Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Halsbåndmus

Oprindelige forfattere TSJ og TSHa

 Ud over halsbåndet kendes halsbåndmus især på de store ører, store øjne og en hale, der er længere end kroppen.

Ud over halsbåndet kendes halsbåndmus især på de store ører, store øjne og en hale, der er længere end kroppen.

Halsbåndmus er en af Danmarks mest talrige arter blandt de skovlevende pattedyr. Den forekommer vidt udbredt over det meste af landet og har i løbet af 1900-tallet bredt sig til Vestjylland. Arten findes dog kun på et begrænset antal af vore mindre øer. Dens levesteder er skove, krat og levende hegn, og den synes i vid udstrækning at have erstattet husmus som den almindeligste art i menneskers boliger om vinteren. Halsbåndmus er en meget mobil art. Dens manglende forekomst på øer skyldes formentlig mangel på egnede skovhabitater. Halsbåndmus hedder på latin Apodemus flavicollis; navngivet af Melchior, 1834.

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

I atlasperioden er oplysninger om arten først og fremmest indsamlet gennem omfattende, standardiserede fældefangster foretaget af kvadratundersøgere og ved almindelige fældefangster (86%). Chancen for at registrere arten er meget stor, da den er en af de mest fangbare småpattedyrarter i de anvendte musefælder. Der er ligeledes indsendt mange halsbåndmus fra boliger (indgår i de 86% fældefangster).

Artiklen Halsbåndmus er skrevet af
Thomas Secher Jensen,
Tine Sussi Hansen.

Fund af halsbåndmus ved analyser af indsendt uglegylp og andet gylp har kun i begrænset omfang bidraget til udbredelseskortene, da det er vanskeligt at skelne skovmus og halsbåndmus på kraniekarakterer (Carlsen 1992). Huskattenes bidrag til datamaterialet for halsbåndmus er på 7%.

Annonce

Halsbåndmus er vanskelig at skelne fra skovmus. Der er derfor kun accepteret fund, som har kunnet verificeres gennem belægseksemplarer eller er blevet foretaget af atlassets kvadratundersøgere. Derudover er datamaterialet suppleret med materiale fra andre videnskabelige undersøgelser i atlasperioden.

 Figur 1. Udbredelse af halsbåndmus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af halsbåndmus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Forekomst i atlasperioden

Halsbåndmus er en af de småpattedyrarter, der forekommer i flest kvadrater (417), og den har således en meget vid udbredelse i Danmark. Arten forekommer dog ikke på de fleste mindre øer og heller ikke på mange af de større. Den er således kun fundet på 6 ud af 31 specielt undersøgte øer i altlasperioden (Christiansen 2005), og i alt har man i dag kun sikkerhed for dens tilstedeværelse på 15 danske øer. Der kan dog være enkelte andre øer med bestande, idet analyser af uglegylp eller andet gylp med kraniedele bestemt til halsbåndmus/skovmus er udeladt af atlasmaterialet. Der er ingen registreringen fra større øer som Samsø, Læsø, Anholt, Ærø og Fanø, mens derimod Sjælland, Fyn, Als, Bornholm, Lolland, Falster, Møn, Rømø, Mors og Langeland huser arten.

I modsætning til tidligere (Ursin 1952a) er halsbåndmus ikke længere en sjælden art i Vestjylland. Dette hænger formentlig sammen med, at skovene nu har en højere alder og en anden artssammensætning. Der er især kommet mere ældre løvskov til, og det giver tilstrækkelige levevilkår. Halsbåndmusen er en mobil art, som har kunnet kolonisere skovområder via åbent land.

Nord for Limfjorden findes arten endnu ikke i det vestligste Thy, hvilket formentlig kan tilskrives, at klitplantagerne ikke har været et optimalt levested. Halsbåndmus er formentlig indvandret fra Vendsyssel, men denne landsdel var stort set skovløs ved indfredningen i 1805 (Odgaard & Rasmussen 2000) og indeholder stadig kun løvskove i begrænset omfang.

 Figur 2. Forekomster af halsbåndmus i Danmark indtil 1950 (efter Ursin 1952a).

Figur 2. Forekomster af halsbåndmus i Danmark indtil 1950 (efter Ursin 1952a).

Indvandringen til Thy er derfor nok sket langsomt, men vestgrænsen i Thy har påviseligt flyttet sig, idet Ursin (1952a) ikke kunne registrere halsbåndmus i Thy, og Pedersen (1960) fandt, at den ikke forekom vest for Ågård Skov syd for Fjerritslev. Hald-Mortensen (1998) oplyser imidlertid, at halsbåndmus er fanget så vestligt som sydvesthjørnet af Tømmerby Fjord.

Den manglende forekomst på de fleste større og mindre danske øer kan skyldes såvel isolation (afstand) som mangel på egnede levesteder på mange øer. De få øer, hvor arten er registreret, har alle løvskov. Selv om arten må anses for at være god til selv at sprede sig over land, kan dens ringe tilknytning til landbrugslandet formentlig være årsag til ringe mulighed for spredning med landbrugsprodukter.

Forekomst før atlasperioden

Til Danmark formodes halsbåndmus at være indvandret i Præboreal for ca. 11.000 år siden, men de ældste knoglefund er kun fra midten af Atlantikum, dvs. de er ca. 7.500 år gamle (se tabel 1 i afsnittet Fra istid til nutid).

Halsbåndmusen blev beskrevet som ny art for videnskaben af Melchior i 1834 på grundlag af dansk materiale. Melchior (1834) kaldte selv arten for “halvrotten” på grund af dens størrelse, men tilføjede også betegnelsen halsbåndmus eller den store skovmus. Det latinske navn flavicollis gav han arten på grund af det “characteristiske gule Bælte, som den aldrig fattes, tværs over Brystet”. Mange andre forfattere forfægtede langt ind i 1900-tallet det synspunkt, at arten var identisk med skovmusen, og at den end ikke var en underart af denne.

 Halsbåndmus klatrer godt og kan fanges i fælder højt oppe i trækronerne. Dette eksemplar er søgt op i en busk for at undslippe en brud.

Halsbåndmus klatrer godt og kan fanges i fælder højt oppe i trækronerne. Dette eksemplar er søgt op i en busk for at undslippe en brud.

Melchior (1834) skriver, at halsbåndmus er “i Sielland temmelig almindelig, forekommer også i Danmarks øvrige Provindser, og rimeligviis i flere Lande”. Siden er halsbåndmusens udbredelse i Danmark beskrevet af en række forfattere, men på grund af uenigheden om, hvorvidt skovmus og halsbåndmus var en eller to arter, blev udbredelserne ofte blandet sammen (fx af Degerbøl 1935d). Først Ursin (1952a) viser et kort med angivelser af artens forekomst baseret på fangster og analyser af uglegylp. Ursins kort viser, at halsbåndmus dengang var næsten ukendt i Jyllands vestlige halvdel. Selv på steder, hvor der var foretaget omfattende indsamlinger, blev den ikke fundet. Ursin tilskriver dette den sene fremkomst af skov, men anfører også, at en grundig undersøgelse af de få velegnede lokaliteter ville kunne ændre billedet. På de mindre øer fandt Ursin kun halsbåndmus på de skovklædte som Als, Tåsinge, Turø og Langeland.

Artens udbredelse i Danmark i 50 x 50 km-kvadrater er publiceret af Montgomery (1999) på basis af danske data. Heraf fremgår det, at den ikke er fundet i Thy-kvadratet, og at der mangler oplysninger efter 1970 i Midtog Nordsjælland og på Fyn.

Udbredelse

Halsbåndmusen er udbredt i det vestlige Palæarktis, såvel i Europa som i Mellemøsten (Montgomery 1999a). Arten forekommer imidlertid meget begrænset i Vesteuropa med undtagelse af det nordligste Spanien, Sydengland og Danmark. På resten af Den Iberiske Halvø, i det vestlige Frankrig, NordenglandSkotland og Irland forekommer arten ikke, ligesom der kun er spredte iagttagelser i Norge. Nordgrænsen går gennem Midtsverige og Sydfinland. Halsbåndmusens udbredelse kan afspejle, at arten under istiden var begrænset til refugier på den italienske halvø og Balkan (Michaux et al. 2005). Genetiske analyser viser, at de vesteuropæiske halsbåndmus formentlig stammer herfra.

 Voksne halsbåndmus har en kridhvid bug, der står i kontrast til den brungule ryg. Det orangebrune halsbånd sidder foran forbenene.

Voksne halsbåndmus har en kridhvid bug, der står i kontrast til den brungule ryg. Det orangebrune halsbånd sidder foran forbenene.

Biologi

De mange fældefangster af halsbåndmus viste klart, at arten findes på skovlokaliteter, i levende hegn i nærhed af skov og i træklædte småbiotoper (i alt 41% af de registreringer, hvor biotoptypen er oplyst). I en vis udstrækning blev halsbåndmus også fanget i det åbne land (15%). En stor del af oplysningerne om halsbåndmus stammer fra fældefangst i bygninger (35%), mens 8% af registreringerne er foretaget i tilknytning til våde biotoptyper (vandløb, søer, moser o.l.). I en større landskabsanalyse er det påvist, at halsbåndmus kan findes i landbrugsafgrøder (roer, raps, ærter), men hovedsagelig er knyttet til de træklædte biotoper (Jensen & Hansen 2003).

I Skjern Å-deltaet findes arten i elleskov og i rørsump med spredt pile- og ellekrat (Jensen et al. 2007). Jensen (1984) viste, at halsbåndmus inde i skoven blev fanget jævnt fordelt over skovbunden uafhængig af kvasbunker og anden dækning. I helt nyplantede skovkulturer findes halsbåndmus, indtil kulturen får et tæt bunddække. Når kulturen lukker og skygger bundvegetationen bort, vender arten tilbage. Dette er i tråd med fangster under atlasperioden, hvor arten også, men dog sparsomt, blev fanget i nåleskov uden meget bunddække.

Halsbåndmus har normalt tydelige sæsonvariationer med den laveste bestandsstørrelse i april-maj og højeste i september-november. Overvintrende hunner får normalt blot 1-2 kuld, ligesom årets først fødte hunner får et par kuld. Hunner fra de sidst fødte kuld overvintrer uden at blive kønsmodne.

 Rødgrankogler gnavet af mus kendes på det tætte gnav. I nåleskove er der normalt tale om halsbåndmus, da der sjældent findes andre musearter her.

Rødgrankogler gnavet af mus kendes på det tætte gnav. I nåleskove er der normalt tale om halsbåndmus, da der sjældent findes andre musearter her.

Arten er kendt for at vise betydelige bestandssvingninger fra år til år, i nogen grad i takt med frøsætningen i løvskoven, men mindre udpræget end rødmus (Jensen 1982). Halsbåndmusen foretrækker de større frø og frugter som agern, hasselnød og bog, der har et meget højt energiindhold. Arten hamstrer bog og agern og gemmer dem i depoter spredt i skovbunden, men større depoter kan også findes, fx i fuglekasser, hvor halsbåndmus i øvrigt også selv kan bygge bladreder i løbet af vinteren.

I oldenår kan der fødes unger så sent som november-december i modsætning til de frøfattige år, hvor formeringen hører op i september-oktober. Bestandene af halsbåndmus synes imidlertid hårdere reguleret gennem sociale processer end hos rødmus, så i oldenår, hvor der er høje bestandstætheder, slutter opformeringen allerede i juni-juli. Som følge deraf opnås der ikke så betydelige bestandstætheder som hos rødmus. Jensen (1975a, 1982) angiver tætheder på 5-25 dyr pr. hektar.

Halsbåndmus har i forhold til de øvrige smågnavere store aktivitetsområder. Kønsmodne hanner kan om foråret dække områder på adskillige hektar, mens hunnerne og de ikke-kønsmodne hanner har betydeligt mindre aktivitetsområder.

Halsbåndmus.

Halsbåndmus.

Forvaltning, trusler og status

Halsbåndmusen blev meget ofte fanget eller indrapporteret fra huse, især sommerhuse og bygninger i tilknytning til skov. Den invaderer som oftest disse bygninger omkring oktober og bliver der vinteren over. Det er langt oftere halsbåndmus end husmus, folk melder ind, når de er generet af mus i huset. I alt blev der indsendt oplysninger om 676 individer af halsbåndmus i tilknytning til bygninger mod 284 individer af husmus til trods for, at der i indsamlingsperioden blev ført en mindre kampagne for at få flere oplysninger om husmus.

Klager fra folk viser, at det ofte går ud over sengetøj, køkkengrej og fødevarer, og at musenes ekskrementer og urinpletter er til gene. Bekæmpelse i huset bliver derfor oftest resultatet, men det er næppe troligt, at den har nogen indvirken på bestanden. Lokale bestande kan derimod godt rammes utilsigtet ved bekæmpelse af markmus i skovkulturer, idet de fortærer de udlagte giftkorn.

Halsbåndmus er bærere af en række sygdomme, bl.a. forårsaget af hantavirus, som kan overføres til mennesker gennem urin, bid m.m.

Ud fra artens udbredelse, de foretrukne levesteders udstrækning og bestandenes tætheder er der næppe tvivl om, at halsbåndmus er en af Danmarks talrigeste skovlevende pattedyrarter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Secher Jensen, Tine Sussi Hansen: Halsbåndmus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475601

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk