Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvidskæving

Oprindelig forfatter CCKi

Hvidskæving.

Hvidskæving.

Hvidskævingen forekommer i de dybe dele af den danske sektor af Nordsøen og i Skagerrak. Siden 1984 er arten fundet strandet tre gange ved den jyske vestkyst. Hvidskævingen er en tempereret oceanisk art og synes i Danmarks nærhed udelukkende at være knyttet til de dybe dele af Skagerrak. Hvidskæving hedder på latin Lagenorhynchus acutus; navngivet af Gray, 1828.

Kortlægning i atlasperioden 1984-2003

Oplysningerne til udbredelseskortet hidrører fra indberetninger til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum.

Artiklen Hvidskæving er skrevet af
Carl Christian Kinze.

Forekomst i atlasperioden

Hvidskævingen er i atlasperioden fundet strandet på Fanø (1988), ved Klitmøller (1992) og Fjaltring (1998), mens der ikke er indrapporteret observationer (Kinze 1995 & upubl.; Kinze, Tougaard & Baagøe 1998). Danmarks Fiskeriundersøgelser indsamlede under deres marsvinebifangstprojekt i 1993 to hvidskævinger i den danske del af Nordsøen.

Annonce

 Hvidskævingen har en sort ”næse” og et olivengult bånd på halestokken. Sådan skelnes den fra hvidnæsen.

Hvidskævingen har en sort ”næse” og et olivengult bånd på halestokken. Sådan skelnes den fra hvidnæsen.

Forekomst i før atlasperioden

Den første, veldokumenterede forekomst i Danmark er fra oktober og november 1942 (Degerbøl 1943), da en større flok på over 70 dyr forvildede sig ind i Roskilde Fjord og Isefjorden. Det er stadig den største hvidskævingeflok nedlagt i Europa nogensinde.

Siden kender vi kun til artens forekomst som utilsigtede bifangster med landede hvid-skævinger i Frederikshavn (1962) og Hirtshals (1965) samt et enkelt strandfund i 1970 mellem udmundingerne af Mariager Fjord og Randers Fjord (Kinze 1995).

Tidligere angivelser af hvidskævinger fra 1871 i Øresund og det nordlige Lillebælt beror på Taubers (1880) forvekslinger med hvidnæsen.

Udbredelse

Hvidskævingen blev i 1828 beskrevet fra en ukendt, formentlig britisk lokalitet. Den lever fortrinsvis i de tempererede og subarktiske, oceaniske dele af Nordatlanten og kommer som regel kun tæt på kysterne ved oceaniske øer som Færøerne. Arten er også kendt fra Sydgrønland. I Skagerrak, hvor det dybe vand ligger tæt på kysten, ses den af og til. Den optræder også i den nordvestlige, dybere del af Nordsøen.

 Forekomst af hvidskæving i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på strandinger.

Forekomst af hvidskæving i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på strandinger.

Ved den svenske Bohuslänkyst er arten konstateret flere gange inden for atlasperioden. Et enkelt dyr må i 1984 sågar være svømmet gennem de indre danske farvande og hele vejen til Öland. Hændelsen fremstår som det hidtil eneste ægte Østersøfund. I 1907 og 1971 blev der fundet hvidskævinger på den svenske side af Kattegat ved hhv. Örviken og Morup, hvilket antyder en lejlighedvis opdukken i Kattegat.

Biologi

Hvidskævingens færden omkring de danske havområder er ikke kendt, men der er flere rapporter om blandede flokke med hvidnæser i sommerperioden. Flokkene består normalt af op til 50 dyr, men langt større flokke på flere tusinde dyr er observeret midt ude i Nordatlanten.

Hvidskævingen er en akrobatisk delfin, men den springer ikke altid ud af vandet. Nogle gange stikker den kun snuden op. Den trækker vejret hvert 15.-20. sekund. Dykkeadfærden er ikke kendt i detaljer. Arten regnes som ret sky og søger ikke skibenes nærhed.

Hvidskævinger danner som nævnt flokke med hvidnæsen og svømmer også nogle gange sammen med finhvaler.

Hannerne bliver kønsmodne i en længde af 220 cm, hunnerne, når de er 200 cm lange. Alderen ved kønsmodenheden er ikke belyst. Fødslerne finder sted fra maj til august og topper i juni og juli. Drægtigheden varer 11 måneder. Parringerne foregår i sensommeren. Diegivningen kan vare op til 2 år. Der er fundet hunner, der både var drægtige og gav die til en unge. Hvidskævingens føde består af pelagiske fisk og blæksprutter, og den er selv bytte for spækhuggere.

Forvaltning, trusler og status

Hvidskævingen hører til det nordlige, tempererede og atlantiske islæt i den danske hvalfauna, skønt den til tider optræder hyppigere i Skagerrak.

Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere specificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Hvad hvidskævingen angår, bør denne forpligtelse udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for derved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Hvidskæving i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475616

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk