Fridtjof Bon, Fridtjof Julius Bohn, 20.7.1866-2.6.1929, skoleinspektør, forfatter. Født i Sandvig, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). B. blev student 1886 fra Hauchs skole og begyndte at studere teologi. Ved faderens død måtte han afbryde studierne for at hjælpe til med at skaffe underholdet til sin mor og sine søskende. Han blev timelærer ved Kbh.s kommuneskoler 1888, fast ansat fra 1894, inspektør ved Enghavevejs skole 1911, ved Hillerødsgades 1915. – Som forfatter debuterede han med en samling rørende og let satiriske fortællinger Hjemstavnsbilleder fra Bornholm, 1892 der bl.a. indeholder den beske Paa Højskole og Ny-Sverrig hvori han skildrer Bornholms svenske arbejderalmue. Den større roman Fristelser, 1895, en psykologisk halvfemserskildring i rammen af en Parisrejse, viser hans begrænsning. Ved sin bosættelse i Kbh. havde han fundet et nyt stof hvoraf der blev en række københavnske billeder der fremkom i blade og tidsskrifter, især i Illustreret Tidende, og i bogform Stoltenberg og andre Svende, 1898 og Tempeltjenere i blandet Selskab, 1899. Det er skildringer af københavnske småborgere og underklasseeksistenser, hele det Kbh. som han gennem sin virksomhed som kommunelærer var kommet i berøring med (se fortællingen Madstræb). B.s skønlitterære forfatterskab standsede; han blev overfløjet af forfattere med større kunstneriske evner, Andersen Nexø og Karl Larsen. Hans interesse for underklassen omsattes i et socialt og alment politisk arbejde der lå i linie med hans skolegerning.

Han var 1904–09 formand i Kbh.s kommunelærerforening, 1908–09 borgerrepræsentant, 1907–11 formand for 10. kreds' radikale vælgerforening og var endvidere medlem af bestyrelsen for Fattige børns fodbeklædning. I en årrække var han pædagogisk medarbejder ved Politiken og fra 1916 ved Social-Demokraten.

Familie

Forældre: forstander for Bornholms folkehøjskole, senere kommunelærer i Kbh. Peter Julius Bon (1841–88) og Margrethe Cæcilie Vest (1844–1933). -3.11.1894 i Kbh. (Jac.) med Asa Riis, født 28.9.1867 i Isafjord, Island, død 2.2.1953 i Kbh., d. af handelsfaktor Mikael Peter R. (1825–1901) og Caroline Frederikke West (1830–1913).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bogen om studenterne fra 1886, 1911. Lærerne og samfundet I–IV, 1913–14. Karin Michaelis: Das heilige Feuer, Dresden 1930 299–304.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig