Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rødmus

Oprindelige forfattere TSJ og TSHa

Rødmus.

Rødmus.

Rødmus er en af Danmarks mest talrige pattedyrarter og forekommer vidt udbredt over det meste af landet, men mangler i Thy og det vestlige Vendsyssel samt på de fleste mellemstore og mindre øer. Dens levesteder er skove, krat, levende hegn, småbiotoper og pile-ellesumpe. Den begrænsede forekomst af rødmus i Nord- og Vestjylland og på øerne kan bl.a. skyldes mangel på egnede habitater, især skove, samt artens ringe tilknytning til mennesket og dets aktiviteter (landbrugsprodukter, havne, byggematerialer, boliger). Rødmus hedder på latin Clethrionomys glareolus; navngivet af Schreber, 1780.

Artiklen Rødmus er skrevet af
Thomas Secher Jensen,
Tine Sussi Hansen.

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

Rødmusen hører til studsmusene, som kan være vanskelige at artsbestemme for ikke-specialister. Den kendes på ryggens brunrøde farve og på, at halen er ca. halvt så lang som kroppen. Til atlasset er kun accepteret fund, som har kunnet verificeres gennem belægseksemplarer eller er artsbestemt af kvadratundersøgere og fagfolk. Derudover er datamaterialet suppleret med andre videnskabelige undersøgelser.

 Rødmus har en karakteristisk rødbrun rygfarve og for en studsmus relativt store ører.

Rødmus har en karakteristisk rødbrun rygfarve og for en studsmus relativt store ører.

I atlasperioden er oplysninger om arten først og fremmest indsamlet af kvadratundersøgere gennem omfattende standardiserede fældefangster og gennem øvrige fældefangster (82%). Derudover udgør analyse af indsendt uglegylp og andet gylp 11% af datamaterialet. Der er derimod ikke indsendt mange rødmus fra offentligheden, hvilket afspejler, at arten kun i meget begrænset omfang fanges i og ved huse. Huskattenes bidrag til data for rødmus er ligeledes ret begrænset (4%), hvilket antyder, at bygningsomgivelser ikke så hyppigt er levested for rødmus. Uglegylp, især fra natugle, som er en art, der fouragerer meget i skov, har bidraget med mange fund.

Annonce

Forekomst i atlasperioden

Rødmusen er en af de småpattedyrarter, der er registreret i flest kvadrater (374). Arten har en meget vid udbredelse i Danmark. Den forekommer dog ikke på de fleste mindre og heller ikke større øer. I atlasperioden blev den således kun fanget på 6 ud af 31 øer undersøgt af kvadratundersøgere eller ved specialfangster (Christiansen 2005). Desuden er der kun indkommet meldinger om rødmus på yderligere 4 øer. Større øer som Bornholm, Samsø, Læsø, Anholt, Ærø, Fanø, Rømø og Mors er således uden rødmus, mens derimod Sjælland, Fyn, Als, Lolland, Falster, Sejerø, Amager og Langeland huser arten. Dette resultat skal ses i relation til den kendsgerning, at rødmus er en af de mest fangbare småpattedyrarter i de anvendte musefælder, hvorved dens registreringschance ved fældefangsterne har været stor.

 Figur 1. Udbredelse af rødmus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af rødmus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Den manglende forekomst på de fleste større og mindre danske øer kan skyldes såvel et isolationsfænomen (stor afstand til fastland) som mangel på skove på mange øer.

I Vendsyssel er udbredelsen begrænset til den østligste del, hvilket formentlig kan tilskrives, at den vestlige part af denne landsdel først sent efter istiden er blevet til en sammenhængende landmasse. Fangsterne antyder, at det især er på nogle af de tidligere øer, at rødmus findes. Dertil kommer, at Vendsyssel stort set var skovløs ved indfredningen i 1805 (Odgaard & Rasmussen 2000) og stadig kun i begrænset omfang indeholder løvskove. I Thy er der kun registreret et enkelt fund – uden belæg – i den sydligste del, og arten er her efterfølgende eftersøgt specielt, men uden held.

Den nordjyske udbredelse tyder på, at rødmus spreder sig langsomt over land og formentlig er afhængig af spredningskorridorer i form af levende hegn, småskove o.l.

 Figur 2. Forekomster af rødmus indtil 1950 (efter Ursin 1952a).

Figur 2. Forekomster af rødmus indtil 1950 (efter Ursin 1952a).

Rødmus har trods forkærlighed for træklædte biotoper dog også vist sig at kunne kolonisere “landskabsøer”, dvs. isolerede småbiotoper omgivet af ellers atypiske biotoper. I sådanne småbiotoper kan bestandene hyppigt uddø, men genkoloniseres over tid. Genetiske undersøgelser (Redeker et al. 2006) har i overensstemmelse hermed vist, at bestande med en afstand på ca. 10 km (Mols og Kalø) ikke afveg synderligt fra hinanden.

I Vestjylland findes rødmus i dag ganske vidt udbredt og mangler tilsyneladende kun i områder, hvor der ikke er større løv- og blandingsskove. Arten findes da også i de vestjyske ådale.

Forekomst før atlasperioden

Formentlig er rødmus efter istiden indvandret til Danmark fra istidsrefugier i Centraleuropa, men også indvandringsveje fra Middelhavsområdet og Asien har været foreslået, og DNA-analyser lader begge muligheder stå åbne (Deffontaine et al. 2005). Indvandringen er formentlig sket i Præboreal for ca. 11.000 år siden i en periode, hvor birke- og fyrreskove koloniserede landet (se tabel 1 i afsnittet Fra istid til nutid).

Den første omtale i litteraturen skyldes Schreber (1780), som på basis af materiale fra Lolland beskriver rødmusen som en ny art. Melchior (1834) skriver, at rødmus hidtil kun er fundet i det sydlige Sjælland og på Lolland, men at den rimeligvis også kan findes i de øvrige provinser. Tauber (1878) anser den for almindeligt udbredt i skove og plantager, og han skriver, at den er iagttaget i alle landets provinser.

Artens udbredelse i Danmark blev i 1952 kortlagt af Erik Ursin. Han anførte ligesom tidligere forfattere, bl.a. Herluf Winge (1908), mere detaljeret, at rødmus mangler i den vestlige del af Jylland, på Bornholm, Samsø, Læsø samt de fleste af de mindre øer. Generelt set anfører flere forfattere i oversigtsbøger, at rødmus kun i begrænset omfang findes i Nord- og Vestjylland.

Rødmusens europæiske udbredelse blev på basis af danske data kortlagt i 50 x 50 km-kvadrater og publiceret af Spitzenberger (1999b). Af dette fremgår, at der mangler nyere oplysninger om arten i det nordlige og nordvestlige Jylland og i det nordlige Sjælland.

 Rødmus klatrer godt og kan beskadige træer ved at gnave grenvinklerne. Hyldegrene kan den helt afbarke.

Rødmus klatrer godt og kan beskadige træer ved at gnave grenvinklerne. Hyldegrene kan den helt afbarke.

Udbredelse

Rødmus er udbredt i det meste af Europa med undtagelse af Island, Den Iberiske Halvø, det sydlige Grækenland og det allernordligste Norge, Sverige og Finland. Udbredelsen fortsætter mod øst til Bajkalsøen (Spitzenberger 1999b). Syd for den danske grænse er arten almindelig i den østlige del af Slesvig, men mangler på de tyske vesterhavsøer.

Biologi

De mange observationer af rødmus viste klart, at arten hovedsagligt findes på skovlokaliteter, i levende hegn og i træklædte småbiotoper. 65% af observationerne blev gjort på skovlokaliteter og i træklædte biotoptyper. 17% var fra det åbne land (brakmarker, enge, dyrkede marker, heder m.v.). Heraf udgjorde observationerne på dyrkede marker kun 0,2%. En stor del (15%) blev registreret i tilknytning til våde biotoptyper (vandløb, søer, moser o.l.), mens kun 3% blev fundet i tilknytning til bygninger.

Rødmus fanges sjældent i det dyrkede land (Hansen 1997), og i en større landskabsanalyse er det påvist, at rødmus ikke blev fanget i landbrugsafgrøder, men var knyttet til de træklædte biotoper (Jensen & Hansen 2003). Kun undtagelsesvis blev rødmus fanget mange meter ude i afgrøderne (Hansen 1997; Christiansen 2005). I vådområder, fx ved Brabrand Sø eller i Skjern Å-deltaet, er arten fundet i elleskov og i rørsump med spredt pile- og ellekrat (Jensen et al. 2007). Ældre haver med krat og træbevoksning kan også rumme rødmus.

 Rødmusens foretrukne levested er løv- eller blandingsskove med tæt undervegetation og kvasbunker samt bær- og frøproducerende buske og træer.

Rødmusens foretrukne levested er løv- eller blandingsskove med tæt undervegetation og kvasbunker samt bær- og frøproducerende buske og træer.

I skoven ses der ofte en sammenhæng mellem antal fangster af rødmus og forekomst af tætte kvasbunker (Jensen 1984). I helt nyplantede skovkulturer mangler rødmus, indtil kulturen får bunddække, hvorefter de kan optræde talrigt. Når kulturen lukker til og skygger bundvegetationen bort, forsvinder rødmusene igen, og nåletræsbevoksninger uden bunddække vil sjældent huse rødmus-bestande. Rødmusen benytter sig mere af de træklædte småbiotoper og levende hegn i det åbne land end halsbåndmus.

Skovene behøver ikke at være specielt store for at rumme rødmusbestande. Landskabsøer på helt ned til få hundrede kvadratmeter kan huse bestande. Ligeledes var der på 4 ud af de 6 øer, hvor rødmus blev fanget, en væsentlig lavere skovandel end gennemsnittet for alle de undersøgte øer (Christiansen 2005). Et specielt forhold findes på Avernakø, hvor rødmus som en af de få tilstedeværende småpattedyrarter er registreret på en række habitater, hvor arten normalt ikke forekommer. Dette forhold antyder, at valget af levested er begrænset af andre småpattedyrarter eller af rovdyr.

Rødmus har et meget bredt fødespektrum, strækkende sig fra urter over svampe og frø og frugter til invertebrater. Dette afspejles i blindtarmens længde, som er kortere end hos de græsædende markmus, men længere end hos den mere frø- og insektædende halsbåndmus. Blandt frø og frugter foretrækker rødmusen især bog, der har et meget højt energiindhold (Jensen 1985). Den hamstrer bog og gemmer dem spredt i små depoter i skovbunden til brug i løbet af vinteren.

Rødmus har normalt tydelige sæsonvariationer med den laveste bestand i april-maj og den største i september-november. Overvintrende hunner føder normalt 1-2 kuld med 3-6 unger i hvert. Selv hunner født i forsommeren kan nå at få 1-2 kuld, mens senere fødte hunner kun får unger i gode frøår. Arten er kendt for at vise betydelige bestandssvingninger fra år til år i takt med frøsætningen i løvskoven (Jensen 1975a, 1982). I oldenår kan der fødes unger så sent som november-december i modsætning til de frøfattige år, hvor formeringen ophører i september-oktober. Som følge af vinterformeringen kan rødmus opnå bestandsstørrelser på op til 60-70 dyr pr. hektar i de bedste år, mens der i bundårene kun er 5-10 dyr pr. hektar i skoven (Jensen 1975b, 1982). I topårene kan rødmus træffes i øget antal i levende hegn m.v., og det er formentlig især i disse perioder, at der sker spredning af arten.

Forvaltning, trusler og status

Rødmus kan i nogle tilfælde forvolde skade på nåletræskulturer, idet arten især gnaver normannsgran i grenvinklerne. I planteskoler er der rapporteret skader i form af gnav på mindre planter. Arten kan derfor blive bekæmpet her, men omfanget af bekæmpelsen er ringe (Jensen 1984). I skovkulturer kan rødmus utilsigtet blive ramt af bekæmpelse af almindelig markmus, som begnaver barken af de unge træer.

Rødmus er ikke omfattet af jagtlovens bekendtgørelse om vildtskader, men kan reguleres som andre musearter. Arten er ikke på nogen konventionslister.

Ud fra de foretrukne levesteders udstrækning og bestandenes størrelse på levestederne er der næppe tvivl om, at rødmus er et af Danmarks mest talrige pattedyr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Secher Jensen, Tine Sussi Hansen: Rødmus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 7. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475649

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk