• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spækhugger

Oprindelig forfatter CCKi

Spækhugger.

Spækhugger.

Spækhuggeren forekommer ret hyppigt i den danske sektor af Nordsøen og i Skagerrak, hvorfor den betegnes som en naboart. Til tider får også de indre danske farvande, især de fiskerige fjorde, besøg af denne art. Spækhugger hedder på latin Orcinus orca; navngivet af Linnaeus, 1758.

Kortlægning i atlasperioden 1984-2003

Oplysningerne til udbredelseskortet hidrører fra indberetninger til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum.

Artiklen Spækhugger er skrevet af
Carl Christian Kinze.

Forekomst i atlasperioden

I atlasperioden er spækhuggeren både observeret og fundet død. Fra de ydre danske farvande er der flere observationer langs den jyske vestkyst og en enkelt stranding på Mandø i 1995 (Kinze et al. 1998). I de indre danske farvande er individer observeret i Limfjorden i 1996 og 2000, og en enkelt er fundet død i Randers Fjord i 1990. Sidstnævnte var en ung han, der havde taget ophold i Randers Fjord i flere uger og kunne spores tilbage til en spækhuggerflok i det mellemste Norge (Baagøe et al. 1991). I de indre farvande er arten desuden observeret mellem Lundeborg og det nordlige Langeland i 1988.

Annonce

 Spækhuggeren kendes bl.a. på en ellipseformet ”over-øje-plet”, som ses tydeligt hos disse to individer.

Spækhuggeren kendes bl.a. på en ellipseformet ”over-øje-plet”, som ses tydeligt hos disse to individer.

Forekomst før atlasperioden

Næst efter kaskelotten er spækhuggeren den danske hvalart, der kan dokumenteres længst tilbage i tid, nemlig til 1679 (Eschricht 1862). Spækhuggerstrandingerne udviser en stor geografisk spredning og findes i næsten alle danske havområder. Langs hele den vestjyske kyst er der registreret adskillige strandinger (Kinze 1995). Antallet har utvivlsomt været større, da mindst 12 tidligere fund ikke er blevet indberettet (Kinze, upubl.).

Der er også forbavsende mange meldinger om spækhuggere fra de indre danske farvande. Flere danske fjorde har haft spækhuggere på besøg, således Limfjorden i 1723 og 1873, Mariager Fjord i 1893 og Randers Fjord i 1679. Også Isefjorden har i flere omgange haft spækhuggere på visit, således i 1768, 1908 og 1918. De fleste af disse dyr blev enten dræbt eller fundet døde, sandsynligvis på grund af menneskelig efterstræbelse (Kinze 1995).

 Forekomst af spækhugger i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på strandinger og observationer.

Forekomst af spækhugger i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på strandinger og observationer.

Udbredelse

Spækhuggeren findes i alle verdenshave, både i det åbne hav og langs kysterne. I vores nabohavområder forekommer den hyppigt i den nordlige Nordsø og Skagerrak. Flokke og enkeltindivider har jævnligt været på visit i de indre danske farvande, nogle gange endda helt ind i Østersøen ved Bornholm.

Biologi

Spækhuggere lever i flokke på 10-50 dyr, der alle er beslægtet med hinanden. Hver flok har sin egen dialekt af “spækhuggersproget”.

Spækhuggeren jager i flok og har udviklet en lang række jagtteknikker. Den kan strande sig selv for at snuppe en hvilende sæl, og den kan ved hjælp af lyde koncentrere en fiskestime til en solid søjle. Spækhuggeren kan springe helt ud af vandet. Den aflurer byttedyrene ved at lade hovedet glide ud af vandet. Disse såkaldte orienteringskig forekommer hyppigt.

Korte dyk varer 10-35 sekunder, længere dyk op til 4 minutter. Den længste, dokumenterede dykketid er 17 minutter. Spækhuggeren kan dykke ned til mindst 260 m. Den hører til blandt de hurtigste hvaler med en tophastighed på over 60 km i timen.

Hannerne bliver kønsmodne ved en længde på 5,2 m og i en alder af 16 år. Hunner kan være kønsmode, når de er 4,6 m lange og 8 år gamle. Da kun kønsmodne hunner med høj rang føder unger, foregår formeringen yderst langsomt. Der fødes gennemsnitligt kun en unge hvert femte år. Drægtigheden varer 19 måneder, og diegivningen kan strække sig over mere end et år.

Spækhuggeren har en lang række fisk og blæksprutter på menukortet og er desuden kendt for at æde sæler, marsvin, delfiner og havfugle. Selv store hvaler som blåhval og kaskelot efterstræbes. Den hanspækhugger, der i 1861 strandede ved Grenaa, hører til “berømthederne”, fordi den ofte er blevet omtalt som et eksempel på spækhuggerens glubskhed (Eschricht 1862). Det viste sig nemlig, at den havde rester af 14 sæler og 13 marsvin i maven. En anden berømt spækhugger var “Spække” i Randers Fjord, en ung han, der var kommet bort fra sin flok. Spække kunne entydigt identificeres på et hak i bagkanten af rygfinnen og spores tilbage til den norske kyst, hvor den blev født 2-3 år før sit endeligt ved Uggelhuse i august 1990. “Spække” fulgte en båd ind i Randers Havn og kunne ikke lokkes ud i Kattegat igen. Til sidst døde den af en svampeinfektion (Baagøe et al. 1991).

Forvaltning, trusler og status

Spækhuggeren hører til de såkaldte naboarter i den danske hvalfauna. Arten har sandsynligvis en baggrundsforekomst i danske farvande med periodiske forekomster i større antal i forbindelse med større indstrømning af atlantisk vand til Østersøen.

Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere udspecificeret i Beredskabplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Denne forpligtelse bør udmøntes i sikringen af alle relevante data fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Spækhugger i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475658

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk