• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mosegris

Oprindelig forfatter JeLo

Mosegris.

Mosegris.

Mosegris eller vandrotte, som den også ofte kaldes, forekommer over det meste af landet, dog med undtagelse af visse øer, hvoraf de største er Lolland, Falster, Møn, Læsø, Anholt, Samsø og Bornholm. Knoglemateriale viser at arten tidligere fandtes på Lolland, Falster og Møn. Den findes dels tæt ved vand og dels på meget tørre lokaliteter. Mosegris optræder især som skadedyr i landbrug, skovbrug og gartneri ved gnav på vegetation og ved dannelse af muldskud. Ved sin gravevirksomhed forårsager den desuden skader på jorddiger hvorfor den lovligt må bekæmpes med kemiske bekæmpelsesmidler, fælder og muldvarpesakse. Bekæmpelsen må betegnes som behovsbestemt, og arten anses ikke for truet. Mosegris hedder på latin Arvicola terrestris; navngivet af Linnaeus, 1758.

Artiklen Mosegris er skrevet af
Jens Lodal.

Kortlægning i atlasperioden 1994-2003

De oplysninger, udbredelseskortet er udarbejdet efter, stammer dels fra direkte indberetning til atlasprojektet, dels fra spørgeskemaer, som blev besvaret af 875 personer. De havde i perioden 1997-2002 deltaget i kurser vedrørende bekæmpelse af muldvarpe og mosegrise med fosforbrinteudviklende midler. Disse kurser henvender sig typisk til personer, der har en erhvervsmæssig interesse i at bekæmpe de to arter. Da dyrene sjældent lader sig se, benytter den erhvervsmæssigt orienterede bekæmper sig af særlige karakteristika ved muldskud og gang- og skudsystemer til bestemmelse af, om der er tale om mosegris eller muldvarp. I modsætning til muldvarpen laver mosegrisen karakteristiske gnav på træer og buske, som kan anvendes ved identifikation af arten.

Mosegrisen er lejlighedsvis fanget ved standardiserede transektfangster af småpattedyr, men med de anvendte fælder, som primært er beregnet for musearter, fanges kun de mindre individer. Mange dyr er indberettet eller indsendt efter fangst i andre fælder, typisk såkaldte muldvarpesakse, eller efter at være indfanget af kat eller hund. En mindre del af indberetningerne kommer fra undersøgelser af gylp fra især ugler.

Annonce

 Figur 1. Udbredelse af mosegris i Danmark 1994-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af mosegris i Danmark 1994-2003 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

Forekomst i atlasperioden

Mosegrisen er gennem atlasperioden registreret i det meste af landet, dog ikke på en række øer, hvoraf de største er Lolland, Falster, Møn, Læsø, Anholt, Samsø og Bornholm. Registreringen viser en mere sparsom forekomst på Fyn og i det vestlige og sydlige Jylland end i de øvrige dele af landet, hvor arten forekommer.

En del af de øer, hvor mosegrisen mangler, ligger ret isoleret og i så stor afstand fra dens forekomst i øvrigt, at dyret ikke kan svømme til dem, selv om det er en udmærket svømmer. Det gælder øer som Anholt, Læsø, Samsø og Bornholm. Derimod er det mindre indlysende, hvorfor den ikke synes at forekomme på Lolland, Falster og Møn. Selv med den korte afstand til Sjælland, hvor arten findes vidt udbredt, er strømmen i Storstrømmen formentlig for voldsom til, at den ved egen hjælp kan krydse vandbarrieren. Trods broforbindelser og livligt samkvem mellem Sjælland og de tre øer er mosegrisen heller ikke blevet indslæbt, men det kunne være en mulighed i fremtiden. En hurtig indgriben med bekæmpelsesforanstaltninger kan dog gøre det vanskeligt for mosegrisen at etablere sig.

 Figur 2. Forekomster af mosegris indtil 1950 inklusive fund af kraniedele i gylp fra ugler og rovfugle (efter Ursin 1952a, b).

Figur 2. Forekomster af mosegris indtil 1950 inklusive fund af kraniedele i gylp fra ugler og rovfugle (efter Ursin 1952a, b).

Forekomst før atlasperioden

Der er ikke foretaget systematiske registreringer af mosegrisens forekomst i Danmark før atlasprojektet, men vi ved alligevel en del om artens danske forekomst i fortiden. Der kendes knoglefund af mosegris helt tilbage fra Senglacial (se tabel 1 i afsnittet Fra istid til nutid), og det er interessant, at nogle af disse ældre fund stammer fra bl.a. Møn og en boring syd for Falster (Heiberg & Bennike 1997), altså fra områder, hvor arten ikke findes i dag. Dette sammen med en lang række postglaciale fund af arten fra Jylland, Sjælland og Møn (Heiberg & Bennike 1997; Aaris-Sørensen & Andreasen 1995) tyder på, at mosegrisen er indvandret til hele det kontinentale Danmark i Senglacial, således at de nuværende mangler på de sydlige øer må skyldes lokal uddøen. At der ikke er knoglefund fra Bornholm, kan skyldes manglende forekomst, men det kan ikke udelukkes, at forekomst på øen blot endnu ikke er dokumenteret.

Allerede fem år efter at mosegrisen blev beskrevet af Linné (Linnaeus 1758), nævnes den som dansk art af Pontoppidan (1763), og både Melchior (1834) og Tauber (1878) omtaler den som almindeligt udbredt overalt i Danmark. Winge (1882) nævner en række lokaliteter fra Jylland, Fyn og Sjælland, men ingen fra Lolland og Falster. Derimod nævner han et enkelt fund fra Møn (Liselund), og i 1908 skriver han (Winge 1908), at arten er almindelig i hele Danmark, også på Bornholm. Der er dog ingen direkte dokumentation af fundet på Bornholm, og Larsen (1936) betvivler da også fundets rigtighed. Endnu et fund stammer fra Liselund på Møn, nemlig et kranium i Zoologisk Museums samlinger indsamlet i 1958 af S. L. Tuxen. Med den korte afstand til Sjælland kan det dog ikke udelukkes, at et sådant kranium kan stamme fra et dyr, der er fanget på Sjælland og bragt til øen af fugle.

 Mosegris trives i både tørre og våde omgivelser.

Mosegris trives i både tørre og våde omgivelser.

I sin oversigt over udbredelsen af mus og rotter i Danmark bringer Ursin (1952a, b) et kort over alle sine fund (fig. 2). Det viser således også fund af mosegrise på mange af de øer, han undersøgte. Markeringen på Falster er bemærkelsesværdig ved at dreje sig om fangst af dyr, mens de to markeringer på Lolland og Møn begge kun er fund af kranierester i gylp fra ugler eller rovfugle.

Udbredelse

Mosegrisen forekommer over det meste af Europa fra det nordligste Norge, Sverige og Finland til Middelhavet og fra Storbritannien til floden Lena i Sibirien. Arten findes ikke i Irland. I Spanien og Portugal forekommer den kun i den nordligste del, mens den mangler i det vestlige og sydlige Frankrig, det sydlige Grækenland samt højt oppe i Alperne (Saucy 1999).

Biologi

Mosegrisen lever dels i nær tilknytning til fugtige områder og træffes derfor typisk i moser, enge, ved søer og langs med vandløb samt på strandenge, og dels langt fra vand på helt tørre arealer. Man kan skelne mellem tre forskellige økologiske grundtyper. Nogle dyr lever hele deres liv tæt ved vandløb, søer eller damme. Andre tilbringer hele deres liv i tilknytning til gangsystemer på tørre, vegetationsdækkede arealer. Endelig er der en tredje gruppe, som opholder sig tæt ved vand om sommeren og på tørre arealer om vinteren. I alle tilfælde anlægger mosegrisen et gangsystem, hvori den tilbringer det meste af tiden. Reden til unger kan anlægges i tilknytning til gangsystemet eller, især i fugtige områder, i bunden af en græstue.

 Mark med skud af mosegrise.

Mark med skud af mosegrise.

Når mosegrisen ikke kan lave sine gange ved blot at presse jorden til side, frembringer den ligesom muldvarpen muldskud ved at skubbe den frigravede jord op på overfladen. Mosegrisens skud er normalt mindre end muldvarpens og ligger mere uregelmæssigt fordelt på overfladen. Om sommeren er der en tydelig forskel mellem de to arter, idet mosegrisen mellem skuddene graver adskillige 6-7 cm store huller op til jordoverfladen, hvad muldvarpen ikke gør.

Mosegrisen får i lighed med andre gnavere flere kuld unger i årets løb. Ynglesæsonen går fra marts-april til oktober-november. Kuldstørrelsen ligger ofte på 4-8 unger, og kønsmodenhed indtræder allerede i en alder af 2 måneder. De store unger bliver fordrevet fra redestedet, så snart et nyt kuld er på vej. De spreder sig derfor i omgivelserne for at finde egnede steder at etablere sig. Arealer, der grænser op til gode mosegrisbiotoper, bliver sommeren og efteråret igennem invaderet af de unge mosegrise. Jo større ungeproduktion, des mere spredes ungerne til marginale områder. Et tidligt og varmt forår giver mosegrisen mulighed for en tidlig start på ynglesæsonen. Følges dette op af gode betingelser for de unge dyr, bliver resultatet et stort antal dyr om efteråret. Spredningen af dyr kulminerer, når årets sidste kuld fordrives fra redestedet.

Forvaltning, trusler og status

Mosegrisen er en udpræget vegetar, der æder et bredt spektrum af planter. Den kan således overgnave rødder på træer i skove og frugtplantager og om vinteren ofte afgnave bark af forskellige træer. Det er ikke mindst, når mosegrisen forekommer på de tørre, græsdækkede arealer, at den opfattes som et skadedyr og optræder som sådant på erhvervsmæssigt betydningsfulde bevoksninger.

Mosegrisen optræder også som skadedyr med sin graveaktivitet ved at underminere og ødelægge jorddiger, som er en yndet biotop med et godt vegetationsdække, der samtidig er en fortrinlig fødekilde. Muldskuddene kan være til gene for markarbejde og græsslåning langs vejkanter, hvor mosegris ofte forekommer. Dels sløves og ødelægges skæreknive på maskiner, og dels er jord uønsket, når der høstes foder til dyr. Af mindre økonomisk betydning er mosegrisens tilbøjelighed til at samle kartofler, blomsterløg og lignende i depoter i tilknytning til gangsystemet.

 Mosegrisen i sit hul til gangsystemet – vegetationen gnaves ofte af lige omkring hullet.

Mosegrisen i sit hul til gangsystemet – vegetationen gnaves ofte af lige omkring hullet.

Ifølge bekendtgørelse om vildtskader (Bekendtgørelse nr. 869 af 10. oktober 2003) er mosegrisen ikke omfattet af nogen form for fredning. Den må derfor bekæmpes eller reguleres, som det udtrykkes, året rundt.

Selv om mosegrisen kan forårsage økonomisk betydende skader inden for landbrug, skovbrug og gartneri samt andre alvorlige skader på fx jorddiger, har arten i modsætning til muldvarpen ikke før 1989 været optaget i lovgivningen. Først da man ændrede lovgivningen vedrørende offentlig bekæmpelse af muldvarpe i 1989, tog man mosegrisen med. Det var måske inspireret af, at man for en stor del bruger det samme bekæmpelsesmiddel mod de to dyr, nemlig fosforbrinte.

Loven fra 1989 lader kommunerne selv bestemme, om man vil eller ikke vil varetage bekæmpelse af de to dyr. Samtidig står der udtrykkeligt i loven, at kommunerne kan opkræve betaling for den udførte bekæmpelse. Efterhånden tilbyder kun meget få kommuner at bekæmpe mosegrise (og/eller muldvarpe) for deres borgere. I langt de fleste kommuner er det derfor helt op til borgerne selv at foretage bekæmpelse af de to dyr. Det gælder både den erhvervsmæssige bekæmpelse, typisk inden for landbrug, skovbrug og gartneri eller i rekreative områder som parker, idrætsanlæg m.m., og den bekæmpelse, der ønskes foretaget i parcelhushaver og lignende steder. Loven fra 1989 er fra 1. september 2004 videreført sprogligt uændret som en særlig paragraf i Lov om drift af landbrugsjorder.

En lovgivning om, at kommuner kan, men ikke har pligt til at foranstalte bekæmpelse af mosegrisen, udgør ikke nogen regulær trussel. Den bekæmpelse, der i øvrigt foretages, begrænser sig i hovedsagen til de områder og situationer, hvor den er økonomisk betinget. Med det ynglepotentiale og den tilpasningsevne, som mosegrisen besidder, vil den derfor ikke være en truet art, idet der altid har været og i fremtiden ligeledes vil være store områder, hvor bekæmpelse ikke vil komme på tale.

I Storbritannien er mosegrisen gået katastrofalt tilbage og er visse steder en meget sårbar art. Truslen kommer ikke mindst fra undslupne mink (amerikansk mink Mustela vison), der ligesom i Danmark findes vidt udbredt. Om mink øver indflydelse på bestandene af mosegris i Danmark er ikke undersøgt. Det er i denne sammenhæng væsentligt at bemærke, at der er en ganske betydelig forskel mellem mosegris i Danmark og i Storbritannien, hvor arten i udpræget grad kun findes i tilknytning til vand. I Storbritannien har man konstateret, at prædationen fra mink aftog kraftigt med stigende afstand til vand. Ved vandløb er det i øvrigt påvist, at tagrør kan have en positiv virkning på mosegrisebestandene ved at beskytte mod minkens efterstræben (Carter & Bright 2003).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Lodal: Mosegris i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475630

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk