• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Brandts flagermus

Oprindelig forfatter HBaa

 De spidse ørelåg foran øret er karakteristiske for alle arter af slægten Myotis.

De spidse ørelåg foran øret er karakteristiske for alle arter af slægten Myotis.

Brandts flagermus er kun talrig på Bornholm. Den forekommer med små bestande på Lolland og i det midtjyske område, hvor den er fundet overvintrende i ringe antal i de fire jyske kalkgruber. Arten synes forsvundet fra Sjælland siden slutningen af 1800-tallet. Den sjældne forekomst i resten af landet kan muligvis skyldes konkurrence med dværgflagermusen, som mangler på Bornholm, hvor der netop er mange Brandts flagermus. Brandts flagermus hedder på latin Myotis brandtii; navngivet af Eversmann, 1845.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Kortlægningen med detektormetoden støder på vanskeligheder, idet Brandts flagermus og skægflagermus stort set er umulige at kende fra hinanden med detektorerne, fordi deres skrig er identiske.

Artiklen Brandts flagermus er skrevet af
Hans Baagøe.

Også i udseende ligner arterne hinanden meget, og først i 1973 blev eksemplarerne af Myotis mystacinus (i vid forstand) i alle museerne i Norge, Sverige, Finland og Danmark opsplittet i Myotis brandtii og Myotis mystacinus (i snæver forstand). De to arter kan skelnes med sikkerhed på forskelle i længden af to små forkindtænder i undermunden samt for hannernes vedkommende på faconen af penis og penisknoglens størrelse og form (Baagøe 1973). Artsbestemmelsen er udpræget specialistarbejde.

Annonce

 Eksemplarfund 1973-2004 af Brandts flagermus.

Eksemplarfund 1973-2004 af Brandts flagermus.

For hver af de to arter bringes der et udbredelseskort baseret alene på eksemplarmetoden samt et fælleskort for artsparret Brandts flagermus/skægflagermus. Dette kort indeholder alle detektorlytninger samt et par eksemplarfund af unger, der kun kunne bestemmes til Brandts flagermus/skægflagermus.

Da Brandts flagermus og skægflagermus ikke kan skelnes med detektorer, slås de i felten sammen som Brandts flagermus/skægflagermus. Mange af Myotis-arterne lader sig kun bestemme, når de observeres med en bestemt artstypisk jagtadfærd. Både Brandts flagermus og skægflagermus jager tit på samme sted i lang tid, enten frem og tilbage langs fx en skovkant eller i cirkler i en åbning mellem trækronerne. I disse situationer benytter de en karakteristisk regelmæssig skrigerytme, der er langsommere end andre Myotis-arters. I felten er det relativt let at finde Brandts flagermus/skægflagermus med denne foretrukne flugtadfærd, og med lidt tålmodighed er det muligt at bestemme dette artspar. Det er en hjælp, hvis man også kan lyse på dem med en kraftig lygte og få et glimt af bugfarven, der er mørkere end hos andre danske Myotis-arter. Individer, der blot passerer forbi, kan ofte kun bestemmes til Myotis sp.

 Alle detektorfund af Brandts/skægflagermus 1981-94 (Baagøe 2001a). I 1995-2004 besøgtes de fleste resterende kvadrater, og mange lokaliteter blev genbesøgt. To lokaliteter fra 2005 er tilføjet.

Alle detektorfund af Brandts/skægflagermus 1981-94 (Baagøe 2001a). I 1995-2004 besøgtes de fleste resterende kvadrater, og mange lokaliteter blev genbesøgt. To lokaliteter fra 2005 er tilføjet.

Det er ikke vanskeligt at registrere, om Brandts flagermus forekommer i et område. Husejere henvender sig ofte vedrørende kolonier i huse eller ved fund af voksne enkeltindivider eller store unger i eller ved huset. Desuden overvintrer arten bl.a. i kældre, kalkgruber o.l., hvor den kan registreres.

Bestemmelse af Brandts flagermus i vinterkvartererne kræver ligeledes håndtering af dyrene. En sådan forstyrrelse er en belastning for flagermusene. I de jyske kalkminer har man derfor kun håndteret arten det minimum af gange, der var nødvendigt for at bekræfte fornemmelsen af, at de få overvintrende Brandts flagermus/skægflagermus alle var Brandts flagermus. Desuden er nogle individer bestemt i forbindelse med fangster af udflyvende flagermus (Baagøe & Degn 2004).

På en skala “umulig/svær/mellem/let” er Brandts flagermus og skægflagermus umulige at adskille med detektormetoden, mens artsparret Brandts flagermus/skægflagermus karakteriseres som “mellem” at registrere med detektorer. Med eksemplarmetoden er Brandts flagermus let at finde og karakteriseres derfor som “let”, selvom selve artsbestemmelsen er krævende og kun kan foretages af specialister.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 98 lokaliteter for Brandts flagermus/skægflagermus og 28 med Brandts flagermus. Heraf var 95 detektorlokaliteter (Brandts flagermus/skægflagermus), 28 eksemplarlokaliteter med Brandts flagermus og 3 eksemplarlokaliteter med Brandts flagermus/skægflagermus, som var ungdyr, der ikke kunne bestemmes nærmere.

Kendte vinterkvarterer for Brandts flagermus
VinterkvarterStørrelse og områdeAntal flagermus og årstalEstimat/Optælling
Mønsted Kalkmine a+bStort, V. Jylland100-200 (1973-94) Nogle få dyr observeret 2003Estimat Harpefældefangster (intet estimat)
Daubjerg Kalkmine a+bStort, V. Jylland100-200 (1973-94) Nogle få dyr observeret 2003Estimat Harpefældefangster (intet estimat)
Smidie KalkminecMellemstort, Ø. Jylland100-300 (1981-2005)Årlige optællinger
Thingbæk Kalkmine cMellemstort, Ø. Jylland0-10 (1981-2005)Uregelmæssige optællinger
Gl. iskælder A, Lolland dLille, Lolland1 (2003, 2005)Optællinger
a) Baagøe et al. 1988, Degn et al. 1985, Baagøe 2001a. b) Baagøe & Degn 2004. c) B. Jensen upubl., Baagøe 2001a. d) H. J. Baagøe & K. Fog obs.

Kortet over eksemplarfundene af Brandts flagermus antyder, at arten er sjælden og spredt forekommende i Danmark. Bornholm skiller sig imidlertid mere ud, end kortet antyder. Her er der relativt mange fundlokaliteter (i alt 15), hvoraf flere er ynglekolonier. Brandts flagermus er sammen med skægflagermusen blandt de almindeligste flagermus på Bornholm. Dette fremgår også af detektorkortet, hvor de to arter er slået sammen. I resten af landet er arten langt mere sjælden. Der er indsendt tusinder af flagermus fra hele landet, og da arten er en af dem, man nemt finder i huse, afspejler de få eksemplarer, at arten må være sjælden. Der er to fund fra Lolland og et mindre antal fund fra det midtjyske område. Herfra kendes i alt fire ynglekolonier.

Brandts flagermus.

Brandts flagermus.

Hvert år overvintrer et mindre antal Brandts flagermus i de jyske kalkminer: højst 100-200 i hhv. Mønsted og Daugbjerg Kalkmine, 0-10 i Tingbæk og 100-300 i Smidie (se tabel). Det er værd at bemærke, at disse dyr ikke nødvendigvis har sommeropholdssteder i den umiddelbare nærhed af gruberne. Ligesom vand- og damflagermus kan de meget vel komme fra hele det midtjyske område.

Eksemplarkortet for skægflagermus (se kort) viser, at denne art kun er fundet på Bornholm. Det er derfor nærliggende at antage, at detektorfundene af Brandts flagermus/skægflagermus fra resten af landet (Jylland, Lolland og Falster) repræsenterer fund af Brandts flagermus. På Sjælland blev der ikke fundet et eneste eksemplar af denne art, og Brandts flagermus/skægflagermus blev heller ikke hørt.

Forekomst før atlasperioden

De 30 eksemplarer i museernes samlinger fra perioden 1865-1972 repræsenterer i alt 11 lokaliteter (Baagøe 2001a). Fordelingen af dette lave antal lokaliteter viser, at arten tidligere levede og ynglede i mindst tre regioner af Danmark. Det gælder som i nutiden for Bornholm med 2 lokaliteter og for det midtjyske område med 5 lokaliteter, 3 i Østjylland og 2 (Daugbjerg og Mønsted Kalkmine) i Vestjylland. Arten har formentlig overvintret der i flere hundrede år. Endelig er der 4 lokaliteter spredt vidt over Sjælland, bl.a. en formodet ynglelokalitet, hvilket viser, at arten levede og ynglede her i slutningen af 1800-tallet.

Selv uden målrettet og planlagt indsats blev Brandts flagermus altså tidligere fundet på Sjælland, mens der trods hundreder af indrapporterede flagermus ikke blev fundet et eneste eksemplar i atlasperioden. Som nævnt blev Brandt flagermus/skægflagermus heller ikke hørt med sikkerhed. Dette tyder på, at arten er forsvundet fra Sjælland eller i det mindste er ekstremt sjælden der.

Udbredelse

Brandts flagermus er udbredt fra Nord- og Mellemeuropa til Korea og Japan, i Europa nordpå til ca. 65°N. Arten mangler i Irland, Portugal, Spanien og det sydvestlige Frankrig samt det meste af det øvrige Sydeuropa. Dog er der to små isolerede forekomster i henholdsvis Midtitalien og Bulgarien (Gerell 1999).

 Under flugten udstøder flagermusene hele tiden korte ultralydsskrig, hvis ekkoer fra omgivelserne sætter dem i stand til at orientere sig i mørket og finde og fange deres bytte i form af insekter.

Under flugten udstøder flagermusene hele tiden korte ultralydsskrig, hvis ekkoer fra omgivelserne sætter dem i stand til at orientere sig i mørket og finde og fange deres bytte i form af insekter.

Biologi

Arten overvintrer i underjordiske rum som kældre og kalkgruber, måske også i hule træer og på kølige lofter. Udflyvningen fra de jyske kalkgruber sker senere end for de andre Myotis-arter, og først hen i maj har alle Brandts flagermus forladt gruberne. Ynglekolonier findes især i beboelseshuse nær eller i skov eller skovagtig vegetation. Hannerne lever enligt eller nogle få sammen på lofter.

Brandts/skægflagermus jager typisk i stereotyp flugt langs skovbryn eller i lysåbne huller mellem træerne i skove og parker. Som regel jager de nær træerne, sjældnere helt tæt på eller inde i løvværket, af og til også i helt frit rum. I Sverige har de Jong et al. (manus) vist, at Brandts flagermus i højere grad end skægflagermus foretrækker landskaber domineret af nåleskov på mager jord, ofte langt fra søer. Vi ved ikke, om dette også gælder i Danmark. Forskellene i biologi mellem Brandts flagermus og skægflagermus er små, så det kan undre, at disse to arter synes at trives side om side på Bornholm.

 Brandts flagermus jager typisk frem og tilbage langs skovkanter eller rundt i store cirkler i åbninger mellem træerne.

Brandts flagermus jager typisk frem og tilbage langs skovkanter eller rundt i store cirkler i åbninger mellem træerne.

Såvel jagthabitat som valg af dagopholdssted minder meget om dværgflagermusens (og pipistrelflagermusens). Det er interessant, at netop på Bornholm, hvor dværgflagermusen mangler, er Brandts flagermus og skægflagermus almindelige, mens Brandts flagermus er fåtallig i resten af landet, netop hvor dværgflagermusen er talrig.

Disse forskelle i hyppighed kan muligvis skyldes forskelle i indvandringstidspunkt og konkurrence mellem arterne (Baagøe 2001a). En nærmere redegørelse for denne teori findes i kapitlet om skægflagermusen.

Forvaltning, trusler og status

Brandts flagermus er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004) samt omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se tabel 1 i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Fældning af hule træer og ødelæggelse af muligheden for at etablere dagkvarterer (ynglekolonier) i huse nær ved skov kan utvivlsomt være en trussel for lokale bestande. Ødelæggelse og forringelse af vinterkvarterer er ligeledes en mulig trussel.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 39, 1994, er alle danske flagermusarter beskyttet mod jagt, og hule træer og træer med spættehuller må ikke fældes i tiden fra 1. februar til 31. august.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Brandts flagermus i Dansk Pattedyratlas, Baagøe og Secher Jensen (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 29. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=475559

Teksten indgår i Dansk Pattedyratlas. I bogen beskrives 88 arter i Danmark; ca. 400 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk