Marsvin

Observationerne, der danner grundlag for kortet, er indsamlet via kontakt med befolkningen i forbindelse med projektet Fokus på Hvaler. De ca. 4.000 observationer hidrører fra sejlere og færger og har fortrinsvis givet kvalitative data fra de indre danske farvande (Kinze et al. 2003). Observationerne i de ydre farvande er indhentet fra den internationale, systematiske optælling, SCANS, der fandt sted i sommeren 1994 (Hammond et al. 2002) og European Sea Birds at Sea database (Reid et al. 2003).

Marsvinet forekommer vidt udbredt i vore farvande. Kortet viser den største koncentration omkring Fyn, men den tilsyneladende lavere tæthed i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat giver ikke et reelt billede, da observationsindsatsen her må formodes at have været en del lavere. Dyrenes tæthed i Nordsøen vides at ligge fuldt på højde med Bælthavets (Hammond et al. 2002). Derimod er der en reel forskel mellem disse “hot-spot”-områder og den mere sparsomme forekomst i Limfjorden, det sydlige Øresund og den vestlige del af Østersøen. Fra farvandet omkring Bornholm er marsvinet næsten forsvundet. Kun to observationer og seks fund blev indrapporteret i hele atlasperioden, hvilket er i god overensstemmelse med de seneste svenske og tyske optællinger (Scheidat et al. 2004).

Resultaterne af såvel morfologiske som DNA-undersøgelser tegner et billede af tre mere eller mindre adskilte bestande, nemlig i Nordsøen og Skagerrak, i de indre danske farvande og i den indre del af Østersøen omkring Bornholm.

Marsvinets forekomst er tidligere undersøgt i årene 1983-90 i forbindelse med Projekt Marsvin (Kinze 1990, 1994a). Enkelte tællinger fra fly og skibe foreligger fra delområder og årene 1988-93 (Heide-Jørgensen et al. 1992; Danielsen et al. 1988). I forbindelse med en undersøgelse af danske marsvins sundhedstilstand blev der i 1980-81 indsamlet 150 marsvin (Clausen & Andersen 1988). Fra årene 1962-82 foreligger adskillige artikler af Søren H. Andersen (Andersen 1983). Under anden verdenskrig blev næsten 700 marsvin undersøgt af Ulrik Møhl-Hansen (Møhl-Hansen 1954). En samlet fremstilling er publiceret af Lockyer & Kinze (2003).

I historisk tid har der været store organiserede fangster i Isefjordområdet og den nordlige del af Lillebælt.

I Isefjordområdet anvendtes store labyrintagtige garn til fangsten, der om foråret blev drevet ved Kulhuse, Orø og Bramsnæsvig.

Fangsten i Lillebælt formede sig som en regulær drivjagt med mindre både og blev afviklet i det sene efterår og om vinteren. Det skønnes, at der blev nedlagt 100.000 marsvin i Lillebælt og 42.000 i Isefjorden i løbet af 1800-tallet (Kinze 2001b).

Marsvinet forekommer vidt udbredt i den nordlige halvkugles tempererede og subarktiske havområder, fortrinsvis langs kysterne. I Atlanten kendes arten fra Hvidehavet og Nordvestgrønland i nord til Senegal ved den vestafrikanske kyst og North Carolina ved den amerikanske østkyst i syd. I Middelhavet lever marsvinet kun fast i den vestligste del, men en isoleret bestand i Sortehavet tilfører lejlighedsvis dyr til den nordøstlige del af Middelhavet. Endelig findes marsvinet i den nordlige del af Stillehavet fra Californien nordover hele vejen rundt til Japan (Read 1999).

Marsvinet regnes for at være en kystnær hvalart, som kan forekomme på vanddybder fra en halv meter ved kysterne helt ned til 200 m over kontinentalsoklen.

Marsvin er nærmest individualister og har ingen fasttømret flokstruktur, som vi kender den fra visse delfinarter. Man kan snarere sige, at marsvinet flokkes om føden, således at der til tider opstår større ansamlinger af dyr. En mor med sin unge er grundelementet i marsvinets sociale struktur, og flere sådanne par svømmer undertiden sammen, ligesom mor-unge-parret kan være ledsaget af en årsunge eller måske en yngre voksen hun. Man ved ikke meget om hannernes flokadfærd, efter at de har forladt moderen. Antageligt svømmer de hver for sig.

Marsvinets vigtigste føde er fisk. Det lever af en lang række arter, fx torsk, hvilling, makrel, sild, brisling og ål, som det jager enkeltvis eller sammen med andre individer afhængig af fiskearten. Stimefisk som sild og tobis omringes af flere dyr eller drives ind mod stranden af et eller flere marsvin. Marsvinet kan opspore fisk, der skjuler sig i havbunden, fx isinger og rødspætter, ved hjælp af ekko-orienteringslyde. Når marsvinet jager, er det normalt neddykket i 2-3 minutter, men det kan være nede i helt op til 12 minutter.

Det gjaldt tidligere som et faktum, at marsvinene i de indre danske farvande foretog store årstidsbestemte vandringer gennem de danske stræder, og at det var årsagen til, at der om vinteren kunne fanges tusindvis af dyr i den nordlige del af Lillebælt. Det ligger nu klart, at vandringerne ikke foregik over så store afstande. Der er aldrig observeret sådanne vandringer uden for den nordlige del af Lillebælt, så fangsten afspejler snarere en mere lokal forekomst. Det betyder også, at Østersø-marsvinene opholdt sig året rundt i Østersøen ligesom deres hovedføde torsken.

Parringssæsonen er fra juli til august. Drægtigheden varer næsten 11 måneder, og de fleste marsvinehunner føder deres unger omkring 1. juli med en margin på 14 dage til hver side. Små marsvineunger er dog fundet hele året rundt på stranden eller i garn, hvilket tyder på, at der også, men i mindre grad, fødes unger uden for midsommeren.

Ungen er ret stor ved fødslen. Den vejer 510 kg og måler 70-85 cm, dvs. den er omtrent halvt så lang som moderen. Ungen dier i 5 måneder, før den helt og holdent går over til fiskeføde. Den vokser meget hurtigt og har efter et halvt år øget sin længde til 120 cm. Mælken er som hos alle hvaler meget fedtholdig (40% fedt).

Marsvinet er den mest betydningsfulde danske hval, og en fortsat overvågning af bestandene er nødvendig. Forplantningsdygtigheden, sundhedstilstanden m.v. bør med jævne mellemrum undersøges, og resultaterne skal lagres og gøres tilgængelige et centralt sted.

Utilsigtet fanges der hvert år adskillige tusinde marsvin i forskellige typer nedgarn.

Handlingsplanen vedrørende bifangst har til formål at nedbringe den utilsigtede bifangst. Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997) udmønter de nationale danske forpligtelser, der er indgået i forbindelse med undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS). Danmark har også forvaltningsansvar for Østersøbestanden.