• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sydflagermus

Oprindelig forfatter HBaa

 Sydflagermusen kendes fra vores anden store art, brunflagermusen, på ørelængden og ørelågets stumpt tilspidsede form.

Sydflagermusen kendes fra vores anden store art, brunflagermusen, på ørelængden og ørelågets stumpt tilspidsede form.

Sydflagermusen er en af Danmarks almindeligste flagermusarter. Den er vidt udbredt og almindelig over hele landet bortset fra dele af det nordlige Jylland og Nordøstsjælland, hvor den mangler eller er fåtallig. I atlasperioden har den påbegyndt en spredning ind i disse områder. Den mangler på visse øer. Historiske data antyder, at arten har invaderet og spredt sig i Danmark i løbet af ca. 150 år. Dog er det muligt, at det er sket noget tidligere, måske i løbet af de sidste 300-400 år. Det er vanskeligt at forestille sig, at denne stærkt mennesketilknyttede art har kunnet eksistere i Danmark før opførelsen af nyere tiders solide, velisolerede bygninger. Sydflagermus hedder på latin Eptesicus serotinus; navngivet af Schreber, 1774.

Artiklen Sydflagermus er skrevet af
Hans Baagøe.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Sydflagermusen er let at kende med detektorer på en kombination af skrigenes form og en frekvens på omkring 25-28 kHz ved den stærkeste intensitet samt en karakteristisk hurtig rytme med omkring 140 ms (millisekunder) mellem skrigene afbrudt af pauser af dobbelt længde (280 ms).

Sydflagermusen benytter næsten kun huse som opholdssteder og er derfor en art, der hyppigt indrapporteres. En ynglekoloni går sjældent upåagtet hen, da dyrene ofte sviner en del ned ad gavlvæggen under ind- og udflyvningsstederne samt indendørs. De kan larme en del bag loftsbeklædningen i huse med udnyttet første sal eller sjældnere helt nede i husets skillevægge. Især når ungerne lærer at flyve, finder man af og til svækkede eller nødlandede dyr på jorden eller i bygningen. Vinterdvalen tilbringes i lignende bygninger, men på kølige, frostfrie steder som i hulmure, ved skorstene på uudnyttede lofter o.l. Om vinteren opdages dyrene derfor sjældnere og mest ved husombygninger, eller når de søger længere ind i bygningerne i perioder med hård frost.

Annonce

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres sydflagermusen som “let” at registrere med både detektor- og eksemplarmetode.

De mere end 1.300 flagermus, der gennem årene er blevet indsendt i forbindelse med de danske undersøgelser af flagermusrabies, er indgået i nærværende kortlægning. Heraf var ca. 60% sydflagermus.

 Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. En lokalitet fra 2005 er tilføjet.

Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. En lokalitet fra 2005 er tilføjet.

Forekomst i atlasperioden

Sydflagermusen er den hyppigst registrerede flagermusart i Danmark og er utvivlsomt en af de almindeligste danske flagermusarter. Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) blev sydflagermus fundet på 3.109 lokaliteter, heraf 2.031 detektorlokaliteter og 1.078 eksemplarlokaliteter.

Der er fundet masser af kolonier i næsten alle dele af udbredelsesområdet. Tallene afspejler, at arten er let at finde.

Kortet viser, at sydflagermusen er udbredt over hele landet bortset fra det meste af Nordjylland, nemlig Thy og det nordvestlige Vendsyssel, og det meste af Nordøstsjælland. Den findes på de fleste øer, men mangler som andre arter på fx Læsø og Anholt. Sydflagermus er en af de få arter, der er almindelig og vidt udbredt i det vestlige Jylland, hvor den sågar kan observeres jagende over åbne hedestrækninger og helt ude over klit og strand.

I begyndelsen af atlasperiodens detektorregistrering, dvs. fra 1981 og frem, var det næsten umuligt at finde arten i det nordenfjordske område og i Nordøstsjælland på trods af ihærdig gennemlytning af alle kvadrater. I de senere år, 2000-2004, er sydflagermus imidlertid fundet jævnt forekommende i det sydøstlige Vendsyssel nordpå til omkring Sæby. Samtidig er der gjort lidt flere fund af jagende dyr i Nordøstsjælland og af nogle få enkelteksemplarer. Arten er dog sjældent forekommende her i forhold til andre steder i Danmark. Det ser altså ud til, at sydflagermusen i atlasperioden har udvidet sin udbredelse i disse to områder.

Undersøgelser baseret på, hvor mange sydflagermuslokaliteter man kunne finde med detektorer pr. time i forskellige egne af Danmark, antyder, at arten er hyppigst forekommende (dvs. har størst bestandstæthed) i det sydlige Jylland, det østlige Midtjylland og på Fyn. Noget lavere tætheder antydes i fx Vestjylland, på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm (Baagøe 2001a).

 Sydflagermus jager ofte langs skovkanter og i parker i åbent luftrum, sjældent helt tæt på træerne eller inde mellem grenene. Af og til kan de dog i langsom flugt tage insekter i ”overfladen” af trækronerne.

Sydflagermus jager ofte langs skovkanter og i parker i åbent luftrum, sjældent helt tæt på træerne eller inde mellem grenene. Af og til kan de dog i langsom flugt tage insekter i ”overfladen” af trækronerne.

Forekomst før altlasperioden

Tidlige forfattere, Boie (1823, 1825), Faber (1826a, b) og Melchior (1834) nævner, at arten ikke er sjælden i Slesvig-Holsten, men at den ikke er fundet nordligere, dvs. i nutidens Danmark. Muligvis fejlbestemte Faber (1826a, b) en koloni i Århus Domkirke til brunflagermus. Det kan meget vel have været sydflagermus (Baagøe 2001a).

Lilljeborg (1874) og Tauber (1878) nævner artens nordligste forekomst som Aabenraa. Her er der igen en undtagelse, nemlig en usikker observation fra Silkeborg. Senere finder Winge (1899) den også på Fyn. Endnu senere bliver den registreret fra mange lokaliteter i Jylland syd for Limfjorden, på Fyn og Lolland-Falster, men kun en enkelt lokalitet på Sjælland (Sydsjælland) (Ryberg 1947; Baagøe & Jensen 1973a, b).

En sammenstilling af de mere end 112 museumseksemplarer, litteraturomtaler og upublicerede oplysninger fra før 1973 findes i Baagøe (2001a). Disse data repræsenterer i alt 97 lokaliteter vidt udbredt over landet med tre bemærkelsesværdige undtagelser, nemlig Sjælland, Nordjylland nord for Limfjorden og Bornholm, alle med kun en enkelt lokalitet hver. Baagøe og Jensen (1973a, b) “krydscheckede” disse data med et andet datasæt fra konservator H. P. Hansens (Herning) protokoller for perioden 1906-38. Han havde kunder overalt i Danmark, og alle adresser, hvorfra der var indsendt sydflagermus, blev plottet ind på et kort. Det viste den samme udbredelse og samme manglende forekomst nordenfjords, på Sjælland og Bornholm. Det kunne altså se ud til, at arten stort set ikke fandtes på Sjælland ved atlasperiodens begyndelse i 1973. I 1970'erne og de tidlige 1980'ere besøgte Baagøe (1986, 2001a) et antal huse med sydflagermuskolonier. Interviews med ældre husejere med kolonier afslørede, at der faktisk havde eksisteret ynglekolonier på Syd- og Midtjælland i mindst 25 år, altså fra omkring 1950 og måske endnu tidligere. Det er lidt af en gåde, hvordan denne art, der gør allermest opmærksom på sig selv i huse, har levet upåagtet netop på det tætbefolkede Sjælland, mens man her i samme periode var opmærksom på flere andre arter, der er vanskeligere at opdage.

De historiske data antyder således, at arten har invaderet og spredt sig i Danmark i løbet af ca. 150 år eller muligvis noget tidligere, måske i løbet af de sidste 300-400 år. Det er under alle omstændigheder vanskeligt at forestille sig, at denne stærkt mennesketilknyttede art har kunnet eksistere i Danmark før opførelsen af nyere tiders større, velisolerede bygninger.

 Sydflagermusen er en stor art, der er stærkt knyttet til det menneskeskabte landskab. Den ses ofte jage omkring havens træer.

Sydflagermusen er en stor art, der er stærkt knyttet til det menneskeskabte landskab. Den ses ofte jage omkring havens træer.

Udbredelse

Sydflagermusen er vidt udbredt i Europa nordpå til Midtengland, Danmark, det sydlige Sverige, Letland, sydpå til Nordafrika, østpå til Kina, Taiwan og den nordlige indo-malayiske region (Catto & Hutson 1999; Baagøe 2001d). Før 1982 var der ingen fund fra Sverige (Gerell et al. 1983), mens der nu er spredte registreringer flere steder i landets sydlige dele (Ahlén 2004a), endnu et tegn på, at arten er i spredning.

Biologi

Sydflagermus findes i en lang række habitater, men arten findes hyppigst jagende langs skovkanter, omkring enkeltstående træer, over parcelhushaver med ældre træer og lignende steder. Især i sidste halvdel af sommeren og om efteråret jager sydflagermus i stort tal over moderne vejlamper og udnytter de store insektmængder, der tiltrækkes af lyset (Baagøe 1986, 2001a, d; Rydell & Baagøe 1996a, b).

Sydflagermusen udnytter således med stor succes nutidens menneskeskabte danske landskab. Denne mosaik af åbent agerland, spredte løvskove, mindre lunde, levende hegn, enkeltstående træer, parker og haver er netop dens foretrukne jagthabitater (Catto et al. 1996). Hertil kommer, at artens hovedføde bl.a. omfatter en række billearter, der i store mængder udvikler sig i kogødning på marker og enge samt i græsmarker.

I Danmark benytter arten udelukkende bygninger som opholdssteder. I sommerhalvåret har sydflagermus oftest dagkvarter og ynglekolonier på loftet i større parcelhuse, stuehuset til lidt større gårde eller på slotte og herregårde. Den holder både til skjult på åbne lofter og i huse med udnyttet tagetage. Sjældnere holder arten til i andre bygninger som kirker, fabriksbygninger og lignende, men altid i nærheden af gode jagtområder. Det er meget almindeligt, at sydflagermusen har ind- og udflyvning i husgavlen, og at den synes at foretrække huse med tagudhæng. Den kan også benytte huller ved skorstene og i tagrygningen.

Arten overvintrer som nævnt mere skjult i bygninger på kølige, men frostfrie steder. Det er oftest i hulmure, i revner eller under isoleringen på lofter, men den er også fundet på mere atypiske steder som fx i alteret i en kirke.

Sydflagermus.

Sydflagermus.

Flagermusrabies

I det sydvestlige Jylland fandt man i efteråret 1985 en sydflagermus med en speciel form for rabiesvirus, der kaldes European Bat Lyssavirus (EBL), og som adskiller sig fra det klassiske rabiesvirus. En storstilet undersøgelse herhjemme viste, at dette virus var vidt udbredt blandt danske sydflagermus (Grauballe et al. 1987).

Siden har man fundet EBL hos sydflagermus i de fleste andre europæiske lande. Det forekommer også hos en del andre arter, men langt sjældnere. Spanske undersøgelser viser, at sydflagermus tilsyneladende ofte overlever sygdommen, hvis de i øvrigt er i god kondition. Formodentlig har EBL eksisteret upåagtet i europæiske sydflagermus i meget lang tid. EBL er et farligt virus, der uden behandling kan medføre døden hos andre pattedyr inklusive mennesker.

Heldigvis ser det ud til, at flagermusene ikke bliver aggressive af dette virus. Inficerede dyr går ikke til angreb. Raske, danske flagermus angriber aldrig mennesker, selvom mange tror det, når en flagermus flyver tæt på i mørket for med sin sonar at undersøge en person. EBL kan stort set kun overføres ved nærkontakt i form af bid, og flagermus vil kun bide, hvis man tager om dem. Skal man håndtere en flagermus, bør man derfor benytte en solid handske. Skulle uheldet være ude, og man bliver bidt, bør man gemme flagermusen til undersøgelse og i øvrigt søge læge og komme i vaccinebehandling. Moderne rabiesvacciner beskytter mod EBL.

Der er normalt ingen grund til at bekymre sig over at have en sydflagermuskoloni i huset. Nærmere oplysninger findes i litteraturen (Baagøe 1988, 1991, 1998, 2001d).

Forvaltning, trusler og status

Sydflagermusen er en af Danmarks almindeligste flagermus. Den er ikke truet som art, men den enkelte koloni kan være truet af ødelæggelse eller lukning af ind- og udflyvningsmulighederne.

Sydflagermusen er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004) og er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Sydflagermus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475663

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk