• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frynseflagermus

Oprindelig forfatter HBaa

 Frynseflagermusen har et karakteristisk lille knæk yderst på de ret lange ører. Navnet har den fået på grund af den frynseagtige hårbræmme på bagkanten af haleflyvehuden.

Frynseflagermusen har et karakteristisk lille knæk yderst på de ret lange ører. Navnet har den fået på grund af den frynseagtige hårbræmme på bagkanten af haleflyvehuden.

Der er kun få fundlokaliteter og fundkvadrater for frynseflagermus spredt over det meste af Danmark bortset fra Bornholm, hvor arten givetvis er mere almindelig. Arten er formodentlig mere hyppigt forekommende end kortet og fundantallet antyder. Frynseflagermus takseres nemlig som “svær” at finde med detektorer og “mellem” med eksemplarmetoden. Den er en ret stationær art, så der er sandsynligvis små lokale bestande “bag” mange af fundene i de forskellige egne af Danmark. Frynseflagermus hedder på latin Myotis nattereri; navngivet af Kuhl, 1817.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Generelt er Myofis-arterne vanskelige at bestemme med detektormetoden, og frynseflagermusen kræver ofte tid og tålmodighed (Ahlén & Baagøe 1999). Den jager ofte tæt op ad mure og tæt på eller inde i vegetationen. Her kan man være heldig at opleve den snurrende rundt i snævre cirkler med ret svage skrig i en meget hurtig rytme. På denne adfærd kan den bestemmes med sikkerhed. Også når den jager på fx skovveje eller stier i buskvegetation, kan den bestemmes, hvis man når at lyse på den og se dens karakteristiske vingeslag og den næsten hvide bugfarve. En sikker bestemmelse kræver som regel, at man både ser og hører arten. Det er tit umuligt at bestemme et enkelt dyr, der blot passerer forbi, heller ikke ved senere analyser af skrigene. Der er ingen tvivl, om at arten let overses i felten. Ved hurtige passager får man ofte en subjektiv fornemmelse af, at det kunne være en frynseflagermus. Så må man bevæge sig rundt i området for at finde den under betingelser, der gør en bestemmelse mulig. Det kan tage lang tid.

Artiklen Frynseflagermus er skrevet af
Hans Baagøe.

Man kan være heldig at høre frynseflagermusens sociale lyde, der er artstypiske og nemme at kende med tidsekspansion på computeren. En sjælden gang kan man bl.a. ved disse lyde finde frem til en ynglekoloni.

Annonce

De fleste eksemplarfund er sket ved indrapportering fra befolkningen og ved indsendelse af dødfundne dyr. Frynseflagermus gør ikke meget væsen af sig i huse, og en del kolonier er givetvis ikke indrapporteret. Yderligere fund er gjort i de få kendte vinterkvarterer samt ved indsendelse af dødfundne eller svækkede flagermus fra vinterperioden.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres frynseflagermusen som “svær” at registrere med detektorer og “mellem” med eksemplarmetoden. Tidligere blev den vurderet som “mellem” at registrere med detektormetoden (Baagøe 2001a), men bør revurderes til “svær” på grund af den lange tid, det kan tage at nå til en sikker bestemmelse.

 Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt.

Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 52 lokaliteter med frynseflagermus (25 detektorlokaliteter og 27 eksemplarlokaliteter). Tallene afspejler formodentlig, at arten er vanskelig at finde med begge metoder.

Kortet viser få og spredte fundkvadrater for Jylland, Fyn og Sjælland og lidt flere fra Lolland.

Det ses, at frynseflagermusen forekommer i de fleste egne af landet, men kombinationen af metoder er ikke så effektiv for denne art som for de fleste andre. Fund i vinterkvarterer spiller en stor rolle. Den eneste anden mulighed ville være netfangster over hele landet, men det er ikke realistisk.

På Bornholm er arten fundet i de fleste kvadrater. Der er omkring 23 registreringer fra øen, inklusive 4 ynglekolonier. Det viser, at hvor frynseflagermusen er mere almindelig, lader det sig gøre at finde den med begge metoder. Formodentlig er den sjældnere eller kun lokalt udbredt i resten af landet. Den regnes som en ret stationær art, der kun bevæger sig op til ca. 90 km mellem sommer- og vinterkvarterer (Schober & Grimmberger 1987). Man kan derfor formode, at der er små lokale bestande bag mange af fundene i de forskellige egne af Danmark.

På Lolland er der detektorfund i flere kvadrater, et formodet kolonifund og desuden enkeltfund og fund af nogle få dyr på et par overvintringssteder. Fra Sjælland er der ikke et eneste detektorfund, men de tre eksemplarlokaliteter viser, at arten alligevel findes på Sjælland. I mange år har der således overvintret 15-25 frynseflagermus i kasematterne på Kronborg, mindst et overvintrende eksemplar (1-3) blev fundet i en grubegang i Stevns Klint, og endelig er der et fund fra Odsherred. Det ene fund fra Fyn viser, at arten findes på øen. Der er ligeledes fund fra det sydlige Jylland, men arten må være sjælden.

Tabellen angiver estimater for antallet af frynseflagermus i de jyske kalkgruber. Baagøe & Degn (2004) foretog fangster af udflyvende flagermus (primært vand- og damflagermus) i foråret 2003 fra slutningen af marts. På basis af de tre første fangstnætter blev der estimeret et antal på ca. 300 frynseflagermus for Mønsted. Der blev ikke fanget frynseflagermus ved Daugbjerg, selvom arten er kendt for at overvintre der. Frynseflagermusen forlader imidlertid vinterkvartererne meget tidligt, og kurven for Mønsted antyder, at de første fangstnætter faldt i slutningen af artens udflyvningsperiode. Det kan altså ikke udelukkes, at der i Daugbjerg har været en lille bestand af frynseflagermus, som blot er fløjet tidligere ud.

Kendte vinterkvarterer for frynseflagermus
VinterkvarterStørrelse og områdeAntal flagermus og årstalEstimat/Optælling
Mønsted Kalkmine a+bStort, V. Jylland50-100 (1973-94) 300 (2003)Tidligere estimat Estimat baseret på harpefældefangster
Daubjerg Kalkmine a+bStort, V. Jylland50-100 (1973-94) 0? (estimat 2003)*Tidligere estimat Estimat baseret på harpefældefangster
Smidie KalkminecMellemstort, Ø. Jylland50-150 (1981-2005)Årlige optællinger
Thingbæk Kalkmine cMellemstort, Ø. Jylland0-20 (1981-2005)Uregelmæssige optællinger
Kronborg Kasematter dMellemstort, NØ. Sjælland15-25 (1958-94)Årlige optællinger
Kalktunnel, Stevns Klint eLille, Stevns1-3 (2003)Optælling
Gl. iskælder A, Lolland fLille, Lolland6-10 (2003, 2005)Optællinger
Gl. iskælder B, Lolland fLille, Lolland2-4 (2003, 2005)Optællinger
a) Baagøe et al. 1988; Degn et al. 1995; Baagøe 2001a. b) Baagøe & Degn 2004. c) B. Jensen upubl.; Baagøe 2001a. d) Jensen & Baagøe 1984, og upubl. e) H. J. Baagøe, K. Fog & J. Woolhead obs. f) H. J. Baagøe & K. Fog obs. *) den negative registrering kan skyldes, at perioden med harpefældefangster faldt for sent i forhold til frynseflagermusens udflyvningsperiode.

Der overvintrer altså en bestand på nogle få hundrede frynseflagermus i kalkgruberne i Mønsted (og måske også i Daugbjerg) og i Smidie. Det er sandsynligt, at Mønsted-Daugbjerg-bestanden om sommeren opholder sig og har kolonier i det habitatrige Østjylland, men der er indtil videre kun fund i et par østjyske kvadrater. I Høstemark Skov tæt ved Smidie er der fundet en del jagende frynseflagermus om sommeren (Baagøe 2001a, e).

 Frynseflagermusen jager ofte i langsom, manøvredygtig flugt inde i løvværket eller mellem grene og stammer samt langs mure og andre lodrette flader. Den kan tage insekter og edderkopper på blade, grene, mure m.v. og på jorden.

Frynseflagermusen jager ofte i langsom, manøvredygtig flugt inde i løvværket eller mellem grene og stammer samt langs mure og andre lodrette flader. Den kan tage insekter og edderkopper på blade, grene, mure m.v. og på jorden.

Forekomst før atlasperioden

Zoologisk Museum har kun 32 danske eksemplarer fra perioden 1848-1972, heraf 29 med lokalitetsangivelse. Sammen med et eksemplar på Naturama i Svendborg og oplysninger i litteraturen samt i ringmærkningsjournaler kan der i alt kun sammenstilles 21 danske lokaliteter for frynseflagermus (Baagøe 2001a).

De er fordelt nogenlunde som i nutiden fra Vestjylland (kun kalkgruberne), Østjylland, Sønderjylland, Fyn, Sjælland, Lolland og Bornholm. Det eneste kolonifund er fra Lolland.

Tauber (1878) er den første, der omtaler arten. Han nævner, at den kun er kendt som overvintrende i Kronborgs kasematter, mens Winge (1899) fortæller, at det første, kendte danske eksemplar blev fundet i 1847 i Fredensborg. Han nævner i alt 8 kendte eksemplarer.

Rybergs (1947) prikkort viser en lignende forekomst, men han gør ikke rede for de enkelte fund, og de kan derfor ikke “krydsrevideres” i forhold til de øvrige. Dog står det klart, at de stort set er identiske med de andre fund, idet det vides, at kortet er baseret på museumssamlinger, skolesamlinger, litteratur m.m. (Ryberg, pers. oplysn.).

Litteraturoplysningerne omfatter observationer og tællinger i de jyske kalkminer (Egsbæk & Jensen 1963; Egsbæk et al. 1972b; Baagøe et al. 1988), Kronborgs kasematter (Jensen & Jensen 1968; Jensen & Baagøe 1984) og enkelte kraniefund i uglegylp (Lange 1948).

Jensen (1969) gør rede for den samme forekomst og nævner, at et af Zoologisk Museums eksemplarer blev fundet af Bergsøe i 1859 på Kronborg, hvor arten også overvintrer i nutiden.

Udbredelse

Frynseflagermusen er vidt udbredt i hele Europa, nordpå til Skotland, Mellemsverige og det sydligste Finland og østpå til Ural, Nærøsten og Turkmenien. Arten findes også i det nordvestlige Afrika (Bogdanowicz 1999).

Frynseflagermus.

Frynseflagermus.

Biologi

Frynseflagermusen er specialist i langsom, manøvredygtig flugt og jager typisk tæt langs mure og klippevægge, tæt på vegetation eller helt inde mellem grenene på buske og træer. En del af byttet fanges i luften, men ligesom langøret flagermus er arten også en såkaldt “gleaner”, der tager bytte på blade, stammer, vægge m.m. Det ses på fødesammensætningen, der omfatter en del dyr, som ikke kan flyve. Føden består af fluer, mindre biller, sommerfuglelarver og mange andre insekter, men også mejere og edderkopper.

Frynseflagermusen er knyttet til skovområder og jager især langs skovkanter, i parkagtige landskaber, i skov, langs levende hegn, mure og klippevægge. Som mange andre arter træffes den tit nær vand.

Sommerkvartererne findes både i huse og hule træer. Vinterkvartererne omfatter kældre, kasematter, kalkgruber m.v., men formodentlig også huse eller hule træer en del af vinteren.

Forvaltning, trusler og status

Frynseflagermusen er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004) og er omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Ødelæggelse og forringelse af vinterkvarterer som kalkgruber, kældre m.v. vil være af stor negativ betydning for denne art. Fældning af hule træer og ødelæggelse af muligheden for dagkvarterer (ynglekolonier) i huse nær ved skov er utvivlsomt en trussel for lokale bestande.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 39, 1994, er alle danske flagermusarter beskyttet mod jagt, og hule træer og træer med spættehuller må ikke fældes i tiden fra 1. februar til 31. august.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Frynseflagermus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475594

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk