Bredøret flagermus

Med detektormetoden blev der i perioden 1981-90 i hovedsagen kun lyttet med heterodynsystemet. Med dette system lader bredøret flagermus sig kun sikkert artsbestemme under optimale betingelser, og arten kan nemt overses. Fra 1991 blev der benyttet en kombination af heterodyn- og tidsekspansionssystemerne (Ahlén & Baagøe 1999). Med tidsekspansion er arten nem at bestemme på grund af de kompakte, alternerende lydpulser. Den trænede observatør vil dog ofte alene med heterodynsystemet få indtryk af, at “noget lyder anderledes”, og at det altså ikke er en af de andre arter, man har for sig. Man vil nok ofte henføre observationen til kategorien “ubestemt”, men har man begge systemer til rådighed, vil en heterodynlyd fra en bredøret flagermus straks få observatøren til at lytte nærmere efter med tidsekspansionssystemet.

Ud over hule træer benytter bredøret flagermus ofte bygninger som yngle- og dagopholdssteder (Schober 2004). Man mærker ikke meget til arten, og husejere vil næppe klage over dens tilstedeværelse, bl.a. fordi den ofte holder til i sprækker og hulrum bag skodder, bræddebeklædning o.l. yderligt i bygningerne eller i sprækker på lofter. Tydeligvis er dyrene også meget stille sådanne steder. Af og til findes enkeltindivider i dvale og døde eller svækkede eksemplarer. Vinterkvarterer findes i kældre, huler og andre underjordiske rum. Sådanne steder benyttes fortrinsvis i den hårdeste del af vinteren (Schober 2004). Formodentlig overvintrer arten også i hule træer eller bygninger. Den er ikke særligt følsom over for lave temperaturer. Ofte hænger den yderligt og eksponeret og skulle derfor være nem at finde.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres bredøret flagermus som “mellem” at registrere med eksemplarmetoden. Med deteketormetoden er den “svær” med heterodynsystemet alene, men “let” med tidsekspansion.

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der i alt 29 lokaliteter for bredøret flagermus (27 detektorlokaliteter og 2 eksemplarlokaliteter). Heraf blev 15 lokaliteter (14 detektorlokaliteter og 1 eksemplarlokalitet) fundet ved en speciel undersøgelse i 2005. Lokaliteterne er fordelt på kun 12 kvadrater.

Det kan ikke udelukkes, at arten er overset visse steder i landet. Med brugen af tidsekspansionssystemet fra 1991 har forfatteren fået bedre føling med arten, og det har øget fundraten. I årene 1991-2005 er der søgt efter den i alle regioner af landet, dog ikke i samtlige kvadrater, og kortet kan derfor kun siges at være repræsentativt i grove træk.

Bredøret flagermus er primært fundet på Lolland, Falster og Møn (i alt 26 lokaliteter). Desuden er der 3 fundlokaliteter fra Sjælland, hvoraf to ligger helt tæt sammen.

I perioden før tidsekspansionssystemet blev arten kun fundet en enkelt gang med detektorer i juni 1986 på Lolland. Under de bedste observationsbetingelser fløj et eksemplar på en sådan måde, at der både var tid til at tune heterodyndetektoren ind på den rette frekvens og til at se dyrets flugtadfærd. I øvrigt er der ikke fra hele denne periode fundet heterodynoptagelser af “ubestemte” flagermus, som muligvis kunne have været denne art.

Ved senere lytninger med tidsekspansions-systemet på Lolland, Falster, Møn og Sjælland i 2002-2004 samt i 2005 blev bredøret flagermus registreret med lethed på 26 lokaliteter (24 om sommeren og 2 om efteråret). Dette understreger, hvor vigtigt valget af detektorsystem er.

I januar 2005 blev et eksemplar fundet overvintrende i en murrevne i en gammel iskælder på Lolland.

I hele atlasperioden er arten kun registreret 3 gange på Sjælland, heraf blev et eksemplar fundet i september 1986 på gaden i Vordingborg i forbindelse med rabiesundersøgelserne. Ihærdig detektorlytning på Sjælland gav først positivt resultat i september 2004, da 4-6 individer hørtes og sås jagende i en allé ved et slot på det østlige Sjælland. I samme slotspark blev der i sommeren 2005 atter fundet flere jagende individer, som synes at komme fra et opholdsted i en samling gamle træer. Lokaliteten har været flittigt besøgt med detektorer gennem hele atlasperioden, omkring 20-25 nætter, uden at arten blev hørt. Det er vanskeligt at forestille sig, at den skulle være overset.

Selvom det ikke kan udelukkes, at den bredørede flagermus er blevet overset nogle steder, er der ingen tvivl om, at den er en sjælden art. Udbredelsen synes begrænset til det østlige Danmark både før og nu. I nutiden er der lokale bestande på Lolland, Falster og Møn. På trods af ihærdig lytning på Sjælland, også i perioden, hvor der blev anvendt tidsekspansion, er der kun fundet en enkelt bestand. Der er sendt mængder af flagermus ind fra alle dele af Sjælland, men som nævnt kun fundet et enkelt eksemplar.

De første registreringer fra Danmark er fra Sydsjælland ca. 1814 (Melchior 1834) og Helsingør (Faber 1826 a, b). Senere omtaler Tauber (1878) en række lokaliteter på Sjælland, Winge (1899) 2 lokaliteter på Sjælland og Winge (1908) det eneste fund nogensinde fra Bornholm. De samme samt senere fund, alle fra Sjælland, Lolland og Falster, er nævnt af Degerbøl (1935, 1949-50), Larsen (1936), Møller (1944), Hansen (1946), Jensen & Jensen (1968) og Jensen & Baagøe (1984). Rybergs (1947) prikkort viser den samme udbredelse, men fundene kan ikke “krydsrevideres” i forhold til de øvrige fund. Dog er de stort set identiske med disse (Ryberg, pers. oplysn.).

Alle historiske fund fra perioden 1814-1972 er sammenstillet af Baagøe (2001a): 30 eksemplarer i Zoologisk Museums samlinger og et i Herlufsholms samlinger repræsenterer i alt 16 lokaliteter. Mindst 30 yderligere individer er nævnt i litteraturen og i Zoologisk Museums ringmærkningsjournaler. De kan tilskrives yderligere 11 tilstrækkeligt eksakte lokaliteter.

Af disse 27 lokaliteter var 3 sommerlokaliteter (2 med kun 1-2 individer), 18 fra resten af året (4 med 3 eller flere dyr, 14 med 1-2 dyr) og 6 uden dato. De 27 lokaliteter fandtes på Sjælland (14), Lolland (6), Falster (6) og Bornholm (1). De sjællandske fund er spredt fordelt på øen. Arten blev jævnligt fundet overvintrende i Kronborgs kasematter ved de årlige ringmærkningsbesøg fra 1940'erne til 1960'erne (Jensen & Jensen 1968). Oftest blev der kun fundet et enkelt individ, men et år 2 og et andet år 4 individer. Et ringmærket individ blev genfundet 7 år senere, et anden 5 år i træk. Siden 1968 er arten ikke fundet i kasematterne, men et individ, som blev ringmærket her i 1960, blev fundet dødt 25 km sydpå i sommeren 1969. Det er det sidste fund før atlasperiodens første fund fra 1986.

Generelt set blev de ca. 500 ældre fundlokaliteter af flagermus registreret mere tilfældigt og mindre effektivt end atlasperiodens 9.075 lokaliteter. Imidlertid foregik der sidst i 1930'erne og i 1940'erne en intens eftersøgning og ringmærkning i en række vinter- og sommerkvarterer på Lolland-Falster (Møller 1944; Hansen 1946; Zoologisk Museums ringmærkningsjournaler), og bredøret flagermus blev fundet på flere lokaliteter. På Sjælland var der ikke den samme målrettede eftersøgning efter flagermusene. Alligevel er der på Sjælland, ganske vist fra en periode på over 150 år, fundet hele 14 lokaliteter vidt udbredt over øen. Når arten næsten ikke er til at finde på Sjælland i dag på trods af langt bedre eftersøgningsmetoder, antyder det en tilbagegang, ligesom man har observeret det i mange andre vesteuropæiske lande (Urbańczyk 1999). Derimod er det uklart, om manglen på fund på Lolland, Falster og Møn i den første del af atlasperioden skyldes, at der blev lyttet uden detektorer med tidsekspansion, eller om arten faktisk i en periode har været mere sjælden, end den synes at være nu.

I Europa forekommer bredøret flagermus fra Midtengland, Mellemsverige og de baltiske stater i nord til det nordlige Spanien, Norditalien og det nordlige Balkan i syd. Spredte forekomster findes i Spanien, Italien, det sydøstlige Europa og på flere middelhavsøer. Der er et enkelt fund fra Irland. Østpå er bredøret flagermus udbredt til Kaukasus (Urbańczyk 1999).

Bedst kendt er vinterkvarterer i underjordiske rum som gruber, kasematter o.l., hvor hundredvis af dyr overvintrer i Østeuropa, færre i Vesteuropa. Arten tåler lave temperaturer (omkring frysepunktet) og opholder sig ofte kun i sådanne kvarterer i den koldeste del af vinteren. Der er tit langt flere hanner end hunner, og arten har også andre vinterkvarterer som hule træer og bygninger. Hunnerne samles i ynglekolonier bag skodder, revner i træbeklædning eller på lofter, i hule træer, under barkflager og i flagermus- og fuglekasser. Hannerne ses enkeltvis eller få sammen på lignende steder. Jagten finder oftest sted i mellemhøjde omkring træer eller trækroner eller langs mure m.m. nær dagopholdsstedet. Byttet er fortrinsvis natsommerfugle.

Den viden, der er indhøstet via atlasprojektet vedrørende artens jagthabitater og formodede sommeropholdssteder under danske forhold, er helt ny og omtales derfor i det følgende. På 8 ud af 27 lokaliteter blev bredøret flagermus fundet jagende i en afstand af over en kilometer fra en større herregård eller lignende, mens 19 af jagtlokaliteterne var tættere på, dvs. under 1 km fra sådanne bygninger. Her jagede som regel flere individer på flere lokaliteter ved hver herregård, dvs. under omstændigheder, som lader formode, at det drejede sig om individer fra samme koloni. Næsten alle herregårdslokaliteterne er karakteriseret ved, at der i nærheden findes større, ældre bygninger ofte med rigeligt, gammelt træværk samt mange gamle løvtræer.

På 4 lokaliteter jagede bredøret flagermus i gamle alléer eller langs levende hegn, 4 lokaliteter var skovlysninger eller skovkanter, 2 var ren skov med gamle træer, 8 var park med gamle løvtræer, mens 1 var i helt åbent terræn med et enkelt gammelt løvtræ. Endelig var det karakteristisk, at arten på 7 lokaliteter jagede insekter ved syd- og sydvestvendte sider af ældre avlsbygnininger o.l., som havde været solbeskinnet om dagen.

På 1 lokalitet jagede 2-4 individer indendørs i en stor lade oppe under tagkonstruktionen af træ.

Bredøret flagermus er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien VU a2c (vulnerable) (IUCN 2004) og er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se tabel 1 i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Arten er sårbar over for ødelæggelse af dagkvarterer i bygninger og restaurering og tætning af gamle træbeklædninger, skodder m.v. på især ældre avlsbygninger. Andre trusler er fældning af hule træer, ødelæggelse af underjordiske vinterkvarterer som kældre, iskældre, bunkers m.v., herunder restaurering ved udfyldning af gamle fuger mellem mursten, pudsning af vægge m.v.