• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finhval

Oprindelig forfatter CCKi

Finhvalen er en tilpasningsdygtig oceanisk hval med lejlighedsvis forekomst langs kysterne, især den jyske østkyst med dens relativt dybe, fiskerige fjorde. Arten er observeret i 1997, 2003 og 2004. Der er ikke strandet finhvaler siden 1958. Finhval hedder på latin Balaenoptera physalus; navngivet af Linnaeus, 1758.

Kortlægning i atlasperioden 1984-2004

Oplysningerne om artens forekomst stammer fra indberetninger af strandede og observerede hvaler til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum i årene 1984-2004, i årene 2000-2003 til det fælles projekt Fokus på Hvaler i Danmark.

Artiklen Finhval er skrevet af
Carl Christian Kinze.

Forekomst i atlasperioden

I 1997 blev der i næsten en måned observeret en stor finhval mellem de to Lillebæltsbroer, hvorefter den flyttede opholdssted til den dybe Aabenraa Fjord. I 2003 optrådte mindst to finhvaler i de indre danske farvande og den vestlige del af Østersøen. Hvalerne eller hvalen vandrede flere gange frem og tilbage mellem de dybe stationer i Århusbugten, Horsens Fjord, Snævringen, Aabenraa Fjord, Flensborg Fjord og Kieler Forde. Næsten samme skuespil gentog sig året efter.

Annonce

 Forekomst af finhval i Danmark 1984-2004 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på observationer.

Forekomst af finhval i Danmark 1984-2004 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på observationer.

Der er desuden en enkelt observation af en mulig finhval fra det nordlige Kattegat mellem Frederikshavn og Göteborg i 1985.

Forekomst før atlasperioden

Dødfund af finhvaler er gjort 10 gange langs danske kyster. Dog er det betegnende, at der ikke er en eneste regulær stranding blandt disse. Samtlige individer omkom udelukkende på grund af menneskers indgriben.

Det tidligste fund er fra 1603 ved Middelfart. Hvalens underkæber hænger stadig i Middelfart Kirke. Senere fund fra de indre danske farvande er fra Sjællands Odde (1841), Vejle Fjord (1888, 1905 og 1923) og Næsby Strand, Lolland (1958) (Kinze 1995).

Herudover har der været hhv. observationer af finhvaler i danske farvande og dødfund i Østersøen følgende steder og år: Rügen (1825), Aabenraa Fjord og Øresund (1862), Gdansk-Bugten (1874), Århus-bugten, nordlige Lillebælt, diverse tyske lokaliteter og siden Dievenow (i dag Dziwnow ved den polske kyst) (1898-99), Morup ved den svenske Kattegatkyst (1904), Flensborg Fjord (1910-11), Sveriges Østersøkyst (1923), Vejle Fjord (1924-25), Sjællands Odde (1933), nordlige Lillebælt (1939), Flensborg Fjord (1943), Århus Bugt (1946), Storebælt (1954), Øresund (1955), Kalø Vig og Aabenraa Fjord (1957-58), Vejle Fjord (1961), Sjællands Odde (1962), nordlige Lillebælt (1965), nordlige Kattegat ved Læsø (1977) (Japha 1909; Jensen et al. 2004).

 Finhvalens luffer kan være meget lyse, næsten hvide, men der forekommer aldrig hvide bånd som hos vågehvalen.

Finhvalens luffer kan være meget lyse, næsten hvide, men der forekommer aldrig hvide bånd som hos vågehvalen.

Udbredelse

Finhvalens levested er det åbne hav, men til tider også kystnære havområder med dybe fjorde. Dens vandringer er ikke kendt i detaljer, men følger formentlig i store træk mønstret hos de øvrige finhvalarter (slægterne Balaenoptera og Megaptera). Hos finhvalen er forholdene blot mere diffuse eller fleksible.

Finhvalen forekommer ved Norges kyster op til Svalbard samt ved Island. Den optræder nogle gange i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen.

Biologi

På trods af sin størrelse på op til 20 m færdes finhvalen kystvant hos os. Man kan plotte samtlige danske finhvalfund i et net af “besøgsruter”. Hvalerne dukker øjensynlig altid op på de samme lokaliteter, ofte gentagne gange inden for en periode. Lokaliteterne er dybe fjorde og render, hvor der er store koncentrationer af sild eller brisling, der er velkendte fødeemner for finhvalen, som tidligere på dansk også kaldtes sildehval. Opholdene kan vare helt op til en måned. Hvalerne driver åbenbart fiskene ind i fjordene, der fungerer som en stor ruse. Flokkene er i reglen små og består af 3-7 dyr. I fourageringsområder kan der dog samles op til 100 dyr.

Finhvalen viser kun meget sjældent halefinnen, når den dykker. Når det sker, drejer det sig især om unge dyr. Dykketiden er på 5-15 minutter, men den kan være længere, og dybderekorden er mindst 230 m.

Hos finhvalen kendes kraftspring og slag med lufferne. Finhvaler synes ikke at reagere på skibes tilstedeværelse. De kommer hverken tættere på eller svømmere længere væk, men synes at fortsætte den adfærd, de er i gang med. Med en maksimumshastighed på små 40 km/t hører finhvalen til de absolut hurtigste bardehvaler.

Den blæser typisk 2-5 gange med intervaller på 10-20 sekunder for så at dykke 5-15 minutter. Blåsten er tydelig og 4 til 6 m høj.

Finhvalen bliver kønsmoden i en alder af 6-12 år og en gennemsnitslængde på hhv. 18,3 og 17,7 m for hunner og hanner. Hunnen føder en unge hvert andet eller tredje år. Drægtigheden varer 11-12 måneder og den efterfølgende diegivning 6-7 måneder. Fødsler og parringer finder normalt sted fra oktober til januar. De er ikke begrænset til de varme havområder og kan derfor foregå året rundt, hvilket er dokumenteret af strandede, nyfødte unger ved den britiske Nordsøkyst.

Finhvalens kostplan er meget alsidig. Der indgår både fisk, blæksprutter og krebsdyr. Fødesøgningen er ikke udelukkende begrænset til de koldere havområder, men foregår også i varmere have, hvor der sker opstrømning af næringsrigt vand fra dybet. Den asymmetriske farvetegning har betydning for fourageringen, idet hvalen svømmer med højre side nedad.

Forvaltning, trusler og status

Næst efter vågehvalen er finhvalen den hyppigste bardehval i de indre danske farvande. Den sorterer ikke under Småhvalsaftalen (ASCOBANS), men er omfattet af Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997) og hermed følgende forsknings- og forvaltningsmæssige forpligtelser. Det bør udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Finhval i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 29. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475588

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk