Vandspidsmus

I perioden 1990-99 er der indsamlet oplysninger om forekomst af vandspidsmus via forskellige videnskabelige feltundersøgelser, analyser af uglegylp m.v. I selve “Projekt Dansk Pattedyratlas” 2000-2003 er data ligesom for de andre spidsmusarter især indkommet ved fældefangster (både indrapportering fra kvadratundersøgernes fældefangster og de videnskabelige fældefangster), dyr hjembragt af katte, undersøgelser af uglegylp samt indsendte, dødfundne vandspidsmus (se almindelig spidsmus). De forskellige metoders effektivitet fremgår af tabellen i kapitlet om dværgspidsmusen.

En del spidsmus blev artsbestemt i felten af fagfolk og af kvadratundersøgerne. Alle øvrige registreringer er baseret på indsendte døde dyr eller oplysninger, der kunne sikre en korrekt artsbestemmelse.

I 2004 og 2005 var kvadratundersøgernes fangster ophørt, men der blev fortsat indsendt data vedrørende vandspidsmus.

I “Projekt Vandspidsmus” (1993-95) udsendte Michael Carlsen en efterlysning i alle medier og til alle, der kunne tænkes at have oplysninger om arten, også fra fund i uglegylp. Sammenstillet med resultater fra fældefangster samt alle litteraturoplysninger og museumsdata gav dette den første samlede kortlægning af vandspidsmusens forekomst i Danmark baseret på 319 sikre fund for perioden ca. 1830 til 1995 (Carlsen 1995). De yngste af disse fund, dvs. fra 1990 og frem, indgår i datagrundlaget for kortlægningen i nærværende atlas.

Vandspidsmus er normalt nemme at kende, men enkelte individer kan volde vanskeligheder. Ved alle godkendte registreringer, som alene er baseret på observationer i felten, er bestemmelsen foretaget af fagfolk eller de særligt uddannede kvadratundersøgere.

Der er registreringer af vandspidsmus fra kvadrater i de fleste egne af landet, i alt 181 kvadrater, og der er foretaget en undersøgelse af småpattedyrene på en lang række mindre øer. Kortet må derfor siges at være nogenlunde repræsentativt.

Kortet viser, at arten er vidt udbredt i Danmark bortset fra Bornholm og en del andre øer, fx Ærø og Samsø. På Samsø er den dog fundet tidligere (Tauber 1878).

Databasen for Dansk Pattedyratlas indeholder i alt 501 vandspidsmus, altså langt færre registreringer end af vore andre spidsmusarter (se tabel i kapitlet om dværgspidsmusen). De fire anførte metoder viser lavere registreringsprocenter for vandspidsmus end for de andre to spidsmusarter, og procenterne for vandspidsmus er alle i nogenlunde samme størrelsesorden. Dette afspejler formentlig, at vandspidsmusen er sjældnere, givetvis på grund af dens nære tilknytning til vand, som gør, at den arealmæssigt er mindre udbredt.

Når procenten af dødfundne vandspidsmus (10,1%) er lidt højere end procenterne af vandspidsmus fundet med de andre registreringsmetoder, kan det bl.a. skyldes, at arten er mere iøjnefaldende, når man finder den død i naturen.

Derimod er procenten af vandspidsmus registreret med “andre metoder” væsentlig større (22,2%). Det skyldes formentlig, at vandspidsmusen færdes mere synligt ude i “det fri”, især fordi den jager sit bytte i vandet.

De fleste af registreringerne af vandspidsmus i kategorien “andre metoder” var direkte observationer (42 ud af 53 = 79%), mens tilsvarende forhold var lavere for almindelig spidsmus (53 ud af 139 = 38%) og dværgspidsmus (12 ud af 47 = 26%).

Der findes ingen direkte mål for bestandstætheder eller ændringer gennem tiderne i Danmark, men Carlsen (1995) sammenlignede resultaterne fra en række ældre undersøgelser af sløruglegylp med nogle helt nye. Vandspidsmusenes andel af det samlede antal byttedyr var lavere i de nyere undersøgelser, hvilket kunne tyde på en tilbagegang for arten.

Dog er slutninger vedrørende bestandsændringer baseret på sådanne undersøgelser behæftet med en del usikkerheder. Carlsen (1995) dokumenterede imidlertid også, at vandspidsmusens levesteder, dvs. vandhuller, småsøer og småvandløb, i perioden mellem 1906-21 og 1982-87 var gået voldsomt tilbage, ligesom den gennemsnitlige afstand mellem et vandhuld og det nærmeste andet vandhul eller vandløb var steget. Denne fragmentering og dette direkte tab af egnede levesteder antages at have negativ betydning for spredningen. På grund af vandspidsmusens direkte tilknytning til disse levesteder er det derfor sandsynligt, at bestanden er gået væsentligt tilbage i løbet af de sidste ca. hundrede år.

Faber (1828) nævner arten fra Mors (fejlbestemt af Schade som Sorex carinatus). Melchior (1834) nævner, at den forekommer både på Sjælland og i Jylland, formentlig også i Danmarks øvrige provinser. Faktisk omtaler Melchior to arter af “vandspidsmus” fra Danmark, nemlig “den hvidfodede Vandspidsmuus Sorex fodiens Pallas” og “den sortfodede Vandspidsmuus Sorex nigripes Mihi” (dvs. beskrevet af ham selv). Vi ved nu, at den sortfodede ikke er nogen selvstændig form, idet de farveforskelle, som Melchior beskrev, blot repræsenterer variationer inden for arten vandspidsmus Neomys fodiens. Det tidligste fund i Zoologisk Museums samlinger er fra 1830 (Lyngby).

Tauber (1878) nævner arten fra Sjælland, Amager, Møn, Falster, Lolland, Fyn, Samsø, Aarhusegnen, Viborg og Mors. Baseret på fund i uglegylp omtales den af Winge (1882) fra et mindre antal lokaliteter i Jylland, på Fyn, Lolland, Møn og Sjælland. Winge (1908) skriver, at den er almindelig over hele landet, dog ikke kendt fra Bornholm. I senere samleværker gentages stort set denne udbredelse, således af Degerbøl (1935 og 1949-50) og Bang (1969).

Udbredelseskortet i Carlsen (1995) har dannet basis for den danske del af artsudbredelseskortet (50 x 50 km UTM-kvadrater) i The Atlas of European Mammals (Spitzenberger 1999).

Vandspidsmusen er vidt udbredt i det meste af Europa og østpå i Sibirien til Baikalsøen (Corbet 1978). Desuden findes isolerede udbredelser på Manchuriets kyst og på øen Sakhalin. I Europa mangler arten i Irland og syd for de store bjergkæder i Sydeuropa (Andéra 1999).

I Danmark er vandspidsmusen især knyttet til mindre, ferske vandområder, såvel stillestående som rindende. Her færdes den på bredderne og især i en smal zone på indtil 20 m langs bredden samt i vandet ud for. Det er en forudsætning, at der er et godt dække af vegetation, kvas eller lignende på bredden (Carlsen 1995) samt en god vandkvalitet med en rigelig produktion af insekter og andre byttedyr. I andre lande kan den også leve på mere åbne bredder, men med mulighed for skjul mellem sten o.a.

Vandspidsmusen er også truffet i biotoper langt fra vand, såsom enge, skove, kornmarker m.v. (oversigt af Spitzenberger 1990). Muligvis drejer det sig blot om strejfende dyr (Shillito 1963), fx i forbindelse med ungdyrenes spredning fra moderens territorium. Dog foregår spredningen givetvis især langs vandløb og vådområder.

Gange anlægges især underjordisk, men også i jordoverfladen under vegetationsdækket. Der kan være udgange både over og under vandfladen. Vandspidsmus jager både på land og i vand. De dykker ofte fra udgangspunkter placeret under et beskyttende dække og vender tilbage til sådanne steder for at fortære byttet. Kosten er næsten udelukkende dyrisk, og byttestørrelsen varierer fra små myggelarver til fisk og padder, der er flere gange større end vandspidmusen. Spisesedlen er meget varieret og indeholder både vand- og landlevende dyr, bl.a. mængder af insekter, orme, snegle og krebsdyr, samt fisk, salamandre, frøer, mus og endog fugle. Kadavere ædes også, og kannibalisme forekommer.

Vandspidmusen er større end de andre spidsmusarter, så man skulle forvente, at stofskiftet var lavere. Faktisk er det højere, sikkert fordi det er meget energikrævende at jage bytte i vand. Tupikova (1949) viste således, at vandspidsmusen pr. døgn kan æde lidt over sin egen kropsvægt (116%) (Spitzenberger 1990).

Vandspidsmus er knap så territoriale som de andre spidsmusarter. Ungdyrene etablerer sig i egentlige territorier i de lidt dårligere områder, som de forsvarer på ægte spidsmusmanér, mens de voksne lever i overlappende “territorier” i de bedst egnede områder på bredder af søer og åer. De holder kun delvist hinanden ude og kan ofte mødes uden de store skærmydsler.

Vandspidsmusen har en så udbredt forekomst, at den formodentlig ikke kan bedømmes som egentlig truet. Meget tyder dog på, at bestanden er gået tilbage i løbet af de sidste 100 år på grund af en drastisk nedgang i egnede levesteder og fragmentering af disse. Der er ingen tvivl om, at fjernelse af tæt bredvegetation kan være en trussel for arten lokalt. Desuden kan dårlig vandkvalitet i mindre, ferske vandområder formentlig bevirke, at fødegrundlaget forringes, hvorved bestanden kan reduceres.