• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vandflagermus

Oprindelig forfatter HBaa

 Vandflagermusen er specialist i at fange insekter på vandfladen. Byttet gribes med bagføddernes kløer eller med haleflyvehuden og føres til munden.

Vandflagermusen er specialist i at fange insekter på vandfladen. Byttet gribes med bagføddernes kløer eller med haleflyvehuden og føres til munden.

Vandflagermusen forekommer over hele Danmark med undtagelse af visse øer. Den er en af Danmarks almindeligste flagermusarter. Overalt kan man finde vandflagermusen jagende på den foretrukne og artskarakteristiske måde tæt hen over vandfladen på søer, åer, voldgrave, brakvandsfjorde, havnebassiner m.v. Mængder af vandflagermus overvintrer hvert år i de jyske kalkgruber. Vandflagermus hedder på latin Myotis daubentonii; navngivet af Kuhl, 1817.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Myotis-arterne er generelt vanskelige at skelne fra hinanden med detektormetoden, men vandflagermus er ret nemme at artsbestemme, når de jager på den foretrukne og artstypiske måde lavt over vandfladen. I andre situationer er de vanskeligere (Ahlén & Baagøe, 1999). Da må man ofte bruge megen lyttetid og eventuelt benytte en stærk lampe for at få et glimt af dyret som støtte for artsbestemmelsen.

Artiklen Vandflagermus er skrevet af
Hans Baagøe.

En del kolonier blev fundet med detektorerne ved observation af kraftig aktivitet omkring et hult træ, ofte med både orienteringslyde, sociale lyde og ungelyde. Derefter kunne dyrene observeres både med detektorer og visuelt.

Annonce

En del steder blev der dog om aftenen observeret et større antal vandflagermus i typisk flugt i samme retning væk fra en større gruppe gamle træer. Uden tvivl var der tale om udflyvning fra en koloni i et hult træ.

På mange lokaliteter blev der observeret et større antal jagende vandflagermus (over ca. 10). I yngletiden er det et tegn på, at der er en eller flere kolonier i nærheden.

Da vandflagermusen sjældent træffes i huse i den aktive del af året, er kun et mindre antal fund sket ved indrapportering fra befolkningen eller ved indsendelse af dødfundne dyr. Yderligere fund er gjort ved besøg i et antal af de kendte vinterkvarterer samt ved indsendelse af dødfundne eller svækkede flagermus fra efterårs-vinter-forårs-perioden. På en skala “umulig/svær/mellem/let” kan vandflagermusen karakteriseres som “svær” at registrere med eksemplarmetoden og “let” med detektormetoden. Hermed menes overvejende “let”, nemlig når den flyver over vand, “mellem” i de sjældnere tilfælde over land. Da stort set hele landet er gennemlyttet med detektorer ved egnede vandflader, kan kortet anses for repræsentativt.

 Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. Fem lokaliteter fra 2005 er tilføjet.

Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. Fem lokaliteter fra 2005 er tilføjet.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 1.022 lokaliteter med vandflagermus, heraf 885 detektorlokaliteter og 137 eksemplarlokaliteter. Der er tilføjet 5 detektorlokaliteter fra 2005.

Kortet viser, at vandflagermusen er udbredt overalt i Danmark undtagen på visse øer som fx Ærø, Læsø og Samsø. Den er en af de almindeligste danske flagermusarter og kan findes med detektor jagende insekter ved stort set alle nogenlunde beskyttede, åbne vandflader: søer (selv mindre søer benyttes), voldgrave, åer, brakvandsområder som vige, bugter og nor samt havnebassiner o.l. Den mangler kun i områder uden eller med ganske få åbne vandflader.

Vandflagermusen er en af de få arter, der forekommer hyppigt i det vindblæste vestlige Jylland, formodentlig fordi den kan finde insekter over vandfladerne i læ af brinker og bredvegetation.

Arten overvintrer med meget talstærke bestande i de berømte jyske kalkgruber. Gruberne er Nordens største vinterkvarterer for flagermus. Ringmærkningsundersøgelser i 1950'erne og 60'erne viste, at disse flagermus flyver til gruberne fra hele det midtjyske område (Egsbæk & Jensen 1963). Tabellen giver en oversigt over nogle vigtige lokaliteter, som regelmæssigt overvåges. Desuden er der netop hos denne art fundet en del andre overvintringslokaliteter som kældre, bunkers, kasematter, krypter, stendiger, brønde o.l. med nogle få overvintrende dyr.

I mange egne er det givetvis umuligt at finde de mange overvintrende vandflagermus, der nødvendigvis må være i området. Overalt på Sjælland findes for eksempel hundredvis af jagende vandflagermus i sommerhalvåret, men kun få i diverse slotskældre, kasematter, bunkers m.v. Vandflagermusene må her benytte nogle helt ukendte og utilgængelige overvintringssteder og måske helt andre kategorier af vinterkvarterer. Enkelte interessante fund af overvintrende vandflagermus i brønde, hvor dyrene sidder frostfrit lige over vandoverfladen, antyder en sådan anden kategori af vinterkvarter. Hule træer kan være en anden mulighed, men mens andre arter er fundet overvintrende i hule træer, er der endnu ikke fundet vandflagermus sådanne steder.

Forekomst før altlasperioden

Vandflagermusen er den eneste af vore flagermusarter, der er fundet som subfossil i Danmark. I en Ertebølle-køkkenmødding ved Krabbesholm, Skive, fandt man i 2005 en underkæbegren af vandflagermus (I. B. Enghoff, pers. medd.). Der er således belæg for, at vandflagermusen levede i Danmark i senatlantisk tid for ca. 4.800 år siden.

Vandflagermus.

Vandflagermus.

Zoologisk Museum har 195 eksemplarer af vandflagermus indsamlet i perioden 1860-1972. Baagøe (2001a) har sammenstillet disse fund med alle fund nævnt i litteraturen, i Zoologisk Museums ringmærkningslister og andet upubliceret materiale. Samlet kan disse data henføres til i alt 96 lokaliteter spredt ud over det meste af Danmark på nær Ærø, Langeland, Samsø, og Læsø. De historiske data viser, at vandflagermusen forekom i alle større regioner af Danmark, ligesom den gør det i dag. Den synes at have manglet på nogle af de samme øer som nu, nemlig Ærø, Samsø, Læsø og Anholt, som alle er fattige på åbne vandflader. Læsø og Anholt ligger desuden så langt til havs, at vandflagermus nok sjælden når frem til dem.

Faber (1826a, b) er den første, der omtaler arten fra “under” Århus Domkirke, men han er lidt usikker på, om den er forskellig fra skægflagermusen Vespertilio mystacinus (i videste forstand). Melchior (1834) nævner også Århus Domkirke som den eneste danske lokalitet. Fundet nævnes igen af Tauber (1878), som dog også skriver, at arten var almindelig omkring København (5 lokaliteter). Winge (1899) giver en liste over flere danske lokaliteter. I 1867 indsendte Feddersen nogle få flagermus fra Mønsted Kalkmine til Zoologisk Museum, hvor Tauber (1878) bestemte dem til Geoffroys flagermus Myotis emarginatus (dengang Vespertilio ciliatus). Det var en fejlbestemmelse, som Winge (1899) korrigerede til vandflagermus.

Ryberg (1947) omtaler ikke, hvad hans prikkort over den skandinaviske udbredelse bygger på, men vi ved, at de er baseret på museernes samlinger samt på diverse skolesamlinger, som han besøgte, og desuden på litteraturoplysninger Jensen (1969) nævner, at arten er truffet over det meste af landet og må anses for en af vore almindelige arter. I ringmærkningstiden i 1950-60'erne var vandflagermusen langt den hyppigste art i Mønsted og Daugbjerg kalkminer (Egsbæk & Jensen 1963). Det gælder også i nutiden, hvor der overvintrer mange tusinde vandflagermus i gruberne (Baagøe & Degn 2004).

Det kan undre, at de første oplysninger om arten fra kalkgruberne kom så sent som 1867 (Feddersens fund). De tidlige forfattere, Boie (1825), Faber (1826a, b), Melchior (1834) og Feddersen (1865) var alle klar over, at der overvintrede mange flagermus i gruberne, så mange, at nogle blev solgt på markedet i Viborg (Faber 1826a, b). Åbenbart synes de at have ment, at den almindelige art i gruberne var “skægflagermus” Vespertilio mystacinus (dengang opfattedes skægflagermus og Brandts flagermus som en art). Noget tyder på, at de ikke har kunnet skelne og antog vandflagermus for “skægflagermus”, således at det også dengang var vandflagermusen, der var grubernes almindeligste flagermus.

I øvrigt er der tegn på, at der allerede i 800-tallet blev hentet kalk i Mønsted og Daugbjerg, så det er tænkeligt, at der kan have overvintret flagermus der i mange hundrede år.

Udbredelse

Vandflagermusen er vidt udbredt og en af de almindeligste arter i Europa. Der er tegn på, at bestanden er vokset i mange dele af udbredelsesområdet.

I Europa findes arten nordpå til Skotland og til ca. 63°N i Skandinavien. Østpå når den til Østsibirien, Kamchatka, Kurilerne, Hokkaido (Japan), Korea, det sydlige Kina, Tibet og det nordøstlige Indien (Bogdanowicz 1999).

 I udflyvningsperioden fra midten af marts til slutningen af april ses vågne vandflagermus ofte frit fremme på kalkgrubernes vægge og lofter.

I udflyvningsperioden fra midten af marts til slutningen af april ses vågne vandflagermus ofte frit fremme på kalkgrubernes vægge og lofter.

Biologi

Vinterdvalen tilbringes i kalkgruber, kældre, kasematter, brønde m.v. Udflyvningen fra vinterkvartererne sker fra midten af marts til sidst i april (Baagøe & Degn 2004).

Sidst på foråret eller først på sommeren etablerer hunnerne sig i ynglekolonier, der som regel findes i hule træer og kun sjældent i huse, men altid i nærheden af jagtområderne. Hannerne lever enkeltvis eller i mindre grupper. Vandflagermusene flyver ud sent om aftenen og følger ledelinjer i landskabet, fx et lille vandløb, et levende hegn eller en skovvej til nærmeste sø eller vandløb, hvor den natlige insektjagt begynder. Herfra vil de ofte sprede sig ud til andre vandflader i området.

Fra sidst i juni til først i juli føder hver hun en unge, første gang i hendes andet leveår. Mødrene kan vende hjem flere gange om natten for at give ungerne die.

Vandflagermusene bruger over 90% af deres fourageringstid på jagt i lav flugt over vandflader efter insekter, som fanges på eller lige over vandfladen (Baagøe 1987). Af og til jager de også andre steder som for eksempel omkring eller i toppen af store træer, langs skovkanter m.v.

Kolonierne opløses sidst i august, og mange individer vil derefter opholde sig i såkaldte mellemkvarterer. Allerede fra sidst i juli og først i august observeres mange vandflagermus ved vinterkvartererne (sværmning) (Degn et al. 1995), men de går først i egentlig vinterdvale fra sidst i september til begyndelsen af november. Formodentlig foregår de fleste parringer i vinterkvarterne, som således er vigtige mødesteder for kønnene og af stor betydning for udvekslingen af gener.

Der overvintrer mange tusinde vandflagermus i de jyske kalkgruber (se tabel). I Daugbjerg og Mønsted Kalkmine overvintrer de fleste godt gemt i revner og sprækker eller dybt i den løse kalk på gangenes bund.

Vigtige vinterkvarterer for vandflagermus
VinterkvarterStørrelse og områdeAntal flagermus og årstalEstimat/Optælling
Mønsted Kalkmine aStort, V. Jylland5.900-8.300 (2003) (tidligere estimater ikke medtaget)Estimat baseret på harpefældefangster
Daubjerg Kalkmine aStort, V. Jylland10.000-12.000 (2003) (tidligere estimater ikke medtaget)Estimat baseret på harpefældefangster
Smidie KalkminebMellemstort, Ø. Jylland100-1.100 (1981-2005)Årlige optællinger
Thingbæk Kalkmine bMellemstort, Ø. Jylland150-650 (1981-2005)Uregelmæssige optællinger
Hasseris Kalktunnel cMellemstort, ved Aalborg100-180 (1979-1985)Årlige optællinger
Bunker syd for Silkeborg dMellemstort, Midtjylland50-80 (1982-2003)Årlige optællinger
Kronborg Kasematter eMellemstort, NØ. Sjælland5-10 (1958-1994)Årlige optællinger
Kalktunnel, Stevns Klint fLille, Stevns36-37 (2003)Optælling
Gl. iskælder A, Lolland gLille, Lolland4-13 (2003, 2005)Optællinger
Gl. isklæder B, Lolland gLille, Lolland7-15 (2003, 2005)Optællinger
a) Baagøe & Degn 2004. b) B. Jensen, upubl.; Baagøe 2001a. c) Jensen et al. 1985. d) B. Jensen & T. S. Jensen upubl. e) Jensen & Baagøe 1984, og upubl. f) H. J. Baagøe, K. Fog & J. Woolhead obs. g) H. J. Baagøe & K. Fog obs.

Forvaltning, trusler og status

Vandflagermusen er opført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004) samt omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se tabel i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Vandflagermusen er ikke en truet art i Danmark, men den er sårbar over for forstyrrelser i og ødelæggelse af vinterkvartererne. Især er det af allerstørste betydning, at kalkgruberne, der huser de store overvintrende bestande, på alle måder holdes sikrede mod ændringer, der kan gøre dem mindre brugbare for flagermusene. Fældning af hule træer og tilgroning af vandområder kan være trusler mod lokale bestande. Eksempelvis kan arten helt eller delvist forsvinde fra en slotspark efter fældning af en gammel allé eller en voldgravs tilgroning med andemad, så der ikke længere er grundlag for en koloni i området.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 39, 1994, er alle danske flagermusarter beskyttet mod jagt, og hule træer og træer med spættehuller må ikke fældes i perioden 1. februar til 31 august.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Vandflagermus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475668

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk