• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rissosdelfin

Oprindelig forfatter CCKi

Rissosdelfin.

Rissosdelfin.

Rissosdelfin forekommer i varmere vand og fra mellemdybe til dybe havområder. Det nærmeste havområde med en hyppig forekomst er Det Irske Hav og Biscayen. Der er to kendte fund fra Danmark fra før atlasperioden. Rissosdelfin hedder på latin Grampus griseus; navngivet af G. Cuvier, 1812.

Kortlægning og forekomst i atlasperioden 1984-2003

Artiklen Rissosdelfin er skrevet af
Carl Christian Kinze.

Rissosdelfin blev ikke fundet eller observeret i perioden.

Forekomst før atlasperioden

 Rissosdelfinens særkendetegn er en kløft i panden.

Rissosdelfinens særkendetegn er en kløft i panden.

Rissosdelfinen hører til de absolutte sjældenheder i danske farvande. Arten blev første og hidtil eneste gang konstateret i danske farvande i 1938 (Degerbøl 1939b), da to dyr med en måneds mellemrum blev fundet nær Sakskøbing og Nibe. Dyret fra Sakskøbing var med al sandsynlighed en ældre han, mens dyret i Limfjorden med en længde på kun 245 cm var en juvenil.

Annonce

Udbredelse

Rissosdelfinen er flere gange fundet tæt på Danmark ved den svenske Kattegatkyst (allerede i 1927) og ved den slesvig-holstenske nordsøkyst (Büsum, 1873). Det kan ikke udelukkes, at enkelte fund er blevet overset eller forvekslet med grindehvaler. Den nærmeste naturlige forekomst er i Det Irske Hav, og der er i de seneste år observeret dyr i den nordvestlige Nordsø (Reid et al. 2003). De nordligste fund er gjort ved Trondheimfjorden i Norge.

 Gamle rissosdelfiner kan være næsten hvide og derfor forveksles med hvidhvaler. Rissosdelfiner kan dog altid kendes på deres høje rygfinne.

Gamle rissosdelfiner kan være næsten hvide og derfor forveksles med hvidhvaler. Rissosdelfiner kan dog altid kendes på deres høje rygfinne.

Artens foretrukne levested er de subtropiske og varmt tempererede oceaniske havområder, men den optræder nogle steder af og til tæt ved kysten.

Biologi

Flokkene består typisk af mellem 3 og 50 dyr, men større grupperinger er observeret. Flokstrukturen er ikke kendt.

Rissosdelfinen springer op af vandet ligesom andre delfiner. Den foretager orienteringskig ved at skyde forkroppen langt ud af vandet, men rider sjældent på skibenes bovbølger. Arten er typisk neddykket i 1-2 minutter, men kan være nede i helt op til 30. Rissosdelfin foretrækker blæksprutter, så de indre danske farvande byder ikke på gode fourageringsmuligheder.

Forvaltning, trusler og status

Rissosdelfinen hører til det sydlige subtropisk-tempererede og atlantiske islæt i den danske hvalfauna. Arten er en af de sjældneste “danske” hvalarter.

Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere udspecificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Hvad eventuelle fremtidige forekomster af rissosdelfin angår, bør denne forpligtelse udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Rissosdelfin i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 25. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475647

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk