Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stor museøre

Oprindelig forfatter HBaa

Stor museøre.

Stor museøre.

Fundet af en mumie i 2004 på loftet i Maribo Kirke gør stor museøre til flagermusart nr. 17, der er registreret i Danmark. Dyret var ringmærket 183 km fra Maribo i det østlige Tyskland i 1987 og var formodentlig blot en strejfer, men enkelte ubestemte lydoptagelser giver yderligere grund til intensiveret eftersøgning på Lolland. Stor museøre hedder på latin Myotis myotis; navngivet af Borkhausen, 1797.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Stor museøres ultralyde er vanskelige at skelne fra lille museøres. Generelt er Myotis-arterne vanskelige at bestemme med detektorer, men begge disse arters skrig ligger lavere i frekvens og er derfor mulige at bestemme (Ahlén & Baagøe 1999). Lille museøre er kun fundet i det sydlige Europa.

Artiklen Stor museøre er skrevet af
Hans Baagøe.

Da stor museøre næsten kun benytter bygninger til dagkvarter om sommeren og underjordiske rum som kældre, huler m.v. som vinterkvarterer, bør den være nem at finde med eksemplarmetoden, hvis der er en bestand i området.

Annonce

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres stor museøre som “svær” at registrere med detektormetoden, fordi den vanskeligt kan skelnes fra lille museøre. Men slået sammen tilhører de to arter kategorien “mellem”. Stor museøre er nem at registrere med eksemplarmetoden.

 Nordpå holder stor museøre til i bygninger om sommeren. Længere sydpå benytter de ofte kældre, grotter, miner m.v., også når de har unger.

Nordpå holder stor museøre til i bygninger om sommeren. Længere sydpå benytter de ofte kældre, grotter, miner m.v., også når de har unger.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) blev der kun fundet en enkelt lokalitet med stor museøre.

Ved oprydning på loftet i Maribo Domkirke blev der i december 2004 fundet en mumie af en stor ringmærket flagermus. Det viste sig at være en ny art for Danmark, en stor museøre, der var ringmærket i august 1987 i Burg Stargard i det nordøstlige Tyskland, 183,3 km fra Maribo.

Mumien kan have ligget flere år, så det er uvist, hvornår dyret er kommet flyvende hertil over Østersøen. Formodentlig var det en strejfer, og fundet stemmer godt overens med et lignende enkeltfund fra Skåne. Det må dog nævnes, at der i hvert fald en enkelt gang netop midt på Lolland er optaget lyde fra flagermus, der mest ligner stor museøres skrig. Desværre er optagelserne for korte til sikker bestemmelse, og gentagne lytninger gav ikke flere observationer. Men det giver grund til intensiveret detektorlytning i området.

Forekomst før atlasperioden

Der er ingen fund før atlasperioden. Melchior (1834) nævner ganske vist arten fra Danmark, men der er sandsynligvis tale om en udbredt navneforvirring mellem den latinske navngivning af stor museøre og skimmelflagermus (Ryberg 1947; Baagøe 2001a).

 I perioden 1973-2004 blev næsten alle 10 × 10 km UTM-kvadrater undersøgt for alle flagermusarter, men der blev kun gjort et enkelt fund af stor museøre (2004).

I perioden 1973-2004 blev næsten alle 10 × 10 km UTM-kvadrater undersøgt for alle flagermusarter, men der blev kun gjort et enkelt fund af stor museøre (2004).

Udbredelse

Stor museøre er en af de arter, der kunne forventes her (Baagøe 2001a). Dens udbredelse har nordgrænse lige syd for Danmark. Kraftige bestandsnedgange i Centraleuropa fra 1950'erne og frem er måske nu stabiliseret (Stutz 1999). I den vestlige del af Tyskland synes nordgrænsen at have trukket sig sydpå. I Segeberger Höhle syd for Kiel overvintrede der indtil 1950'erne flere eksemplarer, men nu kun en enkelt. Imidlertid blev en lille overset “reliktbestand” fundet efter 1980 i Flensborg få kilometer syd for grænsen (Borkenhagen 1993). I det østlige Tyskland og Polen forekommer arten stadig op til Østersøkysten. Et enkelt eksemplar blev fundet overvintrende i en hule i Skåne (Gerell & Lundberg 1985a). Arten er for nylig uddød i England (Stebbings & Hutson 1991). Sydpå forekommer stor museøre i hele Europa og i Nordafrika. Østpå findes den til Ukraine, Tyrkiet og Syrien.

Biologi

I den nordlige del af udbredelsesområdet har denne store art udelukkende sommeropholdssteder og ynglekolonier i bygninger, oftest på større lofter. Vinterkvartererne findes i miner, kældre o.l. Arten foretrækker skovrige områder og jager både i skov og i åbne områder i kulturlandskabet. Den flyver som regel lavt, i op til 10 meters højde. Byttet er især store insekter, ofte biller, som dels fanges på jorden, dels i luften.

Forvaltning, trusler og status

Stor museøre er anført på IUCN's Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004). Ved artens absolutte nordgrænse bør man gøre alt for at hjælpe den, hvor den måtte indvandre. Arten er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

I det øvrige Europa er stor museøre mange steder truet af forstyrrelser i dag- og vinterkvartererne samt af sprøjtning med insektmidler på lofter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Stor museøre i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475660

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk