Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Døgling

Oprindelig forfatter CCKi

Døglingen forekommer som oceanisk strejfer både i de indre danske farvande og langs Nordsø- og Skagerrakkysten. Et enkelt dyr, der i 2000 gik på grund ved Lynæs i Isefjorden, kunne gennes ud i det frie vand igen. I 1997 strandede en 5,9 m lang, ung han på Tåsinge. Døgling hedder på latin Hyperoodon ampullatus; navngivet af Forster, 1770.

Kortlægning i atlasperioden 1984-2003

Oplysningerne om artens forekomst kommer fra indberetninger af strandede og observerede hvaler, der er tilgået Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum i årene 1984-2003, heraf i årene 2000-2003 til det fælles projekt Fokus på Hvaler i Danmark.

Artiklen Døgling er skrevet af
Carl Christian Kinze.

Forekomst i atlasperioden

Døglingen blev registreret to gange i indre danske farvande i atlasperioden. Den 16. februar 1997 blev en 5,9 m lang døgling-han opdaget ved Tåsinge (Kinze et al. 1998). Dyret var stadig levende, men døde kort efter. I juli 2000 kom en anden døgling med en skønnet længde på 8 m ind på lavt vand ved Lynæs i Isefjorden (Kinze et al. 2003). Ved hurtig og resolut hjælp lykkedes det at skubbe dyret fri og gelejde det ud i Kattegat. Det kan være det samme dyr, der siden blev observeret ved Kronborg og nord for Sjælland. Da dyret ikke er rapporteret strandet siden, har det muligvis fundet tilbage til dybere vande igen.

Annonce

 Forekomst af døgling i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på strandinger og observationer.

Forekomst af døgling i Danmark 1984-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater, baseret på strandinger og observationer.

Allerede i 1993 må to døglinger være svømmet igennem danske farvande, for den 24. august 1993 strandede en diegivende hun med sin unge på øen Hiddensee ved Rügen (Schulze 1994). Moderdyret døde, mens ungen antageligt overlevede.

Forekomst før atlasperioden

Den første, dokumenterede stranding af en døgling inden for det nuværende Danmarks grænser skete på øen Roholm i Odense Fjord i 1785. Dette fund er tidligere fejlagtigt angivet som en vågehval fra 1824 (Bondesen 1977).

I de indre danske farvande er arten herefter kendt fra strandinger eller jagter, i 1838 fra Strib (4 dyr), 1860 fra Hov nær Odder (2 dyr), Endelave og Tåsinge, 1873 fra Tuborg Havn i Øresund (2 dyr) samt 1957 fra Bellevue Strand nord for København (2 dyr) (Bondesen 1977). En stranding fra Agersø i 1959 er blevet ombestemt til almindelig næbhval.

Herudover er der dokumenteret strandede døglinger fra tilstødende tyske farvande: Gelting, Flensborg Fjord (1709), Kiel (1801), Rosenhagen, Mecklenburg (1863), Zingst, Pommern (1877) og Ahlbek, Pommern (1894). Fra de svenske kyster kendes fund fra Landskrona i 1823 og fra Furusung, Uppland, i 1879 (Japha 1909; Lepiksaar 1966; Schultz 1970).

 I 1997 strandede en døgling ved Tåsinge. De to furer, der er tydelige på halsen, kendertegner samtlige næbhvaler.

I 1997 strandede en døgling ved Tåsinge. De to furer, der er tydelige på halsen, kendertegner samtlige næbhvaler.

Fra Skagerrak- og Nordsøkysten er der strandinger fra Tversted (1951), Kollerup (1958), Jordsand (1969) og Rømø (1978) (Kinze 1995).

Udbredelse

Døglingen lever ligesom almindelig næbhval udelukkende i Nordatlanten. Dens foretrukne levested er de dybe kystfjerne havområder, hvor den optræder meget “klumpet” og lokalt er meget hyppig.

I den østlige del kendes arten fra hele norskekysten, farvandet mellem Island og Jan Mayen og sydvest for Svalbard, Færøerne og det nordlige Skotland. Døglingen hører ikke hjemme i Nordsøen og Østersøen, men dyr forvilder sig alligevel hertil med uregelmæssige mellemrum.

Biologi

Modsat næbhvalen optræder døglingen nogle gange i mindre flokke på op til 35 dyr. Sammensætningen er kun kendt få steder, men det lader til, at der både forekommer blandede flokke og flokke af hanner.

I efteråret 1860 kom en mindre flok døglinger ind i de indre danske farvande, og fire af dyrene strandede eller blev nedlagt. Siden har der flere gange været samtidige forekomster af to dyr.

Dykkedybden er 1.100 m eller mere. Døglingerne kan være neddykket helt op til 2 timer, men normalt er de kun nede mellem 14 og 70 minutter. Dyrene bliver i overfladen op til 10 minutter ad gangen, hvor de blæser med 30-40 sekunders mellemrum. Spring helt ud af vandet er set. Nogle steder udviser dyrene stor nysgerrighed og kommer tæt hen til bådene, mens de andre steder er sky.

Døglinger foretager vandringer fra sommeropholdssteder mod nord til vinteropholdssteder i varmere vande. Ved Færøerne dukker de op i marts, mens de først når Jan Mayen i juni. Allerede i juli påbegyndes vandringen tilbage.

Hanner bliver kønsmodne, når de er 7,5 m, hunnerne, når de er 6,9 m lange. Alderen ved kønsmodenheden er 7 år for begge køn. Drægtighedsperioden er 12 måneder. Diegivningens længde er mindst 12 måneder. Hunnen føder en unge hvert andet eller tredje år. Fødsler og parringer foregår om foråret. Føden udgøres af blæksprutter og visse andre hvirvelløse dyr.

Forvaltning, trusler og status

Døglingen er et tempereret, oceanisk islæt i den danske hvalfauna. Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere udspecificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). For døglingens vedkommende bør denne forpligtelse udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Christian Kinze: Døgling i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475583

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk