Øresvin

Oplysningerne til udbredelseskortet hidrører fra indberetninger til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum.

I atlasperioden er arten observeret gennem to perioder i Århusbugten (1988, 2002) og en enkelt gang i det nordlige Storebælt (2002). I 1998 fandt man et øresvin på grænsen mellem Letland og Litauen, og da den eneste naturlige vej går igennem de danske stræder, kan dette fund regnes som yderligere evidens for artens forekomst i Danmark (Kinze et al. 2003).

Siden begyndelsen af 1990'erne har øresvinet været på vej ind i Nordsøen. Veletablerede bestande findes nu i flere skotske fjorde og ved den nordlige del af den engelske Nordsøkyst. Observationshyppigheden i hele Nordsøen synes at have været stigende siden begyndelsen af 1990'erne. I den danske sektor blev arten observeret i 2001 og 2002.

Der er gjort adskillige jordfund af arten i forbindelse med arkæologiske udgravninger. Navnet øresvin kan i skriftlige kilder spores helt tilbage til 1548, men kan ikke med sikkerhed udelukkende knyttes til arten øresvin.

Den tidligste sikre dokumentation af arten hidrører fra 1844, da en flok på tre dyr blev fanget nær godset Hagenskov (Frederiksgave) ved Assens. Skeletmateriale blev indsendt til Det Kongelige Naturhistoriske Museum (i dag Zoologisk Museum). I 1870 optrådte en større flok øresvin ved Middelfart, hvoraf 49 blev fanget. I de indre danske farvande er der fund og observationer fra årene 1937 til 1944 og atter fra 1975 og 1976 (Bondesen 1977).

Helt frem til 1937 var der kun registreret et enkelt fund fra den danske nordsøkyst (Blåvands Huk, 1847), hvilket nok mere afspejler manglende indsamlingsindsats end artens reelle forekomst. Langs den jyske vestkyst er der fund af øresvin fra 1937 og helt frem til 1968 (Kinze 1995, upubl.).

Øresvinet har en vid udbredelse i alverdens tempererede og subtropiske have og optræder her i to økotyper: en kystform og en oceanisk form. Bestandene i troperne regnes nu for en selvstændig art, Tursiops aduncus.

I europæiske vande forekommer vist nok kun kystformen, der er større og mere robust bygget end kystformerne ved den amerikanske Atlanterhavskyst.

Indtil 1950'erne var øresvinet ret almindeligt i den sydlige del af Nordsøen, hvorefter arten trak sig tilbage til Den Engelske Kanals vestlige ende. I de seneste år har øresvinet atter spredt sig ind i Nordsøen, denne gang fra det Irske Hav og rundt om Skotland. Øresvinet forekommer i spredte bestande med periodiske “knopskydninger” ud fra dets udbredelsescentrum. Knopskydningerne kan blive til nye centre, og gamle centre kan uddø (Kinze 2001b).

Adskillige strandinger fra Nordsøen og Østersøen, der i litteraturen er publiceret som øresvin, har vist sig at være hvidnæser.

Øresvinet hører til de bedst undersøgte hvalarter, hvad angår adfærd, bl.a. fordi arten har været holdt i fangenskab siden slutningen af 1930'erne.

Hvor flokstrukturen er kendt, er der tale om hunflokke med unger af begge køn og flokke af unge hanner. Der er normalt op til 10 dyr i en flok hos kystnære former, mens flokkene er lidt større i de kystfjerne bestande. Der forekommer udbredt samarbejde i flokken. Visse steder langs kysten har øresvinene udviklet en helt særlig fourageringsmetode. De jager fiskene ind mod kysten og får dem til at hoppe op på stranden. Ved at “strande” sig selv kan øresvinet få fat i langt flere fisk, end en normal fourageringsmetode ville kunne indbringe.

Øresvin dykker sjældent længere end 4 minutter ad gangen, men de kan antageligt dykke flere hundrede meter ned og være neddykket i mere end 20 minutter.

Hannerne bliver kønsmodne i en alder af 8-12 år og hunnerne i en alder af 5-10 år. Længden ved kønsmodenhedens indtræden varierer betydeligt, fra 1,9 til 2,4 m hos hunner og 2,1-2,6 m hos hanner. Drægtigheden varer 12 måneder og efterfølges af en diegivning på mellem 12 og 18 måneder. Øresvinet æder en lang række fisk og blæksprutter, mens spækhuggeren og store hajer formentlig er naturlige fjender.

Øresvin hører til det tempererede og kyst-søgende islæt i den danske hvalfauna. Arten har sandsynligvis altid haft en lille baggrundsforekomst i danske farvande med periodisk hyppigere forekomster i større antal.

Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere udspecificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Denne forpligtelse bør udmøntes i sikringen af alle relevante data fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.