• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hare

Oprindelige forfattere TAsf og ABMa

Haren er registreret i næsten alle kvadrater og er således et af vore mest udbredte pattedyr. Bestanden er gået markant tilbage gennem de seneste 40 år, og i forhold til tidligere synes haren ikke længere at forekomme “overalt” i landskabet, men optræder måske mere pletvis i og omkring foretrukne biotoper. Levevilkårene for haren var tilsyneladende optimale i første halvdel af 1900-tallet, hvor det dyrkede land var et mosaiklandskab karakteriseret ved forholdsvis små marker og et varieret afgrødevalg. Derimod synes haren i langt mindre grad at få sine krav til levestedet opfyldt i det moderne, intensivt drevne landbrugslandskab. Hare hedder på latin Lepus europaeus; navngivet af Pallas, 1778.

Artiklen Hare er skrevet af
Tommy Asferg,
Aksel Bo Madsen.

Kortlægning i atlasperioden 2000-2003

I Danmark forekommer både hare og kanin, og forveksling af de to arter kan ikke udelukkes. Da kaninen imidlertid har en meget begrænset udbredelse i forhold til haren, vil risikoen for forveksling i praksis være minimal. Derfor er alle indberetninger om hare indført i databasen som gyldige. Der er således ikke krævet nogen form for dokumentation for artsbestemmelsen, og 95% af materialet stammer da også fra direkte observationer, mens blot 4% er trafikdrab.

 Figur 1. Udbredelse af hare i Danmark 2000-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af hare i Danmark 2000-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Forekomst i atlasperioden

Haren er registreret i næsten alle kvadrater (fig. 1) og findes på alle større og de fleste mindre øer. Det må antages, at haren også findes i en del af de kvadrater, hvorfra der ikke foreligger registreringer. Det er dog iøjnefaldende, at der er en del kvadrater uden hareobservationer i et bælte tværs over Jylland mellem en linje fra Kolding til Esbjerg og en linje fra Horsens til den sydlige ende af Ringkøbing Fjord.

Annonce

Atlasundersøgelsen viser, at selv om harebestanden på landsplan er faldet drastisk gennem de seneste 40 år (se nedenfor), er arten stadig udbredt over hele landet. Haren synes ikke længere at forekomme “overalt” i landskabet, men optræder måske mere pletvis i og omkring foretrukne biotoper. En sådan opsplittet forekomst vil ikke kunne ses i en registrering med så stor en skala som atlasundersøgelsens 10 x 10 km-kvadrater.

 De lange ører med sort spids og den gråmelerede ryg adskiller hare fra vildkanin.

De lange ører med sort spids og den gråmelerede ryg adskiller hare fra vildkanin.

Forekomst før atlasperioden

Ifølge Aaris-Sørensen (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid) er haren tidligst indvandret til Danmark i løbet af bondestenalderens første årtusinde, dvs. for ca. 5.500 år siden, hvilket er forholdsvis sent sammenlignet med de fleste andre danske pattedyr. Den sene indvandring kan skyldes, at der først på dette tidspunkt var ryddet så meget skov, at der opstod tilstrækkeligt store arealer med harens foretrukne biotop, som er det åbne landskab, primært græs- og kultursteppen. I den første tid efter indvandringen, hvor en stor del af landet endnu var skovdækket, har haren uden tvivl været meget fåtallig.

Ældre skriftlige beretninger om jagtudbyttet (fx Weismann 1931) giver eksempler på, at der nogle steder var mange harer, men både i 1700- og 1800-tallet synes bestandstætheden generelt at have været lav. Fra begyndelsen af 1900-tallet begyndte jagtudbytterne at stige. Det tages som et udtryk for, at bestanden var i fremgang (Andersen 1957). Stigningen varede ved indtil omkring 1940, hvorefter udbyttet blev liggende på et højt niveau indtil omkring 1960.

 Figur 2. Jagtudbyttet af hare i Danmark 1941-2004 (DMU).

Figur 2. Jagtudbyttet af hare i Danmark 1941-2004 (DMU).

De første 20 år efter, at den landsdækkende vildtudbyttestatistik blev påbegyndt i 1941, svingede det totale årlige udbytte mellem 360.000 og 480.000, svarende til et udbytte på 9-12 harer pr. km2. Efter 1960 begyndte udbyttet at falde markant og har stort set været jævnt aftagende indtil i dag (fig. 2), hvor udbyttet på landsplan ligger lige under 2 harer pr. km2. Fra begyndelsen af 1960'erne til de første sæsoner i det nye årtusinde, dvs. gennem de seneste 40 år, er udbyttet faldet ca. 82% i alle amter undtagen Bornholm. På Bornholm, der pt. har landets højeste hareudbytte pr. km2, er der i samme periode sket en stigning i udbyttet på 18%. Tidligere blev de største udbytter nedlagt i Storstrøms, Vestsjællands, Fyns, Københavns og Roskilde amter. Variationen i udbyttet fra amt til amt kan formodentlig tages som et groft udtryk for relative, geografiske forskelle i bestandstæthed.

Nedgangen i udbyttet afspejler den markante tilbagegang, der er sket i bestanden, men procentmæssigt har faldet i bestanden ikke nødvendigvis været lige så stort som faldet i jagtudbyttet.

Udbredelse

Haren er vidt udbredt fra Atlanterhavet i vest til de sibiriske lavlandsområder og Iran i øst. I Europa forekommer arten overalt med undtagelse af de nordlige dele af Skandinavien og Rusland samt det meste af Den Iberiske Halvø og de fleste Middelhavsøer (Homolka & Zima 1999a). Harebestandene i den sydlige del af Sverige og i Irland er introducerede.

 Det dyrkede land med store kornmarker begrænser harens fødevalg, især i sommertiden.

Det dyrkede land med store kornmarker begrænser harens fødevalg, især i sommertiden.

Biologi

Haren findes overvejende i åbne landskaber, især på dyrkede landbrugsarealer, men også på arealer med vedvarende græs og på naturarealer, fx heder og klitter. Det er på disse arealer, haren finder sin føde. Fødesøgningen finder især sted mellem solnedgang og solopgang. Dagtimerne tilbringes i skjul, oftest i læhegn eller remiser eller i udkanten af skovområder. Haren er forholdsvis stationær og er derfor afhængig af, at den inden for sit aktivitetsområde har adgang til et varieret fødeudbud, som skal være til stede i tilstrækkelig mængde og tilstrækkelig kvalitet på alle tider af året.

Gennem de seneste årtier er der sket meget omfattende ændringer i landbrugets driftsformer. Markarbejdet er blevet stærkt mekaniseret, markerne er blevet større, og afgrødevalget er blevet mindre varieret. Det betyder fx, at når kornafgrøderne modner og dermed ikke længere er anvendelige som føde for haren, er det vanskeligt at finde alternative fødemuligheder inden for normal aktivitetsradius. I og med at størstedelen af det dyrkede land benyttes til kornafgrøder, vil en meget stor del af det samlede landbrugsareal i virkeligheden være mindre attraktivt for haren, navnligt midt på sommeren. Det er nok især disse forhold, som er årsagen til de sidste 50 års tilbagegang i harebestanden.

Haren hævder ikke territorium, men færdes i et aktivitetsområde, hvor den tolererer artsfæller. Det er derfor undertiden muligt at observere flere harer på marker, som på bestemte tidspunkter af året byder på særligt attraktive fødeemner. Aktivitetsområdet kan variere meget i størrelse. Det er i landbrugsområder målt til 20-40 ha. Forskellige dele af aktivitetsområdet benyttes på forskellige tider af året, formentlig i takt med det skiftende udbud af føde.

 Om foråret ses hanner (ramlere) ofte i kamp om retten til at parre sig med hunnen (sætteren).

Om foråret ses hanner (ramlere) ofte i kamp om retten til at parre sig med hunnen (sætteren).

Hanner i kamp om retten til at parre sig med hunnen.

Hanner i kamp om retten til at parre sig med hunnen.

Harehunner kan her i landet få op til 4 kuld killinger om året. Der er imidlertid stor variation i ungeproduktionen, både fra hun til hun og fra år til år. Der er en stor dødelighed blandt killingerne, måske helt op til 81% i løbet af sommeren (Hansen 1990). Det kan være forklaringen på, at harebestandene de fleste steder i dag er mindre ved jagtsæsonens begyndelse, end det tidligere var tilfældet. Hansen (1990) fandt endvidere, at andelen af ungharer i jagtudbyttet fra en lokalitet på Fyn i sæsonerne 1984-86 varierede fra 32% til 41%, mens Abildgård et al. (1972) fandt ungeprocenter på Illumø varierende fra 32% til 71% i perioden 1957-70.

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor killingedødeligheden er blevet større, men det kan måske skyldes mangel på føde af tilstrækkelig mængde og kvalitet i sommerperioden.

Hertil kommer, at prædationstrykket fra ræv, krage, husskade og rovfugle sandsynligvis har været stigende i takt med forarmningen af landbrugslandskabet.

Forvaltning, trusler og status

Haren må jages i perioden 1. oktober – 15. december. Jagten anses ikke generelt for at have bidraget til nedgangen i bestanden. I de seneste årtier er der tilsyneladende sket det, at en større del af den årlige dødelighed er flyttet fra efterårs- og vinterperioden til sommerperioden i form af en forøget killingedødelighed. Det betyder, at der ved jagtsæsonens begyndelse er et betydeligt mindre bestandsoverskud end tidligere og dermed et ringere grundlag for jagtlig udnyttelse.

Harebestanden er faldet markant gennem de seneste 40 år, men det er værd at pointere, at udgangspunktet for vurderingen af det aktuelle bestandsniveau er situationen i første halvdel af 1900-tallet, hvor bestanden formentlig aldrig har været større. Til trods for tilbagegangen er haren stadig vidt udbredt og stedvis ret almindelig. Det lader sig naturligvis ikke gøre at vende tilbage til de for haren optimale driftsformer og mosaiklandskaber, som fandtes i midten af 1900-tallet. Udenlandske eksperimenter har imidlertid vist, at det gennem målrettet biotoppleje kombineret med rovvildtbegrænsning er muligt i et vist omfang at forbedre levevilkårene og dermed forbedre bæreevnen for hare i et moderne landbrugslandskab (Browne 2003).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy Asferg, Aksel Bo Madsen: Hare i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 27. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475604

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk