er faldet siden 1970'erne. Ifølge Hjortevildtoversigten var der 6 dyrehaver i 2002 med en samlet forårsbestand på ca. 150 dyr. Tilsyneladende bliver mange små hegninger med sika ikke registreret i Hjortevildtoversigten. Hansen (1988) opgjorde det samlede antal sika under hegn i foråret i 1986 til knap 700 voksne dyr fordelt på 64 dyrehaver og 15 hjortefarme. Den kraftige reduktion skyldes givetvis ændringer i bestemmelserne vedrørende hold af hjortedyr i indhegninger.

Forekomst før atlasperioden

  Den ældre sikahjort har op til otte sprosser på geviret. En hvid hårhvirvelplet under hælen dækker et kirtelfelt.

Den ældre sikahjort har op til otte sprosser på geviret. En hvid hårhvirvelplet under hælen dækker et kirtelfelt.

Sikaen er naturligt hjemmehørende i Østasien, men er indført til de fleste lande i Nordvesteuropa, herunder Danmark. Arten blev indført som prydvildt og jagtobjekt til dyrehaven på Svenstrup Gods på Midtsjælland i år 1900. Det var dog ikke de første sika i Danmark. Mindst 10 år tidligere fandtes der sika i Zoologisk Have i København, men der er så vidt vides ikke anvendt dyr herfra til at grundlægge bestande i Danmark. Alle danske sikabestande synes at være grundlagt med dyr fra Svenstrup Gods og fra Knuthenborg Gods, hvor der blev etableret en bestand i 1909. Eneste undtagelse er muligvis bestandene på Frijsenborg, Bidstrup og Ormstrup i Østjylland. Landets første fritstående bestand blev etableret i perioden 1905-10 på Frijsenborg Gods. Midt i 1970'erne var der ca. 475 dyr fordelt på 9 fritstående bestande og ca. 415 dyr i 36 dyrehaver (Bennetsen 1976).

Udbredelse

Sika er naturligt hjemmehørende i det østlige Asien, hvor den forekommer i en række underarter. Arten findes derudover introduceret mange steder i verden. I Europa er der foruden i Danmark større eller mindre bestande i Irland, Skotland, England, Frankrig, Tyskland, Østrig, Tjekkiet, Polen, Litauen og Finland (Zima & Koubek 1999).

 Sikaer i sommerdragt er rødbrune med hvide pletter og en mørk rygstribe. Arten er mindre end dådyret.

Sikaer i sommerdragt er rødbrune med hvide pletter og en mørk rygstribe. Arten er mindre end dådyret.

Biologi

Størrelsesmæssigt ligger sikaen mellem dådyret og rådyret. Skulderhøjden er 80-85 cm. Voksne hjorte vejer 40-55 kg og voksne hinder 28-40 kg. Hjortene bærer gevir fra september til april. Det fuldt udviklede gevir minder om et lille kronhjortegevir og har normalt fire ender på hver stang, en såkaldt “otteender”. Brunstperioden strækker sig over en længere periode end hos vore øvrige hjortearter, fra først i september til ind i december. Hinden er drægtig i ca. 7½ måned og føder normalt kun en enkelt kalv om året (april-juli, flest i maj-juni).

Fritlevende sika er oftest sky dyr, som i dagtimerne opholder sig i tæt skov og krat. De er i reglen aktive omkring solopgang og solnedgang, men aktiviteten er tilpasset lokale forhold. I områder med intensiv jagt kan dyrene blive så sky, at de kun kommer ud af skoven og fouragerer på landbrugsarealer, når det er mørkt. Omvendt kan sikaen i dyrehaver blive meget tillidsfuld og færdes i det åbne hele dagen. Føden består overvejende af græsser, men knopper og skud spiller også en stor rolle.

Forvaltning, trusler og status

Sikahjorte må jages i perioden 1. september – 31. januar, hinder og kalve fra 1. oktober til 31. januar. Det årlige jagtudbytte har siden 1941 ligget på mellem 200 og 500 dyr. Jagten må betragtes som den mest afgørende faktor for sikabestandens størrelse og udbredelse, men der er ingen egentlige trusler mod sikaens fortsatte tilstedeværelse i Danmark.

  Figur 2. Jagtudbyttet af sika i Danmark 1941-2004 (DMU). Udbyttetallene for 1996/97 og 1997/98 er for høje pga. usikkerhed i registreringsprocessen af vildtudbyttet.

Figur 2. Jagtudbyttet af sika i Danmark 1941-2004 (DMU). Udbyttetallene for 1996/97 og 1997/98 er for høje pga. usikkerhed i registreringsprocessen af vildtudbyttet.

Sika kan anrette betydelige skader i skovbruget, dels ved at skrælle barken af træerne, dels ved at bide unge træer. Derimod volder sikaen kun beskedne skader på landbrugsafgrøder. Fra udlandet, bl.a. England, findes der eksempler på, at kronhjort og sika kan krydses og producere frugtbart afkom. Indtil nu er der ikke set dokumenterede eksempler på hybridisering i Danmark, og risikoen for, at det vil ske, anses for at være meget ringe.

Fritstående sika findes i et begrænset antal bestande, som tilsyneladende er meget stabile i størrelse og udbredelse. Der er givetvis levemuligheder for sika mange andre steder i landet, hvor arten ikke forekommer i dag. Den mest afgørende faktor for bestandens muligheder for vækst og spredning i fremtiden vil formodentlig være jagten, men også andre former for forstyrrelse vil være afgørende for, om nye bestande formår at etablere sig. I og med at sika er en introduceret art, kunne der måske argumenteres for at begrænse dens nuværende udbredelse eller forhindre yderligere spredning med henvisning til risikoen for hybridisering med krondyr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy Asferg, Aksel Bo Madsen: Sika i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475653

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk