• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvidhval

Oprindelig forfatter CCKi

Hvidhval.

Hvidhval.

Hvidhvalen er en kystnær, arktisk hvalart, der med jævne mellemrum foretager vandringer uden for sit almindelige udbredelsesområde. Hvidhvaler fra Hvidehavet vandrer undertiden ned langs den norske kyst og dukker op i Nordsøen og fortsætter endda nogle gange helt ind i Østersøen. I atlasperioden har hvidhvalen optrådt i 1984, 1987 og 1995. Hvidhval hedder på latin Delphinapterus leucas; navngivet af Pallas, 1776.

Kortlægning i atlasperioden 1984-2003

Oplysningerne til udbredelseskortet hidrører fra indberetninger til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum.

Artiklen Hvidhval er skrevet af
Carl Christian Kinze.

Forekomst i atlasperioden

I 1984 svømmede en hvidhval gennem Øresund ned til den østtyske kyst, op igennem Lillebælt og op langs Jyllands østkyst, gennem Limfjorden og derpå ned langs den jyske vestkyst. Mange af kortets felter skyldes denne vandring. I 1987 strandede en hvidhval i den nordøstlige del af Isefjorden ved Alholm (Kinze 1987), og i 1995 blev en hvidhval observeret ved Strib (Kinze et al. 1998).

Annonce

 Forekomst af hvidhval i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på observationer og strandinger.

Forekomst af hvidhval i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på observationer og strandinger.

Forekomst før atlasperioden

Vi ved indirekte, at der allerede i 1841, 1869 og 1884 må have været hvidhvaler i danske farvande, idet der i disse år blev observeret eller fundet hvidhvaler i den indre del af Østersøen. Der foreligger ingen rapporter fra de danske stræder, som disse hvaler må være svømmet igennem. Hvidhvalen blev første gang dokumenteret i danske farvande i 1903. Siden har der i flere perioder været observationer af hvidhval, og enkelte dyr er fundet strandet eller er druknet i fiskeredskaber. Mest markant er perioderne 1964-66 og 1981-83. “Berømte” var de to dyr, der dukkede op i Limfjorden i 1983 og 1984 (Jensen et al. 1987). Vi ved kun, at dyret i 1983 kom ind i Limfjorden fra øst. Det er øjensynligt ikke set andre steder i Danmark, men i årene umiddelbart før (1981-82) blev der set et individ ved den østtyske kyst (Schulze 1991). Dette eller disse dyr må også være kommet ind i Østersøen uden at blive rapporteret i Danmark.

I 1976 blev en hvidhvalunge fanget i et garn i Lübecker Bugt og samme år et voksent dyr ved Strib (Borkenhagen 1993; Kinze 1995). I 1947 gik en hvidhval i et garn ved Fjellerup på Djursland nordkyst (Bondesen 1947).

Udbredelse

Hvidhvalen er en kystnær hval, der i sit arktiske udbredelsesområde ofte vandrer op i floderne. I 1966 sås en hvidhval i Rhinen (Gewalt 1967). Både i 1983 og 1993 optrådte en hvidhval i Elben (Jensen et al. 1987; Benke et al. 1994), og der er også et enkelt fund så langt sydpå som Loire-flodens munding fra 1948 (Duguy 1983).

Modsat mange andre hvaler kan hvidhvaler tåle at ligge på en sandbanke og afvente det næste højvande. Det er betegnende, at antallet af dødfundne hvidhvaler er ganske ringe i forhold til artens hyppighed. Dødfundene udgøres af dyr, der er druknet i garn eller nedlagt af mennesker. Den nordlige del af Østersøen med sin årlige isdannelse udgør faktisk en ideel hvidhvalshabitat, og det er vel derfor, at nogle individer har kunnet opholde sig her i flere år i perioden 1903-1908.

Biologi

Flokkene er på mellem 5 og 10 dyr, men der er set ansamlinger på op til flere tusinde dyr, især i flodmundinger. Flokstrukturen er ikke kendt, men den er sandsynligvis ikke så kompleks som hos visse delfiner. Det grundlæggende element synes at være mor-unge-par.

 Hvidhvalen er en af de få hvaler, der kan bevæge hovedet.

Hvidhvalen er en af de få hvaler, der kan bevæge hovedet.

Hvidhvalen er ikke nogen hurtig hval. Den tilbringer en væsentlig del af tiden oven vande. Dykkesekvensen består af 5-6 flade dyk i løbet af et minut fulgt af dybere og længere dyk. Dyrene springer stort set aldrig ud af vandet, men løfter hovedet op under svømningen for at orientere sig. Slag med halen i vandoverfladen er ret almindelige. På dybere vand er dyk ned til 600 m med en varighed på op til 15 minutter dokumenteret.

Hvidhvalen hører til de arter, der selv uden for det arktiske udbredelsesområde formår at klare sig. Dens sonar er tilpasset kystnære forhold, så derfor vil hvidhvaler sjældent strande. På grund af sit store lydrepertoire kaldes hvidhvalen for havets kanariefugl. Lydene kan dog ikke høres af det menneskelige øre uden specielt udstyr.

Hvidhvalen bliver nogle gange fanget af tidevandet og kommer til at ligge på en sandbanke. Det synes ikke at stresse dyrene synderligt, da de blot afventer det næste højvande og derefter roligt svømmer væk igen.

Parringerne finder sted om foråret i april-maj. Drægtighedsperioden er på mellem 14 og 15 måneder. Fødslerne sker i slutningen af juli og begyndelsen af august. Diegivning skønnes at vare op mod 2 år. Hannerne bliver kønsmodne i en alder af 8-9 år, hunnerne allerede 4-7 år gamle. Føden består af fisk, blæksprutter og krebsdyr, mens hvidhvalen selv er bytte for naturlige fjender som spækhugger og isbjørn.

Forvaltning, trusler og status

Hvidhvalen er et arktisk islæt i den danske hvalfauna. Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere udspecificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Denne forpligtelse bør udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Hvidhval i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475614

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk