Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skægflagermus

Oprindelig forfatter HBaa

 I det ydre er skægflagermus og Brandts flagermus næsten umulige at skelne fra hinanden. En sikker artsbestemmelse sker ud fra små forskelle i tænder eller penisfacon.

I det ydre er skægflagermus og Brandts flagermus næsten umulige at skelne fra hinanden. En sikker artsbestemmelse sker ud fra små forskelle i tænder eller penisfacon.

Skægflagermus, Skægflagermusen synes i Danmark kun at forekomme på Bornholm. Herfra kendes flere ynglekolonier, og arten er relativt almindelig, muligvis på grund af manglende konkurrence fra dværgflagermusen. Skægflagermus hedder på latin Myotis mystacinus; navngivet af Kuhl, 1817.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Som beskrevet under Brandts flagermus støder kortlægning ved hjælp af en kombination af detektormetoden og eksemplarmetoden på vanskeligheder, når det gælder skægflagermus og Brandts flagermus. De to arter er stort set umulige at kende fra hinanden med detektorer og må derfor slås sammen til Brandts flagermus/skægflagermus. I udseende kan de to arter skelnes med sikkerhed på små morfologiske forskelle (se under Brandts flagermus). De ligner dog hinanden så meget, at bestemmelsen er udpræget specialistarbejde.

Artiklen Skægflagermus er skrevet af
Hans Baagøe.

For hver af de to arter bringes et udbredelseskort alene baseret på eksemplarmetoden samt et fælleskort med detektorlytningerne for Brandts flagermus/skægflagermus, (se under Brandts flagermus).

Annonce

Skægflagermus.

Skægflagermus.

Skægflagermus jager ofte på samme sted i lang tid, enten frem og tilbage langs fx en skovkant eller i cirkler i en åbning mellem trækronerne. I disse situationer benytter de ligesom Brandts flagermus en karakteristisk regelmæssig sonarrytme, der er langsommere end andre Myotis-arters i lignende situationer. I felten er det relativt nemt at finde frem til Brandts flagermus/skægflagermus med denne foretrukne flugtadfærd, og med lidt tålmodighed er det ikke vanskeligt at bestemme dette artspar. Det er en hjælp at kunne lyse på dem med en kraftig lygte og få et glimt af bugfarven, der er mørkere end hos andre danske Myotis-arter. Individer, der blot passerer forbi, kan ofte ikke identificeres, men må noteres som uidentificerede flyvende Myotis-arter.

Det er ikke vanskeligt at registrere, om skægflagermusen forekommer i et område. Fra Bornholm ved man, at husejere vil henvende sig om kolonier i huse, hvis arten findes i et område. De finder nemlig tit voksne enkeltindivider eller store unger i eller uden for huset. Desuden overvintrer arten ofte i kældre og andre underjordiske rum og kan derfor registreres sådanne steder.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres skægflagermusen som “umulig” at bestemme i forhold til Brandts flagermus med detektormetoden, men artsparret Brandts flagermus/skægflagermus karakteriseres som “mellem” at registrere med detektorer. Med eksemplarmetoden er skægflagermusen let at finde og karakteriseres derfor som “let”, selvom selve artsbestemmelsen er krævende og kun kan foretages af specialister.

 Eksemplarfund 1973-2004 af skægflagermus.

Eksemplarfund 1973-2004 af skægflagermus.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 98 lokaliteter for Brandts flagermus/ skægflagermus og 18 med sikkert bestemte skægflagermus. Heraf var 95 detektorlokaliteter (Brandts flagermus/skægflagermus), 18 eksemplarlokaliteter med skægflagermus og 3 eksemplarlokaliteter med Brandts flagermus/skægflagermus (ungdyr, der ikke kunne bestemmes til art).

Kortet over eksemplarfundene viser, at skægflagermus kun er fundet på Bornholm. Her er der relativt mange fundlokaliteter (18), hvoraf flere var ynglekolonier. Skægflagermusen er sammen med Brandts flagermus blandt de almindeligste flagermus på Bornholm. Dette fremgår også af detektorkortet (se under Brandts flagermus), hvor de to arter er slået sammen. I resten af landet er arten ikke fundet, selvom det er en af de nemmere arter at finde. Det er derfor nærliggende at antage, at detektorfundene fra resten af landet af Brandt flagermus/ skægflagermus kun repræsenterer fund af Brandts flagermus. Skægflagermusens danske udbredelse er derfor formodentlig begrænset til Bornholm.

Forekomst før atlasperioden

Zoologisk Museum har fire eksemplarer af skægflagermus. Tre af dem repræsenterer tre lokaliteter på Bornholm, hvoraf 1 (en halvvoksen han) antyder en ynglelokalitet. Det fjerde blev indført i journalerne med kommentaren “fundet i samlingen uden information, men er fra Danmark (muligvis Lolland)”. En nærmere undersøgelse (Baagøe 2001a) viser, at det er højst usikkert, om eksemplaret er fra Lolland. Den eneste anden antydning af, at skægflagermusen nogensinde er fundet i resten af Danmark, er underarmsmålet fra en hun af Myotis mystacinus (i vid forstand, dvs. før opsplitningen i Brandts flagermus og skægflagermus) fra kasematterne på Kronborg. Underarmen var så kort, at den passer bedre til skægflagermus end til Brandts flagermus, men der er så meget overlap mellem de to arter, at man ikke kan vove en sikker artsbestemmelse.

Udbredelse

Skægflagermusen forekommer fra Irland, den nordlige del af Den Iberiske Halvø og Marokko i vest til Korea og Japan i øst, og også i vestlige Himalaya og det sydlige Kina. Nordpå i Skandinavien forekommer arten til ca. 64°N. Den mangler i Nordskotland og Danmark (bortset fra Bornholm) (Gerell 1999).

 Som mange andre flagermusarter opholder skægflagermusen sig gerne i snævre revner og sprækker. Det er ikke ret ofte, at man finder flagermusene hængende frit fremme på lofter og lignende steder.

Som mange andre flagermusarter opholder skægflagermusen sig gerne i snævre revner og sprækker. Det er ikke ret ofte, at man finder flagermusene hængende frit fremme på lofter og lignende steder.

Biologi

Skægflagermusen overvintrer i underjordiske rum som kældre og kalkgruber, måske også i hule træer og på kølige lofter. Ynglekolonier findes især i beboelseshuse nær eller i skov eller skovagtig vegetation, mens hannerne opholder sig enligt eller nogle få sammen på lofter. Både Brandts flagermus og skægflagermus jager typisk i stereotyp flugt langs skovbryn eller i lysåbne huller mellem træerne i skove og parker. Som regel jager de nær træerne, sjældnere helt tæt på eller inde i løvværket, men af og til også i frit rum.

I Mellemsverige har de Jong et al. (manus) vist, at skægflagermusen i lidt i højere grad end Brandts flagermus foretrækker varierede landskaber med en blanding af agerland, løv- og nåleskov på bedre jord samt eng- og søområder. Det vides ikke, om dette også gælder i Danmark, men forskellene i biologi mellem Brandts flagermus og skægflagermus er små. Det kan derfor undre, at de to arter synes at trives side om side på Bornholm. Dog er der er ingen tvivl om, at Bornholm rummer de landskabstyper, som arterne synes at foretrække – både tilsammen og hver for sig.

 Jagthabitat og dagkvarter for skægflagermus.

Jagthabitat og dagkvarter for skægflagermus.

Såvel i jagthabitat som i valg af dagopholdssted minder skægflagermus meget om dværgflagermus og pipistrelflagermus. Det er interessant, at Brandts flagermus og skægflagermus netop er almindelige på Bornholm, hvor dværgflagermusen mangler. Årsagen kan rent teoretisk tænkes at være forskelle i arternes indvandringstidspunkt kombineret med konkurrence mellem dem.

Skægflagermus og især Brandts flagermus klarer sig godt i nåleskovsområderne (gran-fyr-birk) i Mellemsverige. Her er dværgflagermusen begrænset til beskyttede områder med islæt af rigere løvskov (Ahlén 2004a). Derfor er det sandsynligt, at de to Myotis-arter allerede er indvandret til Danmark i løbet af Præboreal tid med dens åbne fyrre-birke-hasselskov, og altså inden Bornholm blev en selvstændig ø for omkring 10.500 år siden (Björck 1995). Skægflagermus og Brandts flagermus kan have haft veletablerede bestande på øen lige siden. Derimod er dværgflagermusene formodentlig kommet til vore breddegrader væsentligt senere sammen med mere frodig løvskov og lang tid efter, at Bornholm blev isoleret som ø.

Dværgflagermusen er en mere bredspektret art, der er god til at tilpasse sig det menneskeskabte danske landskab. Måske har den udkonkurreret skægflagermusen helt og Brandts flagermus delvist i resten af Danmark, hvor den frit har kunnet indvandre.

Der er ingen tvivl om, at enkelte dværgflagermus af og til kommer flyvende til Bornholm. Men det kan tænkes, at de kommer enkeltvis og så sjældent til øen, at de ikke kan etablere sig, fordi egnede opholdssteder og jagtsteder allerede er optaget af veletablerede bestande af de to Myotis-arter (Baagøe 2001a).

Forvaltning, trusler og status

Skægflagermus er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004) og er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Fældning af hule træer og ødelæggelse af muligheden for at etablere dagkvarterer (ynglekolonier) i huse nær ved skov kan utvivlsomt være en trussel for lokale bestande. Ødelæggelse og forringelse af vinterkvarterer er ligeledes en mulig trussel. Netop når det gælder den bornholmske bestand af skægflagermus, er der grund til ekstra skærpet opmærksomhed over for sådanne trusler, fordi bestanden er lille, og muligheden for indvandring begrænset.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 39, 1994, er alle danske flagermusarter beskyttet mod jagt, og hule træer og træer med spættehuller må ikke fældes i tiden fra 1. februar til 31. august.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Skægflagermus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475657

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk