• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaskelot

Oprindelig forfatter CCKi

Kaskelotten er en oceanisk art, som i Danmark overvejende forekommer som vinterstrandinger langs den jyske vestkyst, især Vadehavet, men med lejlighedsvis indtrængen i det nordligste Kattegat. I atlasperioden strandede i alt 43 individer i forbindelse med 13 strandingshændelser i Vadehavet, på den jyske vestkyst og på den nordlige, jyske østkyst. To gange blev individer observeret i Kattegat. Kaskelot hedder på latin Physeter macrocephalus; navngivet af Linnaeus, 1758.

Artiklen Kaskelot er skrevet af
Carl Christian Kinze.

Kortlægning i atlasperioden 1984-2004

Oplysningerne om artens forekomst stammer fra indberetninger af strandede og observerede hvaler til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum i årene 1984-2004, i årene 2000-2003 til det fælles projekt Fokus på Hvaler i Danmark.

Forekomst i atlasperioden

 Forekomst af kaskelot i Danmark 1984-2004 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på strandinger og observationer.

Forekomst af kaskelot i Danmark 1984-2004 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på strandinger og observationer.

I 1984 strandede to kaskelotter ved Henne Strand, og samme år blev resterne af en tredje fundet ved Brunbjerg. I 1988 strandede en kaskelot ved Sæby, i 1990 en ved Nymindegab, i 1991 tre på Fanø og i 1992 en ved Husby (Kinze 1995). I 1996 blev der registreret 20 strandede kaskelotter langs de danske kyster: en ved Hulsig syd for Skagen, en ved Gjerrild på Djurslands nordkyst, en massestranding af 16 hanner på det nordlige Rømø og siden to ret henfaldne dyr ved hhv. Husby og Klitmøller. I 1997 strandede 13 dyr atter på Rømø, hvor også den seneste stranding i 2000 skete (Jensen & Tougaard 1997, 1998; Kinze et al. 2003). Alt i alt blev det til 43 kaskelotter fordelt på 13 hændelser. Senest er der i 2004 observeret en levende kaskelot i Asaa Havn.

Annonce

Indtil de to store massestrandinger ved Rømø i 1996 og 1997 med hhv. 16 og 13 dyr strandede der i gennemsnit en kaskelot hvert andet år. Siden er frekvensen aftaget igen.

Forekomst før atlasperioden

Fra 1572 til 1983 kendes 16 kaskelotstrandinger af i alt 24 dyr. En enkelt strandede i de indre farvande, nemlig på Hjarnø i Horsens Fjord i 1770, resten i Vadehavet og langs den jyske vestkyst: 1572 tre kaskelotter ved Skallingen, 1575 en ved Tønder, omkring 1700 en ved Læsø, 1757 tre ved Fanø og en ved Hvidbjerg Strand, 1761 en ved Bovbjerg, 1765 to ved Bunken Strand og 1767 atter en ved Skallingen (Kinze 1995, upubliceret). Herefter er der øjensynligt stille helt frem til 1940'erne. I 1941 og 1944 strandede en kaskelot i nærheden af Hirtshals og i 1949 fem mellem Fanø og Mandø. I 1974 strandede en kaskelot ved Skagen og i 1979 en ved Tversted. I 1982 blev der observeret et dyr ud for Rømø, uden at det førte til stranding (Kinze et al. 1987).

 Hvad bruger kaskelotten sit store, firkantede hoved til? Nyeste forskning fra bl.a. Danmark viser, at det er en kraftig lydgenerator, som skaber dyrerigets kraftigste lydbølger. Lydbølgerne sætter kaskelotten i stand til at dræbe eller lamme sine byttedyr.

Hvad bruger kaskelotten sit store, firkantede hoved til? Nyeste forskning fra bl.a. Danmark viser, at det er en kraftig lydgenerator, som skaber dyrerigets kraftigste lydbølger. Lydbølgerne sætter kaskelotten i stand til at dræbe eller lamme sine byttedyr.

Udbredelse

Kaskelotten forekommer i alle verdenshave. I Nordatlanten holder hunnerne sig normalt syd for 45°N, men i de senere år er der strandet enkelte hunner ved Den Irske Vestkyst, ligesom der er iagttaget flokke af hunner i Biscayen. Dette kunne tyde på, at grænsen for hunnerne er mere dynamisk. Store hanner forekommer ved Grønlands og Norges kyster.

Hidtil har det for Nordsøens vedkommende været en regel, at kaskelotstrandinger foregår om vinteren fra november til marts, og at det overvejende er unge hanner, der strander. I de senere år har det været anderledes. Nu strander der også kaskelotter om sommeren, og der er ikke kun tale om unge hanner, men også om over 50 år gamle individer.

Biologi

Hunnerne danner flokke sammen med ikke-kønsmodne unger af begge køn. Hanner i puberteten forlader disse flokke, mens hunnerne bliver. Flokke af unghanner strejfer længere omkring, dvs. længere mod nord. Hunflokkene forsvarer sig mod naturlige fjender som spækhuggere ved at placere ungerne i midten og danne en rosette, dvs. at dyrene danner en ring med hovedet vendt mod ungerne og halerne vendt ud mod angriberne.

Kaskelotter kan formentlig dykke helt ned til 3.000 meters dybde og være neddykkede i op til 2 timer. Når de dykker fra overfladen, viser de halen. Blåsten er rettet skråt fremad.

Fourageringen foregår ved hjælp af kraftige lydbølger, der udsendes fra det store hoved. Lydene er så kraftige, at de kan lamme eller dræbe byttedyrene.

Hannernes kønsmodning foregår i flere trin. Selvom de anatomisk er kønsmodne i en alder af 10 år, bliver de først parringsivrige, når de er over 19 år gamle og mere end 13 m lange. Hunnerne bliver kønsmodne i en alder af 7-11 år og er da ca. 9 m lange. De føder en unge hvert tredje til sjette år. Ungerne fødes fra juli til november. Drægtigheden varer 1416 måneder og diegivningen fra 1-2 år.

Kaskelotter æder overvejende pelagiske blæksprutter, især arten Gonatus fabricii, men også store ottearmede blæksprutter og i mindre grad stimefisk.

Forvaltning, trusler og status

Kaskelotten hører til det tempereret-oceaniske islæt i den danske fauna. Den sorterer ikke under Småhvalsaftalen (ASCOBANS), men er omfattet af Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997) og de hermed følgende forsknings- og forvaltningsmæssige forpligtelser. Dette bør udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Kaskelot i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475620

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk