• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Troldflagermus

Oprindelig forfatter HBaa

Troldflagermus.

Troldflagermus.

Troldflagermusen er knyttet til ældre løvskov og er udbredt over det meste af Danmark bortset fra store dele af Vest- og Nordjylland. Arten takseres som “mellem” at finde med detektormetoden og “let” med eksemplarmetoden. Troldflagermusen er ikke blandt de almindeligste danske arter, men er alligevel langt mere almindelig end tidligere antaget. Den blev fundet på i alt 359 lokaliteter (321 detektorlokaliteter og 38 eksemplarlokaliteter), mens den i hele den forudgående periode (1865-1972) kun var kendt fra 14 lokaliteter. Troldflagermus hedder på latin Pipistrellus nathusii; navngivet af Keyserling & Blasius, 1839.

Artiklen Troldflagermus er skrevet af
Hans Baagøe.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Troldflagermusen benytter såkaldte QCF-skrig (QCF = næsten konstant frekvens) på omkring 40 kHz med ekstremværdier fra ca. 37 kHz til ca. 44 kHz. Skrigene minder om de andre Pipistrellus-arters, men i typisk jagtflugt bruger troldflagermusen langsommere skrigrate og ofte en staccato-rytme. Dette kan let måles på tidsekspanderede skrig på computeren. Den langsommere skrigrate og rytmen kan også via detektorens heterodynsystem erkendes direkte med øret (Ahlén & Baagøe 2001a, 2004; Baagøe & Ahlén 2001). Der er et vist overlap i frekvens med pipistrelflagermusen.

Der kommer en del henvendelser fra husejere om kolonier i huse. Man finder tit voksne enkeltindivider eller store unger, der har forvildet sig ind i husenes beboede dele.

Annonce

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres troldflagermusen som “mellem” at registrere med detektormetoden og “let” med eksemplarmetoden.

 Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. Syv lokaliteter fra 2005 er tilføjet.

Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. Syv lokaliteter fra 2005 er tilføjet.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 359 lokaliteter med troldflagermus (321 detektorlokaliteter og 38 eksemplarlokaliteter).

Da arten ikke er vanskelig at finde med nogen af metoderne, antyder disse tal, at den ikke er blandt de almindeligste danske arter, og at den langtfra er så almindelig som dværgflagermusen. Dog er den meget mere almindelig end antaget før atlasperioden, hvor der kun var registreret 14 lokaliteter, hvilket viser, hvor revolutionerende brugen af detektorer er.

Troldflagermusen er udbredt over det meste af Danmark bortset fra store dele af Vestjylland vest og syd for israndslinjen samt store dele af Nordjylland. Arten er stærkt knyttet til ældre løvskov, og i Jylland falder dens udbredelse nøje sammen med løvskovens hovedudbredelse. Netop i to af de meget få løvskove i Vestjylland af en vis udstrækning, ved Nørre Vosborg og Lønborggård, blev der fundet jagende troldflagermus. Ved Lønborggård var der formodentlig en ynglekoloni. At arten tilsyneladende mangler på store dele af Fyn, kan ikke skyldes manglende løvskovsområder, som øen er rig på. Sommeropholdssteder, hvoraf de fleste var ynglekolonier, er kendt fra næsten alle dele af udbredelsesområdet, dog ikke Bornholm.

 Troldflagermus har ofte sommerkvarterer og parringskvarterer i hule træer.

Troldflagermus har ofte sommerkvarterer og parringskvarterer i hule træer.

Troldflagermusen er en langdistanceflyver, og strejfere kan dukke op næsten overalt, fx på olieboreplatforme ved den britiske kyst (Speakman et al. 1991) og på Færøerne (Baagøe & Bloch 1994).

Arten er en udpræget trækflagermus, der i store antal foretager regulære træk. Troldflagermus, ringmærket i de baltiske stater, er genfundet i Holland, Tyskland, Belgien, Frankrig, Schweiz, Italien, Kroatien og Tjekkiet (Masing 1988; Lina 1990; Petersons 1990). To ringmærkede individer fra Sydsverige blev genfundet i Tyskland og Belgien (Kock & Schwarting 1987; Gerell 1987). Sværmning af flere hundrede dyr er observeret ved pynter på den sydsvenske kyst, og mange individer trak herfra direkte ud over Østersøen (Ahlén 1997a). Den fremherskende trækretning om efteråret er altså fra nordøst til sydvest omkring og formodentlig også gennem Danmark. Da der ikke er ringmærket flagermus i Danmark i mange år, vides det ikke, hvor de danske troldflagermus trækker hen, og der er ikke fundet ringmærkede individer fra andre lande hos os. Sent i august og i det tidlige efterår er der imidlertid observeret øget aktivitet af troldflagermus ved Gedser Odde samt Dueodde og andre steder på Sydbornholm. Der er desuden observationer fra denne årstid af troldflagermus på en del steder, hvor de ikke opholder sig i yngletiden, fx på Hjelm og Omø. Det drejer sig formodentlig om trækkende eller strejfende dyr. De mindre flagermus, der hvert år observeres flyvende på Christiansø, kan meget vel være troldflagermus.

Forekomst før atlasperioden

Alle historiske fund (1865-1972) er sammenstillet af Baagøe (2001a). Zoologisk Museum har kun 17 danske eksemplarer fra perioden 1865-1972, og der findes et eksemplar i hver af følgende samlinger: Naturama, Svendborg, Naturhistorisk Museum, Århus, samt Herlufsholm. Winge (1899) omtaler et eksemplar, og ringmærkningsprotokollerne nævner yderligere 16 individer (Lolland). Det ældste eksemplar på Zoologisk Museum indgik i journalen i 1865. Den første, der omtaler arten herhjemme, er Tauber (1878), som nævner den både fra Sjælland og Jylland. Blandt andet berettes om en koloni i et hult træ i Hald Bøgeskov, hvor adjunkt Feddersen 15. juni 1867 indsamlede nogle drægtige og fødende hunner, hvoraf en fødte en unge i hans botanisérkasse! Fra perioden er der således kendskab til i alt 37 eksemplarer fordelt på kun 14 lokaliteter i Østjylland (bl.a. 2 ynglekolonier), på Sjælland, Lolland (bl.a. 2 ynglekolonier) og Falster. Rybergs (1947) prikkort viser en lignende forekomst, men da han ikke gjorde rede for de enkelte fund, kan de ikke “krydsrevideres” i forhold til de øvrige. Sandsynligvis er fundene stort set identiske med de omtalte, idet kortet er baseret på museumssamlinger, skolesamlinger, litteratur m.m. (Ryberg, pers. oplysn.). Den samme forekomst nævnes i senere samleværker, således af Degerbøl (1949-50) og Jensen (1969), som tilføjer, at arten formodentlig er sjælden, men at det er vanskeligt at vurdere.

 Troldflagermusen ligner meget dværgflagermus og pipistrelflagermus og er kun en anelse større.

Troldflagermusen ligner meget dværgflagermus og pipistrelflagermus og er kun en anelse større.

Udbredelse

Troldflagermusen er pletvist udbredt mange steder. Den findes fra Irland og det nordligste Spanien i vest til Uralbjergene i øst og fra det sydligste Finland, Mellemsverige, Danmark, Skotland/England (sjælden) i nord til det nordligste Spanien, Italien og Grækenland i syd (Bogdanowicz 1999).

Biologi

Troldflagermusen er knyttet til løvskov. Typisk finder man den jagende i åbninger mellem ældre løvtræer over veje og spor i skoven og langs skovkanter. Ofte træffes den ved åer og søer, men sjældent langt fra løvtræer. Her høres med detektoren de karakteristiske sonarlyde og ofte tillige de artskarakteristiske sociale lyde, der ender i en trille.

 Straks efter udflyvningen om aftenen jager troldflagermusen insekter ved at flyve i store buer eller frem og tilbage i åbninger oppe mellem træernes kroner eller lige under dem.

Straks efter udflyvningen om aftenen jager troldflagermusen insekter ved at flyve i store buer eller frem og tilbage i åbninger oppe mellem træernes kroner eller lige under dem.

Sommerkolonier findes i hule træer, fugle- og flagermuskasser og i huse. Vinterkvartererne er lignende steder. I parringstiden fra midten af august til ind i oktober sidder de territoriale hanner ved træhuller eller lignende og kalder med sociale lyde. Sådanne averterende hanner optræder visse steder i Holland i mængder, og da dette foregår i sensommeren og i efterårsperioden, falder parringstiden i Holland sammen med træktiden. Der er ingen tvivl om, at mange af de troldflagermus, der trækker sydvestpå fra de baltiske lande, parrer sig i Holland og andre steder i Vesteuropa, hvor dyrene så senere har deres vinterkvarterer (Lina & Reinhold 1997). I Danmark er der fundet hanner med parringsadfærd, men det vides endnu ikke, om dele af vor hjemlige ynglebestand i virkeligheden parrer sig under opholdet i vinterkvartererne sydpå.

Forvaltning, trusler og status

Troldflagermusen er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004) og er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Fældning af hule træer og afskæring af hule grene er lokalt en trussel. I forvaltningen bør man huske på, at en lokal bestand af troldflagermus har behov for flere hule træer. For det første er det nemlig næsten umuligt for mennesker at vurdere det enkelte hule træs egnethed. For det andet er dyrenes behov forskellige sommer og vinter. Vinterkvarteret skal være køligt, men frostfrit, mens sommerkvarteret helst skal være varmt. For det tredje veksler hunnerne ofte mellem flere ynglesteder, og hannerne skal have andre steder at opholde sig.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 39, 1994, er alle danske flagermusarter beskyttet mod jagt, og hule træer og træer med spættehuller må ikke fældes i tiden 1. februar til 31. august.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Troldflagermus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 28. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475665

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk