Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gunnar Jørgensen

Oprindelig forfatter Winge
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Gunnar Jørgensen, 18.10.1896-9.3.1963, skoleleder, forfatter. Født i Charlottenlund, begravet Mariebjerg kgd., Gentofte. J. voksede op i et velstillet miljø nord for Kbh., og hans skolegang hos den særprægede pædagog, lederen af Ordrup Gymnasium H. C. Frederiksen kom til at præge ham dybt. J. overtog en del af Frederiksens pædagogiske ideer og tanker, ligesom han modtog et stærkt indtryk af hans personlighed. Frederiksen har, efter hvad J. selv har oplyst, været modellen for figuren rektor Halling i de meget læste Flemming-bøger. Efter studentereksamen 1914 studerede J. nogle år teologi uden dog at tage nogen afsluttende eksamen. 1918 udsendte han sin første børnebog, Flemming, og i de flg. år udkom der en lang række bøger skrevet for større børn. Mest populære blev bøgerne om Flemming. Disse blev i begyndelsen stærkt rost af den pædagogiske børne-bogskritik, men i løbet af 1920erne fremkom der en stærk kritik netop af Flemming-bøgerne fra en række pædagogers side. Kritikken blev stærkest formuleret af biblioteksmanden og forfatteren Jørgen Banke der bl.a. kaldte J.s bøger for "en Art forløjet Virkelighed", mens andre pædagoger følte sig stødte over det billede J. i sine bøger gav af gymnasieskolen. Kritikken medførte at J.s bøger gennem mange år ikke blev anskaffet af skole- og børnebibliotekerne. Pædagogernes undsigelse influerede dog ikke på bøgernes popularitet; Flemming-bøgerne blev trykt i oplag efter oplag, og så sent som 1975 udkom der nye. J. oprettede 1936 sin egen skole i Hellerup for i praksis at afprøve de pædagogiske ideer han havde beskrevet i sine bøger, og Gunnar Jørgensens skole blev et reelt alternativ til den offentlige skole i Gentofte kommune. J. var endvidere aktiv inden for spejderbevægelsen, og han redigerede i en periode Spejdernes Magasin, ligesom han var medredaktør af drengebladet Fri, 1927.

Familie

Forældre: sagfører, justitsråd Jørgen J. (1844–1918, gift 1. gang 1874 med Edvardine Caroline Petrea Gall, ca. 1848–88) og Rasmine (Mine) Marie Sauter (1857–1924). Ugift.

Ikonografi

Tegn. af Ivan Opffer (Fr.borg). Foto.

Annonce

Bibliografi

Folkeskolen, 1963, 519f. Mette Winge: Dansk børnelitteratur 1900–1945, 1976 295f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Winge: Gunnar Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292379