• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Birkemus

Oprindelige forfattere TSJ og JDMø

 Birkemusen kendes på den skarpt afgrænsede, sorte rygstribe, der når frem mellem øjnene, og den meget lange hale.

Birkemusen kendes på den skarpt afgrænsede, sorte rygstribe, der når frem mellem øjnene, og den meget lange hale.

Birkemus hører til blandt Danmarks mest sjældne pattedyrarter. Arten er i atlasperioden kun fundet i det vestlige Limfjordsområde og i et bælte tværs over Sydjylland fra Esbjerg og Ribe i vest til Vejle og Kolding i øst. I atlasperioden er arten fundet i fire nye kvadrater, og der er tilføjet nye oplysninger om fund fra tiden før atlasperioden i adskillige kvadrater. Arten er dog også uden held eftersøgt i en række områder, hvor den tidligere fandtes. Birkemus er især fundet i åbent terræn som fugtige enge, afgræssede skrænter, heder og ekstensivt dyrkede marker, men også i blandingsskov. Birkemus hedder på latin Sicista betulina; navngivet af Pallas, 1779.

Artiklen Birkemus er skrevet af
Thomas Secher Jensen,
Julie Dahl Møller.

Kortlægning i atlasperioden 1990-2005

I atlasperioden er birkemus som de øvrige gnaverarter forsøgt fanget ved hjælp af standardfælder til fangst af småpattedyr. Derudover er der brugt specialkonstruerede faldfælder bestående af nedgravede plasticrør, hvis overkant flugter med jordoverfladen, De har vist sig mere effektive og har skabt grundlag for nye studier af artens udbredelse og økologi i Danmark (Møller 2007), I de områder, hvor birkemus tidligere er registreret, blev der endvidere foretaget en intensiv mediekampagne. Det har resulteret i mange oplysninger fra offentligheden, dels i form af visuelle observationer (24% af alle indberetninger), dels i form af døde dyr indbragt af katte. Birkemus er primært nataktive og observeres derfor ikke ofte, men når de undertiden ses i dagtimerne, kan de relativt nemt studeres eller håndfanges på grund af deres ofte langsomme bevægelser.

 Birkemusens krop er kun 5-7 cm, mens halen er betydeligt længere.

Birkemusens krop er kun 5-7 cm, mens halen er betydeligt længere.

Analyse af uglegylp har vist sig at være en god metode til registrering af birkemus. I udlandet har man fundet knoglefragmenter fra birkemus i gylp fra perleugle, mosehornugle, natugle, slørugle, slagugle og stor hornugle. Herhjemme er der påvist birkemus i gylp fra skovhornugle (Jensen 1968) og slørugle (Kristensen 1999). Birkemusens specielle levevis med vintersøvn bevirker, at uglegylp fra vinterperioden, hvor især gylpene fra skovhornugle er nemme at få fat på, sjældent indeholder fragmenter af birkemus. I sommerperioden har især gylp fra slørugle bidraget med information. Denne ugle holder til på gårde, hvor gylpet let kan lokaliseres.

Annonce

Birkemus blev i 2005 taget med i naturovervågningsprogrammet NOVANA, og enkelte fund herfra er inkluderet i materialet.

Forekomst i atlasperioden

Figur 1 og 2 sammenfatter udbredelsen af birkemus i Danmark, opgjort i fund før og efter 1990. I løbet af atlasperioden er arten hovedsageligt observeret i dens nordvestlige kerneområde. I Thy er arten stadig vidt udbredt, selvom materialet kunne tyde på, at den er forsvundet fra de nordligste lokaliteter. Umiddelbart syd for Limfjorden er udbredelsesområdet også i høj grad uforandret. Dog er der i atlasperioden fundet birkemus i et nyt kvadrat i den østlige del af området, mens arten ikke blev genfundet i den vestligste del. Der er ingen nutidige fund fra Aalborglokaliteterne Galgebakken, Skovbakken og Skovdalen, hvor arten sidst blev observeret omkring 1930 (Lauridsen 1938). Formodentlig er den helt uddød her på grund af bymæssig bebyggelse.

Birkemus.

Birkemus.

I det sydlige område er der i hele atlasperioden kun registreret 6 birkemus. Alle observationerne er fra kvadrater, som ligger inden for det oprindeligt kendte bælte. I den vestlige del af området synes arten at have bibeholdt sit udbredelseareal, idet der er gjort nye fund omkring Esbjerg og Ribe, hvorfra arten også var rapporteret tidligere. Østpå er der derimod i nyere tid hverken fund fra Horsensegnen, hvor birkemusen ikke er set siden 1893 (Winge 1899), eller fra skovene syd for Haderslev, hvor arten sidst blev set i 1971 (Stougaard 1972).

Forekomst før atlasperioden

Birkemus blev beskrevet som art af Pallas i 1779 på vestsibirisk materiale (Pucek 1982). I Danmark blev den første gang erkendt i 1872 (Rostrup 1872), mens en tidligere fejlbestemmelse af en birkemus som brandmus fra 1863 samtidig blev rettet. Winge (1899) beskriver en række fund, både fra uglegylp og i form af visuelle observationer, hvoraf de tidligste er gjort af Japetus Steenstrup i ca. 1820.

Birkemusen er kendt fra subfossilfund i Vendsyssel fra Senglacial, og arten er derfor indvandret til Danmark kort efter istiden (K. Aaris-Sørensen 1995 og tabel 1 i afsnittet Fra istid til nutid (Den åbne skov)). Aaris-Sørensen (1998) antager, at senglacialtidens åbne græsdækkede områder med spredt træ- og buskvegetation har passet arten godt, og at den formodentlig har haft en videre udbredelse i Danmark. Senere med skovens indvandring er den blevet isoleret til nutidens pletvise forekomst. Der er endnu et subfossilt fund fra romersk jernalder for ca. 2.000 år siden fra Thy, som også dengang var et helt åbent træløst område (Raahauge 2002).

Jensen et al. (2001) har sammenlignet fundene op til år 1970 med fundene fra 1970 til 2000.

Udbredelse

 Figur 1. Udbredelse af birkemus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Figur 1. Udbredelse af birkemus i Danmark 1990-2005 i 10 × 10 km UTM kvadrater.

Artens nutidige geografiske udbredelse er meget ejendommelig. Den findes pletvist udbredt såvel i de nordiske lande som i Østeuropa, dog med stigende tæthed mod øst. Danmark udgør således en del af artens vestlige udbredelsesrand, mens den mod øst forekommer til det vestlige Sibirien. I Skandinavien er der et isoleret, sammenhængende område i Midtsverige og spredte fund i Norge. I Finland forekommer arten især i de sydlige egne. Den danske bestand er sammen med enkeltfund fra Nordslesvig isoleret fra de nærmeste bestande i det vestlige Polen og det sydlige Tyskland (Jensen 1993; Pucek 1999).

Biologi

 Figur 2. Udbredelse af birkemus i Danmark før 1990.

Figur 2. Udbredelse af birkemus i Danmark før 1990.

Fundene af birkemus i Danmark omfatter mange biotoptyper. Der er ikke mange registreringer i egentlig birkeskov, men dog i kratlignede biotoper, herunder pilekrat. De fleste observationer af arten er foretaget i forholdsvis åbent land, bl.a. i hedeområder og på høstede marker og i enge i forbindelse med høst eller høslet (Rosendahl 1963, 1964). Der er også gjort observationer af arten i løvskov, især i forsommeren.

Bedømt ud fra de publicerede observationer er de danske fund af birkemus vanskelige at rubricere biotopmæssigt, idet de varierer fra højskov over pilekrat og enge til åben mark. Telemetriske undersøgelser i Thy har vist, at samme individ i løbet af få dage kunne opholde sig på slåede marker, græsmarker, strandskrænter og i hegn (Møller 2007).

I det øvrige udbredelsesområde er en sådan variation også typisk. Pucek (1982) citerer især fra russiske fund, at birkemushabitater karakteriseres ved tæt bundvegetation og høj fugtighed, hvilket kan omfatte fugtig blandingsskov, fugtig skoveng, højmose og ellesump. I alpine områder er høj fugtighed imidlertid ikke så karakteristisk. Birkemus træffes her også på tørre dværgbuskheder (Hable 1978). I Slovakiet blev arten først og fremmest lokaliseret i kanten af ådale (Weiter et al. 2002), hvilket stemmer fint overens med de syddanske forekomster. I Norge findes birkemus i den subalpine region, især i birkebæltet.

 Birkemusen findes i Thy på udyrkede arealer og i landbrugsområder med levende hegn.

Birkemusen findes i Thy på udyrkede arealer og i landbrugsområder med levende hegn.

Årsager til disse forskelligartede biotopvalg kan måske findes i artens biologi. Et særkende ved birkemus er, at de sover vintersøvn. Kravene til biotopen er formentlig forskellig for vinter- og sommeropholdssted. Ud fra bl.a. et dansk redefund (Jensen & Møller 2006) kan krav til vinterbiotopen tænkes at omfatte tørre, beskyttede områder, som de kan findes i skov på veldrænet jord eller på stejle skrænter. Da birkemus flere gange er observeret på gamle diger, er det sandsynligt, at disse også er vigtige i forbindelse med overvintring. Kravene til sommerbiotopen bestemmes måske mere af faktorer som fødetilgang og beskyttelse mod prædatorer. Et kvalificeret bud på levested vil således være områder, hvor fugtige arealer såsom enge, vandløbs- og vældområder står i tæt forbindelse med tørre biotoper i form af heder, afgræssede, stejle skrænter, ekstensivt dyrkede marker eller skov. Et sådant biotopskrav vil imidlertid også være opfyldt i dele af Danmark, hvor arten ikke forekommer.

Forvaltning, trusler og status

Status for birkemus er vanskelig at vurdere på baggrund af ovennævnte resultater. Der er ingen tvivl om, at Danmark i øjeblikket har levedygtige bestande af birkemus. Bedømt efter antallet fundet i en undersøgelse på en mindre lokalitet i det vestlige Thy (Møller 2007) samt antallet af kranier i sløruglegylp (Laursen, upubl.) kan man endog formode, at der lokalt må være bestande med et større antal dyr. Der vides blot meget lidt både om udbredelsen og størrelsen af disse bestande. Med nogen sikkerhed kan vi formode, at bestanden i det vestlige Limfjordsområde stadig er af rimelig størrelse, og der er ligeledes grund til at tro, at det samme gælder dele af den sydjyske bestand. De pletvise forekomster i resten af Jylland giver intet belæg for vurdering af bestandsstørrelser, ligesom fravær af nyere fund i visse områder næppe behøver at betyde, at arten er forsvundet.

Ifølge jagtloven er birkemusen fredet sammen med en række andre musearter. Derudover er den opført på rødlisten over truede arter og overvåges via NOVANA-programmet. Internationalt er arten p.t. opført på mange lister over truede dyr, således Bern-konventionen liste II, EU's habitatdirektiv bilag IV og IUCN's rødliste. Set i et nationalt og internationalt beskyttelsesperspektiv er det derfor bydende nødvendigt at træffe forholdsregler, der vil bedre artens overlevelsesmuligheder. Med den nuværende viden må det imidlertid konstateres, at det i Danmark er meget vanskeligt at foretage en egentlig forvaltning af birkemus (Pihl et al. 2000). Der er derfor et klart behov for undersøgelser, som giver bedre informationer om artens udbredelse og biologi, såvel sommer som vinter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Secher Jensen, Julie Dahl Møller: Birkemus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 28. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475555

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk