Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvidnæse

Oprindelig forfatter CCKi

Hvidnæse.

Hvidnæse.

Hvidnæsen forekommer hyppigt i den danske sektor af Nordsøen og i Skagerrak. Siden 1984 er den ligeledes hvert år konstateret i de indre danske farvande. Hvidnæsen er en shelf-art og synes at være knyttet til de specielle fronter, som forskellige vandmasser danner i den nordlige del af Nordsøen. Tidligere ansås arten for meget mere sjælden i Danmark grundet manglende opmærksomhed. Hvidnæsen yngler i den nordlige del af Nordsøen, så Danmark har dermed et medansvar for, at yderligere forskning og forvaltningstiltag bliver gennemført. Hvidnæse hedder på latin Lagenorhynchus albirostris; navngivet af Gray, 1846.

Artiklen Hvidnæse er skrevet af
Carl Christian Kinze.

Kortlægning i atlasperioden 1984-2003

Udbredelseskortet er tegnet på grundlag af indberettede strandinger og observationer til Zoologisk Museum og Fiskeri- og Søfartsmuseet. Observationerne i de ydre farvande er indhentet fra den internationale systematiske optælling SCANS, der fandt sted i sommeren 1994 (Hammond et al. 2002), organisationen Sailing for Sea's hvidnæsetogt i 2002 (SFTS 2002) og European Sea Birds at Sea database (Reid, Evans & Northridge 2003).

 Hvidnæsen springer hyppigt helt ud af vandet, som en ”rigtig” delfin bør gøre.

Hvidnæsen springer hyppigt helt ud af vandet, som en ”rigtig” delfin bør gøre.

Forekomst i atlasperioden

I atlasperioden var hvidnæsen den mest almindelige delfinart i danske farvande. Observationerne danner et bælte fra den vestligste flig af de territoriale farvande til Skagen. Dødfund af hvidnæser (strandinger og utilsigtede bifangster af døde eller aflivede individer) fra samme periode fordeler sig som en perlekæde langs den jyske vestkyst fra den tyske grænse til Skagens gren.

I samme tidsrum er hvidnæsen også hvert år dokumenteret fra de indre farvande syd for Skagen, inklusive den vestlige Østersø. En enkelt hvidnæse har endog holdt til mellem Bornholm og Sverige i over tre år.

Annonce

 Forekomst af hvidnæse i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på observationer og strandinger.

Forekomst af hvidnæse i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på observationer og strandinger.

Det årlige antal hvidnæsefund i hele landet er steget støt fra ca. 3 i perioden 1984-99 til over 12 i årene 2000-2002. Dette viser ikke nødvendigvis, at arten er gået frem, men nok snarere, at man i højere grad er blevet opmærksom på arten og derfor opdager de strandede hvidnæser.

Forekomst før atlasperioden

Det tidligste belæg for hvidnæsens forekomst i Danmark er dens artsbeskrivelse under navnet Delphinus ibsenii fra 1846 af D. F. Eschricht. Den nøjagtige lokalitet er ikke kendt, men det drejer sig formodentlig om Agger Tange ved den jyske vestkyst (Kinze 2003). Langt hovedparten af de danske fund og fangster fra sidste halvdel af 1800-tallet stammede imidlertid fra de indre danske farvande. Øjensynligt var hyppigheden af hvidnæse allerede dengang sammenlignelig med de seneste årtiers.

Kendskabet til artens forekomst i den danske del af Nordsøen og Skagerrak var imidlertid ringe meget længe, og arten har i høj grad været overset. Det skyldes tildels forvekslinger med marsvin (unge hvidnæser har marsvinestørrelse) og øresvin (datidens hyppige delfin i den sydlige Nordsø). Først med den intensiverede interesse for en videnskabelig registrering af danske hvalstrandinger fra ca. 1981 (Baagøe 1984) blev kimen til erkendelsen af artens sande hyppighed lagt.

 Flok af hvidnæser i Nordsøen. Hvidnæsens sorte og hvide tegninger fører nogle gange til forvekslinger med spækhuggeren.

Flok af hvidnæser i Nordsøen. Hvidnæsens sorte og hvide tegninger fører nogle gange til forvekslinger med spækhuggeren.

Der har selvfølgelig også været hvidnæser i danske farvande før artens formelle beskrivelse. Melchior (1834) giver således under arten Delphinus delphis nærmest en beskrivelse af hvidnæsens ydre og måske også dens forekomst. Hofmann (1823) nævner to Delphinus orca, der skulle været fanget i Odense Fjord en snes år tidligere, altså omkring 1803. Delphinus orca hentyder her ikke, som man umiddelbart kunne formode, til spækhuggeren, men til det noget mindre “Örsvin” i Müllers liste fra 1776 over kongerigets dyr. Øresvin betegner i dag kun arten Tursiops truncatus, men dækkede tidligere over flere delfinarter, bl.a. hvidnæsen (Kinze 2003).

Udbredelse

Hvidnæsen forekommer i de tempererede og subarktiske dele af Nordatlanten og synes at have en forkærlighed for kanten af kontinentalsoklen (shelf-kanten). Arten er især hyppig i den nordlige del af Nordsøen, ved Norges og Islands kyster og findes også ved Grønland og Labrador. Enkelte individer er vandret langt ind i Østersøen (Finske Bugt), og andre mod syd til Biscayen (Reeves et al. 1999; Reid, Evans & Northridge 2003).

Biologi

 For at få viden om hvidnæsens biologi er det vigtigt at sikre så mange af de strandede dyr som muligt til videnskabelige undersøgelser. Her tre flotte hanner på Zoologisk Museum.

For at få viden om hvidnæsens biologi er det vigtigt at sikre så mange af de strandede dyr som muligt til videnskabelige undersøgelser. Her tre flotte hanner på Zoologisk Museum.

Hvidnæsens biologi er ikke særlig godt kendt, og den nøjagtige opdeling i ynglebestande kendes ikke. Hvidnæsens færden året rundt kendes heller ikke, men de “danske” hvidnæser hører dog til den nordøstatlantiske klynge af ynglebestande, og de første resultater med fotoidentifikation (SFTS 2002) tyder på, at dyrene i den danske del af Nordsøen og ved Skotland tilhører samme ynglebestand. Der er flere gange fundet nyfødte hvidnæser langs de danske strande, hvilket dokumenterer yngleaktivitet i danske farvande. Parringen foregår fra maj til august, og hunnen føder om sommeren en unge på ca. 120 cm efter en drægtighed på ca. 11 måneder. Både hunner og hanner bliver kønsmodne, når de er mellem 9 og 14 år gamle. Hunnerne er da ca. 245 cm lange, hannerne ca. 10 cm længere. Blandt de strandede hvidnæser er der konstateret en tydelig geografisk forskel i kønsfordelingen. Hvis kønsfordelingen blandt dødfundene afspejler de reelle forhold i naturen, lever hanner og hunner til tider adskilt. Mod syd i Nordsøen bliver hunnernes andel større for til sidst at være altdominerende. I Danmark er andelen af hanner større. Den typiske flokstørrelse i den danske del af Nordsøen er 4-6 dyr, mens der i hele udbredelsesområdet er rapporteret om flokke på helt op til 1.000 dyr. Der er flere rapporter om blandede flokke med hvidskævinger i sommerperioden.

Et ukendt antal af fortrinsvis mindre hvidnæser drukner i nedgarn, mens ældre dyr antageligt kan bryde garnene.

Forvaltning, trusler og status

Det kan undre, at en så hyppigt forekommende delfin som hvidnæsen i så høj grad lader til at være overset i forskningsprioriteringen, ikke kun i Danmark, men på begge sider af Atlanterhavet. Der er tale om en dansk yngleart. Derfor burde den næst efter marsvinet være den hvalart, der ofres størst forskningsindsats på.

Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligter Danmark til at fremskaffe et solidt forvaltningsgrundlag og dermed til at forske yderligere i denne art. En vigtig informationskilde er strandede individer, hvis indsamling kan styrke kendskabet til artens og de lokale bestandes biologi, forplantning og yngledygtighed samt habitatkrav (se Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle; Jepsen 1997).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Hvidnæse i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475615

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk