Jeppe Tang

Jeppe Tang, Jeppe Tang Andersen Tang, ved dåben Jeppe Tang Andersen, 8.12.1828-1.6.1904, skoleleder. Født i Staby ved Ringkøbing, død på Ny L ellingegård ved Køge, begravet i Kbh. (Ass.). T. kom som syvårig ud at tjene, da faderen måtte gå fra gården. Han var først gåsedreng og senere vogterdreng og blev som tolvårig hjælpelærer i Staby skole. Faderen havde bødet på den manglende skolegang ved at læse historie for ham og lære ham at skrive og regne. Efter konfirmationen kom T. i engvandingslære og var til sit 20. år engvandingsmester om sommeren. Om vinteren var han omgangsskolelærer og fårehandler. 1848–50 var han elev på Ranum seminarium hvis forstander L. C. Müller fik afgørende betydning for ham skolemæssigt. T. ville efter eksamen lave højskole på herregården Bjørnsholm der lå nær seminariet, men fik ikke samlet penge nok ind til det. Han tog til Kbh. for at melde sig som frivillig til krigen, men da det ikke lykkedes slog han sig ned i Kbh. hvor han blev resten af livet. 1851–56 var T. knyttet til det offentlige skolevæsen i Kbh. Samtidig hørte han kendte professorer forelæse på universitetet: N. M. Petersen i dansk litteratur, F. Lange i pædagogik, H. Martensen i dogmatik og C. T. Engelstoft i kirkehistorie, og han traf personligt N. F. S. Grundtvig og Rasmus Nielsen. 1855 formidlede han købet af ejendommen Marielyst uden for Kbh. der blev omdannet til grundtvigsk højskole. Her blev han selv lærer i tre år. 1859 startede han et privatseminarium i Blågårdsgade 14 med to elever. Året efter havde han 18 elever og flyttede til større lokaler i samme gade. Han havde da to klasser for seminarieelever og en klasse for elever der ønskede almindelig folkelig dannelse, eventuelt som forberedelse til seminarieuddannelsen. Allerede 1862 havde han 86 elever og var da i stand til at købe det første kongerigske seminariums grund i samme gade og indviede her året efter en fireetages bygning med fem undervisningsrum og 60 værelser for elever og lejligheder til forstander og lærere. Seminariet havde i begyndelsen forskellige navne såsom "Tangs Institut", "Friseminariet" og "Seminariet på Nørrebro", indtil det 1863 blev kaldt Blaagaard seminarium da overskoledirektør D. G. Monrad skaffede det 10 000 kr. i støtte.

Den store tilslutning til seminariet var medvirkende til en politisk drøftelse 1862 om nedlæggelse af alle statsseminarier til fordel for privat forberedelse til lærereksamen. De positive udtalelser om seminariet der ved denne lejlighed faldt i rigsdagen udgav T. 1865 hvilket affødte aviskritik, hvorefter alle 12 lærere på skolen og 217 daværende og tidligere elever støttede T. og hans seminarium med en erklæring om skolen. Tiden var for privatundervisning. T. fik lov til at holde eksamen på sit seminarium fra 1863 til 1869 hvorefter alle vordende lærere skulle underkaste sig en prøve for en eksamenskommission. Blaagaard seminarium toppede elevmæssigt under T.s ledelse i 1860erne, og selv om en del elever ikke bestod eksamen og gennemsnittet ved eksamen var lavere end på andre seminarier formåede T. i mange år at samle mange elever med meget forskellige forudsætninger. Efterhånden voksede der ud af denne "folkelige læreanstalt" foruden seminariet et præliminærkursus, et studenterkursus og fra 1867 tillige en højskole. 1872 flyttede T. højskoleafdelingen til en større gård i Emdrup der fik navnet Emdrupborg højskole. Skolen fik god tilslutning, i mange år op mod 100 elever, flest fra landet. 1879 brændte Emdrupborgs hovedbygning, men T. opførte det følgende år en ny treetages hovedbygning på grunden med et midtertårn foruden to mindre elevbygninger. 1883 overdrog T. skolen til sin søn Niels Tang og koncentrerede sig derefter om Blaagaard seminarium der efter en nedgangsperiode i 1880erne blomstrede op igen i 1890erne. 1894 fik seminariet statsanerkendelse, og samtidig udvidedes skolen. 1896 blev det lagt sammen med Københavns Seminarium af 1861. – T. formåede at knytte dygtige lærere og kendte talere til begge sine skoler, bl.a. Sjællands senere biskop Th. Skat Rørdam, de senere højskoleforstandere Jens Nørregaard og E. Trier, etatsråd Chr. Flor, digteren C. Ploug, arkæologen H. N. Rosenkjær og politikerne C. Berg, V. Hørup og C. C. Alberti. Skolerne blev desuden kendte samlingssteder for grundtvigske møder af forskellig art.

T. var utroligt aktiv. Foruden at opbygge sit skoleimperium deltog han fra 1850ernes midte i skolepolitiske møder hvor han ivrigt forsvarede friskolesagen. 1869 blev han formand for bestyrelsen af Almindeligt dansk skolesamfund der var en forløber for Danmarks lærerforening der blev oprettet 1874. 1877–92 var T. desuden folketingsmedlem valgt af det bergske venstre i Svendborg-kredsen. I rigsdagen gjorde han sig bemærket ved sine forslag til fremme af den offentlige sædelighed og uægteskabeligt fødte børns sociale tryghed, ledsaget af personlige angreb på kultusminister Jacob Scavenius. Samtidig udgav han en lang række bibelhistorier, fædrelandshistorier og læsebøger, og han skrev en pædagogik. Et af hans uddrag af L. C. Mullers bibelhistorie kom i 75 oplag. T. er blevet kaldt "det danske privatseminariums pioner" idet han som en af de første og til varig gavn udnyttede den seminarielov der 1857 gav mulighed for, at privatister kunne indstille sig til lærereksamen. Han sagde selv at han, da denne frie konkurrence på læreruddannelsens område begyndte, ville modarbejde de "industririddere" der kun tænkte på hurtigt og med økonomisk fordel af uddanne lærere. Selv ville han gå imod "maskinskole-lærernes" eksamenspolitur ved at give sine elever en bred folkelig dannelse. Det lykkedes i mange tilfælde, selvom hans mundtlige begavelse kunne udarte til snakkesalighed og påtaget originalitet. Hans evner til at knytte meget forskellige og begavede lærere til sine skoler og til at opmuntre unge skoleuvante mennesker til at udvide deres kundskaber eller tage eksamen på hans skoler sikrer ham en plads som en folkelig skolemand med betydning for flere sociale lag. Som politiker opnåede han ikke større indflydelse, men livede op på rigsdagen med sin særprægede veltalenhed. Som skolebogsforfatter prægede han undervisningen i flere generationer på seminarier, folkeskoler, friskoler og højskoler. -Justitsråd 1898.