Brandmus

Eftersøgninger af brandmus i atlasperioden er gjort ved omfattende, systematiske fældefangster i størstedelen af Danmark, herunder en lang række øer. Derudover er uglegylp og andet gylp analyseret, og indsendte dødfundne dyr og dyr hjembragt af katte er registreret. Kortet må derfor siges at være repræsentativt for brandmusens udbredelse.

Brandmusen er med sin sorte rygstribe let at skelne fra de andre lokalt forekommende småpattedyrarter. Kun birkemusen har en tilsvarende sort rygstribe, men den forekommer kun i Jylland. De to arter kan dog nemt skelnes. Brandmusens hale er kortere end kroppen, og rygstriben strækker sig kun ud på panden, mens birkemusens hale er betydeligt længere end kroppen, og rygstriben strækker sig helt frem mellem øjnene.

Langt størstedelen af brandmusene er registreret ved fældefangst (71%) og ved dyr hjembragt af kat (12%).

Brandmus er kun registreret i 31 kvadrater med i alt 219 observationer og hører dermed til de mindst udbredte danske pattedyr.

Brandmusen har en sydlig udbredelse i landet (fig. 1). Den er i atlasperioden registreret på Lolland, Falster, Fejø, Femø og Sjælland. Oplysninger om forekomst på Femø og Sjælland omfatter kun hhv. 3 og 1 observation.

Da brandmusen ikke i senere tid er registreret i Sønderjylland, og da den er forsvundet fra store områder i Sydslesvig og Holsten (Borkenhagen 1993), formodes den at være uddød i Jylland. Denne forsvinden skyldes sandsynligvis, at klimaudviklingen har været ugunstig (Bang 1969b).

I nyere tid har brandmusen været tilknyttet bl.a. landbrugsarealer, bygninger og roe- og kartoffelkuler, hvorfor sporadiske forekomster som fx på Bornholm i 1942 (Larsen 1944) formodes at være individer, der er indslæbt i forbindelse med transport af bl.a. landbrugsvarer fra Lolland eller Falster.

Brandmusen formodes at være indvandret til Danmark i tidlig Subatlantikum, dvs. for ca. 2.500 år siden samtidig med kultursteppens opståen (se afsnittet Fra istid til nutid (Det åbne land)). Den er således sammen med dværgmus og sydmarkmus indvandret sent til Danmark sammenlignet med Danmarks øvrige småpattedyrarter. Melchior (1834) skriver om brandmusen, at “I Lolland og Falster er den en af de almindeligste Arter; andre Steder i det egentlige Danmark findes den ikke”. I slutningen af 1800-tallet berettes om fund af brandmus på Langeland, og ved henholdsvis Bellinge på Fyn og Viborg er der fundet kranierester af brandmus i uglegylp (Tauber 1878). I begyndelsen af 1900-tallet er brandmus registreret i omegnen af Ribe (Winge 1908; Clausen 1907; Clausen 1912) samt i Kolding og mellem Kolding og Fredericia (Degerbøl 1949c).

I 1942 blev et individ registreret i Rønne på Bornholm (Larsen 1944). Ursin (1952a, b) skriver om brandmusen, at den i de senere år kun er fundet på Lolland og Falster. I 1960 blev der fanget adskillige brandmus i Højby ved Lejre, og i efteråret 1961 blev der i samme område set brandmus i et hus (Bang 1969b). I 1964, 1965 og 1966 blev flere brandmus set i hhv. Trørød og Trørød Hegn nord for København (Vedelsby 1966), og et af disse individer blev fældefanget. I en frugtplantage i Sydsjælland blev der omkring 1964 fanget et par brandmus, som antages at være indslæbt med et vognlæs halm fra Lolland (Bang 1969b).

Seneste observationer af brandmus uden for det kendte udbredelsesområde er gjort på Langeland i uglegylp indsamlet i perioden 1975-78 (Laursen 1980). Efterfølgende fældefangster på Langeland foretaget af Birger Jensen i september 1994 og af kvadratundersøgere i atlasperioden har ikke resulteret i fangst af brandmus.

Der forekommer forskellige teorier om brandmusens forekomst på Sjælland. Den mest sandsynlige er, som nævnt ovenfor, at forekomsten i nyere tid skyldes indslæbte dyr fra Lolland og Falster (Bang 1969b). En anden teori er “reliktteorien”, ifølge hvilken brandmusen i den såkaldte fastlandstid, hvor de danske øer var i fast landforbindelse med det europæiske kontinent, havde en langt større udbredelse i landet. Klimaet var fastlandsklima, som gav brandmusen gunstigere vilkår, så den kunne klare sig længere mod nord. Teorien stemmer dog dårligt overens med brandmusens formodede sene indvandring længe efter fastlandstiden.

Brandmus er en østlig-kontinental art, der i Europa er udbredt i den sydlige og østlige del til Finland i nord, Danmark, det centrale Tyskland og Norditalien i vest og Balkan i syd (Gliwicz & Krystufek 1999). Dens udbredelse strækker sig i øvrigt gennem Østeuropa og Rusland til Mongoliet, Kina og Korea.

Brandmusen træffes hyppigst i tilknytning til det åbne land, idet dens foretrukne levesteder er de dyrkede marker, fugtige enge, skovbryn og levende hegn (Horváth & Wagner 2003).

Undersøgelser i Polen, hvor brandmusen er almindeligt udbredt, har vist, at de største populationstætheder findes i urbaniserede, grønne områder (parker o.l.) og de laveste tætheder i skovområder (Andrzejewski et al. 1978).

I Danmark er brandmus flere gange registreret i bygninger (huse, stalde, lader m.m). I vinterhalvåret kan den søge inden døre, hvilket især forekommer ved høje populationstætheder (Lund 1991; Jensen 1993). Den forekommer ofte i roe- og kartoffelkuler (Bang 1969b).

Hvor biotoptypen er kendt, er brandmusen i atlasperioden hyppigst registreret i hhv. græsklædte biotoper som enge og brakmarker (31%) og i biotoper i tilknytning til vand som ved åer, vandløb og søer (34%).

Planter i form af frø og frugter udgør størstedelen af føden, som suppleres med insekter, orme og snegle. Brandmusen kaldes også ærtemusen, da ærter er et af dens foretrukne fødeemner (Degerbøl 1935c). Navnet brandmus er måske fremkommet ved, at den i svedjebrugets tid skulle være den første til at vise sig efter afbrænding af et skovstykke til agerbrug. Andre henviser til, at rygstriben minder om en brændt stribe (Bang 1969b).

Populationsstørrelsen hos brandmusen svinger meget fra år til år, og arten kan i nogle år opretholde meget høje tætheder (Andrzejewski & Wroclawek 1961). Trods sin begrænsede udbredelse her i landet opretholder den høje bestandstætheder i sit udbredelsesområde. Brandmusen udgjorde 27% af totalfangsten i fælderne på Lolland og Falster i atlasperioden og var dermed den hyppigst forekommende art blandt 11 registrerede smågnavere og spidsmus. Fangster foretaget i en 5-årig periode i et levende hegn på Lolland i 1969 viste også en klar dominans af brandmus i forhold til andre arter (Bang 1969b).

Ynglesæsonen hos brandmus er lidt kortere end hos andre småpattedyr og strækker sig fra april til september. Hunnerne får 2-3 kuld med en forholdsvis høj kuldstørrelse (6-7 unger).

Både hanner og hunner er territoriale, men territorialiteten kan variere fra population til population afhængigt af bl.a. fødetilgængelighed og populationstæthed. Uden for ynglesæsonen er territorierne mindre udtalte, og flere dyr, typisk familiegrupper, opholder sig i samme rede.

Skønt brandmusen har en begrænset udbredelse i Danmark, optræder den ikke på rød- eller gullisten (Stoltze & Pihl 1998a, b). Dette skyldes, at den ulig flere andre arter med begrænset udbredelse ikke er sjælden eller truet, men lader til at opretholde en stor, fast bestand i det sydlige Danmark.

Ved høje bestandstætheder kan brandmusen på Lolland og Falster forårsage sygdomme hos kvæg og svin. Den er vært for bakterietypen Leptospira pomona, som hos kvæg bl.a. kan medføre for tidlig kastning af kalve og blod i mælken, og hos svin forårsage dødfødte grise (Bang 1969b). En vis bekæmpelse af arten er derfor foregået omkring bygninger.

Iflg. Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1997, bekendtgørelse om vildtskader, må brandmus ikke reguleres som muldvarp, rotter, mosegris og andre mus. Undtagelsen gælder foruden brandmus også hasselmus, birkemus og spidsmus. Derudover har autoriserede konservatorvirksomheder protokolpligt ved modtagelse af brandmus ifølge bekendtgørelse om erhvervsmæssig konservering af visse dyrearter (1994).