• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sydmarkmus

Oprindelige forfattere TSJ og TSHa

Sydmarkmus er en af Danmarks mindre almindelige småpattedyrarter. Den forekommer kun i det sydligste og mellemste Jylland, dog med enkelte observationer nord for Limfjorden. Med undtagelse af Als, Mandø og Rømø mangler arten på stort set alle danske øer, hvilket kan skyldes den sene indvandring til Danmark for mindre end 2.500 år siden. Sydmarkmus er knyttet til tørre, græssede eller slåede landbrugsarealer og opnår i Danmark sjældent høje bestandsniveauer. Sydmarkmus hedder på latin Microtus arvalis; navngivet af Pallas, 1778.

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

I atlasperioden er oplysninger om arten forsøgt indsamlet gennem omfattende standardiserede fældefangster suppleret med oplysninger fra andre videnskabelige undersøgelser i perioden. De to arter af markmus er ikke nemme at skelne i felten. Derfor har kun kvadratundersøgere, der har gennemgået et identifikationskursus, kunnet levere data uden belæg i form af dyr. Imidlertid er det kun et yderst begrænset materiale, der er indkommet gennem deres fangster. Blot 5% af registreringerne stammer herfra.

Artiklen Sydmarkmus er skrevet af
Thomas Secher Jensen,
Tine Sussi Hansen.

Sydmarkmus tages ligesom almindelig markmus af en lang række ugle- og rovfuglearter, idet den lever i kort vegetation, hvilket gør den meget synlig. Analyser af modtaget uglegylp og andet gylp har været totalt dominerende i bidragene til udbredelseskortene, idet hele 94% af materialet stammer herfra. Der er visse vanskeligheder med at skelne sydmarkmus og almindelig markmus på kraniekarakterer, idet der i nogle bestande af almindelig markmus kan optræde sydmarkmus-karakterer på tænderne. Et antal kranierester har således ikke kunnet bestemmes nærmere end til markmus. Dette materiale indgår derfor ikke i atlasset.

Annonce

Huskattenes bidrag til data for sydmarkmus er meget begrænset og udgør 1% af materialet. Der er ikke indsendt sydmarkmus fra boliger.

 Figur 1. Udbredelse af sydmarkmus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af sydmarkmus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Forekomst i atlasperioden

Sydmarkmus er kun registreret i 121 kvadrater, og arten har en klart sydvestlig udbredelse i Danmark. Der er kun enkelte fund nord for Limfjorden, nemlig kranierester i uglegylp og fangst af et enkelt dyr ved Vejlerne (Hald-Mortensen 1998). Hyppigheden aftager formentlig op gennem Jylland, hvilket kan skyldes manglende levesteder eller andre faktorer, der betinger, at arten her befinder sig på sin nordgrænse. Der er forholdsvis mange kvadrater med sydmarkmus i Sønderjylland, hvilket kan tilskrives, at der i dette område er indsamlet meget uglegylp.

Sydmarkmus forekommer ikke på ret mange øer. Den er således kun fundet på 2 ud af 31 specielt undersøgte øer i altlasperioden (Christiansen 2005). I dag har man kun sikkerhed for dens tilstedeværelse på 4 danske øer. Der kan dog være enkelte andre øer med bestande, men uglegylp herfra med markmus har ikke kunnet artsbestemmes og er derfor udeladt af atlasmaterialet. Ud over de sydvestlige øer, Als, Mandø og Rømø, er der kun fundet sydmarkmus på Årø og Endelave, på sidstnævnte fra uglegylp.

Den manglende forekomst på de fleste større og mindre danske øer må tilskrives, at sydmarkmus først er indvandret længe efter, at landforbindelsen mellem Jylland og øerne blev afbrudt. Det er næppe mangel på egnede levesteder, men afstanden til fastlandet der er årsag til den manglende forekomst på de fleste øer. De få øer, hvor arten er registreret, har alle udbredte græsningsarealer og ligger nær artens udbredelsesområde på fastlandet.

 Figur 2. Forekomster af sydmarkmus indtil 1950 (efter Ursin 1952a).

Figur 2. Forekomster af sydmarkmus indtil 1950 (efter Ursin 1952a).

Forekomst før atlasperioden

Sydmarkmusen formodes at være indvandret til Danmark med kultursteppen i tidlig Subatlantikum for ca. 2.500 år siden (se afsnittet Fra istid til nutid (Det åbne land)).

Melchior (1834) skriver, at sydmarkmus næppe findes i de nordiske lande, herunder Danmark, men han er i tvivl om, hvorvidt de to markmusarter tilhører samme art. Arten omtales først af Tauber (1878) under navnet Hvidfodet Markmus. Han angiver, at de første fund blev gjort i uglegylp omkring 1858.

Ursin (1952a) har sammenstillet de hidtidige angivelser af fund af sydmarkmus baseret på fangster og især analyser af uglegylp (fig. 2). Ursins kort viser, at sydmarkmus dengang var næsten ukendt i Jyllands nordvestlige og centrale del. Selv på steder, hvor der blev foretaget omfattende indsamlinger, blev den ikke fundet. Ursin tilskriver dette klimatiske faktorer, især temperatur, på artens nordgrænse, og han bemærker, at sydmarkmus er fundet længere nordpå i det varmere Østjylland end i det koldere Vestjylland.

 Sydmarkmus kendes fra almindelig markmus på den lysere pels, de korthårede ører og de mindre ørelober (se også afsnittet om almindelig markmus).

Sydmarkmus kendes fra almindelig markmus på den lysere pels, de korthårede ører og de mindre ørelober (se også afsnittet om almindelig markmus).

Ursins materiale er i høj grad baseret på uglegylp, hvorved han har kunnet sammenligne forholdet mellem antallet af registrerede sydmarkmus og almindelig markmus. Han finder et markant forskelligt forhold op igennem Jylland, således at der findes forholdsvis flere sydmarkmus end almindelig markmus i Sønderjylland, mens der i Østjylland er næsten lige mange og i Midt- og Nordjylland meget få sydmarkmus. Den relative andel af sydmarkmus aftager således op gennem landsdelen.

Derimod er det tvivlsomt, om man ud fra uglegylpene direkte kan sige noget om antalsforholdet mellem sydmarkmus og almindelig markmus, idet arterne kan antages at have meget forskellig fangbarhed for uglerne på grund af forskellige habitatkrav. Ifølge Ursin (1952b) er forholdet mellem almindelig markmus og sydmarkmus på Djursland næsten 1:1, mens det af flere videnskabelige undersøgelser om småpattedyr-forekomst på Djursland i nyere tid fremgår, at sydmarkmus kun udgør få procent af alle markmus ved fældefangster i en lang række forskellige biotoptyper (Jensen & Hansen 2001; Jensen & Hansen 2003; Keseler 1999; Wedfeldt 2001; Hansen 1997; Nordvig et al. 2001). Sydmarkmus er formentlig nemmere at fange for uglerne på grund af levestedernes lavere vegetationshøjde.

Artens udbredelse i Danmark er baseret på danske data opgjort i 50 x 50 km-kvadrater af Zima (1999). Heraf fremgår det, at sydmarkmus kun er fundet i de sydlige jyske kvadrater.

 Sydmarkmus findes ofte på arealer med kort, græsset vegetation.

Sydmarkmus findes ofte på arealer med kort, græsset vegetation.

Udbredelse

Sydmarkmus er, som det danske navn antyder, en art med nordgrænse gennem Danmark. Arten findes ikke i Norge og Sverige, og nordgrænsen i øvrigt går gennem det mellemste Finland. En indslæbt bestand findes dog på Orkney-Øerne. Mod syd i Europa findes sydmarkmus til Pyrenæerne, Norditalien og Grækenland (Zima 1999).

Sydmarkmusens udbredelse kan afspejle, at den under istiden har kunnet overleve i en række refugier i Europa. Genetiske analyser har vist tre grupperinger af sydmarkmus: en italiensk, en centraleuropæisk (i Tyskland, Holland og Danmark) og en østlig (i Ungarn, Slovakiet, Polen, Ukraine, Finland og Rusland) (Haynes et al. 2003).

 Sydmarkmusens unger får øjne, når de er omkring 9 dage gamle, og efter 20 dage er de fravænnet.

Sydmarkmusens unger får øjne, når de er omkring 9 dage gamle, og efter 20 dage er de fravænnet.

Biologi

Fældefangster af sydmarkmus i atlasperioden viste, at arten blev fanget på biotoptyper med græs (69%) som eng, hede, strandeng m.v. Derudover blev 12% af registreringerne gjort i levende hegn og 12% langs vandløb, søer m.v. Dette stemmer godt overens med undersøgelser af småpattedyrfaunaen i det åbne land, hvor sydmarkmus blev fanget på græsarealer i det dyrkede land samt i visse landbrugsafgrøder som raps (Jensen & Hansen 2003). I Skjern Å-deltaet, hvor der er foretaget fangster 2001-2004, fandtes arten på de afgræssede våde enge, braklagte marker og på digerne, mens almindelig markmus var hyppigere på de ugræssede arealer (Jensen et al. 2007). Derimod har sydmarkmus været næsten totalt fraværende i fangster i de græssede dele af det tørre Mols Bjerge, som er undersøgt i perioden 1997-2005.

Christensen (1978) undersøgte habitatvalget hos markmus og sydmarkmus på Tipperne og fandt, at sydmarkmus overvejende foretrak de mere tørre dele af arealerne, især Holcus-samfund, hvor de forekom som isolerede småbestande inden for mere kontinuerte bestande af almindelig markmus på de fugtigere arealer. Konkurrence mellem de to arter kan således ikke udelukkes at bestemme udbredelsen af sydmarkmus.

Bang (1969a) anfører, at sydmarkmus foretrækker de solrigeste og varmeste lokaliteter, fx sydeksponerede skråninger, og undgår skyggefulde steder. I vore sydlige nabolande er sydmarkmus kendt for tilstedeværelse i landbrugsafgrøder som lucerne og på slåede græsarealer.

Sydmarkmus opnår ikke de store populationstætheder i Danmark, hvorimod arten i Centraleuropa er kendt for nogle af de højeste tætheder, som nogen vildtlevende småpattedyrart globalt set har kunnet mønstre. Tætheder på op mod tusind individer pr. hektar er registreret flere steder, hvilket bl.a. skyldes, at arten ikke er særlig territorial, mindre end almindelig markmus, så dyrene kan leve ret tæt. Sydmarkmus har et højt formeringspotentiale, idet hunnerne kan få 5-7 kuld om året med 5-7 unger i hvert kuld.

For vore rovdyr, ugler og rovfugle udgør sydmarkmus sammen med andre studsmus en meget stor del af fødegrundlaget. Især de mindre mårdyr som brud og lækat har studsmus som den væsentligste fødekilde, men bedømt ud fra gylp ligger sydmarkmus også højt på listen over foretrukne fødeemner hos ugler som slørugle, natugle og skovhornugle.

Forvaltning, trusler og status

I udlandet betragtes sydmarkmus som et betydende skadedyr i landbrugsafgrøder, især ved at æde kløver, lucerne, kartofler og korn, mens vi herhjemme ikke har haft de store problemer med arten i landbruget, formentlig på grund af de lave bestandstætheder.

Derimod har der været problemer i marskegnene, bl.a. på Rømødæmningen, hvor sydmarkmus har etableret bestande på diger og dæmninger. Med deres gravende levevis gennemhuller og ødelægger de græsbevoksningen på digerne, hvorved modstandsevnen mod bølgeslag forringes væsentligt. Det underjordiske gangsystem er stort og går dybere i jorden end hos almindelig markmus.

Sydmarkmusens habitatkrav bevirker, at den i modsætning til almindelig markmus ikke forårsager skader ved gnav på frugttræer og nyplantede skovtræer. Bekæmpelse af sydmarkmus herhjemme er derfor overvejende koncentreret til dæmninger og har haft et beskedent omfang.

Ud fra artens udbredelse, de foretrukne levesteders udstrækning og bestandenes tætheder må man betegne sydmarkmus som en af de mindre almindelige pattedyrarter i Danmark. Det er ikke med atlasundersøgelsen afklaret, om arten er under ekspansion i Danmark, men man kan formode, at den med en nordgrænse igennem Jylland vil være underkastet effekten af klimatiske forandringer, der kan bevirke forskydninger i udbredelsesmønstret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Secher Jensen, Tine Sussi Hansen: Sydmarkmus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475664

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk