• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Damflagermus

Oprindelig forfatter HBaa

Damflagermus.

Damflagermus.

Damflagermus findes om sommeren udbredt med kolonier og jagtområder i hele det østlige Midtjylland og i Limfjordsområdet. En bestand på ca. 4.500 damflagermus overvintrer hvert år i de jyske kalkgruber. Nogle få individer ringmærket i gruberne er blevet genfundet i sommerudbredelsesområdet. Da der stort set ikke er fundet andre overvintringssteder, og da det jyske udbredelsesområde er begrænset til en radius på maksimalt 100 km fra gruberne, er det sandsynligt, at sommer- og vinterbestandene stort set er identiske og af samme størrelsesorden. Det jyske udbredelsesområde byder på såvel optimale jagthabitater som optimale overvintringssteder. Det kan tænkes, at denne kombination er vigtig for bestandens succes. Damflagermus hedder på latin Myotis dasycneme; navngivet af Boie, 1825.

Artiklen Damflagermus er skrevet af
Hans Baagøe.

En lille bestand jager hver sommer over Guldborgsund mellem Falster og Lolland, og strejfere besøger visse år Bornholm. Arten er ikke fundet på Fyn og synes forsvundet fra Sjælland på trods af, at der her findes fine jagthabitater.

 I udflyvningsperioden fra vinterkvarteret i april hænger damflagermusene ofte vågne frit fremme på kalkgrubernes vægge og lofter.

I udflyvningsperioden fra vinterkvarteret i april hænger damflagermusene ofte vågne frit fremme på kalkgrubernes vægge og lofter.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Myotis-arterne er generelt vanskelige at skelne fra hinanden ved detektormetoden, men med øvelse er det ret nemt at artsbestemme damflagermus, der jager på den foretrukne måde lavt over vandfladen. Her har de nemlig foruden de “gængse” stejle, frekvensmodulerede (FM) “Myotis-skrig” nogle artstypiske skrig, som har en “midterdel” på ca. 35 kHz med næsten konstant frekvens. I andre situationer er arten sværere at kende (Ahlén & Baagøe 1999).

Annonce

På den natlige jagt over større vandflader afprøver damflagermusene et antal egnede jagtlokaliteter. Med lidt venten på en god lokalitet i udbredelsesområdet finder man som regel altid damflagermus, hvis vejret er godt. Ved større vandområder, fx dele af Limfjorden eller Guldborgsund, er der større variation i, hvilke jagtområder der er egnede en given nat afhængigt af vindforhold og insektmængde. Selvom damflagermusen ofte jager i ret kraftig blæst, er det under sådanne forhold en god idé at lede på steder med læ og at besøge et antal steder i området, hvis man vil finde denne art.

 Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. En lokalitet fra 2005 er tilføjet.

Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. En lokalitet fra 2005 er tilføjet.

De fleste eksemplarfund af dyr er sket ved indrapportering fra befolkningen og indsendelse af dødfundne dyr. Damflagermusen er ikke særlig besværlig at have i huset, og en del kolonier er givetvis ikke indrapporteret. Arten er desuden kendt fra de store vinterkvarterer i de jyske kalkgruber (se tabellen).

På en skala “umulig/svær/mellem/let” kan damflagermusen karakteriseres som “mellem” at registrere med begge metoder, og da hele landet er gennemlyttet med detektorer, kan kortet anses for repræsentativt.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 132 lokaliteter for damflagermus (102 detektorlokaliteter og 30 eksemplarlokaliteter).

Damflagermusens hovedudbredelse i Danmark omfatter hele det østlige Midtjylland fra Engelsholm Sø og Fårup Sø i syd via Himmerland til det sydlige Vendsyssel (Klokkerholm Sø). Desuden er den fundet i hele Limfjordsområdet, i den vestlige del fra Thy i nord til Storåen i syd.

I hele dette område kan jagende damflagermus observeres om sommeren over de fleste større søer og åer. Ligeledes findes de jagende over fjorde og sunde med mere eller mindre brakt vand på beskyttede steder med forekomst af insekter i og ved vandoverfladen. Aflukkede eller inddæmmede fjorde med randvegetation af rør eller lignende er sikre steder at træffe dem. Her kan de også jage ganske lavt over tagrørenes toppe, hvor mange insekter samles. Der er også observationer af jagende damflagermus over havet, men da ganske nær en beskyttet kyst.

På mange af detektorlokaliteterne blev der observeret skønsmæssigt over 10 jagende damflagermus. Sådanne observationer i sommertiden antyder, at der er en ynglekoloni et sted i lokalområdet inden for en radius af maksimalt 10-12 km (A.-J. Haarsma, pers. oplysn.), da hunnerne helst jager relativt tæt ved kolonien.

 Damflagermusene klumper sig ofte sammen, når de i dvale hænger i kalkgrubens loft.

Damflagermusene klumper sig ofte sammen, når de i dvale hænger i kalkgrubens loft.

Lytninger ved Skjern Ås nedre løb gav ingen fund af damflagermus, men i september 2005 blev et enkelt eksemplar hørt jagende her over en nyanlagt sø. Det er endnu uvist, om arten forekommer mere fast i området.

Der er kun fundet i alt 9 kolonier, heraf 7 sikre ynglekolonier (kolonier med unger), alle i huse i det jyske udbredelsesområde. En koloni i et hus i Thy kan være en ynglekoloni, men kunne også være en ansamling af ikke ynglede individer. Et enkelt sted blev der om aftenen observeret et større antal damflagermus i typisk flugt i samme retning væk fra en større gruppe gamle træer. Her var der uden tvivl tale om udflyvning fra en koloni i et hult træ.

Hvert år overvintrer store bestande af damflagermus i de 4 jyske kalkgruber (Baagøe & Degn 2004). Den samlede overvintrende bestand er af størrelsordenen 4.500 individer (se tabel). Ud over denne forekomst er der kun gjort et enkelt fund af en damflagermus i vinterdvale i en bunker nær Silkeborg. Et par andre enkeltfund fra vinterdvaleperioden kan repræsentere dyr, der er vågnet af vinterdvalen på en lokalitet i nærheden af fundstedet. Desuden er der fund af enkeltindivider forår og efterår, hvor damflagermusene flyver mere omkring og ofte er på vej til og fra vinterkvartererne.

Alt tyder på, at de damflagermus, der overvintrer i gruberne, er de samme som dem, vi finder jagende i sommerhalvåret ude i det jyske udbredelsesområde. Ringmærkninger i gruberne i 1954-71 (Egsbæk 1962; Egsbæk & Jensen 1963; Egsbæk et al. 1971b og upubl.) gav i alt 7 genmeldinger fra sommerudbredelsesområdet, hvoraf 6 er fra før atlasperioden, mens den seneste er fra 1973.

Da udbredelsen er begrænset til en radius på ca. 100 km fra gruberne, er det formodentlig ikke mange damflagermus, der spredes længere væk fra gruberne. De nærmeste andre forekomster ser ud til at være i Nordtyskland (Holsten) og ved Guldborgsund. Man ved endnu ikke, om der er kontakt mellem disse bestande.

Det er kendt, at vandflagermusen benytter andre overvintringssteder end kalkgruberne, mens dette stort set ikke er registreret for damflagermusen. Det kan tænkes, at damflagermusen er meget afhængig af kalkgruberne som vinterkvarterer, og at det er kombinationen af optimale vinterkvarterer og et rigt udbud af gode jagthabitater, der sætter grænserne for udbredelsen og er betingelsen for artens succes i området. Måske er sommer- og vinterbestanden dermed også af samme størrelsesorden. Der er altså tilsyneladende en isoleret, men stabil bestand af damflagermus i Jylland på ca. 4.500 dyr.

Ud over den jyske forekomst er damflagermusen fundet i kvadraterne omkring Guldborgsund mellem Lolland og Falster. Herfra stammer to indsendte eksemplarer, og her er arten fundet jagende over sundet på en række lokaliteter, flere steder i sådanne antal, at det må formodes, at der er en eller flere kolonier i området. Et enkelt fund ved Sjællands sydkyst knytter sig formodentlig til denne bestand.

Endelig er arten observeret på Bornholm med et enkelt individ overvintrende i en klippespalte, 4-8 individer jagende over en sø i Almindingen og et par individer passerende, hvor en vej krydser et mindre vandløb (Sigtebæk). Der er formodentlig ikke en fast bestand på Bornholm, idet arten kun kunne registreres i visse år.

Damflagermusen er ikke fundet på Fyn og synes forsvundet fra Sjælland på trods af, at der her findes fine jagthabitater.

Forekomst før atlasperioden

Verdens første kendte eksemplar af damflagermus var dansk, idet F. Boie i 1825 beskrev arten damflagermus Vespertilio dasycneme baseret på to eksemplarer fra Daugbjerg kalkgruber, som dermed er typelokalitet for denne art. De to eksemplarer er senere forsvundet. En granskning af målene i Boies beskrivelse viser, at det ene eksemplar, en hun, nok har været en damflagermus, mens målene for det andet eksemplar, en han, er alt for små til denne art. De stemmer bedst med den mindste art i gruberne, Brandts flagermus (Baagøe 2001a).

 Parti fra de store gange i Mønsted Kalkgruber. De jyske kalkgruber er livsnødvendige overvintringssteder for damflagermusene.

Parti fra de store gange i Mønsted Kalkgruber. De jyske kalkgruber er livsnødvendige overvintringssteder for damflagermusene.

På basis af Zoologisk Museums i alt 34 danske eksemplarer af damflagermus fra før 1973 samt litteratur og personlige oplysninger kendes i alt 20 fundlokaliter fra perioden ca. 1864-1972. Blandt de 13 jyske lokaliteter findes de fire kalkgruber, der også i dag benyttes som vinterkvarterer. Seks lokaliteter repræsenteres af fund af individer ringmærket i Daugbjerg og Mønsted. De blev genfundet efterår og forår i det centrale Jylland (tre af dem meget nær hinanden) op til 56 km borte.

Af de tre øvrige lokaliteter, alle fra det midtjyske område, skal nævnes fundet af en unge fra Viborg, fordi det er det eneste belæg for, at arten også ynglede i Danmark tidligere.

Der kendes en lokalitet på Falster (Nykøbing) og en på Lolland (et ungdyr fra Sundby). Begge lokaliteter ligger ganske tæt ved Guldborgsund og antyder, at der også tidligere var en bestand her.

Fem sjællandske lokaliteter er interessante, fordi det med atlasperiodens langt mere effektive eftersøgning ikke har været muligt at finde arten på Sjælland bortset fra et enkelt fund ved Storstrømmen. Der er et fund fra Kalundborg (før 1881), et individ overvintrede tre år i træk i Kronborgs kasematter (1960/61-1962/63), og Tauber (1878) nævner damflagermusen fra 3 lokaliteter i København, nemlig “Wodroffslund” nær Sct. Jørgens Sø, Emdrup Sø og Christianshavns voldgrav (7 eksemplarer fra 1864-72). Dyrene er fra det sene forår, sommer og tidlige efterår, hvilket antyder, at der kan have været en ynglebestand ved vold- og søsystemet omkring København (Baagøe 2001a).

Udbredelse

Damflagermusen har en ret begrænset udbredelse i Vest- og Centraleuropa i en trekant fra Belgien i sydvest til Mellemsverige og Estland-Letland i nord, og Slovakiet og Ungarn i sydøst. Øst herfor er arten udbredt til det centrale Asien (Horáček 1999). Der synes at være tre solide bestande i det nordlige Europa, en i Holland, en i Jylland og en i de baltiske lande, alle med det fællestræk, at de har optimale jagthabitater og optimale overvintringslokaliteter i form af kalkgruber. Der er muligvis flere lokale bestande, og der kommer hele tiden nye fund til, men i de fleste af de mellemliggende områder er der færre fundlokaliteter og få individer i de kendte overvintringslokaliteter. Man kan derfor sige, at damflagermusen er en dansk ansvarsart.

 Damflagermusene jager oftest insekter over store, helt åbne vandflader – både over ferskvand og brakvand.

Damflagermusene jager oftest insekter over store, helt åbne vandflader – både over ferskvand og brakvand.

Biologi

Udflyvningen fra vinterkvartererne i Daugbjerg og Mønsted Kalkmine sker i løbet af april (Baagøe & Degn 2004). Hunnerne etablerer sig i ynglekolonier i huse eller i hule træer i nærheden af jagtområderne. Hannerne lever enkeltvis eller i mindre grupper.

Damflagermusene flyver ud sent om aftenen og følger ledelinjer i landskabet som fx et lille vandløb, et levende hegn eller en skovvej til den nærmeste større sø eller å, hvor den natlige insektjagt begynder. Herfra vil de ofte besøge andre søer og åer i nabolaget. Fra slutningen af juni til begyndelsen af juli føder hunnen en enkelt unge, første gang i hendes andet leveår. Mødrene kan vende hjem flere gange i løbet af natten for at give ungerne die.

Damflagermusene bruger over 90% af deres jagttid i lav flugt over vandflader, og insekterne fanges på eller lige over vandfladen (Baagøe 1987). Af og til jager de over fx lave buske og rørbræmmer.

Kolonierne opløses sidst i august, og mange individer vil derefter opholde sig i såkaldte mellemkvarterer, som vi kender meget lidt til. Fra Holland ved man, at en del parringer kan finde sted her (A.-J. Haarsma, pers. oplysn.). Fra sidst i august observeres der damflagermus ved vinterkvartererne (sværmning), men de går først i egentlig vinterdvale fra slutningen af september til hen i november. En del af parringerne foregår i vinterkvartererne.

Kendte vinterkvarterer for damflagermus
VinterkvarterStørrelse og områdeAntal flagermus og årstalEstimat/Optælling
Mønsted Kalkmine aStort, V. Jylland2.100 (2003) (tidligere estimater ikke medtaget)Estimat baseret på harpefældefangster
Daubjerg Kalkmine aStort, V. Jylland1.750 (2003) (tidligere estimater ikke medtaget)Estimat baseret på harpefældefangster
Smidie KalkminebMellemstort, Ø. Jylland100-600 (1981-2005)Årlige optællinger
Thingbæk Kalkmine bMellemstort, Ø. Jylland0-25 (1981-2005)Uregelmæssige optællinger
a) Baagøe & Degn 2004. b) B. Jensen upubl.; Baagøe 2001a.

Forvaltning, trusler og status

Damflagermusen er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien VU a2c (vulnerable), dvs. sårbar (IUCN 2004). Den kan opfattes som en dansk ansvarsart og er omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se tabel 1 i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Arten må anses for sårbar over for forstyrrelser i eller ødelæggelse af vinterkvartererne. Især er det naturligvis af allerstørste betydning, at kalkgruberne, som formodentlig huser størstedelen af bestanden, på alle måder sikres mod enhver ændring, der kan gøre dem mindre anvendelige for flagermusene (Søgaard et al. 2005). Trusler mod lokale bestande kan være fældning af hule træer og ødelæggelse af muligheden for at etablere dagkvarterer (ynglekolonier) i huse nær ved større vandflader samt fjernelse af vigtige ledelinjer i landskabet.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 39, 1994, er alle danske flagermusarter beskyttet mod jagt, og hule træer og træer med spættehuller må ikke fældes i tiden fra 1. februar til 31. august.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Damflagermus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 27. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475572

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk