Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pindsvin

Oprindelig forfatter SPagh

Pindsvin.

Pindsvin.

Pindsvinet er almindeligt i hele landet med undtagelse af en række mindre øer, og det ser ud til at have været talrigt i hele landet siden stenalderen. Pindsvin hedder på latin Erinaceus europaeus; navngivet af Linnaeus, 1758.

Pindsvin foretrækker en blandet bevoksning og bosætter sig ofte ved menneskets boliger. Åbne arealer med spredte småskove samt parker, villahaver og sommerhusområder med græsplæne, tætte hække, kompostbunker og buskads er levesteder for pindsvin. Forekomsten af pindsvin på mindre øer synes at være betinget af udsætning efter lokal uddøen.

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

Kortet over forekomster af pindsvin i atlasperioden er hovedsageligt udarbejdet på basis af telefoniske og skriftlige henvendelser, idet pindsvin anses for en art, som alle kan bestemme korrekt. Af de knap 2.000 henvendelser om pindsvin var ca. 36% indrapporteringer af sete, levende pindsvin, ca. 56% af trafikdræbte. De resterende indrapporterede pindsvin var enten fundet døde andre steder end langs vejen eller var registreret på grundlag af spor som fx skindrester, ekskrementer eller andet. To pindsvin var fanget af hund.

Annonce

 Trods piggene, som er et effektivt forsvar, har især stor hornugle og grævling ofte held med at tage pindsvin.

Trods piggene, som er et effektivt forsvar, har især stor hornugle og grævling ofte held med at tage pindsvin.

Forekomst i atlasperioden

I atlasperioden er der stort set tilbagemeldinger om pindsvin fra hele landet, ikke bare fra fastlandet og større øer, men også fra en lang række danske småøer. Selv på Christiansø, som har et areal på ca. 25 ha, og som ligger ca. 20 km fra nærmeste fastland, er der pindsvin. Dette er bemærkelsesværdigt, både set i forhold til arealet og den lange afstand, der er mellem øen og fastlandet. Pindsvinet er sandsynligvis ikke spredt til øen ad naturlige veje. Artens forekomst på mindre øer er formentlig i høj grad betinget af, om lokalbefolkningen på øerne har udsat pindsvin, hvilket litteraturen også vidner om (Ursin 1948; Walhovd 1991). Pindsvin er i atlasperioden ikke tilbagemeldt fra bl.a. Livø, Hjarnø, Endelave og Strynø.

Desuden er der tilsyneladende enkelte felter i Midtjylland og på Nordvestsjælland uden pindsvin (se kortet), men disse felter tyder snarere på manglende tilbagemeldinger end manglende pindsvin. En kortlægningsundersøgelse af iberisk skovsnegl og pindsvin i efteråret 2003 via medierne viste ligeledes, at pindsvin var almindeligt forekommende i hele landet (Pagh 2004a).

Forekomst før atlasperioden

De ældste knoglerester af pindsvin i Danmark er fundet på de klassiske Maglemosebopladser på Sjælland. De er ca. 9.500 år gamle, men pindsvinet har formentlig været en del af den danske natur i omkring 11.000 år (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid). På den tid må pindsvinet have levet i en lys birke-, fyrre- og hasselskov.

Allerede Pontoppidan (1763) og Melchior (1834) nævner, at pindsvin er almindelige i Danmark. Melchior beretter, at pindsvinet mest opholder sig i skoven, og at det “graver sig ned under Trærødder eller en lille Hule med to Indgange af hen ved en halv Alens Dybde”. Halvfjerds år senere skriver Winge (1908) ligeledes, at pindsvin er almindelige i hele landet, også på Bornholm.

I Dansk Jagttidende kan man finde optegnelser over 5.627 pindsvin, der er nedlagt som skadeligt vildt på sjællandske og fynske godser i perioden 1873-1924. Ifølge disse spredte optegnelser synes pindsvinet at have været almindeligt på Fyn og Sjælland samt på Langeland, Samsø, Lolland og Møn. De sparsomme optegnelser fra Jylland skyldes sandsynligvis ikke manglende pindsvin, men at langt færre jyske godser beskæftigede sig med fasanopdræt, hvor pindsvin blev opfattet som skadevoldende, eller at der ikke i så høj grad var tradition for at jage pindsvin i Jylland som på øerne.

I 1947 lavede Ursin (1948) en oversigt over pattedyrene på de sydfynske øer. Heraf fremgår det, at der var en fast bestand af pindsvin på Ærø, Lyø (udsat fra bestanden på Ærø omkring 1870), Bjørnø (udsat i 1880), Avernakø, Skarø, Drejø (udsat omkring århundredskiftet), Turø, Tåsinge og Langeland. Derimod forekom der ikke pindsvin på Dejrø, Halmø, Græsholm ved Drejø, Hjelmshoved, Vibeø, Mejlholm, St. Egholm, Ll. Egholm, Bredholm, Vogterholm, Bondeholm, Strynø Kalv, Strynø (uddød omkring 1917), Kidholm, Eskilsø og Lindø. Pindsvin er udsat på Hjarnø og Askø i 1977 (Walhovd 1991).

Kortlægning af pindsvins vinteraktivitet og af lokaliteter med pindsvinekuld i årene 1973-77 (Walhovd 1975, 1984) gav tilbagemeldinger fra hele landet, dog færre fra det vestlige Jylland. Næsten halvdelen af tilbagemeldingerne om redelokaliteter kom fra landbrugsområder, lidt færre fra villakvarterer og boligområder, mens kun en enkelt rede blev fundet i et skovområde.

 Udbredelse af pindsvin i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Udbredelse af pindsvin i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Udbredelse

Det europæiske pindsvin er udbredt over det meste af Europa og almindeligt forekommende i Skandinavien (dog indført til Finland), England, Irland, på Den Iberiske Halvø, i Italien, det vestlige Slovenien, Østrig, Polen og fra den baltiske region til Uralbjergene. Pindsvinet findes også på Korsika, Sardinien, Elba og Sicilien (Lapini 1999).

Englænderne indførte pindsvin til New Zealand i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, formentlig til at bekæmpe insekter i haverne (Reeve 1994).

Pindsvinets udbredelse i Europa afhænger af, om det er muligt at nå at opfostre et kuld unger og dermed af sommerperiodens længde og temperatur. Pindsvinet foretrækker således lavereliggende og fugtige egne af Europa op til 400-600 m, selvom det er truffet i 1500-2000 m i Alperne og Pyrenæerne (Lapini 1999).

 Når pindsvinet går i hi, sker det et sted med læ, fx ved en husmur, i et skur eller under en busk.

Når pindsvinet går i hi, sker det et sted med læ, fx ved en husmur, i et skur eller under en busk.

Biologi

Pindsvin foretrækker en blandet bevoksning. Parker, villahaver, sommerhusområder og landhaver med græsplæne, tætte hække, kompostbunker og bede med buske og stauder er foretrukne levesteder for pindsvin. Pindsvinet bosætter sig ofte ved menneskets boliger, enten i en busk ved husmuren, under et havehus, i et gammelt skur eller i laden. I større byer, hvor der er en smule bevoksning i baggården, kan man også møde pindsvin. Pindsvin findes også i det åbne land med spredte småskove, krat eller hegn. Derimod er monokulturer i større skovområder og det dyrkede land mindre gunstige levesteder for pindsvin (Pagh 2004b).

Pindsvin lever hovedsageligt af insekter og hvirvelløse dyr som biller, regnorme, ørentvister, tusindben, larver og snegle. Hertil kommer, hvad de kan finde af ådsler og om efteråret nedfaldsfrugt. Pindsvin er i hi fra oktober/november, når fødegrundlaget forsvinder, og det bliver koldt, indtil april/maj (Walhovd 1990).

Pindsvin er ikke territoriale. Flere hanner og hunner færdes ofte i samme område med overlappende aktivitetsområder. Folk, der fodrer pindsvin i haven, er bekendt med, at der hurtigt kan samle sig 5-10 pindsvin ved samme foderskål. Pindsvin er ret stationære og opholder sig normalt i det samme område år efter år (Reeve 1994). Størrelsen af aktivitetsområdet varierer med fødegrundlaget, men generelt har hanner større aktivitetsområde end hunner. Undersøgelser fra England, Sverige, Italien og Danmark viser, at aktivitetsområdet hos voksne pindsvin kan være fra 6 til over 100 ha (Reeve 1994; Jensen 2002). Hanners aktivitetsområde varierede i de forskellige undersøgelser gennemsnitligt mellem 30 og 100 ha, mens hunners i gennemsnit lå på mellem 10 og 30 ha (Reeve 1994).

Pindsvinets pigge er et effektivt forsvar mod rovdyr. Det har derfor ikke mange naturlige fjender, som er afgørende for bestanden. Stor hornugle Bubo bubo har specialiseret sig i pindsvinejagt (Laursen 1999), men den har dog næppe andet end lokal betydning for pindsvinebestanden. Flere undersøgelser tyder imidlertid på, at grævlinger kan have en negativ indflydelse på pindsvinebestanden i landbrugsområder (Doncaster 1992; Micol et al. 1994; Ward et al. 1997). Dels er grævling og pindsvin fødekonkurrenter, og dels er grævlingen et af de få dyr ud over stor hornugle, som kan åbne og dræbe et sammenrullet pindsvin (Reeve 1994).

Kulturlandskabet med spredte skove og bebyggelse gennemskåret af store vejanlæg har både fordele og ulemper for pindsvinet. De mange nye villakvarterer og sommerhusbebyggelser byder på nye attraktive levesteder, mens udbygningen af vejnettet øger risikoen for trafikdrab og skaber barrierer i landskabet.

Forvaltning, trusler og status

Pindsvinet kendes fra stenalderens og bronzealderens køkkenmøddinger (Winge 1908).

Helt ind i begyndelsen af 1900-tallet har man spist pindsvin i Danmark. Fattige bønder og sigøjnere kogte suppe på pindsvin eller stegte dem over bål. Der er kilder, som tyder på, at pindsvin blev holdt i en slags “pindsvinesti”, hvor man fodrede dem op med henblik på slagtning (Brøndegaard 1987).

Ifølge Melchior (1834) var der ikke nogen egentlig jagt på pindsvin i midten af 1800-tallet, mens Winge (1908) skriver, at pindsvin forfølges mange steder, især på herregårde med fasanerier. Dette stemmer overens med optegnelserne i Dansk Jagttidende. Her kan man finde pindsvin under skadevoldende vildt i jagtstatistikker fra godser og jagtdistrikter på Fyn og Sjælland. Optegnelserne over nedlagte pindsvin er hyppigst fra slutningen af 1800-tallet til omkring 1920.

I 1895 bliver pindsvinet omfattet af jagtloven med en fredningstid i perioden fra 1. februar til 15. september. Indtil Jagtloven af 1922 måtte pindsvin således jages i efterårs- og vintermånederne. Herefter blev pindsvinet fredet hele året. Dog var det stadig tilladt at jage pindsvin ved fasanerier og hønsegårde, hvor man mente, at de gjorde skade ved at æde fasan- og hønseæg. I dag er situationen ganske anderledes. Med Jagtloven af 1967 blev pindsvinet totalfredet. Pindsvinet hverken jages eller spises, men opfattes som et nyttigt dyr i haven, og foreninger plejer syge og tilskadekomne pindsvin.

 Det anslås, at der årligt dræbes mere end 50.000 pindsvin på de danske veje.

Det anslås, at der årligt dræbes mere end 50.000 pindsvin på de danske veje.

Den europæiske pindsvinebestand ser ud til at være sund. Dog er der i flere europæiske lande fokus på trafikdrab som lokalt belastende for bestanden (Kristiansson 1990; Reeve 1994; Huijser & Bergers 2000). Tællinger af trafikdræbte pindsvin (Hansen 1982; Madsen 1996; Jensen 1996) tyder på, at der årligt dræbes 50.000-80.000 pindsvin på de danske veje, og at der trods en stigning i vejtrafikken er en faldende tendens i antallet af trafikdræbte pindsvin over de senere år.

Flere af tællingerne er foretaget med forskellige metoder og forskellige beregningsgrundlag, så direkte slutninger om en bestandstilbagegang er ikke mulig. To tællinger på hhv. Lolland og Midtsjælland er imidlertid foretaget over en længere årrække. På Lolland er antallet af trafikdræbte pindsvin faldet med næsten 50% fra 1957 til 1981 (Hansen 1982). På Midtsjælland (Jensen 1996) steg antallet af trafikdræbte pindsvin fra 3,8 til 8,3 pr. 1.000 km vej fra 1973 til 1979. Herefter faldt antallet igen til ca. 4 pindsvin pr. 1.000 km i 1983. I trafikken dræbes de fleste pindsvin fra juli til oktober (Jensen 1996).

Vejnettet er ikke kun skyld i trafikdrab. Undersøgelser har vist, at pindsvin er tilbøjelige til at undgå at krydse større vejanlæg, som derfor også vil være med til at opdele landskabet og hæmme pindsvins mulighed for at færdes frit (Rodinini & Doncaster 2002).

I større byer kan pindsvin formentlig have svært ved at klare sig på grund af trafiktætheden. Således synes der ikke at have levet pindsvin i Frederiksberg Have eller på de omkringliggende kirkegårde i de seneste 15-20 år (Hans Baagøe, pers. oplysn.).

En standardiseret metode, som kan bruges til dels at vurdere det årlige antal trafikdræbte pindsvin, dels bestandstætheden i forskellige regioner af Danmark vil være ønskelig for at kunne forudse eventuelle bestandsændringer. Desuden bør det undersøges, hvor stor en andel af de samlede dødsårsager trafikdrabene udgør.

Et ukendt antal pindsvin omkommer ved ulykker i villahaver. Pindsvin drukner i havedamme eller falder i lyskasser, kælderskakter og huller. Mange pindsvin sidder fast i net til tennis eller fodbold eller skades af haveredskaber eller hundebid (Pagh 2004b).

Der har de seneste år været udtrykt bekymring for pindsvinets trivsel i forhold til sneglebekæmpelsesmidler. Metaldehyd, som indtil 2001 kunne købes som sneglebekæmpelsesmiddel i Danmark, er en reel fare for pindsvin. Det viser en undersøgelse af Keymer et al. (1991), hvor 3 ud af 74 dødfundne pindsvin i England var metaldehydforgiftede. En kortlægningsundersøgelse af iberisk skovsnegl og pindsvin i 2003 (Pagh 2004b) kunne imidlertid ikke påvise nogen bestandstruende effekt af sneglebekæmpelsesmidler i Danmark. Den største gene for pindsvinet i forbindelse med sneglebekæmpelsen ser ud til at være den grundige oprydning, som foregår i haver med mange snegle. For at komme sneglene til livs fjernes kompostbunke og tæt buskads, hvor også pindsvinet ynder at opholde sig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sussie Pagh: Pindsvin i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475640

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk