Dværgflagermusen er en art, man ofte oplever i sommernatten, netop fordi den ofte jager i parker og haver.

.

Figur 2. Kortet viser kvadrater med eksemplarfund 1973-2004 af dværg- og pipistrelflagermus.

.

Flagermus føder unger fra midten af juni til lidt ind i juli. Hos de fleste arter føder hver hun kun en unge om året. Dværgflagermusen er en af de arter, hvor hunnen ofte får to unger.

.

Figur 1. Kortet omfatter alle detektorfund i 1981-94 (Baagøe 2001a). I 1995-2004 undersøgtes desuden stort set alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater, og mange lokaliteter blev genbesøgt.

.

Dværgflagermus.

.

Dværgflagermus, Det, man tidligere opfattede som dværgflagermus Pipistrellus pipistrellus, har vist sig at bestå af to arter: dværgflagermus i snæver forstand Pipistrellus pygmaeus (Leach, 1825) og pipistrelflagermus Pipistrellus pipistrellus sensu stricto (Schreber, 1774). De to arter kan skelnes på forskelle i ultralydsskrigene og i DNA, men endnu ikke med sikkerhed på udseendet. Derfor bringes et artskort baseret på detektoridentifikation og et “eksemplarkort” for dværg/pipistrelflagermus slået sammen. Dværgflagermus hedder på latin Pipistrellus pygmaeus; navngivet af Leach, 1825.

Dværgflagermusen er som en af Danmarks almindeligste arter udbredt over det meste af landet. Dens stærke tilknytning til frodig løvskov forklarer den manglende forekomst i store dele af Vestylland og Thy. At den ikke findes på Bornholm kan skyldes konkurrence fra andre arter, der forhindrer den i at etablere en bestand på øen.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Allerede i 1983 opdagede man, at der fandtes to former for “dværgflagermus” i Europa, en med ultralydsskrig på omkring 55 kHz og en med skrig på ca. 45 kHz (Ahlén & Baagøe 2001, 2004; Baagøe & Ahlén 2001). Senere fandt man ved DNA-analyser ud af, at der er tale om to arter (Barratt et al. 1997; Jones & Barratt 1999).

Baagøe og Ahlén (2001) har givet de to arter danske navne. Navnet dværgflagermus bibeholdes til den art, der er en af Danmarks almindeligste flagermus. Arten har til gengæld fået et nyt videnskabeligt navn, Pipistrellus pygmaeus (Leach, 1825). Den sjældnere og mere sydligt udbredte art, Pipistrellus pipistrellus sensu stricto (Schreber 1774), har fået navnet pipistrelflagermus.

Forsøg på at adskille de to arter på morfologiske karakterer har indtil videre kun givet halvgode resultater (Häussler et al. 2000; Ahlén & Baagøe 2004). Der kræves flere undersøgelser af mere materiale. Endnu er det danske museumsmateriale ikke undersøgt, så de danske eksemplarfund må behandles som “dværgflagermus” i bred forstand, dvs. dværg/ pipistrelflagermus. Der bringes et separat kort for disse fund i nærværende kapitel.

Med detektormetoden kan arterne godt adskilles. For hver art bringes der derfor egentlige artskort alene baseret på detektorlytning og med en atlasperiode dækkende årene 1981-2004, som er den periode, hvor der blev anvendt detektorer.

Selvom det er nemt at konstatere, at det er en Pipistrellus-art (trold-, dværg- eller pipistrelflagermus), man har foran sig, og med øvelse også, om det er en troldflagermus, er dværgflagermusen nogle gange vanskelig at bestemme med detektorer. Skrigene hos dværgflagermus og pipistrelflagermus er næsten ens i rytmen, og desværre er der også et vist overlap i deres frekvens. Hos dværgflagermusen ligger den kraftigste, sidste del af skriget oftest på frekvenser mellem 50-60 kHz, men med ekstremværdier noget over og under normalværdierne. Pipistrelflagermusen benytter skrig, der ligner meget, men ligger på frekvenser mellem 40 og 50 kHz. Der er altså et lille overlap mellem de to arter, som kan gøre det vanskeligt at bestemme visse individer, mens flertallet benytter skrig uden for overlapningområdet. Har man et antal dyr, fx fra en nærliggende koloni, er bestemmelsen ikke vanskelig, da skrigenes frekvenser vil ligge spredt omkring enten 55 kHz eller 45 kHz. Benytter man alene heterodynsystemet, er det kun de dyre detektorer af høj kvalitet, som kan “tunes” nøjagtigt nok til at bestemme frekvensen tilstrækkelig præcist. Desværre duer de små og billigere heterodyndetektorer ikke til en sikker artsbestemmelse af dværg- og pipistrelflagermus. Også de to arters sociale lyde er næsten ens.

Da der endnu ikke er fundet sikre morfologiske karakterer, der adskiller de to arter, slås de indtil videre sammen til dværg/pipistrelflagermus. Alle halvvoksne og voksne eksemplarer af museumseksemplarer, mumier, friske dødfundne dyr og levende dyr kan nemt bestemmes til dværg/pipistrelflagermus. De har ofte kolonier i huse, og mange husejere henvender sig desangående, da voksne enkeltindivider og store unger tit forvilder sig ind i husenes beboede dele.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres dværgflagermusen som “mellem” at registrere med detektormetoden, men kun med højkvalitetsdetektorer med både heterodyning og tidsekspansion. Med eksemplarmetoden må arten betegnes som “umulig” med den nuværende mangel på sikre morfologisk karakterer til adskillelse fra pipistrelflagermusen. Slået sammen er de to arter “lette” at finde og bestemme.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 1.487 lokaliteter for sikkert bestemte dværgflagermus (1.485 detektorlokaliteter og 2 eksemplarlokaliteter, eksemplarer bestemt på lyd, fig. 1). Dertil kommer 709 lokaliteter for dværg-/pipistrelflagermus (7 detektorlokaliteter og 702 eksemplarlokaliteter, fig. 2).

Dværgflagermusen (fig. 1) er vidt udbredt og en meget almindelig art på Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland. Den forekommer lidt mindre hyppigt på Ærø og Samsø samt i hele det østlige Jylland fra Sønderjylland med Als i syd til Vendsyssel i nord.

Med 1.485 detektorlokaliteter alene for dværgflagermusen er der ingen tvivl om, at den er blandt Danmarks tre almindeligste og talrigeste arter. I hele udbredelsesområdet er der med detektorer fundet kolonier eller antydninger af kolonier (mange dyr jagende på samme sted om sommeren).

Eksemplarkortet (fig. 2) bekræfter dette udbredelsesmønster. Sammenlignes det med detektorkortet for pipistrelflagermusen, er der ikke megen tvivl om, at langt de fleste eksemplarfund (inkl. kolonifund) i store dele af landet med al sandsynlighed repræsenterer fund af dværgflagermus. Fra Bornholm er der kun et eneste fund, et eksemplarfund (dværg-/pipistrelflagermus) (Trolle 1985), gjort under betingelser, der tyder på, at dyret kan være indslæbt af mennesker.

Dværflagermusen er stærkt knyttet til frodig løvskov (bøg, eg, lind, ask, ahorn m.v.) og større parkagtige bevoksninger af løvtræer. I Østdanmark er det sådanne steder, arten findes med næsten usvigelig sikkerhed.

Næsten alle de flere hundrede kolonier, der er fundet gennem årene, har ligget i umiddelbar nærhed af skov, park m.v. Tilknytningen til løvskov forklarer dværgflagermusens manglende forekomst i den vestlige halvdel af Jylland, som er fattig på løvskov. I det vestlige Jylland findes der enkelte mindre områder med frodig løvskov af østdansk type, men her fandtes ingen dværgflagermus. Disse områder er formodentlig for små til at kunne huse en bestand. Netop i en af de få lidt større løvskovsbevoksninger med megen bøg ved Nørre Vosborg i det vestligste Jylland blev der fundet flere jagende dværgflagermus. Formodentlig er der en koloni her i en lille “ø” med det rette habitat, helt uden for det øvrige udbredelsesområde. Noget lignende ses i Mellemsverige, hvor dværgflagermusen mange steder lever i lavereliggende områder med frodig løvskov, mens skægflagermusen og især Brandts flagermus klarer sig i fattigere (og nordligere) områder med større indslag af nål og birk (Ahlén & Gerell 1989).

Hvorfor mangler dværgflagermusen på Bornholm, der i nutiden har rigeligt med egnede habitater? Når man er vant til at lytte efter flagermus på fx Sjælland, undres man gang på gang over ikke at finde dværgflagermus på oplagte steder på Bornholm. Næsten alle sådanne steder hører man i stedet Brandts flagermus/skægflagermus. Det gælder også, når man besøger en koloni i et mindre hus ved skoven. Man forventer umiddelbart dværgflagermus, men finder ofte Brandts flagermus/skægflagermus eller andre arter.

I løvskovsområder er dværgflagermusen en succesrig og bredspektret art, der er ekstremt god til at leve i det menneskeskabte miljø. I områder med blandet agerland og frodig løvskov er dværgflagermusen måske en hård konkurrent for andre arter med lignende krav til jagthabitat og dagopholdssted. Det kunne forklare, hvorfor Brandts flagermus kun er almindelig på Bornholm og måske er forsvundet fra Sjælland, og hvorfor skægflagermusen, der mere end Brandts flagermus er knyttet til et varieret landskab med agerland og skov, kun findes på Bornholm. At dværgflagermusen ikke findes på Bornholm kunne også forklare, at andre flagermusarter foruden Brandts flagermus og skægflagermus er mere almindelige her.

Stærke flyvere som troldflagermus, brunflagermus og skimmelflagermus foretager regulære træk og krydser regelmæssigt større havområder. Andre arter gør det formodentligt sjældnere, men dværgflagermusen er blandt de arter, der ses trække ud fra specielle steder på Sydsveriges kyst. Formodentlig kommer en del eksemplarer flyvende til Bornholm. Meget tyder på, at bl.a. Brandts flagermus og skægflagermusen kan have koloniseret Bornholm, før dværgflagermusen kom til Danmark (se under skægflagermusen). Måske er de nu så veletablerede, at de dværgflagermus, der når over til øen, ikke magter at etablere sig der.

Forekomst før atlasperioden

Alle ældre fund refererer til dværgflagermus i vid forstand, altså inden opsplitningen i to arter. Baagøe (2001a) har sammenstillet de 261 eksemplarer i Zoologisk Museums samlinger, enkelte eksemplarer i andre samlinger og diverse oplysninger i litteratur og ringmærkningsprotokoller. I alt kan de tilskrives 92 lokaliteter for perioden 1826-1972. De viser stort set samme forekomst som i dag. Dog har fundene fra Sjælland og Lolland en endnu større overvægt, som nok skyldes en skæv indsamlingsindsats. Der er et enkelt fund fra Læsø, hvor der ikke blev fundet flagermus i atlasperioden. Et fund fra Schultz's Grund Fyrskib midt mellem Djursland og Sjællands Odde viser, at arten kan begive sig langt til havs.

Den første, der nævner dværgflagermusen fra Danmark, er Faber (1826a, b), og både Melchior (1834) og Tauber (1878) anser den for Danmarks almindeligste flagermusart. Winge (1899) giver en liste over lokaliteter fra Sjælland, Falster og Lolland. Rybergs (1947) kort medtager også nogle få lokaliteter fra Fyn og Jylland.

Udbredelse

Dværgflagermusens udbredelse er endnu ikke ganske klarlagt i forhold til pipistrelflagermusens, men arten er uhyre almindelig i Skandinavien nordpå til ca. 64°N samt i England, Irland og på Den Iberiske Halvø. Den forekommer fåtalligt i det centrale Europa, hvor pipistrelflagermusen dominerer (Vierhaus & Krapp 2004). Forekomsten længere østpå er endnu ikke helt klarlagt.

Biologi

Dværgflagermus.

.

Det meste af den biologiske forskning, der er gjort i Norden vedrørende “dværgflagermusen”, fandt sted før opsplitningen i to arter. Der er imidlertid ingen tvivl om, at stort set hele denne forskning dækker den art, vi nu kalder dværgflagermus Pipistrellus pygmaeus.

Dværgflagermusen klarer sig godt i tilknytning til mennesket. Den er en af de arter, vi hyppigst finder i huse, og den ynder at jage i haver og parker med løvtræsbevoksninger samt i skovkanter og lysninger. Næsten alle de mange ynglekolonier, der blev fundet for denne art og for pipistrelflagermusen, befandt sig inden for 100 m fra et løv- eller blandskovbryn eller godt træbevoksede haver eller parker.

Som sommerkvarterer (ynglekolonier) og vinterkvarterer benyttes foruden bygninger også hule træer, så denne art har et bredere udvalg af muligheder end mange af de andre arter.

Føden består hovedsageligt af myg, men også mange andre insektgrupper indgår. Jagten foregår i mange forskellige højder, oftest nær ved træer og buske, dog sjældent inde i vegetationen, desuden i helt frit rum.

I parringstiden fra midten af august til hen på efteråret etablerer den kønsmodne han et territorium omkring et parringskvarter i et træhul, en flagermus- eller fuglekasse eller lignende. Herfra flyver han rundt og averterer med parringsskrig (ultralyde, som kan høres med detektoren) efter hunner og samler på denne måde et lille harem i parringskvarteret (Gerell & Lundberg 1985b; Lundberg & Gerell 1986).

Forvaltning, trusler og status

Dværgflagermusen er som en af vore almindeligste flagermus ikke truet. Dværgflagermus i bred forstand, Pipistrellus pipistrellus sensu lato, altså de to arter, dværgflagermus P. pygmaeus og pipistrelflagermus P. pipistrellus sensu stricto, er anført på IUCN's internationale Rødliste version 3.1 (2001) i kategorien LC (Least concern) (IUCN 2004). Denne kategori er utvivlsomt passende for begge arter. Vedrørende diverse internationale og nationale love og direktiver se tabel 1 i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr.

Fældning af hule træer og ødelæggelse af muligheden for at etablere dagkvarterer (ynglekolonier) i huse nær ved skov kan utvivlsomt være en trussel for lokale bestande. Ejere af de ret få huse nær skov har et særligt ansvar, hvis de har dværgflagermus i huset. Flagermusene kan ikke bare finde et andet sted at bo. Ødelæggelse og forringelse af vinterkvarterer er en anden trussel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig