Figur 2. Udbredelse i tid for en række danske pattedyr. En række sydsvenske fund er inkluderet i istidens sene faser (se teksten). De mørke linjer er baseret på veldaterede, jordfundne knogler og skeletter, mens de lyse linjer angiver arternes formodede tilstedeværelse baseret på deres nutidige geografiske udbredelse og økologiske krav. De tre spørgsmålstegn ud for bison angiver (fra ældst til yngst) to trofæfund/offerfund (pandebrask med stejler) fundet i en sønderjysk og en sjællandsk mose samt et mellemhåndsben fra borggraven ved Søborg Slot i Nordsjælland. Fundene vidner formodentlig om en nordeuropæisk bisonbestand ikke så langt fra Danmark.

.

Figur 1. Jordfundne knogler, kranier og gevirer af vildsvin, kronhjort og rådyr fra Zoologisk Museums samling.

.

Figur 3. Den nordvestlige del af Europa for omkring 16.000 år siden.

.

Figur 4. Den nordvestlige del af Europa for omkring 14.000 år siden.

.

Figur 8. Komplet skelet af rensdyr fundet under dræningsarbejde ved Villestofte nordvest for Odense i 1938. Skelettet er ca. 14.000 år gammelt.

.

Figur 5. Den nordvestlige del af Europa for omkring 10.000 år siden.

.

Figur 6. Den nordvestlige del af Europa for omkring 7.000 år siden.

.

Figur 7. Den nordvestlige del af Europa gennem de sidste ca. 2.000 år.

.

Faktaboks

Etymologi
Artiklen Fra istid til nutid er skrevet af Kim Aaris-Sørensen.

Fra istid til nutid, Resumé

Denne oversigt præsenterer hovedtrækkene i de danske pattedyrs historie gennem de sidste 20.000 år, hvilket svarer til perioden efter isens maksimale udbredelse under sidste istid (det såkaldte glaciale maksimum). Oversigten er primært baseret på Zoologisk Museums kvartærzoologiske samlinger og centralregister, men inddrager også enkelte væsentlige fund fra Sydsverige og det øvrige Nordvesteuropa. I alt 77 arter indgår, og de store datamængder er sammenstillet i fig. 2 og tabel 1-2. Selve fremstillingen er bygget op om seks tidsbilleder, og den klimatiske, geografiske, vegetationsmæssige og kulturhistoriske udvikling, på hvis baggrund faunahistorien skal ses, er skitseret i kronologiskemaet (fig. 2) samt i fem palæogeografiske kort, fig. 3-7.

Allerede under afsmeltningsfasens sidste del (ca. 17.000-15.000 år før nu) ses den første indvandring. Dette er begyndelsen på en succession af faunaer op gennem Senistiden og Efteristiden. Disse faunaer kommer ikke til os som “færdige pakker”, men opstår som følge af de enkelte arters reaktion over for miljøændringerne. Så snart egnede habitater er etableret i de tidligere nedisede områder, kan først planteædere og dernæst rovdyr udvide deres udbredelsesområde. Artssammensætningen i disse første faunaer kan derfor se højst “ejendommelig” ud bedømt med nutidens øjne, idet tilsvarende artssammensætninger ikke kendes noget sted i dag. Ændringerne i faunaernes sammensætning skyldes ikke kun skiftende indvandring, men i lige så høj grad en succession af “udvandring” i form af lokal uddøen. Egnede habitater forsvinder styret af klima- og vegetationsudviklingen, nye konkurrenceforhold opstår arterne imellem, og ca. 9.000 år efter de første indvandringsbølger omdannes det kontinentale Danmark til et ørige, hvilket skaber isolerede og sårbare øfaunaer. Landskabet fragmenteres yderligere 2.000 år senere gennem menneskets indførelse af agerbrug og husdyrhold, og ny konkurrence opstår mellem kultur og natur.

Konsekvenserne af disse begivenheder for den danske pattedyrfauna beskrives kort.

En ny begyndelse

I det sydvestlige Skandinavien faldt det glaciale maksimum mellem 30.000 og 20.000 år før nu. Herunder nåede sidste istids skandinaviske iskappe sin største udbredelse i det danske område for omkring 22.000 år siden. I denne fase var hele det nuværende Danmark dækket af is, dog ikke de midterste og sydligste dele af Vestjylland, som var en del af et stort nordvesteuropæisk landområde, “Doggerland”. Tilbagesmeltningen mod nordøst begyndte for omkring 20.000 år siden, og allerede 5.000 år senere var det danske landområde helt isfrit. Da fulgte isranden stort set den nuværende sydnorske kystlinje til Oslo-området og videre herfra mod syd langs den svenske vestkyst helt ned til Göteborg-området, hvorfra den i en sydøstgående bue løb videre mod Ölands nordspids. Det nordlige Vendsyssel bestod af en række øer omskyllet af et koldt ishav, der via Norske Rende trængte ind til et Skagerrak/ Kattegat, som igen var forbundet med en fersk Baltisk Issø via et smalt Øresund.

Da enorme vandmasser endnu var bundet i indlandsis på den nordlige halvkugle, var det generelle havniveau stadig lavt, så bortset fra de nordjyske øer var hele det danske område endnu en del af et stort, sammenhængende nordeuropæisk fastland, der strakte sig fra De Britiske Øer i vest over et “Nordsø-kontinent” til Sydskandinavien og videre østover til Baltikum og de russiske sletter. Sådan var scenen sat rent geografisk, da etableringen af en ny dansk pattedyrfauna for alvor kunne begynde, efter at den sidste og alvorligste nedisning var overstået.

Da temperaturstigningen satte gang i isens tilbagesmeltning, begyndte samtidig en økologisk succession, hvori floraer og faunaer afløste hinanden, og økosystemet langsomt gennemgik en forvandling fra de unge pionerstadier mod det modne klimakssystem. Mobiliteten og spredningsevnen hos pattedyrene er stor. Mange af de større pattedyr tilbagelagde således større afstande i forbindelse med deres årstidsbestemte fødevandringer end dem, de skulle overkomme for at indtage de nye, frismeltede landområder. Geografiske barrierer, som alene kunne forhindre eller forsinke indvandringen af landpattedyr til Danmark fra de store landområder mod vest, syd og øst, var endnu ikke til stede.

Indvandringstidspunktet var således alene bestemt af økologiske barrierer og hermed af hastigheden, hvormed egnede habitater blev etableret i de nye områder. Så snart habitaten var “indvandret”, sås først en ekspansion af de planteædende arters udbredelsesområder, og umiddelbart i hælene på dem fulgte rovdyrene.

Havpattedyrenes muligheder i det danske område var bestemt af isafsmeltningen og den deraf følgende landhævning. Forholdet mellem disse modsatvirkende kræfter afgjorde havets geografi, og temperaturudviklingen bestemte samtidig omfanget af vinteris, pakis og drivende isbjerge samt sammensætningen af selve fødegrundlaget.

Materialer og metoder

Det følgende bygger på Zoologisk Museums kvartærzoologiske samlinger (fig. 1). Disse indeholder informationer om størsteparten af de pattedyrskeletter og enkeltknogler, der er fundet gennem de sidste 150 år i såvel geologisk som arkæologisk sammenhæng i Kvartærtidens aflejringer i Danmark. Kronologisk dækker fremstillingen tiden efter det sidste glaciale maksimum, dvs. de sidste 20.000 år.

Alle dateringer og aldre opgives i kalenderår før nu (“nu” er formelt sat til 1950). Udgangspunktet er oftest kulstof-14-dateringer, og man skal være opmærksom på, at omregningen (kalibreringen) af disse til kalenderår ikke resulterer i et enkelt årstal, men i et interval inden for hvilket det sande tidspunkt må ligge. Længden af dette interval afhænger af usikkerheden på selve dateringen samt af, hvor mange udsving der er på kalibreringskurven i det aktuelle område. Derfor er den første og sidste optræden af en art ofte angivet som “cirka” eller “omkring”.

Nøje forbundet med vores ønske om at kunne fastlægge tidspunktet for indvandring og eventuel senere lokal uddøen, er problemet med “negativ evidens”, dvs. mangel på fund. Hvis vi ikke finder knoglerester efter et givet pattedyr i en given periode, kan det skyldes, at arten ikke levede i området i den pågældende periode, men årsagen kunne også være, at dyrets knogler ikke er bevaret, eller at vi bare ikke har været heldige nok eller dygtige nok til at finde dem endnu. Total mangel på knoglefund er derfor ikke nok til at udelukke arten fra en dansk faunahistorie. Fundstatus for vore naboområder bør inddrages, ligesom vores kendskab til artens nuværende udbredelse og biologi kan medvirke til at give et kvalificeret bud på artens danske historie.

Samme fremgangsmåde bør anvendes ved tolkning af arter, hvoraf der kun foreligger ganske få knoglefund, eventuelt spredt over lange tidsrum og med stor geografisk spredning. Disse overvejelser vil så vidt muligt blive inddraget i det følgende.

Den foreliggende oversigt over de danske pattedyrs forhistorie har til formål at præsentere de helt store linjer. Det vil blive de større arter, der trækker det tungeste læs, idet de er bedst repræsenteret i fundmængden. Mange detaljer må udelukkes om de enkelte arter eller om særlige geografiske områder (øer), ligesom den klimatiske, geografiske, vegetationsmæssige og kulturhistoriske udvikling, der ligger bag, kun skitseres i skemaform (fig. 2) og i en række palæogeografiske kort (fig. 3-7). (En mere detaljeret fremstilling findes i fx Aaris-Sørensen 1998 & 2001).

Tabel 1. Tabellen viser det formodede tidspunkt for en række småpattedyrs indvandring baseret på deres nutidige økologi og geografiske udbredelse. Endvidere ses arternes første dokumenterede optræden (i form af første knoglefund), og endelig angives tidspunktet for en eventuel lokal uddøen. ”cf.”: se fig. 2.

Tabel 1.
Småpattedyr Formodet indvandring Første knoglefund Lokalt uddød (†) Nulevende (*)
Alm. spidsmus Sorex araneus Senglacial Senglacial *
Dværgspidsmus Sorex minutus Senglacial Senglacial *
Vandspidsmus Neomys fodiens Senglacial Atlantikum *
Russisk desman Desmana moschata Senglacial Senglacial † Præboreal
Muldvarp Talpa europaea Præboreal Atlantikum *
Flagermus Chiroptera Se Brandts flagermus, skægflagermus, vandflagermus, sydflagermus. Ingen fund *
Rødbrun sisel Spermophilus cf. major Senglacial Senglacial † Præboreal
Fjeldlemming Lemmus lemmus Senglacial Senglacial † Præboreal
Rødmus Clethrionomys glareolus Præboreal Boreal *
Mosegris Arvicola terrestris Senglacial Senglacial *
Almindelig markmus Microtus agrestis Præboreal Atlantikum *
Sydmarkmus Microtus arvalis Subboreal/Subatlantikum Ingen fund *
Markrotte Microtus oeconomus Senglacial Senglacial † Præboreal
Tundramarkmus Microtus gregalis Senglacial Senglacial † Præboreal
Dværgmus Micromys minutus Subboreal/Subatlantikum Subboreal/Subatlantikum *
Brandmus Apodemus agrarius Subatlantikum Ingen fund *
Halsbåndmus Apodemus flavicollis Præboreal Atlantikum *
Skovmus Apodemus sylvaticus Præboreal Atlantikum *
Brun rotte Rattus norvegicus Subatlantikum Subatlantikum *
Husrotte Rattus rattus Subboreal/Subatlantikum Subatlantikum *
Husmus Mus cf. musculus Subboreal/Subatlantikum Subatlantikum *
Hasselmus Muscardinus avellanarius Præboreal Ingen fund *
Birkemus Sicista cf. betulina Senglacial Senglacial *
Lækat Mustela erminea Senglacial Subatlantikum *
Brud Mustela nivalis Senglacial Subboreal *
Husmår Martes foina Subatlantikum Ingen fund *

Seks tidsbilleder

Følgende korte beskrivelser af seks tidsbilleder fordelt over de sidste 16.000-17.000 år skal læses med støtte i fig. 2, tabel 1-2 og de palæogeografiske kort (fig. 3-7).

Afsmeltning – ca. 17.000-15.000 år før nu

Før isens maksimale udbredelse for 20.000 år siden var Danmark i mildere perioder helt isfrit, idet isranden lå 200-300 km nord og nordøst for landet. Sydskandinavien var hermed en del af den nordvesteuropæiske mammutsteppe, hvilket er dokumenteret gennem knoglefund af uldhåret mammut, uldhåret næsehorn Coelodonta antiquitatis, moskusokse Ovibos moschatus, steppebison Bison priscus, rensdyr, vildhest og kæmpehjort (Aaris-Sørensen & Liljegren 2004). Disse arter uddøde under det glaciale maksimum, men indvandrede igen sydfra efter afsmeltningen. Denne første indvandringsbølge er dokumenteret via fund af mammut og saiga-antilope fra Sydengland i vest over Sydskandinavien til de baltiske lande og Finland i øst. I Sydskandinavien drejer det sig om et enkelt mammutfund fra Lockarp i Skåne, dateret til ca. 16.000 år før nu (Berglund et al. 1976) og et enkelt fund af saiga-antilope fra Boltinggård Skov ved Ringe på Fyn, dateret til ca. 17.000 år før nu (Aaris-Sørensen et al. 1999). De to arter uddør lokalt i Nordeuropa nogle årtusinder senere, omkring 14.000 år før nu.

Senistid (Senglacial) – ca. 15.000-11.500 år før nu

Mens afsmeltningsfasens tundra-steppe havde været præget af dødis og smeltevand, udvikledes med Senistidens markante temperaturstigning en skovtundra med træer som fyr, dunbirk, røn og bævreasp. Kulden slår imidlertid til en allersidste gang (den såkaldte Yngre Dryas-periode fra omkring 12.700 år før nu), og den holder sig sammen med de genindvandrede dværgbuskvidder frem til begyndelsen af Efteristiden.

De første indvandrere i Senistidens begyndelse er arter som rensdyr og snehare. I sporet på dem følger rovdyr som ulv, fjeldræv (et enkelt skånsk fund) (Liljegren & Ekström 1996) og jærv. De ældste, dokumenterede knogler og takker af rensdyr fra Danmark har en alder på omkring 14.700 år, og da de er fundet på en boplads i Sønderjylland og er forsynet med snit- og skæremærker – og i et enkelt tilfælde sågar med en indskudt flintpilespids – daterer de samtidig menneskets første optræden i Danmark efter sidste istid (Holm et al. 2002).

Det arktisk-subarktiske Yngre Yoldiahav dækker Skagerrak og det nordlige Kattegat. I dets aflejringer er der fundet havpattedyr som ringsæl og isbjørn (et dansk og 8 svenske fund) (Aaris-Sørensen & Petersen 1984; Berglund et al. 1992) samt en række storhvaler, bl.a. grønlandshval, nordkaper og hvidhval (tabel 2).

Tabel 2. Knoglefund af danske havpattedyr. Fundene grupperer sig i tre tidszoner knyttet til henholdsvis Yngre Yoldiahavs strandlinjer (knogler dateret til mellem 17.000 og 11.500 år før nu), Littorinahavets strandlinjer (knogler dateret til mellem 7.500 og 2.500 år før nu) og nutidshavets strandlinjer (knogler dateret til mellem 2.500 år før nu og i dag). Af palæogeografiske årsager knytter den første gruppe sig udelukkende til Nordjylland (se fig. 3 og 4), mens de to andre dækker alle senere opståede, indre danske farvande.

Tabel 2.
Havmiljø
Yngre Yoldiahav Littorinahavet Nutidshavet
arktisk-subarktisk til borealt varmt atlantisk køligt subatlantisk
Havpattedyr
Isbjørn Ursus maritimus ×
Spættet sæl Phoca vitulina × ×
Ringsæl Phoca hispida × × ×
Grønlandssæl Phoca groenlandica × ×
Gråsæl Halichoerus grypus × ×
Grønlandshval Balaena mysticetus × × ×
Nordkaper Eubalaena glacialis × ×
Pukkelhval Megaptera novaeangliae × ×
Blåhval Balaenoptera musculus ×
Finhval Balaenoptera physalus × × ×
Vågehval Balaenoptera acutorostrata × ×
Kaskelot Physeter macrocephalus × ×
Døgling Hyperoodon ampullatus ×
Hvidhval Delphinapterus leucas × ×
Spækhugger Orcinus orca × × ×
Langluffet grindehval Globicephala melas ×
Øresvin Tursiops truncatus × ×
Almindelig delfin Delphinus delphis ×
Stenella-delfin Stenella sp. ×
Hvidnæse Lagenorhyncus albirostris × ×
Marsvin Phocoena phocoena × ×

Tilbage på landjorden følger i en lidt senere indvandringsbølge store planteædere som elg og kæmpehjort. Senere endnu (omkring 13.500 år før nu) har varmen kulmineret, og store pattedyr som bæver, vildhest (5 skånske fund) (Liljegren & Ekström 1996) og bjørn er indvandret sammen med en lang række småpattedyr som pibehare, russisk desman, almindelig spidsmus, dværgspidsmus, rødbrun sisel, fjeldlemming, mosegris, markrotte, tundramarkmus og birkemus (K. Aaris-Sørensen 1995).

Kæmpehjortens genindvandring til Nordvesteuropa efter det glaciale maksimum, dens kortvarige, ca. 1500-årige “genopblomstringstid” og efterfølgende lokale uddøen er veldokumenteret gennem en lang række kulstof-14-dateringer (bl.a. 13 dansk-skånske) (Aaris-Sørensen & Liljegren 2004). I Sydskandinavien falder den lokale uddøen sammen med begyndelsen på den kolde Yngre Dryas-periode (ca. 12.700 år før nu). På den baggrund er det nærliggende at opfatte manglen på fund af elg, bæver, bjørn og vildhest fra denne periode som et reelt udsagn om disse arters fravær fra det sydskandinaviske område igennem istidens sidste, korte kuldefremstød (fig. 2).

Samlet fremstår Senistidens pattedyrfauna med dens blanding af steppe-, tundra- og skovelementer som en helt unik fauna, der ikke findes tilsvarende noget sted i verden i dag, og som afspejler det unikke miljø, der eksisterede i overgangsperioden mellem sidste istid og den mellemistid, vi lever i nu.

Den åbne skov, Præboreal-Boreal, ca. 11.500-9.000 år før nu

En meget voldsom og meget pludselig klimaændring markerer afslutningen på godt og vel 100.000 års istid. I løbet af Præboreal stiger sommertemperaturen til nutidsværdier og i løbet af Boreal sågar til et par grader over. Fra krat-tundraen udvikler vegetationen sig til en åben birke-fyrreskov og senere til en åben birke-fyrre-hasselskov.

Elg, vildhest, bæver og bjørn genindvandrer og følges umiddelbart af to nyindvandrere, nemlig uroksen og europæisk bison. Efterhånden som flere og flere dateringer bliver til rådighed, tyder alt på, at Efteristidens hovedindvandringsbølge finder sted meget tidligt i Præboreal. Dette er dokumenteret for kronhjort, vildsvin og grævling (og til dels for rådyret). For de øvrige arter har vi simpelthen ingen knoglefund, før de dukker op på Maglemosekulturens rige bopladser midt i Boreal. Ud fra en samlet økologisk betragtning er der dog næppe tvivl om, at også andre, mindre rovdyr som ræv, skovmår, ilder, odder, los og vildkat samt småpattedyr som pindsvin, egern, muldvarp m.fl. er indvandret (tabel 1, fig. 2).

Det unge præboreale økosystem er præget af store forandringer. Faunistisk består disse ikke kun i indvandring, men også i lokal uddøen af en række af Senistidens tundra- og steppeelementer. Isbjørnen følger med drivisen mod nord, lemming, markrotte, tundramarkmus, snehare, rensdyr, jærv og fjeldræv følger formodentlig den vigende isrand mod nord og nordøst og finder levesteder i de skandinaviske fjeldområder eller for tundramarkmusens vedkommende længere østover i det russiske tundrabælte. Samtidig forskydes udbredelsen af russisk desman, rødbrun sisel, pibehare, bison og vildhest mod sydøst til de tiloversblevne steppeområder fra Ukraine og østover.

Tidspunktet for den lokale uddøen er veldateret for de større arter, men kan kun anslås for de mindre. Rensdyrets relativt sene uddøen kan virke overraskende, men den stemmer dog ganske godt overens med temperaturudviklingen i Præboreal. I dag opholder renen sig normalt nord for juliisotermen på 12-13°C, idet den udsættes for alvorligt varmestress ved temperaturer over 15°C. Netop dette kritiske temperaturinterval nås ifølge botanisk baserede beregninger i slutningen af Præboreal i det sydligeste Skandinavien (Renssen & Isarin et al. 2001).

Den tætte skov, Atlantikum, ca. 9.000-6.000 år før nu

I Atlantikum kulminerer temperaturen med gennemsnitlige sommerværdier, der ligger 2-3°C over nutidens. Den globale opvarmning medfører, at det nordamerikanske isskjold endeligt og ret pludseligt bryder sammen og smelter væk, hvilket hos os giver anledning til drastiske havstigninger på 30 m i løbet af kun 600 år. Danmark bliver et ørige, omskyllet af det såkaldte Littorinahav, og er ikke længere landfast med England og Sydsverige. Den åbne skov er langsomt forvandlet til en tæt klimaksskov, en blandet løvskov med linden som det dominerende træ.

Ødannelsen betyder en fragmentering af den danske pattedyrfauna. Øfaunaer er generelt sårbare over for diverse påvirkninger, og rekruttering af nye individer efter svære nedgangsperioder eller lokal uddøen vanskeliggøres eller forhindres alt efter, hvor isoleret øen er. Ø-effekten er demonstreret ved en lokal uddøen af ilder, grævling, bjørn, los, elg og urokse på de store øer Sjælland og Fyn i løbet af perioden (Aaris-Sørensen 1980).

Forarmningen på landjorden opvejes af en opblomstring i det marine miljø, hvor høj temperatur, høj saltholdighed og større tidevandsforskel har skabt føderigdom for sæler og hvaler. Fra Littorinahavets strandlinjer og aflejringer kendes knoglefund af ringsæl, grønlandssæl, spættet sæl og gråsæl samt 13 forskellige hvaler, heriblandt de første fund af marsvin (tabel 2).

Skov og ager, Subboreal, ca. 6.000-2.500 år før nu

Det er stadig varmetid i Subboreal. Overordnet falder temperaturen kun en enkelt grad i løbet af perioden. Skoven er stadig en blandet løvskov, og Littorinahavet skyller stadig ind på de danske strande. Til gengæld præges landskabet af store, menneskeskabte forandringer i forbindelse med indførelse af agerbrug og husdyrbrug, og de hermed forbundne skovrydninger repræsenterer en yderligere fragmentering af landskabet.

Faunistisk skal der peges på tre interessante begivenheder, nemlig genindvandringen af vildhest, nyindvandringen af hare og en udtynding af den jyske fauna.

Vildhesten forlod os som et steppedyr, men vender tilbage som en skovøkotype allerede i de sene faser af jægerstenalderen i slutningen af Atlantikum. Den uddør tilsyneladende igen lokalt ca. 1.500 år senere, midt i bondestenalderen. Det er værd at bemærke, at de første, indiskutable fund af tamheste stammer fra Ukraine, og at de er dateret til ca. 4.000 år før nu – altså 2.000 år senere end nyindvandringen af heste til Danmark.

Haren har fulgt spredningen af agerbruget op gennem Europa og indvandrer til Danmark i løbet af bondestenalderens første årtusinde.

Udtyndingen af pattedyrfaunaen på Sjælland og Fyn i Atlantikum var primært naturbetinget, men i Subboreal bevirker landskabsændringerne, der er betinget af agerbrug og husdyrhold og udført af en voksende befolkning med et helt nyt natursyn, at også den kontinentale, jyske fauna rammes. Ud over at vildhesten forsvinder endnu engang, er det også fra denne periode, at vi har de sidste fund af elsdyr, urokse, bjørn og los. Antallet af fund af sidstnævnte er dog beskedent, så måske er den allerede uddød i Jylland inden overgangen Atlantikum/Subboreal.

Det åbne land, Subatlantikum, ca. 2.500-0 år før nu

Ved Subatlantikums begyndelse indvarsles et køligere og fugtigere klima. Efteristidens varmeperiode er forbi, og nutidens temperaturværdier nås gennem et fald på yderligere 2-3°C. Landhævning og landsænkning har nu endelig ført til det Danmarkskort, vi kender i dag. Der lukkes nu bedre af for Atlanterhavets tidevand, og da havtemperatur og saltholdighed samtidig falder, fører det til ringere produktivitet end i Littorinahavet, men havet er dog stadig rigt. Den kraftige kulturpåvirkning af landskabet fortsætter og intensiveres gennem jernalder og historisk tid. Hvor skoven endnu står tilbage, er det som en blandet løvskov med bøgen som det dominerende træ.

En stadig større befolkning fører til en mere intensiv udnyttelse af landskabet og hermed til en større konkurrence med den vilde pattedyrfauna om de tilgængelige ressourcer. Bæver og vildkat uddør i løbet af de første 500 år af perioden, og ulv og vildsvin et par tusinde år senere, tæt på nutiden. Samtidig giver åbningen af landskabet mulighed for endnu en indvandringsbølge. Heri indgår sydmarkmus, dværgmus, brandmus, brun rotte, husrotte, husmus og husmår (se tabel 1). Sydmarkmus, dværgmus, husrotte og husmus begunstiges af agerlandet og dets bebyggelse. Det kan derfor ikke afvises, at de indvandrer til landet allerede i Subboreal, men foreløbig er der kun fundet knoglerester af husmus, og de daterer sig til jernalderen (ca. 2.000 år før nu). Historiske kilder viser, at brun rotte blev bragt til Europa i 1700-tallet, og husmår og brandmus må helt klart også være sene indvandrere. Danmark udgør for dem begge en del af deres nordligste udbredelse. Husmåren kan være nået hertil inden for de sidste 2.000 år, mens brandmusen formodentlig invaderede landets sydligste egne for blot få århundreder siden.

Fra periodens havaflejringer kendes stort set de samme havpattedyr som fra Littorinahavet. Listen kan sammenlignes med oversigten over danske hvalregistreringer fra 1575-1991 (Kinze 1995), hvorved det fremgår, at den danske hvalfauna gennem de sidste 7.500 år har været stort set uændret og kan karakteriseres som en fortyndet udgave af den nordatlantiske.

Sen Subatlantikum er lig med historisk tid. Her kan faunahistorien inddrage historiske kilder. Dette falder dog uden for rammerne af denne oversigt, ligesom der heller ikke her skal omtales nyere tiders utilsigtede spredninger af farmdyr, introduktioner af ikke-hjemmehørende arter, reintroduktioner af tidligere hjemmehørende arter m.v.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig