Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dværgmus

Oprindelige forfattere TSJ og TSHa

Dværgmus.

Dværgmus.

Dværgmus er en af de senest ankomne smågnaverarter i Danmark. Den har i løbet af det sidste århundrede spredt sig til hele Jylland og de største øer, men mangler stadig på en række mindre øer. Dens levesteder er skovbryn, krat og levende hegn samt ikke-træbevoksede arealer med høj, uforstyrret græs- eller urtevegetation. Dværgmus bygger rede imellem græs- og kornstrå og færdes i sommerperioden hovedsageligt oppe i vegetationen. Trods sin ringe størrelse – Danmarks mindste gnaver – er dværgmusen generelt en meget mobil art, og dens tilknytning til højt græs og kornstrå kan formentlig forklare dens hurtige spredning i landet, idet den kan indslæbes mange steder med landbrugsprodukter. Dværgmus hedder på latin Micromys minutus; navngivet af Pallas, 1771.

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

Dværgmus er en art, som de færreste kender til, og den forveksles ofte med andre smågnavere. Til atlasset er der således kun accepteret fund med belæg eller fund foretaget af kvadratundersøgere. Derudover er datamaterialet suppleret med oplysninger fra andre videnskabelige undersøgelser i perioden. De omfattende standardiserede fældefangster har givet mange oplysninger fra vinterperioden, idet dværgmus på denne årstid går meget villigt i fælder. Derimod er fangster i fælder fåtallige om sommeren. I alt er 41% af oplysningerne om dværgmus fremkommet ved fældefangster.

Artiklen Dværgmus er skrevet af
Thomas Secher Jensen,
Tine Sussi Hansen.

I atlasperioden er oplysninger om arten dog først og fremmest indsamlet gennem analyser af indsendt uglegylp eller andet gylp, idet over halvdelen (53%) af indberetningerne stammer herfra. Trods sin begrænsede størrelse er dværgmusen altså byttedyr for ugler, især slørugle, skovhornugle og mosehornugle, der alle jager over åbent land.

Annonce

Der er også indsendt en del reder af dværgmus. De meget karakteristiske kuglerunde græsreder, som findes højt i græs, korn eller høje urter, kan kun i visse tilfælde forveksles med hasselmusens reder og ikke med reder af fugle eller andre pattedyr. Redefund udgør 2% af datamaterialet. Huskattenes bidrag er også ret begrænset (2%).

 Figur 1. Udbredelse af dværgmus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af dværgmus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Forekomst i atlasperioden

Dværgmus er en af de småpattedyrarter, der forekommer i mange kvadrater (307), og arten har en vid udbredelse i Danmark. Den forekommer ikke på de fleste mindre øer og heller ikke på mange af de større. Dværgmus er dog ved kvadratundersøgelser og specialfangster fundet på 11 ud af 31 undersøgte øer (Christiansen 2005), og desuden er der ved andre metoder registreret dværgmus på yderligere 11 øer. Øer som Bornholm, Samsø, Læsø, Anholt, Ærø og Fanø er uden dværgmus, og arten er kun i meget begrænset omfang registreret på Lolland (2 individer) og på Falster (3 individer). Derimod rummer Als, Rømø, Mors, Amager og Langeland flere kvadrater med dværgmus. Manglende fund i hovedudbredelsesområdet er næppe udtryk for manglende tilstedeværelse, men må snarere tilskrives lav registreringsaktivitet.

At dværgmusen ikke findes på en række større og mindre danske øer skyldes formentlig i hovedsagen isolation (afstanden til nærmeste dværgmusbeboede område) og i mindre grad mangel på egnede levesteder. Artens videre fremtrængen begrænses måske af, at der i dag kun i ringe grad foregår transport af de landbrugsprodukter (halm, hø), som må anses for de vigtigste spredningsredskaber for arten.

 Figur 2. Forekomster af dværgmus indtil 1950 (efter Ursin 1952a).

Figur 2. Forekomster af dværgmus indtil 1950 (efter Ursin 1952a).

Forekomst før atlasperioden

Dværgmus blev i Danmark først omtalt under navnet havremus af Melchior (1834), som dog kun oplyser, at den “hos os blot findes i det slesvigske og i Ditmarsken”. Ifølge Boie (1823) er dværgmus en af de mest almindelige mus i dette område. Allerede i 1878 nævner Tauber, at dværgmusen (havremusen) findes igennem Jylland, men noget sporadisk, samt pletvist på Fyn. Samme oplysninger gives af Winge (1908), der også nævner Langeland som fundsted.

Et halvt århundrede senere er dværgmus ifølge Degerbøl (1935c) kendt fra de fleste landsdele, også i det østlige Danmark, hvor det første eksemplar blev fanget på Amager i 1913. I den følgende halve snes år bredte den sig hurtigt ud over Sjælland. Degerbøl beskriver i 1935 detaljeret fangstforekomst både mod nord og mod syd på Sjælland. Han mener ikke, at dværgmus forekommer nord for Limfjorden, men allerede i 1939 rapporterer han imidlertid fund derfra (Degerbøl 1939a).

Ursin har i 1952 beskrevet artens registrerede udbredelse. Hans kort viser, at dværgmus er fundet i Vendsyssel helt op til Skagen, og at den ligeledes er fundet i Thy (efter Foged 1946) og på Mors (efter Nielsen 1946). Arten blev derimod ikke fundet på en række mindre og større øer (Bornholm, Lolland, Falster, Møn, Ærø, Als, Læsø, Samsø, Rømø).

Alt i alt har vi med disse kilder en ganske grundig beskrivelse af en lille pattedyrarts meget hurtige kolonisering af et større landområde.

Artens udbredelse i Danmark er senest i 50 x 50 km-kvadrater publiceret af Spitzenberger (1999). Heraf fremgår det, at det kun er den sydøstlige del af landet, der mangler registreringer efter 1970.

 Dværgmus findes især i områder med et permanent dække af høje græsser eller urter, hvor vinterrederne anlægges i vegetationen eller under jorden.

Dværgmus findes især i områder med et permanent dække af høje græsser eller urter, hvor vinterrederne anlægges i vegetationen eller under jorden.

Udbredelse

Dværgmus blev i 1985 fundet som ny art i Sverige (i Värmland og Dalsland) og har siden spredt sig til en række andre lokaliteter. I Norge blev arten påvist i 2001 i et område tæt op mod det svenske udbredelsesområde. Artens udbredelse strækker sig i øvrigt fra det sydlige England over Mellemeuropa, Finland og Rusland østover gennem hele Asien til Kina og Japan. Mod syd strækker udbredelsen sig indtil det nordligste af Den Iberiske Halvø og det nordlige Italien. På Balkan er der meget spredte forekomster (Spitzenberger 1999).

Genetiske analyser peger på, at der i områder af Europa i Kvartærtid gentagne gange er sket kolonisering, uddøen og rekolonisering af dværgmus (Yasuda et al. 2005). Molekylærgenetiske undersøgelser af europæiske og asiatiske populationer har vist, at den genetiske forskel trods den geografiske afstand er så lille, at populationerne sandsynligvis først er opsplittet for ca. 80.000 år siden (Yasuda et al. 2005). Undersøgelserne tyder altså på, at den nuværende rekolonisering er sket fra refugier i Central- og Østasien. Aaris-Sørensen (se afsnittet Fra istid til nutid (Den tætte skov)) anfører, at dværgmus formodentlig først er indvandret i Subatlantikum, dvs. for ca. 2.500 år siden eller måske lidt før, samtidig med at kultursteppen bredte sig. Der er dog ingen pålidelige, præhistoriske fund af arten.

 Af en ægte mus at være har dværgmus ret små ører og små øjne. Halen benyttes som en gribehale ved klatring.

Af en ægte mus at være har dværgmus ret små ører og små øjne. Halen benyttes som en gribehale ved klatring.

Biologi

De mange fældefangster af dværgmus bekræfter klart, at arten især træffes i det åbne land på lokaliteter med høj græsvegetation, idet 53% af alle observationer er gjort på græsarealer. Derudover er 19% registreret i biotoper langs vandløb, søer o.l., mens levende hegn og småbiotoper omfatter 11%. I en større landskabsanalyse blev det påvist, at dværgmus hovedsagelig var knyttet til småbiotoper, men at den i en vis udstrækning også kunne findes i landbrugsafgrøder som korn, roer, raps og ærter (Jensen & Hansen 2003). I mange vådområder som fx Skjern Å-deltaet blev der fanget dværgmus i rørsump med spredt pilekrat samt på digekronerne (Jensen et al. 2007). Derudover er dværgmus registreret på heder og overdrev (Jensen & Hansen 2001). I ældre litteratur bliver arten kaldt for havremus på grund af dens forkærlighed for denne nu næsten forsvundne afgrøde.

Dværgmus bygger ynglereder af optrævlet græs, eventuelt foret med frøuld.

Dværgmus bygger ynglereder af optrævlet græs, eventuelt foret med frøuld.

Dværgmus er en af de mest klatrende arter af småpattedyr i Danmark. Som den eneste danske smågnaver har den en gribehale, som den kan sno fast om græsstrå og kviste. Om sommeren lever dværgmusen oppe i vegetation, hvilket kan forklare, hvorfor den også kan leve i vådområder, når blot der er høj urte- eller græsvegetation. Dens rede er lavet af græs. Den er kuglerund med et enkelt indgangshul i siden. Ungerne fødes i reden.

Hvis man vil fange dværgmus i fælder om sommeren, skal disse anbringes oppe i vegetationen, eventuelt på platforme i tæt kontakt med græsset eller kornstråene (Nordvig et al. 2001).

Dværgmus er som de øvrige ægte mus en frø- og insektæder. Den foretrækker mindre frø af græs og urter, men kan også æde kornafgrødernes frø.

Dværgmus tilbringer om sommeren en stor del af tiden oppe i vegetationen.

Dværgmus tilbringer om sommeren en stor del af tiden oppe i vegetationen.

Trods sin ringe størrelse bevæger dvægmus sig i et ganske stort aktivitetsområde, for hanner på ca. 0,04-0,06 ha. Det er i Danmark påvist, at enkeltindivider kan foretage flytninger over flere hundrede meter gennem opdyrket agerland på kort tid (Nordvig 1999). Arten ligner dermed de andre ægte mus.

Forvaltning, trusler og status

Dværgmus er på IUCN's rødliste II som “near threatened”. Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning (1977), bekendtgørelse om vildtskader, må dværgmus reguleres ligesom muldvarp, rotter, mosegris og andre mus med undtagelse af brandmus, hasselmus, birkemus og spidsmus.

Dværgmusen har normalt tydelige sæsonvariationer med laveste bestandsstørrelse i april-maj og top i september-november, men på grund af dens levevis oppe i vegetationen er sammenlignelige tal vanskelige at få. Arten er desuden kendt for at vise betydelige bestandssvingninger fra år til år. I England har dværgmus nået så store bestandstætheder, at arten kommer under betegnelsen skadedyr på grund af dens indhug i korn på markerne og efter høst. I Danmark ses sådanne masseforekomster sjældent, men Kjærgaard (upubl.) fangede dog et meget stort antal dværgmus på Vorsø i 1984.

Mange af dværgmusens foretrukne levesteder er på grund af det intensive landbrug forsvundet eller alvorligt indskrænket. Det gælder fx småbiotoper i agerlandet, rørskove, digekroner, heder og våde enge. Udviklingen i landbruget har bl.a. bevirket, at dværgmusens reder i kornafgrøderne ødelægges under høst. Med braklægningsordninger og andre miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger er der dog i de senere år genetableret levesteder, som også dværgmus kan anvende.

Ud fra de foretrukne levesteders begrænsede udstrækning og bestandenes normalstørrelser må dværgmus betegnes som et af Danmarks mindre almindelige småpattedyr.

Brandmusen har en sydlig udbredelse i Danmark med en fast og stor bestand på Lolland og Falster. Sporadiske forekomster og endog mindre populationer kan forekomme på andre øer, hvilket sandsynligvis skyldes individer, der er indslæbt med landbrugsvarer o.l. Brandmusen har tidligere haft en større udbredelse i landet med flere forekomster i bl.a. det sydlige Jylland, men den er ikke fundet her i atlasperioden. Tilbagegangen, som også er registreret i Slesvig og Holsten, tilskrives især klimatiske forhold. Brandmusen er knyttet til det åbne land med levesteder som dyrkede marker, enge, skovbryn og levende hegn.

Kortlægning i atlasperioden 2000-2005

Eftersøgninger af brandmus i atlasperioden er gjort ved omfattende, systematiske fældefangster i størstedelen af Danmark, herunder en lang række øer. Derudover er uglegylp og andet gylp analyseret, og indsendte dødfundne dyr og dyr hjembragt af katte er registreret. Kortet må derfor siges at være repræsentativt for brandmusens udbredelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Secher Jensen, Tine Sussi Hansen: Dværgmus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475581

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk