• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sibirisk jordegern

Oprindelig forfatter MaUj

 Sibiriske jordegern med de karakteristiske, længdegående, sorte og lyse striber.

Sibiriske jordegern med de karakteristiske, længdegående, sorte og lyse striber.

Sibirisk jordegern er en ny, introduceret art, der har levet på den vestlige bred af Furesøen i Nordsjælland siden begyndelsen af 1990'erne. Populationen er tilsyneladende i fremgang, og arten spreder sig langsomt mod sydøst. Bestanden stammer fra undslupne eller udsatte kæledyr. Sibirisk jordegern hedder på latin Tamias sibiricus; navngivet af Laxmann, 1769.

 Forekomst af sibirisk jordegern i Danmark 2001-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Forekomst af sibirisk jordegern i Danmark 2001-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Kortlægning i atlasperioden 2001-2003

Arten kan være vanskelig at skelne fra visse nordamerikanske jordegern, der ligeledes er stribede. Dyrene i den lille danske bestand blev artsbestemt i 2002 efter fangst af en voksen hun den 22. august 2001 i Nørreskoven ved Furesøen, 10 m fra søstien lidt syd for Fiskebæk Naturskole (Ujvári upubl.). Dyret blev artsbestemt ud fra ydre karakterer og kraniekarakterer. Ydre karaktertræk hos sibirisk jordegern er 5 sorte, længdegående striber på ryggen adskilt af 4 hvidlige striber af samme bredde som de sorte (Nowak 1991). Arten har 2 forkindtænder i hver side af overkæben (Nowak 1991), det infraorbitale foramen er afrundet og ikke spalteformet (White 1953), og afstanden mellem de to tandrækker i overkæben snævrer ind bagtil, dvs. de er ikke parallelle (White 1953).

Artiklen Sibirisk jordegern er skrevet af
Marianne Ujvári.

Forekomst i atlasperioden

Udbredelsen er efter alt at dømme begrænset til Furesøens vestlige og sydlige bred. Ud fra hyppigheden af observerede dyr formodes det, at bestanden er på mindst 30 individer.

Annonce

 Sibirisk jordegern har levet ved Furesøen siden 1990'erne.

Sibirisk jordegern har levet ved Furesøen siden 1990'erne.

Forekomst før atlasperioden

Det sibiriske jordegern blev først set ved Furesøen i Nordsjælland i begyndelsen af 1990'erne. Arten er siden blevet observeret jævnligt ved Furesøens vestlige bred af skovgæster og medarbejdere ved Fiskebæk Naturskole. Tilsyneladende har dyrene spredt sig mod sydøst langs Furesøens bred, siden de først blev observeret. Dyrene er meget tillidsfulde og forgriber sig bl.a. på skovgæsters madaffald. Bestanden stammer fra undslupne kæledyr.

Udbredelse

Sibirisk jordegern lever naturligt i et bælte fra den europæiske del af Rusland over det nordlige og sydlige Kina til det nordlige Japan. I Rusland spreder arten sig vestpå. Den vestlige udbredelsesgrænse ligger i dag i Karelen tæt på Finland. Der er desuden vildtlevende bestande af sibirisk jordegern i Belgien, Holland, Tyskland, Schweiz og Italien (Amori 1999). Det formodes, at disse populationer stammer fra undslupne eller udsatte kæledyr. Arten er et populært kæledyr, der hurtigt bliver tamt.

Biologi

Det sibiriske jordegern er knyttet til skove og klatrer godt, men lever hovedsageligt på jorden. Det graver 1-2 m lange gangsystemer i jorden ned til en dybde af 50 cm. Gangene er forgrenede og leder til mindst to kamre, et til reden og et til opbevaring af føde. Dyrene er dagaktive i sommerhalvåret. I perioden fra oktober-november til marts-april sover de vintersøvn. Ligesom andre jordegern er det sibiriske jordegern territorialt. Individer i en koloni i Tyskland forsvarede territorier på mellem 700 og 3.975 m2. Hunnerne kan få to kuld på 4-6 unger om året. Ungerne er fuldt udvoksede som etårige (Nowak 1999). Det vides ikke, om der er interspecifik konkurrence mellem sibirisk jordegern og det hjemmehørende danske egern Sciurus vulgaris.

Forvaltning, trusler og status

Det sibiriske jordegern er ikke beskyttet af nationale eller internationale love, konventioner eller bekendtgørelser. Da arten er introduceret i Danmark, bør udsætning betragtes som faunaforurening. Eftersom arten er observeret omkring Furesøen i mere end 10 år, hvilket er længere end den forventede levetid, kan man være sikker på, at der har etableret sig en vildtlevende bestand ved Furesøen. Bestanden bør derfor bekæmpes. I andre europæiske lande har undslupne jordegern også etableret sig, bl.a. i Italien, hvor adskillige par jordegern blev sluppet løs i dyreparken “Natura Viva” ved Bussolengo, ca. 20 km vest for Verona. I dag vurderes det, at bestanden her består af omkring hundrede individer (Amori & Gippoliti 1995).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Ujvári: Sibirisk jordegern i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475652

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk